|
|
 |
|
|
Velkommen
til ISSA
Danmarks officielle Sensible Soccer forening siden 1999.
Vi afholder DM i PC SWOS to gange årligt. Næste turnering finder sted i vinteren 2010 i København.
Alle er velkomne!
Ret spørgsmål eller meld dig til hos vores formand Søren Kasper eller besøg vores forum.
English and German unavailable
We're experiencing some technical issues, which makes the English and German sites unavailable. |
ISSA XX!
31. januar 2010
Den 20. storturnering blev afholdt i går lørdag. For 3. gang i træk gik sejren til Rasmus Jørgensen,
der slog Peter Reinhold i en hæsblæsende finale. ElMichaJ kunne tage bronzemedaljen med hjem til Berlin, mens Poul måtte tage
til takke med 4.pladsen.
Hvis nogen undrer sig over, hvorfor Søren Kaspers navn ikke figurerer blandt topplaceringerne,
så skyldes det at ISSA's store leder med fascinerende sans for timing formåede at blive far på selve turneringsdagen og dermed må siges
at have været lovligt undskyldt. Han kom dog forbi ud på aftenen og blev mødt
med en storm af sensible lykønskninger!
Resultater og den nye rangliste
|
ISSA XX 30. januar 2010!
17. december 2009
Efter en beklagelig forsinkelse er ISSA igen klar med en storturnering - denne gang drejer det sig om jubilæumsturneringen ISSA XX!
Denne tyvende storturnering finder sted lørdag den 30. januar, som sædvanlig på adressen Værnedamsvej 4B i København.
Som altid er ISSA's formand Søren Kasper klar til at modtage tilmeldinger.
The twentieth tournament
The 20th tournament, ISSA XX, takes place on Saturday the 30th of January 2010.
Location: Værnedamsvej 4B, 1619 Copenhagen V.
To sign up, please contact our chairman Søren Kasper.
|
Træningsturnering og møde - OBS: Udsat en uge!
16. marts 2009
Der er træningsturnering og møde angående Nordic Open 2009, der afholdes
27.-29. marts 2009 i Randers.
Det hele finder sted mandag den 23. marts kl. 20 hos formand Søren Kasper,
Slotsgade 9, 4th 2200 KBH N.
|
Billeder
4. februar 2009
Der foreligger nu enkelte billeder fra storturneringen. Forhåbentlig kommer der snart flere.
Se billederne her.
|
Storslået storturnering!
25. januar 2009
Den 19. storturnering blev vundet af den forsvarende mester Rasmus Jørgensen, der besejrede Peter Reinhold i en
nerveflænsende finale. For anden turnering i træk tog Poul sig af bronzemedaljen. Som sædvanlig var der tale om
et fremragende arrangement, der bla. bød på et vellykket fakkeltog og et flot deltagertal på 25, en stigning på
næsten 40% fra sidst. Særlig glædeligt var det at notere hele 7 debutanter, hvoraf den ene, kontinentaleuropæeren Simon K, endda
nåede kvartfinalen.
Resultater - læg mærke til at Jacob Graulund for første gang i
sin snart syvårige karriere gik videre fra puljespillet, mens Pouls frontløber Bebeto
satte ny scoringsrekord med 61 mål.
Den nye rangliste - top 3 uændret, Poul træder ind i top 10 for første gang, Rune Christensen
nu nr. 4, det højeste nogensinde. Ratingsystemet er blevet ændret en smule, således at
gennemsnittet af de 8 øverste nu sættes til 10000. Det er altså kun tallene, der er ændret, ikke forholdet mellem dem.
Ændringen betyder, at man kan sammenligne ratinglisterne gennem historien.

Trods to nederlag mod vor formand leverede Graulund sin bedste præstation nogensinde.
|
OBS: Storturnering udsat til 24. januar!
15. november 2008
Grundet praktiske problemer er den 19. storturnering udsat til 24. januar 2009.
Den 19. storturnering, ISSA XIX, finder sted lørdag den 24. januar 2009, som sædvanlig i Ostegaarden på adressen Værnedamsvej 4B i København. Turneringen starter 12:00.
Turneringen bliver som altid spillet på PC - SWOS-version 96/97.
Tilmelding sker hos ISSA's formand Søren Kasper.
The nineteenth tournament
The 19th tournament, ISSA XIX, takes place on Saturday the 24th of January 2009, at 12:00.
Location: "Ostegaarden", Værnedamsvej 4B, 1619 Copenhagen V.
As usual, the tournament will be played on PC's, SWOS-version 96/97.
To sign up, please contact our chairman Søren Kasper.
|
Storturneringen
1. maj 2008
Den 18. storturnering blev vundet af Rasmus Jørgensen, der slog Asbjørn i en spændende finale.
ISSA's Jyllandsafdeling Poul snuppede bronzen, mens Søren Kasper blev nr. 4. Peter måtte se sig slået
allerede i kvartfinalen og gik glip af semifinalerne for første gang i seks år.
Resultater
|
Storturnering 19. april!
18. marts 2008
Den 18. storturnering, ISSA XVIII, finder sted lørdag den 19. april, som sædvanlig på adressen Værnedamsvej 4B i København.
Som altid er ISSA's formand Søren Kasper klar til at modtage tilmeldinger.
The eighteenth tournament
The 18th tournament, ISSA XVIII, takes place on Saturday the 19th of April.
Location: Værnedamsvej 4B, 1619 Copenhagen V.
