|
|
 |
|
|
Historien om ISSA
- en Sensible-krønike af Rasmus Jørgensen
|
|
|
Denn, um es endlich auf
einmal herauszusagen,
der Mensch spielt nur, wo
er in voller Bedeutung
des Worts Mensch ist, und
er ist nur da ganz Mensch,
wo er spielt.
Friedrich Schiller
|
Indhold
Begyndelsen -
Den første storturnering -
Den anden storturnering -
Den tredje storturnering -
Den fjerde storturnering -
Den femte storturnering -
Den sjette storturnering -
Den syvende storturnering -
Den ottende storturnering -
Den niende storturnering -
Den tiende storturnering -
Den ellevte storturnering -
Den tolvte storturnering
|
|
|
|
|
Begyndelsen
Som Word-dokument
ISSA´s tidligste tilblivelseshistorie henligger i mørke. Det står klart, at Søren Holm og Daniels samvirkende intellekter engang i starten af 1999 har undfanget ideen om at afholde en stor Sensible-turnering under regelmæssige former og med så meget tid, at man kunne være sikker på, den ville blive spillet færdig. Et vigtigt anstød til ideen var nemlig utilfredsheden med, at de fleste hidtil afviklede turneringer - og de fleste blev afviklet hjemme hos Daniel før fester på Rysensteen - af netop den grund aldrig blev færdige. Og selv om en vinder i visse tilfælde nåede at blive fundet, herskede der (til tider voldsom) uenighed om, hvilken spiller der kunne betegnes som den bedste. Ingen deltog nemlig i alle turneringerne.
Søren Holm og Daniel kom altså på ideen under endnu i dag uklare omstændigheder og konfererede i den følgende tid ivrigt med andre Sensible-spillere, indtil ISSA - den Internationale Sensible Soccer Association - på et efter sigende stormfuldt møde hos Daniel blev grundlagt ultimo januar 1999. Deltagere i mødet var, foruden værten, Patrick og Søren Kasper. Her udarbejdedes også et regelsæt for afviklingen af officielle storturneringer, et nyt begreb, der fremover skulle arrangeres i ISSA´s regi. Man kårede en formand, Daniel, der siden har stået i spidsen for et omfattende, men velfungerende sekretariat med organiseringen og planlægningen af turneringerne som vigtigste arbejdsområde, herunder bestemmelse af spillested; derudover er der i tidens løb opstået en lang række poster, sidesekretariater, udvalg mm., hvis uoverskuelighed formentlig overgår forholdene i Sovjetunionen efter Stalins død. Øl-institutionen, som først Daniel og siden Søren Holm har stået i spidsen for, og som sikrer mulighed for køb af øl til 5 kr. under turneringerne, er en af de få, der har haft varig betydning.
VI / MMI
|
|
|
|
|
Den første storturnering
Som Word-dokument
Den første storturnering var berammet til 15. februar, på Daniels værelse. Otte deltagere meldte sig, alle passionerede Sensible-spillere. I tiden op mod den store dag udfoldedes alskens bestræbelser i alskens retninger, især på at udpege en favorit. Morten havde før jul vundet en mindre turnering foran bla. Patrick og Daniel, men da sejren kun var kneben på trods af, at de øvrige spillere var stangberusede og desuden bonget op på hård narkotika, tog ingen ham rigtig alvorligt. For en mere seriøs kandidat til sejren regnede man Daniel, en stærk spiller, der altid havde udvist stor stabilitet og desuden havde hjemmebanefordel (selvom nogen måske vil mene, alle er på hjemmebane hos Daniel, når det handler om Sensible). Desuden havde man naturligvis Patrick, hvis rasende effektive presfodbold gang på gang havde slået alverden med forbavselse; afgjort en favorit, omend enkelte tvivlede på, han ville kunne opretholde disciplinen gennem en så uhørt lang turnering. I løbet af seks-syv timer ville alle spørgsmål blive besvaret.
Samtlige deltagere med hver sit hold stod klar 15. februar kl. henad 15 (det oprindelige starttidspunkt kl. 14 måtte udskydes pga. Morten - siden er det blevet en tradition at nogen kommer for sent til hver anden turnering):
Daniel (Real Madrid)
Kasper (Loosers XI)
Morten (Milan)
Patrick (Randers Freja)
Peter Lohse (B93)
Rasmus (Parma)
Søren Holm (Dortmund)
Søren Kasper (DBU)
Det var vedtaget at inddele disse otte i een gruppe, hvorfra de fire bedste gik videre til semifinalerne.
Skønt Daniels værelse med otte mennesker altså kun var omtrent 1/8 fyldt, var luften tyk af eder og humørfyldte bemærkninger, og stemningen var pisket særdeles højt op, da den første kamp i en officiel storturnering nogensinde fløjtedes igang - den stod mellem Milan og DBU. Begge spillere var naturligvis ivrige efter at udmærke sig i en så historisk situation, der var tale om et medrivende opgør med en del hårdt spil, hvor Søren Kasper efterhånden tiltvang sig overtaget. Et hårdt slag for ham var det imidlertid at se sin 3-1 føring udlignet - Morten satte målet til 3-3 ind på straffespark i sidste minut - et slag, han aldrig rigtig kom sig over, hvorimod Morten tilsyneladende hentede uanede ressourcer i det opmuntrende udfald trods 3-6 nederlaget mod Randers Freja i 2. runde. Netop Patrick udviste i de første syv runder en knusende overlegenhed, der oversteg alle forventninger; ingen af de sædvanligvis habile spillere Daniel, Rasmus og Søren Holm levnedes nogen som helst ro til at organisere deres spil og måtte se det ene bragende skud efter det andet hegle ind bag forsvarsværkerne. Mest imponerende var måske joypad-sejren på 5-1 over den tydeligvis rystede Søren Kasper.
Ser man på stillingen halvvejs igennem gruppespillet, altså efter syv runder, slås man - udover af Patricks store føring og smukke målscore - af den jævnbyrdighed, der hersker på de efterfølgende pladser: kun fire point skiller nr.2 fra nr.6. Daniel og Real Madrid havde udover de ventede joypad-nederlag mod Patrick og Rasmus markeret sig både positivt og negativt, først med 4-2 sejren over Søren Kasper, der plejer at være nådesløs med et tastatur, dernæst - efter en 3-2 sejr over Morten - med beskedne 2-2 mod Dortmund. Søren Holm viste sig i det hele taget stærk med joypad; i første runde mod Parma klarede han 1-1, hvorefter han dog måtte nøjes med 0-0 mod Kaspers hold med det i denne kamp misvisende men i øvrigt ganske træffende navn Loosers XI. Siden blev det til en smal tastatursejr på 1-0 over DBU, inden Morten i 7. runde med en ordentlig endefuld på 4-0 sendte ham ned på 6.pladsen. Den voldsomme kampvilje, Søren Holm havde udvist, lod dog ane, at han næppe havde tænkt sig at forblive der.
Som sagt var Morten kommet i forrygende spillehumør efter de 3-3 mod Søren Kasper, og selvom hans spil var præget af talløse frispark og skadede modspillere, kunne man ikke undgå at blive imponeret over den energi, han kastede sig ind i opgaverne med. Oven på to underholdende nederlag mod Patrick og Daniel lykkedes det ham, i modsætning til Søren Holm, at ordne Loosers-folkene med joypad, dernæst tilkæmpede han sig 1-1 mod Parma, inden Dortmund altså måtte ned med 4-0, hvorefter han kunne lægge beslag på 3.pladsen. Med samme antal point, men med dårligere målscore finder man på 4.pladsen Rasmus, som med sit hold Parma kunne opregne en nydelig 3-2 sejr over Real Madrid på plussiden, hvorimod indiskutable 0-2 nederlag mod Randers Freja og DBU måtte give anledning til bekymring. Endnu værre var det imidlertid, at han smed 1-0 føringer væk i tastaturkampene mod rivalerne fra Dortmund og Milan.
DBU´s spil var præget af Søren Kaspers chok oven på Mortens sidste-minuts-udligning i første runde; tastaturet gled som en ål mellem fingrene på ham i de to klare nederlag mod Real Madrid og Randers Freja, dernæst blev det efter de obligatoriske sejre over prügelknaberne Kasper og Peter Lohse til 0-1 mod Dortmund, og først i 7. runde skaffede han sig nyt håb med sejren over Parma, der bragte ham på 5.pladsen, blot eet point fra den forjættende semifinaleplads. Til kampen mod Randers Freja knytter sig iøvrigt en morsom anekdote. I reglerne for afviklingen af ISSA-turneringer var der af uransagelige årsager blevet indføjet en passus om sanktionsmulighederne over for folk, der bøvser modstanderen i ansigtet under en kamp: de skulle fratages deres venstre back. Dvs., netop den regel viste sig i grunden ret anvendelig, idet Søren Kasper faktisk foretog denne skammelige handling over for den overlegne Patrick. Om det skyldtes frustrationer over eget spil, eller om han bare ville afprøve effektiviteten af ISSA´s retssystem, er forblevet uklart.