To sign up, please contact our chairman Søren Kasper.
|
SWOS udkommet på Xbox
9. januar 2008
I december udkom SWOS i en ny version for Xbox, hvor det gamle gameplay er bevaret men tilføjet de nye muligheder,
Xbox'en giver, først og fremmest online-spil. Det sidstnævnte har Markus allerede udnyttet til at erobre førstepladsen
på den officielle internationale rangliste.
Nyudgivelsen, en af de to største begivenheder siden spillets premiere i 1996 (den anden er selvfølgelig ISSA's stiftelse) blev markeret
med et højtideligt og festligt release party i det sensible mediecenter i Sydhavnen, hvor Kasper, Peter og Daniel Pedersen har plastret hele deres
dagligstue til med skærme og spillekonsoller.
Her var der i øvrigt lejlighed til at beundre de nye propads, Søren Kasper, Johan og Daniel har kreeret.

|
Playaveli genvinder titlen!
9. oktober 2007
Vinderen af forrige storturnering og Sensible Days, Playaveli, bekræftede i lørdags sin status som verdens
bedste Sensible-spiller med en overbevisende sejr i ISSA's 17. storturneirng. Asbjørn vandt sølv
og Rasmus Jørgensen bronze, mens Peter Reinhold på fjerdepladsen for første gang i fem år måtte tage hjem uden medalje.
Udover sejrherren var der international deltagelse i skikkelse af ElMichaJ fra Tyskland, Torpedo fra Polen og Greg fra Belgien.
Efter at have løftet pokalen og præmieølkassen over hovedet holdt Playaveli en tale, hvor han takkede for ISSA's gæstfrihed og
et vellykket arrangement. Vores store leder Søren Kasper kvitterede ved at udnævne ham til den bedste ambassadør for sporten.
Resultater
Den nye rangliste - top 4 er uændret, Asbjørn nu nr. 5 og Playaveli nr. 10. Tobias N sætter ny
højdespringsrekord.
Billeder
|
Storturnering 6. oktober!
24. august 2007
Den 17. storturnering, ISSA XVII, finder sted lørdag den 6. oktober, som sædvanlig på adressen Værnedamsvej 4B i København.
Vores store leder Søren Kasper sidder klar til at modtage tilmeldinger.
|
Succes for ISSA i Sensible Days 2007
20. august 2007
Weekendens Sensible Days i Pirmasens i Tyskland blev med 43 deltagere den største turnering i spillets historie og bød på
den største koncentration af sublimt Sensible nogensinde. ISSA var repræsenteret af syv af sine førende spillere: Asbjørn,
Benjamin, Daniel Pedersen, Peter, Poul, Rasmus Jørgensen og Søren Kasper. Selvom den officielle målsætning var at få en medalje
med hjem, ville vi selvfølgelig gerne erobre trofæet og hævne den tyske sejr ved ISSA-turneringen i foråret.
Efter 15 timers køretur fredag med Asbjørn og Daniel som overordentlig kompetente chauffører nåede vi ud på natten Pirmasens, der
er smukt beliggende i det sydlige Rheinland-Pfalz få kilometer fra grænsen til Frankrig men som uden Sensible næppe ville udgøre
noget oplagt rejsemål. Vi var selvfølgelig heller ikke kommet som turister og forberedte os på lørdagens udfordringer med
et glas bayersk øl og en god nats søvn. Som følge af det høje deltagertal var det nødvendigt med hele fem puljer, hvorfra de 3 bedste
gik videre til ottendedelsfinalerne, mens de fem 4'ere skulle spille en enrundig playoff-turnering om den sidste plads i slutspillet. Takket være den nationsopdelte seedning blev ISSA's
udsendte fordelt jævnt ud over grupperne, og ca. klokken halv et lød startskuddet.
Søren lagde meget nervøst ud med to nederlag, og trods en flot 3-0-sejr mod den czekiske outsider Marty fandt han aldrig den kværnende rytme, han
er kendt for fra ISSA's turneringer. Han havde til det sidste mulighed for at erobre den vigtige 3.plads men måtte nøjes med 4.pladsen og dermed indstille sig på playoff. Peter indledte ligeledes
turneringen som et rystende nervevrag og tabte klart til vores polske ven Torpedo (der nåede ottendedelsfinalen i ISSA XVI), men da han først fik indstillet fokus, styrede han sin pulje med hård hånd og vandt
med ni points forspring, bla. efter to sejre mod en af favoritterne, MCT fra Serbien.
Benjamin og Daniel havnede i samme pulje og kæmpede bla. mod de fra ISSA XVI kendte tyskere Oli O og ElMichaJ og den bulgarske profil Marin Parushev, der tabte til Daniel
men alligevel endte på 1.pladsen. Trods en fin indledning og fire glimrende sejre måtte Benjamin desværre nøjes med 6.pladsen og dermed se sig ekskluderet, mens
Daniel i en intens duel med polakken Dzem erobrede 4.pladsen.