8.runde bragte meget interessant nyt: Daniel var med tastaturet stærk nok til 3-1 mod Patrick, hvilket skulle vise sig at være Randers Frejas eneste pointtab i indledende runde, og DBU og Milan præsterede en ny hæsblæsende omgang uafgjort - denne gang uden mål - med endnu flere grove frispark og endnu mere giftige tilråb spillerne imellem; Søren Kasper og Morten var i lang tid derefter bitre fjender (i Sensible-sammenhæng i hvert fald). Endelig spillede Dortmund sig i en hård kamp op på 4.pladsen med 1-0 over Parma, der nu var helt nede som nr.6. Muligvis var det Rasmus´ indestængte frustrationer herover, der skulle ud i kampen mod Peter Lohse, men under alle omstændigheder er sejren på 11-0 fortsat i dag den største nogensinde i en storturnering. Iøvrigt var Parmas spil noget af en jammer, et nyt lavmål blev nået mod Randers Freja, der nærmest skøjtede sig til 3-0 med joypad. Skønt den overraskende joypadsejr over Real Madrid i 12.runde bragte dem op på 4.pladsen, var Parmas semifinaleplads overordentlig tvivlsom. Det var Daniels egentlig aldrig; ganske vist havde han efter gevinster mod Patrick og Søren Kasper måttet se sig skubbet ned på 5.pladsen som følge af tre bitre nederlag mod Morten, Søren Holm og Rasmus, men da modstanderne i de sidste to runder var Kasper og Peter Lohse, mens konkurrenterne skulle mødes indbyrdes, var pladsen i slutspillet stort set sikker - hvilket naturligvis ikke forhindrede ham i at beklage sig højlydt.
Såvel Morten som Søren Holm fortsatte med at levere overraskende gode resultater; bortset fra de tilsyneladende uundgåelige nederlag mod Randers Frejas bordeaux-orange stormtropper hev de sejre over B93, Loosers XI og - først og fremmest - Real Madrid i land med friskt spil og hidsige energiudladninger. Med 21 point kunne de dog fortsat nå at snuble i de sidste to kampe, deres indbyrdes opgør i sidste runde imødesås med stor spænding. Søren Kasper havde stadig problemer med at få spillet i gang efter træfningen med Morten, ganske vist var nederlagene med joypad mod Daniel og Patrick på hhv. 1-2 og 0-2 mindre end de tilsvarende tastaturnederlag tidligere i turneringen, men nederlag var det ligegodt. Sejre over de to bundpropper bragte ham op på 17 point, således at man med to runder tilbage påny havde en stilling med fire point mellem nr.2 og nr.6.
Nerverne var på dette tidspunkt, som det kan forventes, slidt helt igennem hos de fem kombattanter, der bejlede til tre semifinalepladser; Morten og Søren Kasper søgte at dulme dem gennem fortsat at ligge i indbyrdes krig, altimens Søren Holm fik tiden til at gå med at opildne sig selv ved høje råb og Daniel og Rasmus var et sammenbrud nær af bar fortvivlelse. Samtidig forholdt Patrick, Kasper og Peter Lohse, hvis skæbne allerede var afgjort, sig rolige og søgte at virke venligt interesserede.
I næstsidste runde tilføjedes Parma nye svære tab, der næsten slukkede det kortvarigt opblussede håb, mens Milan med de 1-0 sikrede sig pladsen i semifinalen. Da Daniels videre kvalifikation efter sejren over Loosers XI kun var genstand for teoretisk tvivl, stod kampen om den sidste plads mellem tre hold, af hvilke de to - DBU og Dortmund - netop tørnede sammen i 13.runde: Søren Kasper piskedes af nødvendigheden frem til en strålende 4-0 sejr, hvorefter Dortmund havde 21 point overfor Parma og DBU´s 20, således at Søren Holm kunne bringe sig i semifinalen med en sejr over Morten. Vandt han ikke den, ville vinderen af kampen mellem Parma og DBU overtage hans fjerdeplads.
Turneringen foregik nu i en så spændt atmosfære, at Rasmus, Søren Kasper og Søren Holm knap nok gav sig tid til at drikke øl og snarere ravede forvildet omkring. Under det så altafgørende opgør Dortmund-Milan borede Søren Kasper ansigtet længere og længere ned i Daniels divan, Rasmus tilbragte samfulde seks-syv minutter med at banke hovedet i gulvet i et tilstødende lokale, mens Patrick var helt grebet af stemningen og styrtede frem og tilbage med efterretninger om den dramatiske kamp. Indledningsvis var udviklingen ganske opmuntrende for Søren Holms magtesløse rivaler, idet første halvleg endte uden scoringer, inden Milan kort efter pausen bragte sig i front. Der meldte sig en vis usikkerhed, da Dortmund ti minutter før tid satte udligningen ind, og sammenbruddet kom med den storartet kæmpende Søren Holms 2-1 scoring, der faldt i sidste minut, efter at han havde erobret bolden langt nede på egen banehalvdel. Søren Kasper og Rasmus´ tilstand bedredes ikke af, at sejrherren idelig gentog sit højlydte frydeskrig "80! 90!", minuttallene for hans scoringer i kampen mod Morten. De nu udslagne Parma og DBU spillede efterfølgende en betydningsløs, men underholdende 4-3 kamp, hvor vreden gav sig udslag i tre udvisninger, og med Randers Freja og Real Madrids ukomplicerede sejre over Loosers XI og B93 var slutstillingen klar.
Den oplyses af Patricks kolossale forspring på 14 point ned til Daniel, for ikke at tale om målscoren: 56-12, fire mål pr. kamp havde han altså lavet. Det var ikke blot de mange sejre, men især den overlegne måde, han vandt dem på, der gav anledning til tilnavnet "monstret", en betegnelse, der efter alles forventning snart ville suppleres af "den bedste". Modstanderen i semifinalen, Søren Holm, levnedes ikke mange chancer, hvorimod det andet forestående opgør, Daniel mod Morten, forekom særdeles åbent: i deres opgør i indledende runde havde begge vundet med tastatur, Daniel 3-2 og Morten 3-1. Men først var det tid til at etablere endnu en ISSA-tradition, nemlig indkøb af pizza inden slutkampene. På vej mod Fantasia på Vesterbrogade fremturede Søren Holm i sin besværgende gentagelse af to tal, mens Søren Kasper påpegede det uforståelige i at han, der nærmest havde spillet Sensible fra spæd, kunne havne så langt efter Patrick, hvis karriere først var indledt halvandet år før.
Semifinalerne blev noget af et antiklimaks. Da Real Madrid vandt 3-1 med joypad over Milan, var der ikke megen spænding tilbage, Morten genfandt aldrig rigtig takterne fra indledende runde, og Daniel pumpede med uhyggelig effektivitet (eller som Søren Kasper ville sige: hyggelig effektivitet) boldene ind fra det klassiske skydeskår skråt ud for straffesparksfeltets bue. Returkampen endte 3-0 til Real Madrid. Ligeså udramatisk forløb Randers Frejas sammenkrølning af Dortmund, 3-1 med joypad og 4-0 med tastatur var cifrene her. Med pizza i maven var Patrick endnu mere skræmmende, hvilket gjorde Daniels skælven op mod finalen ganske forståelig. Kampen om tredjepladsen blev en ny smuk duel mellem turneringens store positive overraskelser, Morten og Søren Holm, hvis utallige hug og parader frembragte en sand Sensible-symfoni; Mortens tastaturkamp blev 1-1, hvilket også var stillingen i returkampen, således at en afgørelse på straffespark kunne imødeses, indtil Søren Holm påny viste sig enerådende i det 90. minut med scoringen til 2-1. Tredjepladsen var i hus, en stor triumf, der tydeligvis også glædede ham selv.
Endnu ventede finalen; vel var Randers Freja stadig favorit til sejren, men det var altså Real Madrid, der havde tilføjet dem deres hidtil eneste nederlag. Måske var det en fordel for Patrick at få tastaturet i første kamp, måske spillede det ingen rolle, men i hvert fald udnyttede han sin suveræne beherskelse af dette aggregat til at tromle Daniels hvidklædte spillere ned; de rejste sig ikke igen, før nederlaget på 1-7 var en kendsgerning. Randers Frejas frontløber Datsun kronede en fornem indsats med sine sidste mål og cementerede topscorerværdigheden. Oven på den rundbarbering var Daniel naturligvis uden mulighed for at vende billedet, selvom det blev til en 2-0 sejr i returkampen. Patrick - monstret - kunne, efter således at have fejet al tvivl til side, iføre sig trøjen med påskriften "Den Bedste", ligesom han i triumf kunne løfte præmieølkassen og Peter Sussex´ smukke guldpokal over sit svedige hoved.