Med så mange stærke spillere kunne alle fem puljer egentlig fortjene betegnelsen, men den dynamitpulje, der på forhånd
så mest eksplosiv ud, var Asbjørns. Modstanderne talte bla. Playaveli, Greg fra Belgien (vinder af Sensible Days i 2004 men uden den store kamptræning siden), den italienske online-stjerne og klavervirtuos Lucaa83 og englænderen Paul Turner, der i 90'erne opnåede så stor stjernestatus
med sine spektakulære mål, at Peter gentagne gange følte det nødvendigt at påpege, at han var "helt nede på jorden". Desværre fik Asbjørn i de første tre
fjerdedele af puljespillet ikke lejlighed til at demonstrere sin sande styrke over for dette superfelt, fordi han efter en uheldig overseelse kom til
at spille med en forkert taktik. Da han så først fik den på plads, viste han sig til gengæld at befinde sig på et særdelse højt niveau, der udmøntede sig i en fantastisk 2-1-sejr over Playaveli
og erobringen af den 4.plads, der ellers længe havde set meget fjern ud. Selvom comeback'et selvfølgelig var fremragende, gav
taktik-miseren anledning til stor ærgrelse; det var nemlig tydeligt, at Asbjørn med optimale spillevilkår sagtens kunne have
kvalificeret sig direkte til slutspillet. Nu var playoffpuljen, hvorfra kun én spiller altså ville gå videre, efterhånden ved at blive overrendt af danskere.
Også Poul måtte nemlig nøjes med 4.pladsen i sin pulje, der bla. talte Rasmus, den lokale helt Redhair og czeken Geo (bror til den tidligere omtalte Marty).
Jyllands førende spiller var trods 0-0 i den første kamp mod Rasmus klart distanceret af denne trio men havde omvendt ikke de store problemer med gruppens øvrige hold.
Rasmus tabte i sit første opgør mod Redhair bekymrende stort 4-1, men da han to gange slog Geo, som Redhair kun fik et enkelt point ud af, kunne han med en 3-2-sejr
i sidste runde (faktisk havde uafgjort været nok) sikre sig 1.pladsen.
Status efter puljespillet var altså, at ISSA havde to mand direkte i ottendedelsfinalerne efter puljesejre, mens én spiller var ude (Benjamin markerede sig til gengæld som konferencier i
forbindelse med slutspilslodtrækningen) og de fire øvrige udgjorde fire femtedele af playoffpuljen. Den udviklede sig hurtigt til en duel mellem Asbjørn og Søren, der kvaste ikke bare
deres landsmænd men også gruppens femte hjul, tyskeren Pallister, vinderen af Pouls Amiga-turnering i foråret. Passende nok mødtes de to tidligere ISSA-storturneringsvindere i sidste runde, hvor
Søren fem minutter før tid fik udlignet til 1-1 og dermed gik videre på bedre målscore.
Som om alle disse fratricidale intra-ISSA-opgør ikke var slemme nok, magede lodtrækningen det såldes, at Rasmus og Søren tørnede sammen allerede i ottendedelsfinalen og dermed var tvunget til
at nedbringe antallet af tilbageværende ISSA-spillere yderligere. Søren kæmpede bravt men måtte som i størstedelen af sommerens træningsturneringer se sig slået forholdsvis klart; cifrene lød 3-1 og 4-2.
Da Peter slog sig igennem til kvartfinalerne med en overbevisende sejr over en spiller, jeg desværre på stående fod ikke kan huske navnet på, kunne det konstateres, at Danmark som den eneste nation
havde to repræsentanter blandt de bedste otte - allerede en bemærkelsesværdig succes for ISSA.
For Rasmus' vedkommende blev kvartfinalen desværre endestationen, da han mod Marin Parushev aldrig fik spillet til at fungere. Efter tre forfærdelige halvlege fik han godt nok
indhentet et forspring på tre mål, hvilket udløste så stor jubel i ISSA-lejren, at Søren væltede adskillige stole og læderede en finger, men efter en tæt omkamp, der endte 2-2, afgjorde et målmandsdrop
i den forlængede spilletid sagen i bulgarsk favør. Et temmelig unødvendigt nederlag, som Rasmus' erobring af topscorertitlen selvfølgelig ikke kunne kompensere for. Dermed var Peter vores sidste håb, og han viste sig heldigvis i stand til at bære ansvarets åg. Mod
det kroatiske online-fænomen Coolio Jack, der godt nok havde udvist en umoden præference for spektakulære aktioner på bekostning af det effektive men alligevel besejret Redhair i en
forrygende ottendedelsfinale, analyserede Peter situationen perfekt; han holdt bolden langs jorden, lod sig ikke rive med
af mostanderens excentriske spil og sikrede sig en smuk sejr på 1-0 og 1-1. I den anden kamp fik Coolio Jack først udlignet i sidste minut, da sagen
var afgjort.
Dermed var nr. 1 på ISSA-ranglisten klar til semifinalen, der blev et dacapo på forårets ISSA-finale, desværre også i
resultatmæssig forstand. Peter var heller ikke denne gang i stand til at knække Playavelis harmoniske og varierede superspil og måtte indkassere et klart nederlag på 0-1 og 0-2. I den anden semifinale
sejrede serbiske MCT stort mod Marin Parushev, der heller ikke i bronzekampen blev levnet mange chancer. Med 2-1 og 1-0 efter endnu en koncentreret indsats sørgede Peter for, at ISSA's målsætning, en medalje, blev nået.
I finalen besejrede Playaveli MCT 1-2 og 2-0, og selvom han nu med endnu større ret end før kan kalde sig verdens bedste Sensible-spiller, viste turneringen samtidig, at ISSA uden den store konkurrence må betegnes som
verdens førende Sensible-forening (selv hvis man regner hele Tyskland som én stor forening). Som allerede nævnt var vi de eneste med to mand i top 8, vi havde tre blandt de bedste 16 og intet mindre end seks spillere i top 20. I en turnering
med 43 elitespillere fra hele Europa er det en imponerende præstation.
Efter 16 timers topidræt kunne alle fejre turneringen som en sejr for spillet, mens Playaveli oversprøjtede MCT med den champagne, ISSA havde medbragt (og ingen lagde vist mærke til at den kun havde kostet
30 kroner i Fakta). Desværre var øllet sluppet op (lidt skuffende allerede klokken halv fem om natten), og da alle var hårdt medtaget af de store præstationer, de havde
leveret og været vidne til, og Peter ikke kunne overtale Asbjørn til at tage i byen, blev det besluttet at tørne ind. Om søndagen afholdtes Amiga-turneringen, som kun Poul deltog i, mens
de øvrige ISSA-folk sidst på eftermiddagen drog hjemad. De fleste har vist nu brug for en kort pause fra Sensible, men inden længe begynder forberedelserne
til den 17. storturnering, hvor vi gør endnu et forsøg på at detronisere Playaveli og også på det individuelle plan nå det absolutte topniveau, vi allerede i kollektiv forstand
har vist os at besidde. Sensible-historien går videre.
|
Nyt blod
20. juli 2007
Udover de kendte ansigter Asbjørn, Peter, Rasmus J og Søren K havde gårsdagens træningsturnering deltagelse
af tre nye navne, Bjørn, Martin og Michael, der straks markerede sig som entusiastiske Sensible-spillere. Selvom de mest
har erfaringer med Amiga-versionen af Sensible 95/96, viste de bla. i kraft af et medbragt joystick et udmærket niveau,
der giver løfter om en god indsats ved efterårets storturnering. I går gik sejren dog til Rasmus J efter en spændende afslutning.
Han besejrede Peter 1-0 men var efter uafgjort mod både Asbjørn og Søren K afhængig af, at sidstnævnte kunne tage point
fra Peter i sidste runde. Det lykkedes heldigvis Søren at få 1-1 på et straffespark i sidste minut.
|
Tredobbelt træningsturnering
13. juli 2007
Træningsarrangementet i går havde deltagelse af Daniel P, Kasper, Peter og Rasmus J. Sidstnævnte tog sig af den første
turnering, mens Peter løb med sejren i de to øvrige.
|
Peter slår til igen!
29. juni 2007
Gårsdagens træningsturnering blev vundet af Peter, der besejrede Rasmus Jørgensen i finalen.
|
Træningsturnering
15. juni 2007
Slutstillingen i torsdagens træningsturnering:
1.Rasmus J, 2.Peter R, 3.Daniel P, 4.Søren K, 5.Kasper, 6.Johan, 7.Jacob G.
De to tophold vandt i deres indbyrdes opgør en 1-0-sejr hver, og da Rasmus fik maximumpoint i sine
øvrige kampe, mens Peter måtte afgive uafgjort i begge opgør med Søren, blev forspringet på 4 point.
Næste træningsturnering finder sted næste torsdag den 21. juni.
|
Torsdagstræning
7. juni 2007
Frem mod Sensible Days i august vil ISSA afholde træningsturnering hver torsdag, første gang den 14. juni hos
Rasmus Jørgensen på Wagnersvej 2 i Sydhavnen.
|
Stormøde og træning
11. maj 2007
Stormødet i går blev indledt med en kort ekstraordinær generalforsamling, der med 7 stemmer mod 0 besluttede at
forbyde brug af editoren til storturneringer. Fremover kan man altså kun benytte de originale Sensible-hold.
Der var enighed om, at turen til Sensible Days i Tyskland til august mest økonomisk foretages i bil. Formentlig skal der skaffes
2 eller 3 biler. Asbjørn og Daniel Pedersen har lovet at stille deres chaufførkompetencer til rådighed. Der er oprettet en tråd i forummet, hvor
man kan tilkendegive, om man er interesseret i at tage med.
Desuden blev der oprettet en task force bestående af Daniel Pedersen, Johan og Søren Kasper, der i den nærmeste fremtid
vil påbegynde en veritabel propad-industri.
Træningsturneringen blev vundet af Peter, der besejrede Rasmus Jørgensen i finalen, mens Søren Kasper og Markus
deltes om 3.pladsen.
|
Stormøde 10. maj!
25. april 2007
Torsdag den 10. maj afholder ISSA stormøde på Wagnersvej i Sydhavnen. Her vil vi bla. fejre optagelsen i SWOS'07, drøfte Tysklandsrejsen til sommer, påbegynde organiseringen
af en propad-produktion, samt naturligvis spille træningsturnering. Vel mødt!
|
ISSA med i SWOS '07!
8. april 2007
ISSA er blevet inkluderet i det kommende SWOS '07's custom teams!!
Det er nu muligt at spille med Peter og Rasmus J. som strikers, Asboy og
Moog (Markus) på midtbanen, RC (Rune Christensen) som udskiftningsangriber
og vores store leder Junior (Søren Kasper) på målet!!
|
Billeder
|
Playaveli er den nye Bedste
11. marts 2007
Den 16. storturnering blev vundet af den tyske Sensible-mester Playaveli, der efter at have
rejst 1000 km slog den forsvarende Bedste Søren Kasper i semifinalen og nr. 1 på ranglisten
Peter i finalen og dermed erobrede ISSA-trofæet. Han tilegnede sejren til den italienske SWOS-spiller
Giovanni Carcea, der døde for to år siden. I sin sejrstale takkede han for en vellykket turnering og lovede
at vende tilbage for at forsvare pokalen til efteråret, ligesom han så frem til at tørne sammen
med den danske Sensible-elite ved Sensible Days i Rheinland-Pfalz til sommer. Tillykke med
en velfortjent sejr!