VI / MMI
|
|
|
|
|
Den anden storturnering
Som Word-dokument
Syv måneder svandt, før ISSA-folket atter samledes til storturnering, denne gang hos Søren Holm på Sortedams Dossering. På forunderlig vis var deltagertallet fordoblet, samtlige veteraner fra februar var med igen suppleret af otte friske navne: bla. Markus, der af sin gamle ven Søren Kasper betegnedes som en habil Amiga-spiller, men iøvrigt omgærdedes af megen usikkerhed, Ronni, der ved flere lejligheder havde gjort sig bemærket ved spektakulære mål og svagt spil iøvrigt, og Olav, Daniels berømte underbo med den afslappede attitude, der dog ingenlunde måtte tages som udtryk for ufarlighed eller fredsvilje. Patrick var naturligvis storfavorit; efter sejren i den første turnering havde han ikke vist nævneværdige svaghedstegn, men også Søren Holm, den nye vært, tillagdes gode chancer som følge af det omfattende træningsprogram, han havde gennemgået i sommerens løb, iøvrigt sammen med Olav (der var flyttet til Østerbro) og Peter Lohse. De tre udgjorde i ISSA-verdenen en veritabel Østerbro-blok, hvis spil især var lagt op på selvkomponerede spillerformationer og overraskende finter.
De seksten deltagere inddeltes i to grupper, de fire bedste fra hver gik videre til kvartfinalerne. Grupperne fordelte sig omkring to computere i Søren Holms stue:
Gruppe A
Bjarke (Pandoras Aske)
Kurt (Milan)
Lars (Barcelona)
Markus (Star Wars)
Patrick (FC København)
Peter Lohse (B93)
Rasmus (Ringenes Herre)
Søren Kasper (DBU)
Gruppe B
Daniel (Real Madrid)
Jonas (Team Poetch)
Kasper (Die Cruw Alstarz)
Mads (Frem)
Morten (England)
Olav (Italien)
Ronni (Rysensteen)
Søren Holm (Rusland)
Som det fremgår, havde kun Daniel, Peter Lohse og Søren Kasper holdt fast ved deres hold fra første turnering. Den forsvarende mester forlod Randers Freja til fordel for FC København (Sensible-turneringen var vel på daværende tidspunkt denne klubs bedste chance for en succesoplevelse), Markus og Rasmus rekrutterede spillere i fiktionens verden, mens Ronni opkaldte sit mandskab efter den uddannelsesinstitution, størstedelen af deltagerne dengang frekventerede, hvorefter Bjarke meget passende kunne tage navn efter den iøvrigt af ham selv bestyrede læserbrevkasse sammesteds.
Gruppe A
Gruppe A domineredes fra første færd fuldstændig af Markus´ Star Wars-tropper, der havde en vis Obi Wan Kenobi i front; akkompagneret af Mortens veråb fra den anden computer (se senere om årsagen til disse) rendte de i første runde B93 ned med 4-1, og efter syv omgange havde de fortsat lutter sejre på kontoen. Den mest bemærkelsesværdige faldt i 3.runde, hvor en måbende Patrick allerede i midten af første halvleg måtte se sig bagud med 0-4. FC København mandede sig noget op, reducerede to gange inden pausen for kort inde i anden halvleg at komme på 3-4, hvorefter begge forsvar imidlertid satte en stopper for målscoringen; Markus rykkede med sejren frem blandt de alvorligste tronprætendenter. Han fortsatte med knusende 3-0 over DBU, ordnede såvel Kurt som Rasmus med 2-1 på joypad, inden Darth Vader og de andre slappede lidt af i 1-0 sejren over Bjarke. Var disse resultater ikke nok til at skræmme livet af konkurrenterne, måtte enhver gribes af angst ved synet af den blændende angrebsteknik, han præsenterede: gang på gang udførte hans spillere det nummer at storme frem til et stykke ind i straffesparksfeltet og foretage to hurtige 90-graders sving for i samme bevægelse at affyre et dunderskud mod mål, hvorefter man blot kunne stirre på det blafrende net. Frustrationerne bredte sig blandt modstanderne; finten var naturligvis ikke ny, men den fænomenale beherskelse af den og den iskoldt beregnende måde, han indrettede hele sit spil efter den på, var sønderlemmende. Der går for øvrigt rygter om, at han for tiden pusler med en videnskabelig afhandling om emnet under arbejdstitlen "Markus-Evangeliet".
Vel var Patricks 3-4 nederlag forbløffende, men forud var gået et endnu mere overraskende tab, da Peter Lohse, forrige turnerings ultimative bundskraber, i 2. runde besejrede den regerende mester 1-0. Der var altså tydeligt nok tale om en mester i knibe, skønt både Bjarke, Kurt og Søren Kasper siden måtte lægge ryg til gevaldige afklapsninger. I en hård kamp i 5.runde sejrede Rasmus nemlig 2-0 med tastatur og tog således hævn for de to ydmygelser i februar. Herudover lagde Ringenes Herre nogenlunde ud med tre 2-1 kampe: sejre over Bjarke og Kurt samt et nederlag mod Søren Kasper, men efter gevinsten mod FC København gik spillet helt i stykker mod Markus, der fortsatte sin stime også med joypad, hvorefter B93 med en sikker 2-0 sejr sendte de sammenskrabede elvere og hobbitter og andet godtfolk endnu længere ned i tabellen. Søren Kasper indledte ligeledes på det jævne, to 0-3 nederlag mod Milan og Star Wars gjorde ondt, 1-7 miseren mod Patrick i 7.runde ligeledes, men med tastaturet blev det til de påkrævede sejre, en lille mod Ringenes Herre, så en lidt større mod B93, hvor den navnkundige DBU-frontløber Bulter scorede et af de smukkeste mål i sin lange karriere ved efter et hjørnespark at tordne bolden i nettaget med en veltimet halvflugter, og endelig en ganske stor mod Pandoras Aske. Faktisk er han med de 8-0 stadig i dag indehaver af den ærefulde rekord i nedsabling af Bjarke, et forhold der af en eller anden grund ærgrer Søren Holm meget.
Markus´ suveræne optræden var ikke den eneste overraskelse i gruppe A; Peter Lohses enorme fremgang i spillestyrke siden den første turnering aftvang samtlige iagttagere (dvs. de andre deltagere) beundring. Hvor han dengang mest havde udmærket sig med oratoriske pudsigheder som "hvor er min neger?", fremstod han nu som en helstøbt Sensible-spiller med et solidt greb om B93-tropperne, der leverede friskt og intelligent spil; opholdet i Østerbro-træningslejren havde tydeligvis været frugtbart. Som sagt chokerede han med 1-0 over Patrick efter et indledende nederlag mod Markus, og efter syv runder befandt han sig til almindelig forundring som nr. 2 med 15 point; udover Star Wars havde kun Søren Kasper kunnet få ham ned med nakken, mens Kurt, Rasmus og de to bundhold havde fået samme behandling som Patrick.
På de følgende pladser klumper tre hold sig sammen med tolv point, FC København, DBU og Ringenes Herre, hvis indsats allerede er blevet fulgt, ordnet i den rækkefølge efter målscoren, der for Patricks vedkommende selvfølgelig var uovertruffen. Alle tre havde opnået deres tolv point gennem fire sejre og tre nederlag, og i det hele taget udmærkede Gruppe A sig ved i de første syv runder at være helt uden uafgjorte kampe. Det tyder på, at folk har gået efter struben på hinanden, hvad der også var nødvendigt for at klare sig; da Markus allerede på dette tidspunkt reelt måtte anses for kvalificeret til kvartfinalen, var der kun tre pladser tilbage at kæmpe om, og ud over holdene fra anden- til femtepladsen var også Milan, anført af Søren Holms bror Kurt, med i striden. Han havde tiltvunget sig ni point bla. gennem en imponerende 3-0 sejr over Søren Kasper i første runde. Som et kuriosum kan det nævnes, at hans højreback siden fik sendt Ringenes Herre på sejrskurs med det vel nok mest spektakulære selvmål i ISSA´s historie: fra en position omkring midten af egen banehalvdel helt ude i højre side formåede han at sende bolden i en smuk bue op over fjendtlige angribere og egne holdkammerater og ned i øverste højre målhjørne, uden chance for målmanden, der selvfølgelig ikke prøvede at tage den.
Udover Lars og hans Barcelona-mandskab, der hentede lutter nederlag og aldrig kom tættere på scoring end et brændt straffespark mod Ringenes Herre, indeholdt gruppen et ganske farverigt element i Bjarke, der flere gange underholdt med en ildfuld gengivelse af Star Wars-temaet på det klaver, der også var tilstede, men ikke oplevede den store sportslige succes i de første syv runder: ærefulde etmålsnederlag mod Rasmus, Kurt og Markus samt en sejr over Lars suppleredes som tidligere nævnt af grufulde ørefigner mod Søren Kasper og Patrick. Den uanfægtede kampgejst og det stilfærdige vanvid, han udviste, tydede dog på, at der i det følgende ville kunne springe visse ubehageligheder op i hovedet på modstanderne, når de åbnede for Pandoras Aske.