Sølvet gik altså til Peter, mens Søren Kasper tog sig af bronzen.
Resultater og topscorere - nu også med video af slutkampene.
Den nye rangliste - Playaveli går direkte ind på 14.pladsen, mens
Peter Lohse sætter ny rekord med et hop på 31 pladser.
|
Musiknyt
|
Læsestof
|
Programmet for næste uge
2. marts 2007
Torsdag 8.marts
19 30 Træningsturnering på Wagnersvej 2 i Sydhavnen
Fredag 9. marts
Ca. 20 00 Reception for de internationale deltagere i Ostegården
Lørdag 10. marts
12 00 Den 16. storturnering i Ostegården
|
ISSA på kogepunktet
2. marts 2007
Ved træningsaftenen torsdag viste Rasmus Jørgensen storform ved at vinde begge turneringer, mens Søren Kasper og Markus
tog en andenplads hver. Også Daniel Pedersen var i hopla, hvorimod Peter virkede en smule rusten efter at have tilbragt hele
dagen med at forsvare Ungdomshuset; efter en god nats søvn er han utvivlsomt tilbage i den gamle stil. Pawel og Johan Østergård kompletterede det stærke felt, der sendte et umisforståeligt
signal til Sensible-Europa inden storturneringen: Vi er klar!
|
Markus har snøret støvlerne
23. februar 2007
Markus styrkede sin position som en af de største favoritter til sejren den 10. marts ved
at vinde gårsdagens træningsturnering foran et stjernespækket felt bestående af Søren Kasper, Rasmus Jørgensen, Daniel Pedersen,
Kasper, Johan Østergård og Pawel.
|
Controllerrevolution
16. februar 2007
Der var både flag og fødselsdagssang, da ISSA i går fejrede sin otteårsdag med en storartet
træningsturnering. Blandt deltagerne var Poul, der kom helt fra Aalborg og medbragte to selvproducerede
propads, lavet af amigajoystick og tastaurknapper. De fleste var overvældede af begejstring
over disse apparater, der tilsyneladende allerede har overhalet keyboardet som den mest
populære controller. Desuden var der debut til to nye supercomputere, som Daniel Pedersen og Johan
Østergård har frembragt af gamle reservedele og som ikke overraskende fungerede upåklageligt.
Turneringen blev vundet af ranglistens nr. 1, Peter, der i finalen besejrede Markus knebent,
mens Poul og Rasmus Jørgensen delte 3.pladsen. Den Bedste, Søren Kasper, blev elimineret allerede i puljespillet og kan
få alvorlige problemer med at bevare sin titel ved storturneringen 10. marts. Udover de allerede nævnte deltog
Andreas, Asbjørn og Kasper.
|
Træningsturnering
11. februar 2007
Som opvarmning til det store brag 10. marts afholdes en træningsturnering på tirsdag den
15. februar kl. 19 på adressen: Wagnersvej 2 i Sydhavnen. Ved samme lejlighed højtideligholdes
8-årsdagen for den første storturnering.
|
Storturnering 10. marts!
4. februar 2007
ISSA's 16. storturnering løber af stablen lørdag den 10. marts. Vær med, når Europas
førende Sensible-stjerner deltager i kampen om den mest prestigefyldte af alle sensible titler: Den Bedste!
Tilmelding sker hos Søren Kasper, af Guds nåde
ISSA's formand (+den p.t. Bedste).
|
Referat af ISSA's generalforsamling
24. januar 2007
Afholdt tirsdag den 23. januar 2007 hos Rasmus Jørgensen
Deltagere:
Asbjørn, Benjamin, Daniel Pedersen, Kasper, Markus, Rasmus Jørgensen og Søren Kasper.
Dagsorden:
1.Formalia
2.Valg til bestyrelsen og det juridiske panel
3.Underskrifter på regnskabet
4.Ansøgning om kommunalstøtte
5.Afstemningsprocedurer
6.Editerede hold
7.Ude/hjemme-regler, controllers
8.Nye computere
9.Eventuelt
1.Formalia
Søren Kasper blev valgt til dirigent, Rasmus Jørgensen til referent.
2.Valg til bestyrelsen og det juridiske panel
Der var enighed om at nedskære antallet af bestyrelsesmedlemmer fra 8 til 5, dels som en
praktisk foranstaltning, idet alle bestyrelsesmedlemmer skal underskrive regnskabet, hvilket kan
være en større logistisk udfordring, dels af hensyn til magtfordelingslæren; således udskiltes
det juridiske panel med dets dømmende kompetence fra bestyrelsen. Desuden bortfaldt en af posterne som
almindeligt bestyrelsesmedlem.
Søren Kasper og Rasmus Jørgensen blev enstemmigt genvalgt som hhv. formand og sekretær. Markus blev
valgt som ny kasserer i stedet for Andreas, mens Peter og Daniel Pedersen blev genvalgt som almindelige
bestyrelsesmedlemmer. Askes post som almindeligt bestyrelsesmedlem bortfaldt.
Til det juridiske panel blev Daniel Ekeroth genvalgt, mens Benjamin blev valgt til den anden plads i stedet for Søren Holm.