I de næste fire runder sås både forandring og kontinuitet i de hidtil beskrevne mønstre. Uden at spillerne var blevet mindre krigeriske, snarere tværtimod, indfandt der sig enkelte uafgjorte resultater, der, selvom de fortsat var få, skulle vise sig at få stor indflydelse på slutstillingen. Markus´ astromartialske mandskab løb ind i lidt af en krise, der indledtes af det første pointtab i 1-1 kampen mod Peter Lohse. Det var selvfølgelig ingen katastrofe, men efter 0-4 mod Patrick og 0-2 mod Søren Kasper syntes rumskibet slået noget ud af kurs - dog ikke nok til at vælte Markus ned fra førstepladsen. Peter Lohse oplevede en mindre rutsjetur fra 2. til 5.pladsen. Med de 1-1 klarede han sig bedre mod Markus end Ringenes Herre havde gjort, men altså dårligere end FC København og DBU, og i 9. runde havde han med 0-9 mod Patrick nær slået sin egen rekord fra den første turnering, inden 0-0 mod Kurt efterlod ham i en usikker situation med 20 point.
Et enkelt bedre på hhv. 4. og 3.pladsen var efter elleve runder såvel DBU som Ringenes Herre, hvis dramatiske indbyrdes opgør efter Søren Kaspers pauseføring endte 4-1 til Gandalf og hans styrker. DBU kunne dog glæde sig over sejre mod både Kurt og Markus, hvorimod Rasmus hurtigt kom ned på jorden, da Milan i den følgende runde slog ham 1-0 på et straffesparksmål. For begge var situationen ligesom for Peter Lohse temmelig uafklaret, hvilket også gjaldt for Patrick, der ganske vist gennem den nævnte sejr over B93 udbyggede målscoren til nærmest groteske dimensioner og altså også fik ram på Markus, men dernæst måtte erkende, at Pandoras Aske begyndte at øve indflydelse på topstriden. Det skete i en af de mest hæsblæsende 0-0 kampe, verden har set, et resultat, der begrænsede FC Københavns pointtal til 22, kun eet mere end DBU og Ringenes Herre og to mere end B93. Til gengæld var Kurt efter sin heller ikke ublodige nulløsning mod Peter Lohse med 16 point nu så langt efter, at kvartfinalen
syntes at fortone sig. I hvert fald krævede det en joypadsejr mod Markus at hænge på.
En markant forandring i anden halvdel af gruppespillet var, at Lars formåede at standse rækken af nederlag. Det skyldtes dog mindre forbedringer i hans spil end det forhold, at han valgte at trække sig helt ud af turneringen. Et uhørt skridt, hvis konsekvenser for den videre afvikling af gruppespillet måtte afbødes af først Ronni og siden Jonas fra gruppe B, der fik sig lidt ekstra træning i spidsen for Barcelona-tropperne. Alligevel kunne disse fortsat ikke få pointtallet op over nul, end ikke ved hjælp af Ronnis akrobatiske enhåndsmål mod FC København.
Netop dette hold skulle i 12. runde ud i et opgør med Ringenes Herre, der kunne få afgørende betydning for kvartfinalepladsernes placering. I hvert fald kunne Rasmus, der var et point efter Patrick, under ingen omstændigheder tillade sig at tabe, slet ikke efter at Peter Lohse med en 1-0 sejr over Søren Kasper i en (ikke overraskende) hård kamp havde skubbet sig tilbage på en øjeblikkelig andenplads. Patrick havde tastatur og forbedrede sine chancer, da Rasmus´ højreback blev udvist for en meget forsinket tackling på Todi Jónsson, og yderligere da samme Jónsson eksekverede et mindst ligeså klodset begået straffespark midt i anden halvleg. Ringenes Herre gav dog ikke op og vendte helt billedet i det 82. og 85. minut, hvor frontløberen Pippin først udlignede med et tørt spark langs venstre opstander og efterfølgende gled riposten fra et stolpeskud i mål (den såkaldte Søren Kasper-scoring). Dette udløste høje råb især selvfølgelig fra Rasmus, der fik Kasper til at kigge op fra sin afklapsning af Mads ved den anden computer og Søren Holm til for første (men ikke sidste) gang at mane sine gæster til besindighed. Lige lidt hjalp det; da FC København i de sidste sekunder ved en utrolig kraftanstrengelse fik udlignet til 2-2 med en djærvt udadskruet bold, oplod også Patrick og tilskuerne anført af Søren Kasper deres røsters pragt, og de to kombattanter foretog sig efterfølgende noget, der mindede om en rituel runddans på stuegulvet. Søren Holm kunne kun gentage sine nyttesløse henstillinger og undrede sig iøvrigt over, hvorfor de nu begge to var glade.
Det var unægtelig også vanskeligt at hitte rede i den opståede situation. Både Patrick og Peter Lohse havde 23 point, Rasmus 22 og Søren Kasper 21, og en af disse fire måtte lade livet, mens Markus som forventet med 3-0 over Milan stort set havde sikret sig selv førstepladsen (og Kurt 6.pladsen). Dette undlod naturligvis ikke at gøre betydelige indhug i deltagernes selvbeherskelse; således var Søren Kasper og Rasmus (som sædvanlig, fristes man til at sige) helt ude af den; de overfaldt nærmest Daniel, der sad fredeligt og så fodbold i en tilstødende stue, og overdængede ham med beklagelser over deres elendige tilstand. "Hvorfor skal det altid være så spændende?", som Søren Kasper skælvende udtrykte det. Sådan er det åbenbart bare, men da de fortvivlede Sensible-spillere vendte tilbage til kamplokalet kunne de notere sig en for dem overordentlig glædelig udvikling: Bjarke havde kort inde i anden halvleg for anden gang udlignet en B93-føring; Peter Lohse var også ved at køre fast i Pandoras Aske. Kampen endte 2-2 efter en dramatisk slutfase med store chancer i begge ender, til Patrick, Søren Kasper og særlig Rasmus´ højlydte tilfredshed (nye reprimander fra Søren Holm var selvfølgelig uden effekt). Da Ringenes Herre nu kun var to point efter B93 og skulle møde dem med tastatur i sidste runde, kunne de med en sejr dér sikre sig en plads blandt de fire bedste uanset udfaldet af kampen mod Star Wars, der da også rigtignok sablede dem ned 3-0.
Disse to resultater hensatte egentlig Patrick i en gunstig position, idet han med en sejr over Milan ville bringe sig fire point foran Rasmus og dermed overlade slagsmålet om slutspilspladserne til de andre, men de udsigter stak Kurt en kæp i hjulet for, da han sejrede 2-0 og dermed fastholdt det høje niveau, han havde udvist hele turneringen igennem. Efter DBU´s 6-0 sejr over Lars-surrogatet Jonas havde Star Wars med een runde tilbage 31 point, DBU og B93 havde 24, FC København 23 og Ringenes Herre 22, og som om det ikke var spændende nok, havde skæbnen valgt at lade de fire spillere, der kæmpede om tre pladser i slutspillet, mødes i sidste runde.
Da Rasmus her vandt 4-1 over Peter Lohse, stod det klart, at den besejrede nu måtte håbe på DBU, der skulle op mod FC København. Selv var Søren Kasper sikker på videre kvalifikation (medmindre han tabte med 19 mål, hvilket ikke skønnedes inden for mulighedernes grænse), og ved at hindre Patrick i at få point kunne han bringe B93 i kvartfinalen. Da han, som man vil erindre, havde tabt 1-7 med joypad i den omvendte kamp, var udfaldet ingenlunde givet på forhånd, men et par hurtige mål af Bulter tog modet fra Patrick, der gik helt i opløsning og slutteligt tabte 1-5. Han måtte således indse, at han var havnet på den trøstesløse 5.plads og dermed som forsvarende mester slået ud i indledende runde. Det var ganske vist også en ualmindelig hård pulje, han var havnet i, som slutstillingen klart viser: kun fem point skiller nr.2 og nr.6.
B93 slap altså videre på en fjerdeplads med 24 point, eet mere end FC København og to mere end Milan, hvad få havde troet muligt inden turneringen. Ringenes Herre lagde beslag på tredjepladsen med 25 point, to efter DBU, der så igen havde hele syv point op til Star Wars´ ensomme majestæt. Ikke kun Patrick kunne have grund til ærgrelse efter et blik på slutstillingen. Det er ikke svært at forestille sig, hvor mange søvnløse nætter Kurt Holms målløse kamp mod Peter Lohse i 11. runde har kostet ham, når man betænker, at en sejr her med de øvrige resultater uændret ville have bragt ham i kvartfinalen.
For de fire, der havde sikret sig videre kvalifikation, åbnede der sig derimod uanede fremtidsudsigter. Ville Markus fortsætte sin knusende sejrsrække? Ville Søren Kasper og Rasmus kunne holde styr på nerverne? Og hvad med Peter Lohse? Svarene på de spørgsmål må vente lidt endnu; først er det tid at kaste et blik på kamphandlingerne, som de foregik få meter derfra, ved den anden computer i Søren Holms stue.
Gruppe B
Her blev forløbet i nogen grad et andet, idet ikke nær så mange hold deltog i opgøret om de fire bedste pladser; faktisk var der i lange perioder kun fire, hvilket jo ikke just bidrager til spændingen. Til gengæld var der i modsætning til gruppe A særdeles tæt kamp om førstepladsen, som - bortset fra æren, der naturligvis spiller en ikke uvæsentlig rolle, især når Søren Holm er indblandet - havde betydning for modstanderen i kvartfinalen. Som ventet var det nr. 2 og 3 fra februarturneringen, der straks fra begyndelsen gik i føring. Såvel Daniel som værtsholdet lagde ud med fem sejre i træk, dog ikke af helt samme karakter; hvor Søren Holm gjorde sig bemærket ved nådesløse afklapsninger af enhver, der kom i vejen for hans hvidklædte russiske styrker, holdt Daniel og Real Madrid sig nobelt tilbage og nøjedes i flere tilfælde med 1-0, hvilket dog også gav tre point hver gang. Ruslands indledende serie: 4-1 over Team Poetch, 6-1 over Frem og 7-0 over Rysensteen hensatte Søren Holm i en nærmest ekstatisk tilstand; han havde intet imod med fryden lysende ud af øjnene at overtyde de øvrige deltagere om disse resultaters fortræffelighed, som ingen selvfølgelig kunne bestride, heller ikke efter at han mod de lidt skrappere modstandere Morten og Olav måtte begrænse sig til sejre på hhv. 1-0 (med joypad) og 2-1.
Daniel var både på og uden for banen betydeligt mere fattet end sin medfavorit til gruppesejren, for slet ikke at tale om visse af de andre deltagere, særlig fra den anden gruppe; istedet for at styrte rundt og diskutere egne og modstandernes resultater eller finde et eller andet at blive fortvivlet over, fordrev han tiden med at drikke øl og tale i telefon, eller simpelthen med at sidde og slappe af - vi har jo allerede set ham blive forstyrret af Søren Kasper og Rasmus i en sådan vegetativ stund. Og var han i kamp, stillede han som nævnt ikke umenneskelige krav til sine angribere; i de første to runder vandt han således 1-0 over Kasper og Morten, hvorefter de offensive kræfter skejede noget ud med 4-0 mod Olav og 3-0 mod Mads, inden Ronnis Rysensteen-mandskab fik dem ned på jorden igen og tilbage til etmålsmodellen.
Kunne ingen andre tage luven fra de to førende, måtte de jo forsøge at tage den fra hinanden, og i 6. runde tørnede de omsider sammen med Daniel på tastatur. Real Madrid så i en spændende kamp det første mål passere ind bag Illgner, men det var de denne gang rødklædte russere, der måtte se sejrsrækken brudt af et nederlag på 1-2. Dette gav Daniel et forspring på tre point i kampen om førstepladsen, der allerede på dette tidspunkt tydeligvis var det eneste, de to behøvede at bekymre sig om, og i 7. runde oplevede man Real Madrids angribere ualmindeligt sprælske i 6-1 sejren over Team Poetch, der nær overskyggede Ruslands fine joypadsejr på 3-1 over Die Cruw Alstarz. Dette ikke uefne hold vakte dernæst betydelig opsigt ved på joypad at tilføje Daniel et helt uventet 2-3 nederlag, der sendte ham ned på 2.pladsen, idet Søren Holms målscore efter de indledende russiske excesser var noget bedre, især ovenpå en ny tremålssejr over Team Poetch.
Daniel må efterfølgende have givet sit forsvar en betydelig opsang, ihvertfald strammede de sig noget op i kampene, der fulgte, hvilket muliggjorde en tilbagevenden til den efterhånden godt gennemtestede taktik med at vinde 1-0: først over Morten, der allerede havde prøvet turen en gang, og derpå over Olav. I forbifarten kunne han endda glæde sig over, at Søren Holm mistede to point i 1-1 kampen mod Frem. Da Søren Holm bagefter klædte såvel Ronni som Morten af til skindet, hvilket kan være ganske ubehageligt i den russiske vinter, og Daniel ligeledes måtte nøjes med uafgjort - denne gang 3-3 - mod Mads´ blå-rød-stribede tropper, var Rusland imidlertid med tre runder igen tilbage på førstepladsen i kraft af en nu betydeligt bedre målscore.
I 12. runde fik Real Madrid påny bistand udefra, idet Olavs italienere i en gevaldig træfning besejrede Rusland 3-2. Her lagdes grunden, ikke blot til Daniels gruppesejr, men formentlig også til Søren Holms Olav-kompleks, et fænomen der siden vil blive rig lejlighed til at dvæle ved. Det er heller ikke utænkeligt, at nederlaget har bidraget til at gøre Søren Holm ekstra bister, når han som tidligere nævnt søgte at mane spillerne i gruppe A til ro. Real Madrid nåede at få gang i målscoringen i 4-1 sejren over Rysensteen, inden de påny skulle i ilden mod Rusland og forsvare den generobrede førsteplads, hvilket lykkedes til fulde, idet Søren Holm, der ellers var på tastatur, ikke kunne lirke det disciplinerede forsvar op. 0-0 i topgøret og 4-1 sejre til begge parter i sidste runde over Die Cruw Alstarz for Ruslands vedkommende og Team Poetch for Real Madrids gav en slutstilling med Daniel som nr. 1, tre point foran Søren Holm, der ikke overraskende ærgrede sig grufuldt.
Gruppens øvrige deltagere kæmpede altså deres egen kamp et eller flere niveauer under topstriden, men det var heller ikke værre, end at de kunne øve indflydelse på den, som vi har set. Det var naturligvis ventet, at Morten, den forsvarende nr. 4, ville havne på en kvartfinaleplads, men han havde tilsyneladende lidt svært ved at tumle den nye rolle som en slags favorit. Som det måske huskes, måtte Markus, da han i første runde besejrede Peter Lohse i gruppe A, lægge øre til visse ytringer fra netop Morten. Disse klageskrig, der fremkom ved mindste lejlighed, som fx. når hans englændere sparkede en frisparksbold i muren, var der egentlig ikke den store grund til, idet han dog fik 0-0 mod Olav på joypad, men de røbede en vis psykisk labilitet, hvis årsag selvfølgelig er svær at gisne om, men som i det følgende gav sig udslag i en række usammenhængende præstationer på grønsværen. Tastaturnederlag mod både Daniel og Søren Holm er ikke det heldigste, hvis man vil være med på højeste niveau, men en plads blandt de fire bedste i gruppen var langtfra utænkelig, især ikke efter at England besejrede en af de formodede rivaler, Die Cruw Alstarz, med 3-1. Efterfølgende gik det imidlertid helt galt: først 0-1 mod Jonas´ ingenlunde imponerende Team Poetch, så 1-1 mod Frem og endelig den vel nok største sensation i ISSA´s historie, svarende til Nordkoreas sejr over Italien ved VM i 1966: Ronni vandt 2-1 over Morten. Den første, der opdagede, at noget helt udsædvanligt var på vej, var Søren Kasper, der straks efter Rysensteens 1-0 scoring hidkaldte alle andre og i eksalterede vendinger udmalede det historiske i det, man var vidne til. Siden udbyggede Ronni sin føring, og den engelske reducering faldt for sent til at få indflydelse på udfaldet.
Efter dette kunne Morten, desperat på jagt efter sejre, vanskeligt undgå at opfatte det som en provokation, at det endnu engang kun blev 0-0 mod Olav, hvis minespil selvfølgelig heller ikke bidrog til at lægge en dæmper på veklagerne, der nu igen tog til i styrke og fortsatte efter 0-1 nederlaget mod Daniel. Da Ronni samtidig skovlede flere point sammen og sendte England helt ned på sidstepladsen, syntes situationen håbløs, men til Mortens store ros taler det forhold, at han fortsat kæmpede med stor iver. Det resulterede i en flot joypadsejr på 2-0 over Kasper, hvis haser han stadig havde et spinkelt håb om at hage sig fast i - et håb, der imidlertid allerede i den følgende runde brast med 0-2 nederlaget mod Rusland. Nu var han syv point efter Die Cruw Alstarz, der dermed kun skulle have tre point i de sidste tre kampe for at holde ham bag sig; dem fik de allerede i tredjesidste runde, hvorefter alt var forbi. Morten reddede noget af æren ved at slutte af med tre store sejre, men slutstillingen understreger det tragiske i hans situation: to point efter Kasper, dvs. at han ville have været i kvartfinalen med en sejr over Ronni.