Den nyvalgte bestyrelse består altså af:
Formand: Søren Kasper
Sekretær: Rasmus Jørgensen
Kasserer: Markus
Almindelige bestyrelsesmedlemmer: Peter og Daniel Pedersen
Det juridiske panel består af:
Benjamin og Daniel Ekeroth
Revisor er fortsat Jacob Graulund
3.Underskrifter på regnskabet
Regnskabet for 2005 blev underskrevet af samtlige bestyrelsesmedlemmer.
4.Ansøgning om kommunalstøtte
Det blev besluttet, at Søren Kasper og Rasmus Jørgensen skal undersøge mulighederne for
at ansøge om kommunal støtte for 2007.
5.Afstemningsprocedurer
Et af den fraværende Jacob Graulund stillet forslag om en fuldmagtsordning ved generalforsamlingen
vandt ikke støtte; derimod blev det besluttet, at et medlem kan deltage i en afstemning telefonisk, hvis
han inden generalforsamlingen har bekendtgjort, at han vil stemme. Der var almindelig enighed om
ikke at indføre urafstemninger.
6.Editerede hold
Efter afsløringen af at editoren, hvormed man kan manipulere sit hold, fungerer således, at
værdierne 0-7 har samme effekt som værdierne 8-15, var der enighed om, at de nuværende regler
for editerede hold burde ændres. Peter foreslog helt at forbyde brugermanipulerede hold med
den begrundelse, at fænomenet ikke er en oprindelig del af spillet og at næsten ingen bruger det.
Benjamin og Søren Kasper replicerede, at både de og flere andre bruger editoren og at den
giver mulighed for at ændre de enkelte spilleres styrke og således tilpasse holdet til ens egen
spillestil. Det blev foreslået at revidere de nuværende regler således, at det editerede hold skal
have AC Milan som udgangspunkt, at målmanden ikke må ændres, at ingen markspiller må have mindre
end 20 point og at holdet ialt ikke må have mere end 443 point.
Da der ikke kunne opnås enighed, skred man til afstemning, hvor forslaget om det reviderede editorsystem
fik 4 stemmer, mens forslaget om helt at forbyde editoren fik 2 stemmer.
Det blev desuden besluttet, at en guide til editoren og et link til at downloade den skal lægges
ud på hjemmesiden.
7.Ude/hjemme-regler, controllers
Da nogle af Tysklands førende Sensible-spiller har bekendtgjort, at de vil overveje at deltage i ISSA's
næste turnering, hvis de kan spille med joypad i samtlige deres kampe, blev det diskuteret, hvorvidt
reglerne for controllers skulle ændres, således at hjemmespilleren i hver kamp i stedet for som nu at være
tvunget til at spille på keyboard fremover skal kunne vælge, hvilken controller han vil bruge. Da det er
teknisk muligt at spille joypad mod joypad, vil de tyske spilleres ønsker opfyldes med en sådan ordning.
Det blev af Søren Kasper påpeget, at den fordel, de opnår i puljespillet ved kun at spille med deres
favoritredskab, kan afhjælpes ved at indføre såkaldte propads (træklodser påført pile- og skydetaster fra keyboards)
som alternativ til joypads. Desuden fremførte formanden som argument for ændringerne, at distinktionen mellem ude- og hjemmekampe, en indgroet
ISSA-tradition, i høj grad bevares ved indførelsen af førstevælger-ordningen, samt at muligheden for udenlandsk
deltagelse i storturneringerne burde prioriteres højt i kraft af foreningens internationalt orienterede grundindstilling, som
ikke mindst kommer til udtryk i navnet International Sensible Soccer Association. Benjamin pegede på, at det generelle niveau
vil hæves, når det bliver muligt at spille med sit favoritredskab i de fleste kampe (eller alle, i det omfang propads
fungerer som keyboards, hvilket endnu er uklart).
Ved en afstemning modtog forslaget om at indføre propads og at lade hjemmespilleren vælge controller først 6 stemmer, mens
1 stemte for at bevare de nuværende regler.
8.Nye computere
Det blev besluttet, at Daniel Pedersen og Peter producerer 2 nye computere, hvoraf den ene
gerne skal have en indbygget CD-brænder til brug for lagring af highlights.
9.Eventuelt
Der var enighed om, at der skal skaffes flere joysticks. Da Peter klagede over manglende lyd på nogle
af computerne ved sidste turnering, blev det besluttet at gøre højttalere til en prioritet i den kommende tid. Asbjørn
gjorde opmærksom på muligheden for at spille online-SWOS. Der var enighed om at undersøge sagen.
Sluttelig takkede dirigenten for eksemplarisk ro og orden.
|
Generalforsamling
4. december 2006
Tirsdag den 23. januar afholdes ISSA's generalforsamling hos Rasmus Jørgensen på Wagnersvej 2 i Sydhavnen.
Her vil det bla. blive drøftet, hvorvidt foreningens vedtægter skal ændres, således at en spiller får mulighed for at anvende
joypad eller joystick i alle sine kampe, hvilket i øjeblikket er genstand for debat på forummet.
Punkter til dagsordenen mailes til vor store leder Søren Kasper inden nytår.
|
Billeder fra ISSA XV
|
Historisk aften i Ostegården
22. oktober 2006
Efter 7½ års ubeskrivelige frustrationer kunne Søren Kasper i går aftes sammen med sine utallige fans fejre
sin første sejr nogensinde i en storturnering. ISSA's formand gik ubesejret gennem 22 kampe og satte
i finalen den mangefoldige mester Peter til vægs med cifrene 2-0 og 0-0 efter en præstation, der
for evigt vil stå mejslet i alle ISSA-hjerter. Bronzen tilfaldt Asbjørn,
der ligesom Peter kun led nederlag mod den nye champ. Markus måtte som så ofte før nøjes
med fjerdepladsen.