Netop Kasper, hvis sans for ukonventionelle holdnavne heller ikke denne gang havde fornægtet sig, førte sine Die Cruw Alstarz-tropper med anderledes fasthed, bortset fra kampene mod Morten, sjovt nok, der begge blev tabt. Han indledte ganske vist skidt med 0-1 mod Daniel, men kom hurtigt igen med en joypadsejr på 2-1 over Italien. Det første af nederlagene mod Morten fulgtes af to 3-0 sejre over Ronni og Mads, inden det efter en besynderlig 3-3 kamp mod Jonas blev 1-3 mod Søren Holm. Måske ikke imponerende præstationer, men dog stabilt nok til fjerdepladsen, der blev yderligere sikret med den førnævnte 3-2 sejr over Daniel. For Kasper gjorde efter hans eget udsagn det enestående forhold sig gældende, at han var stærkere på joypad end på tastatur, og at der var noget om snakken, viste 0-1 nederlaget på tastatur mod Italien, der fulgte lige efter joypadtriumfen mod Real Madrid. Endnu et nederlag mod Morten var endda til at leve med som følge af Mortens mangel på stabilitet mod alle andre modstandere, og med 4-2 over Ronni og 4-0 over Mads var slutspilspladsen i hus, inden det påny blev til uafgjort mod Team Poetch og 1-4 mod Rusland.
Fire point bedre i slutstillingen finder man Olav, der i sin storturneringsdebut gik ganske uimponeret til opgaverne (for nu at bruge Kaspers yndlingsudtryk). Efter de første tre runder var der ganske vist meget lidt der tydede på, at hans azurblå italienere skulle få megen glæde af deltagelsen, idet det kun var lykkedes dem at hente sig ét point i 0-0 kampen mod Morten foruden 1-2 på tastatur mod Kasper og 0-4 mod Daniel, men dernæst fik hans frontløbere fut i støvlerne med 8-1 mod Team Poetch. Sejrsrækken fortsatte med 1-0 over både Ronni og Mads, afbrudt af et knebent 1-2 nederlag på joypad mod Søren Holm. Italien var tilsyneladende inde i en målfattig stime, der dog ikke forhindrede dem i at sætte sig godt fast på den lune tredjeplads: 0-0 mod England fulgtes af 1-0 på joypad i revancheopgøret mod Die Cruw Alstarz og 0-1 mod Real Madrid på tastatur. Derpå fulgte tre gevinster på stribe, 3-0 over Jonas, den førnævnte sublime 3-2 kamp mod Søren Holm og en lidt vel smal men dog fuldgyldig 2-1 sejr over Ronni, inden 2-2 mod Mads var nok til at sikre tredjepladsen, hhv. elleve og otte point efter Daniel og Søren Holm og fire point foran Kasper. Olav var altså tydeligt nok ved at spille sig i form, hvad især overmandelsen af de ellers så frygtindgydende russere var et vidnesbyrd om.
Kvartfinaler
Inden slutspillet gik igang, måtte traditionen med at styrke sig ved indkøbte pizzaer naturligvis holdes i hævd, men grundet turneringens længde og opslidende karakter skønnede man det allerede midt i indledende runde nødvendigt at indtage forfriskninger af en vis soliditet. Til dette formål oprettedes hvervet som runner, en runner, hvis hovedopgave selvfølgelig var at fouragere for de travlt beskæftigede turneringsdeltagere. Det var Olavs gode ven Mikkel, der således indskrev sig med flammebogstaver i ISSA-historien. Under indtagelsen af dagens andet måltid kunne de otte kvartfinaledeltagere så gøre sig deres overvejelser over de kommende slag og måske kaste et blik ud over neonlysene, der spejlede sig i en ellers fordunklet Sortedamssø. Nogle af de exkluderede gav sig i kast med en såkaldt "taberturnering", hvor de måske håbede at hente en smule trøst. Patrick hjemførte sejren foran Bjarke og Morten og fejrede det som naturligt var med at smadre et glasskab.
Den første kvartfinale var til at begynde med ikke ligefrem overbebyrdet med tilskuerinteresse; først da Star Wars i anden halvleg bragte sig foran 4-2 mod Die Cruw Alstarz, var de øvrige ved at få tygget tilstrækkeligt af munden til at vende opmærksomheden mod det, det hele handlede om. Egentlig en skam, for der var faktisk tale om et af turneringens mest medrivende opgør, hvad Søren Kasper, der som den eneste fulgte det gennem samtlige 90 minutter, vil kunne bevidne. Umiddelbart skulle man regne Kasper for en overkommelig modstander for den hidtil stort set urørlige Markus, men han blev ved med først at udligne og siden reducere de føringer, Obi Wan Kenobi med utrættelig energi skaffede sit hold. Kasper var på tastatur, men da han som før nævnt foretrak joypadet, kunne sagen ikke anses for helt afgjort på det tidspunkt, hvor de nu forhåbentlig mætte kolleger stødte til, især ikke da Die Cruw Alstarz nok engang halede ind med scoringen til 3-4. Star Wars´ angrebsstyrker rullede imidlertid i slutfasen frem med så uimodståelig kraft, at Kaspers defensive ressourcer ikke kunne afværge det endelige tomålsnederlag, der gjorde en plads i semifinalen lidet sandsynlig. Det var ellers ikke fordi, han ikke forsøgte; i den anden kamp vekslede angrebene med mindst ligeså stor heftighed som i den første, blot havde målmændene denne gang spyttet ordentligt i handskerne og forhindrede scoring overhovedet. Efter de 0-0 kunne Kasper forlade turneringen med rank ryg og mange anerkendende skulderklap, mens Markus trods den hårde modstand fortsat syntes uovervindelig.
Hvor meget Peter Lohses neger og de øvrige B93-folk end havde imponeret hidtil, betragtede de fleste kvartfinalen mod Daniel som en nærmest naturnødvendig endestation, især i lyset af Real Madrids overbevisende fremfærd i indledende runde, men på den anden side havde Peter Lohses pulje været så meget hårdere, at en direkte sammenligning ikke lod sig foretage. I hvert fald lod B93 sig ikke knuge af modstanderens favoritværdighed, de fortsatte tværtimod det uprætentiøse spil fra tidligere, der uskadeliggjorde Real Madrids angribere og efterhånden gav mulighed for med fikse Østerbro-finter at plante hele tre bolde bag en sprællende Bodo Illgner. Bortset fra kampen mod Lars i gruppespillet var det faktisk den største sejr i Peter Lohses karriere. Den faldt unægtelig på et godt tidspunkt og tog helt gnisten fra modstanderen, der ganske vist sammenbidt kæmpede sig til en 1-0 føring i returkampen, men aldrig formåede at udbygge den; B93´s samlede sejr kom aldrig i fare. Det var en helt anden Daniel, der nu viste sig: stadigvæk fattet, men unægtelig mere dyster, end man nogensinde havde oplevet ham før - forståeligt nok i betragtning af de lyse og tilsyneladende velbegrundede fremtidshåb, der nu var knust.
Af det hidtidige kunne man måske få det indtryk, at Morten og Søren Kasper helt havde glemt deres fjendskab, der i februar så ofte var slået ud i lys lue. Intet kunne være mere forkert; blot mødtes de jo denne gang ikke direkte ved skærmen, hvorfor striden fik en mindre systematisk karakter og tilråbene blev mere spontane. At de alligevel kunne være bidende, viser Mortens "Jeg hader Bulter!", der blev udslynget hen over et bjerg af pizzabakker og til dels var et udslag af almindelig frustration over hans eget lunkne resultat men uden tvivl også havde til hensigt at demoralisere ærkerivalen før dennes videre færd i turneringen. Nu er det jo svært at sige noget definitivt om den indvirkning, mishagsytringer over for spillerne har på Søren Kasper, men han hører ubestrideligt til de Sensible-spillere, der har det tætteste forhold til sit mandskab, og under alle omstændigheder blev han inden kvartfinalen udsat for sjælelige rystelser af endnu større voldsomhed. Han havde nemlig i stedet for pizzaen investeret i en bakke pomfritter med salatmayonaise, der, som enhver ved, er hans livret, og som han da også med stort velbehag indtog, indtil Olav, den tilstundende modstander, med den uskyldigste mine af verden bad om en mindre smagsprøve. Søren Kasper kunne i og for sig ikke se noget i vejen for det og tilstod ham den, men under den ufravigelige betingelse, at han ikke rørte salatmayonaisen. Det gamle mundheld om at række djævlen en lillefinger osv. viste sin sandhed tydeligere end nogensinde, da Olav ikke blot skovlede de fleste tilbageværende pomfritter i gabet, men samtidig så godt som tømte bægeret med salatmayonaise. "Han psyker ham! Han psyker ham!" udbrød Ronni, der overværede forløbet fra nærmeste hold, og dette røveriske overgreb har utvivlsomt bidraget til at bringe Søren Kasper ud af balance op mod kampen, især da han jo nu måtte spille den på stort set tom mave. Det er selvfølgelig umuligt at sige, hvordan det var gået, hvis Olav havde holdt sig i skindet, og måske er det for meget sagt, at denne kvartfinale blev afgjort før første dommerfløjt, men efter 90 minutter stod 3-0 til Italien som en kendsgerning. DBU forsøgte fortvivlet at komme igen, førte i den anden kamp både 1-0 og 2-1, men måtte sluttelig se sin skaldede opponent køre en 3-2 sejr hjem.