Turneringen udmærkede sig bla. ved de prestigiøse rekorder, der stod for fald. Peter kunne således
glæde sig over historiens største joypadsejr (på 11-0), mens Asbjørn sikrede sig den største
sejr nogensinde med 13-0 over Tobias. Et andet bemærkelsesværdigt fænomen var, at samtlige 16
slutspilsopgør blev afgjort i de obligatoriske to kampe for første gang siden ISSA V i 2001.
Deltagertallet nåede helt op på 29, en tangering af højdepunktet i den ottende storturnering. Som sidst kæmpede to af de mange debutanter sig videre fra puljespillet efter fine præstationer. Det drejde sig om Pawel og Poul, hvoraf sidstnævnte
var rejst hele vejen fra Fredericia for at tage del i de sensible festligheder.
Resultater og topscorere
Den nye rangliste
Opdaterede rekorder - Bjarke lægger afstand til Kasper i kampen om flest-nederlag-rekorden
|
BREAKING NEWS: Storturnering 21. oktober!
6. september 2006
ISSA's 15. storturnering finder sted lørdag den 21. oktober kl. 12, som sædvanlig i
Ostegården på Værnedamsvej 4B. Smid alt hvad I har i hænderne og tilmeld jer hos
vores formand Søren Kasper på catuskoti@gmail.com.
|
Euforisk stemning ved release party
10. juni 2006
Det stort anlagte release party i går bevægede sig på katastrofens rand, da distributørerne
af det nye Sensible-spil i strid med alle løfter ikke havde fået et eneste eksemplar frem til de danske butikker.
Heldigvis tæller ISSA blandt sine medlemmer de tre efterhånden legendariske computer-troldmænd
Kasper Kring, Peter Reinhold og Daniel Pedersen, der takket være et omfattende globalt
kontaktnet og timers slid fik fremskaffet og operationaliseret spillet. Dagen var reddet, og jubelen brød
løs blandt de mere end 20 tilstedeværende Sensible-entusiaster.
Stemningen var højtidelig og mere end et par tårer blev fældet, da den nye up-beat-version af Sensible-hymnen gjaldede
ud i den sydhavnske aftenluft fulgt af dommerens indledningspift. Historiens første Sensible06-kamp blev vundet af Morten Adler-Nissen,
der besejrede Søren Kasper 1-0. Senere fik Søren dog revanche med en enslydende sejr i en kamp, hvor
Morten helt i pagt med traditionen modtog fire udvisninger.

Morten Adler-Nissen og Søren Kasper i dyb koncentration under premierekampen.
Skønt der var delte meninger om det nye spils kvaliteter i forhold til det gamle, var alle enige om,
at tiden på ingen måde var moden til at drage konklusioner. Der forestår nu en langvarig
evalueringsperiode, hvor alle aspekter af den nye situation vil underkastes en nøje
granskning. Hvad der derimod står fast er, at ISSA med sit pulserende foreningsliv og
sin innovative medlemsskare går en lys fremtid i møde.
Flere billeder
|
Release party
11. maj 2006
Som bekendt udkommer det nye Sensible-spil fredag den 9. juni. I den anledning afholdes
et release party med tilhørende træningsturnering hos ISSA's sekretær Rasmus Jørgensen
på Wagnersvej 2 i Sydhavnen. De historiske omstændigheder vil selvfølgelig blive markeret
med en større ceremoni, hvorefter den allerførste kamp med det nye spil løber over skærmen.
Den kommer ifølge de aktuelle planer til at stå mellem Morten Adler-Nissen og Søren Kasper,
der også mødtes i den allerførste ISSA-kamp i februar 1999 - den endte 3-3 og huskes stadig som et af de
blodigste opgør i foreningens historie.
Herpå er der selvfølgelig premiereturnering, og som adspredelse vil der være
lejlighed til at følge med i VM's åbningskamp - en begivenhed der godt nok blegner noget
i betydning ved siden af Sensible men dog ikke bør negligeres fuldstændig.
Træd ind i fremtiden med ISSA - de, der ikke møder op, vil ærgre sig til deres dødsdag.
|
Nye billeder!
|
Den 14. storturnering blev et brag!
12. marts 2006
Det er snart ved at være trivielt, men siges skal det, at ISSA's 14. storturnering
var et sensibelt festfyrværkeri af sprudlende kombinationer, rappe driblinger og hvislende
fuldtræffere. Endnu mere triviel er den kendsgerning, at Peter nok engang gik af med sejren.
Daniel Ekeroths tredjeplads, der gav ham hans første medalje i 5 år, var til gengæld en smule
overraskende. Han nåede undervejs at eliminere de to tidligere mestre Rune Christensen og Rasmus
Jørgensen.
Man konstaterede med stor glæde, at der for første gang var såvel international som interregional
deltagelse takket være den israelske debutant Alon og et større kontingent jyske
Sensible-entusiaster.
Resultater og topscorere
Den nye rangliste: benhård kamp om 5.pladsen, Asbjørn i frit fald
De nye spillerprofiler - nu med ratingdiagram
Den nye kampstatistik
Opdaterede rekorder: Stig Rossen overhaler bla. Hitler, Stalin og Skywalker

Turneringens medaljetriumvirat: Peter Reinhold (guld), Daniel Ekeroth (bronze) og Søren Kasper (sølv).
|
Datoen for den 14. storturnering fastlagt!
9. februar 2006
Den pinefulde ventetid er snart ovre. ISSA's 14. storturnering afholdes LØRDAG DEN 11. MARTS,
som sædvanlig i Ostegården, dvs. Værnedamsvej 4B, over gården, København V.
Vor kære leder Søren Kasper kan ikke vente på at blive druknet i tilmeldinger!

Ostegården er smukt beliggende i et autentisk Vesterbro-miljø.
|
Nye billeder!
|
Hyg Dem med statistik!
5. januar 2006
En morsom oversigt over turneringsvindernes nederlag kan nu ses under rubrikken
statistisk sjov.
Desuden kan man more sig med at sammenligne ranglisterne på tværs af historien ved hjælp
af den indekserede rating.
|
Træningsturnering
30. december 2005
Træningsturneringen 29. december fik følgende slutstilling:
1.Zion Blood (Søren K)
2.Ringenes Herre (Rasmus J)
3.Barcelona (Aske)
4.Frem (Daniel P)
5.Italien 96 (Johan)
6.Intim Bingo Esbjerg (Kasper)
7.AC Asboy (Asbjørn)
Efterfølgende blev der spillet endnu en turnering med to puljer og cup-spil. Den blev
også vundet af Søren K, der slog Rasmus J i finalen med cifrene 5-1 og 3-3.
|
Træningsturnering den 29/12!
14. december 2005
ISSA's næste officielle træningsturnering finder sted den 29/12 hos Rasmus Jørgensen på Wagnersvej 2, 1.th., 2450 Kbh SV.
|
Ny statistisk feature!
20. september 2005
Mange har gennem tiden undret sig over, hvilket resultat der er forekommet oftest i ISSA's
storturneringer. Nu er svaret parat: det er 2-0. Når chokket har lagt sig, kan man her se en
oversigt over alle resultaternes hyppighed i de forskellige turneringer.
|
Foto-nyt
11. september 2005
Enkelte ikke uinteressante billeder fra den 13. storturnering kan nu beskues her!
|
Rettelse
10. september 2005
Den 29. august blev det på dette sted oplyst, at der ved den 13. storturnering var sat ny rekord i flest
udvisninger i en kamp. Der blev hentydet til den første replay-bronzekamp mellem Søren Kasper og
Rasmus Jørgensen, hvor Bilbo Sækker, Andy og Træskæg alle så rødt. Intensive studier af arkiverne
har nu imidlertid godtgjort, at der i de samme spilleres møde i den første storturnering også blev sendt tre
spillere i bad før tid. Ifølge turneringsreferatet skyldtes den aggressive stemning dengang, at
de to duellanter netop havde mistet muligheden for avancement gennem Søren Holms
2-1-sejr over Morten Adler-Nissen - et spændingsmættet opgør, hvor Holm vendte 0-1 til gevinst med
to scoringer i det 80. og 90. minut. Da han efterfølgende igen og igen som en i ISSA-sammenhæng
uhørt hån skreg "80! 90!" ind i ørerne på Søren Kasper og Jørgensen, forstår man, hvorfor de måtte udlade deres forbitrelse
gennem hårdt spil på grønsværen; ellers kunne de snart have fundet på at kværke ham.
Læs mere om den første turnering her!
|
Nyt forum!
8. september 2005
ISSA har nu fået sit eget forum - uden tysk indblanding men til gengæld med
reklamer. Bestyrelsen kan overveje, om de er værd at betale sig fra.
|
Den 13. storturnering
31. august 2005
Den trettende storturnering i søndags bød på en lang række bemærkelsesværdigt nyt.
For første gang i over to år voksede deltagertallet, hvilket må betegnes som en overvældende
succes for ISSA's nye offensive pr-strategi. Væksten udgjordes bla. af tre debutanter, David, Philippe og Simon CPH, samt af Mikael og HP, der gjorde come back
efter tre års Sensible-dvale.
Resultatmæssigt noterede man, at Andreas nåede kvartfinalen for første gang
i karrieren, ligesom Olav kom blandt de otte bedste efter fire turneringer ude i kulden. Asbjørn og Peter
mødtes i finalen for tredje gang (hvilket er rekord) og sørgede for det første tætte slutopgør siden sidst de kæmpede om guldet
i den niende turnering. Peter hjemførte pokalen for fjerde gang og kunne tilmed glæde sig over
førstepladsen på ISSA-ranglisten, hvor Rasmus Jørgensen måtte vige efter næsten seks år på toppen.
Den detroniserede mester satte til gengæld ny sejrsrekord med 12-0 over Jacob Graulund, utvivlsomt
til stor glæde for Nina og Peter Lohse, hvis tidligere 11-0-nederlag nu har antaget en mere dagligdags karakter.
På den ceremonielle front sikrede vor formand historiens klarest brændende sensible flamme ved at fylde faklen med
lampeolie, hvorimod den mislykkede afspilning af ISSA-hymnen var en betydelig bet. Søren Kasper rådede dog bod på
skaden ved selv at synge for i en manende a capella version af 'Goalscoringsuperstarhero'.
Alt i alt en storartet og løfterig turnering!
Resultater
Den nye rangliste
Den nye kampstatistik
De nye spillerprofiler - nu med placeringsdiagram!

Den nykårede mester tumlede hovedpræmien uden problemer.
|
|
|
|
|
|
|
|