I den sidste kvartfinale kom det sportslige igen i centrum. Opgøret forekom på forhånd ganske åbent, skønt Søren Holm i februar havde klaret sig bedre end Rasmus og altså også var kommet sikrere videre fra indledende runde, og i jævnbyrdighed viste det sig ganske rigtigt at overgå alt, man hidtil havde set. Ringenes Herre, der havde tastaturet i ryggen i det første møde, lagde stærkt ud med en fuldtræffer få minutter inde i kampen, og endnu bedre blev udsigterne kort efter med udvisningen af den stærke russiske midtbanespiller Karpin. Herefter gik de imidlertid i stå; Søren Holm forsvarede sig indædt og nåede endda selv frem til chancer, således at 1-0 stadig var stillingen, da slutfløjtet nærmede sig - en noget spinkel føring at gå ind til returkampen mod de russiske elitetropper med. Til alt held for Ringenes Herre lykkedes det fem minutter før tid angriberen Faramir at sno sig fri af opdækningen og trille bolden tæt ind under mål forbi målmand Tjertjezov til kollegaen Pippin, der kunne løbe 2-0 scoringen ind. Søren Holms ærgrelse var monumental og forståelig men ansporede ham blot yderligere til returkampen, hvor han hurtigt kom i front 2-0, inden Rasmus påny bragte sig på semifinalekurs. Straks efter pausen skød russerne sig på 3-1, blot for at se Ringenes Herres ventre wing Tom Bombadil reducere igen med et djævelsk skruet skud langt ude fra, der kilede sig ind langs venstre stolpe akkurat uden for Tjertjezovs behandskede rækkevidde. Det var snart ikke til at følge med i udviklingen; inden der var gået et kvarter af anden halvleg, lå bolden for tredje gang i nettet, efter at Kirjakov med et smukt timet hovedstød havde omsat Radtjenkos aflevering i 4-2 scoringen. Rusland fortsatte presset kampen ud, men måtte gang på gang se forsvaret heade skudforsøgene bort, således at en afgørelse på straffespark efter sammenlagt 4-4 for første gang i ISSA´s historie blev nødvendig. Her var Rasmus, der skulle lægge ud, tilsyneladende for nervøs til at beherske den mest elementære sparketeknik; ihvertfald sendte han bolden et pænt stykke forbi venstre stolpe. Efterfølgende fortsatte begge hold med at score indtil stillingen 3-3, hvor Ringenes Herres erfarne keeper Elrond snuppede et russisk spark; herpå blev det 4-3, inden elverfyrsten med en ny fænomenal parade sendte sit hold i semifinalen. En afbalanceret, men selvfølgelig bedrøvet Søren Holm var slået ud med den mindste margin i ISSA´s historie, og jævnbyrdigheden fortsatte med uformindsket stædighed de følgende kampe.
Semifinaler
Før turneringsstart havde de færreste regnet med en semifinale mellem Peter Lohse og Olav, men det var ikke desto mindre, hvad man var vidne til, mens resten af befolkningen enten var på vej i seng eller på værtshus. Bortset fra de første par kampe havde italienerne ikke været udsat for noget nævneværdigt pres; i indledende runde var de aldrig i fare for at ryge ud, og kvartfinalen blev, som det er fremgået, klaret særdeles smertefrit. Derfor kunne ingen rigtig blive klog på deres potentiale, ligesom Olav selv fastholdt sit uudgrundeligt skælmske ansigtsudtryk, der hverken forrådte bekymring eller glæde. Efter den første semifinalekamp kunne det ellers se ud som om, der var mest grund til det første, da B93 med joypad klarede 1-1 i et intenst og underholdende ogør, der holdt hele ISSA-verdenen fastspigret til den lille skærm. Alligevel er der ingen, der kan huske målene, som følge af den endnu mere sindsoprivende begivenhed, der fandt sted i returkampen, nemlig: det berømteste mål nogensinde, der aldrig blev scoret.
Det lyder måske underligt, men giver ganske god mening, når man betænker, hvordan samtlige tilskuere foruden de to duellanter selv forlængst havde indstillet sig på italiensk føring 1-0, da angriberen Casiraghi i en position under to meter foran B93´s pivtomme mål (målmanden lå og rodede ude i venstre side) formåede først at miste kontrollen over bolden, der langsomt trillede ud til højre, og efterfølgende selv at glide ind i netmaskerne, hvor han jo ikke gjorde megen nytte. Da også Zola forgæves havde forsøgt at sætte tåen på læderet, sørgede en B93-forsvarer for hjørnespark. Og så gik det hverken værre eller bedre, end at kampen endte 0-0 (dvs. sammenlagt 1-1) og måtte afgøres på straffespark, hvor de første ni skud bragede ind, før B93´s ankermand udbedrede indtrykket fra den førnævnte skovtur med en smuk blokering: 5-4, og den undertippede Peter Lohse var i finalen.
Denne semifinale huskes dog især for Casiraghis forunderlige knoldesparkeri. Enhver kan selvfølgelig misbruge en chance i ny og næ (og bruge vinden, luftfugtigheden, tilskuerne, verdensøkonomien etc. som undskyldning), men denne rekordstore afbrænder, der i alt fald ikke skyldes Olavs allerede dengang veludviklede teknik, kan næsten ikke forklares som andet end en slags poetisk retfærdighed i kølvandet på den famøse mayonaiseaffære. Om det var nogen trøst for Søren Kasper, er vel tvivlsomt, men under alle omstændigheder sørgede han for at trykke på mellemrumstangenten, såsnart B93 havde fået bolden ud, og genså efter kampen dette det eneste highlight uden afbrydelse syv-otte gange, indtil Olav omsider brød den upåvirkede facade og måtte bede ham holde op.
Ringenes Herres to klare nederlag mod Star Wars i gruppespillet gav dem ikke meget håb før den anden semifinale, hvor de to ramlede ind i hinanden igen. Til gengæld kunne turneringens eneste interplanetare mandskab som følge af disse og mange andre sejre se ølkassen vinke forude, og drømmebilledet antog endnu skarpere konturer med Kenobis føringsmål, der dog blev udlignet kort før pausen. At det lykkedes Rasmus at score med joypad, var allerede et fremskridt i forhold til indledende runde, og hans spillere optrådte da også med langt større selvtillid end tidligere, hvad der gjorde kampen mere lige end ventet men ikke kunne forhindre Markus i at vinde 3-1. Som en understregning af den allerede meget udtalte jævnbyrdighed i denne turneringens afsluttende fase fik returkampen et næsten parallelt forløb, blot nu med Ringenes Herre i initiativet: en tidlig føring blev udlignet før pausen, inden to langskud kort inde i anden halvleg bragte balance i det samlede regnskab. Stillingen 3-1 holdt sig trods kompromisløst angrebsspil fra begge parter frem til ti minutter før tid, hvor Markus præsterede den hidtil mest virtuose udførelse af sin egen finte: Luke Skywalker var det denne gang, der efter at have modtaget en lang, høj og skruet ballonbold foretog de to klassiske 90-graders-sving og tordnede Star Wars i finalen, tilsyneladende i hvert fald. Nu er intet imidlertid afgjort, før Tom Bombadil stiller støvlerne, og i de døende sekunder afdriblede han to forsvarere ude på venstre flanke, bla. den ellers bundsolide The Emperor, og afleverede fikst på tværs til Pippin, der efter et kort aftræk gjorde det til 4-2.
For tredje kamp i træk måtte man ud i straffesparkskonkurrence; ingen kunne åbenbart bekvemme sig til at være bedre end modstanderen i øjeblikket. Denne gang var der med et veltjent udtryk ingen slinger i valsen fra Ringenes Herre-skytternes side, og da det samme gjaldt modstanderen, bragte de ti obligatoriske spark ingen afgørelse. I den spændte situation søgte Rasmus at dulme nerverne med en bemærkning om, at det kun var et spil, hvilket imidlertid straks blev imødegået af Søren Kaspers dybtfølte "Det er ikke et spil, det er en livsstil! Ligesom papvin!" Inden nogen skulle føle sig fristet til at drive sammenligningen for vidt, bør det anføres, at Sensible Soccer endnu aldrig har fået nogen til at kaste op. Det kunne Markus, turneringens hidtil mest overbevisende spiller, ellers nok have lyst til, da Elrond endnu en gang hev en superredning ud af kappen og Ringenes Herre med 6-5 sluttede sig til B93.
Inden deres endelige opgør kunne afvikles, skulle Italien og Star Wars ud i trøstkampen, og for at det ikke skulle være løgn havnede man også her i straffesparksløsningen, da Olav i den anden kamp efter 0-1 i den første måtte se sin 3-1 føring reduceret i sidste minut. Det blev dog ham, der med 8-7 sikrede sig den ærefulde tredjeplads. Begges indsats her i deres første storturnering må betegnes som forbløffende god; de havde tydeligvis ambitioner om og alle chancer for i de kommende turneringer at befæste og udbygge den allerede nu vundne stjernestatus.
Finale
Den allerstørste overraskelse for eksperterne var imidlertid Peter Lohse, der ganske vist kun med lodder og trisser var sluppet gennem indledende runde og semifinalen, men ikke desto mindre havde vist spil af høj klasse og i finalen måtte tillægges ligeså gode muligheder som modstanderen. Rasmus var jo ikke kommet meget mere overbevisende fra gruppespillet og havde altså haft brug for straffesparkskonkurrence i både kvartfinale og semifinale. Ringenes Herre og B93 var mødtes to gange tidligere i turneringen, men heller ikke det var til megen hjælp i forsøget på at finde en favorit; begge havde vundet deres tastaturkampe, B93 med 2-0 og Ringenes Herre 4-1.
Og nu til noget andet. Et par uger efter disse begivenheder kunne man under et drikkelag hos Daniel høre Søren Holm fremkomme med en udtalelse, der selv for ham må kaldes usædvanlig: "Jeg er Peter Lohse" sagde han. Dette synes måske umiddelbart ikke at have så meget med vores finale at gøre, men var faktisk højdepunktet i en lang redegørelse for, hvordan han - Søren Holm - angiveligt skulle have lært Peter Lohse alt. Her henviste han især til den finte, B93 benyttede sig af i den første finalekamp til hele to gange at bringe sig i føring: den bestod i, når han gav bolden op fra midten, lynhurtigt at sende bolden via venstre fløj frem mod negeren, der efter et par skridt frem skruede den i mål fra straffesparksbuen. Det kom så meget mere bag på modstanderen og tilskuerne, som Peter Lohse var på joypad, men Ringenes Herre var ikke mere rystede, end at de fik udlignet til 1-1 og så 2-2 kort før pausen, hvorefter anden halvleg formede sig som en veritabel tæppebombning af B93´s mål. Udover store civile tab resulterede det i tre scoringer, først et langskud og siden to hjørnespark, som Pippin tromlende sendte i netmaskerne.
Med 5-2 forekom sagen afgjort inden returkampen, hvor Ringenes Herre ganske vist udsattes for et betydeligt pres men til at begynde med syntes at kunne stå imod. B93 kæmpede sig til en 1-0 føring ved pausen og formåede i anden halvleg at slå så store brecher i modstanderens forsvarsværker, at stillingen 20 minutter før tid var 3-0. Da Peter Lohse tilsyneladende var kommet i alvorlige omdrejninger og Rasmus ikke havde haft nogen væsentlige kontrachancer, forekom spørgsmålet nu mest at være, om B93 ville fortsætte målscoringen, eller om man for femte gang i træk måtte ty til de forbandede straffespark. 20 minutter er jo ikke forfærdelig meget i Sensible-sammenhæng, men denne finalekamps slutfase hører afgjort til de mest bevægede og mærkelige, man har oplevet. Den indledtes, da B93´s venstre back som et led i det fortsatte pres trak ud mod hjørneflaget. Eftersom Peter Lohses neger havde scoret 2-0 målet efter at have erobret bolden fra en overmodig Ringenes Herre-forsvarer, der forsøgte at drible i eget straffesparksfelt, fortsatte Rasmus nu med uophørligt at ekspedere indlæggene ud til nye hjørnespark, så det tilsidst mere mindede om en træningsaften end en finale. I det 89. minut - ved det femte hjørne - var Peter Lohses tålmodighed så medtaget af modstanderens manglende samarbejdsvilje, at han til en afveksling forsøgte at sende bolden skråt tilbage til wingen - en aflevering han efter eget udsagn siden havde mareridt om. Den nåede nemlig aldrig frem til adressaten men fortsatte lukt forbi ham helt tilbage til midterlinien, hvor Faramir gladeligt tog imod den og i en smuk skruet bue smed den videre op til Pippin, der lige uden for feltet foretog et Markus-agtigt sving og dundrede bolden i mål langs venstre stolpe. En bizar, men storslået afslutning på en bizar, men storslået turnering. Patrick kunne som detroniseret mester give guldpokalen videre til Rasmus, der dernæst hævede ølkassen mod loftet til tonerne af Sensible-sangen. Hvad angår "Den Bedste"-trøjen, så havde Patrick vist nok svedt den bort.
IX / MMI
|
|
|
|
|
Den tredje storturnering
Som Word-dokument
At holde Sensible-turneringer er åbenbart en vane, det er svært at slippe af med. I hvert fald skete det igen i påsken 2000, og igen var det Søren Holm, der med glæde lagde gulvplanker til. Mindre glædelig var den kendsgerning, at kun tolv spillere stillede op denne gang; hele seks var faldet fra siden sidst, og man kunne ikke bare trøste sig med snak om, at der kun var tale om det tynde øl - Morten, en central skikkelse i ISSA´s hidtidige historie, var nemlig blevet bortført til Cypern af sine forældre. Men for de gamle, som faldt osv.: to nye, spændende Sensible-spillere sprængfyldt med ambitioner var parat til om muligt at tage ISSA-verdenen med storm. Det drejede sig om Rune, om hvis styrke man ikke vidste det fjerneste, og Rasmus Klargaard, hvis karriere først var indledt til en træningsturnering hos Olav få måneder før, men som efter sigende havde gjort store fremskridt siden.
Der afvikles selvfølgelig jævnligt sådanne større eller mindre træningsarrangementer i ventetiden mellem de officielle, og udover det nævnte hos Olav, som nok mest vil huskes for deltagerantallet (der gav Søren Holm andledning til udbruddet: "Jeg hader grupper, hvor der er syv!"), fandt det mest bemærkelsesværdige nok sted hos netop Søren Holm en måneds tid efter den anden storturnering. Her var ganske vist hverken Olav, Markus eller Patrick med, og Peter Lohse, den nybagte nr.2, leverede historiens bedste undskyldning for ikke at stille op: han ville hellere bruge tiden på at købe en LP med MC Einar1. Men bortset fra det var den stærkt besat, hvorfor Kaspers slutsejr vakte betydelig opsigt. Disse begivenheder lå imidlertid nu langt tilbage, og Kasper var op mod den tredje storturnering åbenbart så usikker på egne evner, at han i Mortens fravær valgte at påtage sig den traditionsrige rolle som den, der kommer en times tid for sent. Da han endda havde givet sig tid til at købe pizza på vejen, overvejede de fortvivlet ventende kolleger, hvilken straf han burde pålægges. Patrick ville lade ham stille op med Metz, et uforsonligt forslag, der heldigvis blev modereret til at give ham Barcelona og omdøbe dem til Aeroflot.
Efter lidt besvær med seedningen lykkedes det ligesom sidst at inddele de tolv deltagere i to grupper, hvorfra de fire bedste gik til kvartfinalen:
Gruppe A
Bjarke (Stimorol Drengen)
Daniel (Real Madrid)
Markus (Star Wars)
Olav (Italien)
Peter Lohse (Uffes Hjorte)
Rune (Real Madrid 2000)
Gruppe B
Kasper (Aeroflot)
Patrick (Barcelona 2K)
Rasmus Jørgensen (Ringenes Herre)
Rasmus Klargaard (Manchester United)
Søren Holm (Rusland)
Søren Kasper (DBU)
Det nys overståede årtusindskifte (eller hvad man nu skulle kalde det) satte sit tydelige præg på holdnavnene; Runes påhæftede årstal var dog en nødtvungen følge af Daniels nidkære hægen om sin Sensible-integritet, der ikke kunne tillade andre at overtage hans hold, mens Patricks vist mest var ment som en påkaldelse af den berømte "Grill 2000" på Istedgade.
Gruppe A
Hvis nogen skulle befinde sig i den vildfarelse, at Sensible Soccer ikke kan være et spørgsmål om liv eller død, burde forløbet i denne gruppe, og især Peter Lohses skæbne, kunne få dem til at ændre mening.
Som forsvarende nr.2 ville Peter Lohse under normale omstændigheder have været blandt favoritterne i gruppe A, og den gøglerfestival, han netop var hjemvendt fra, burde kun øge mulighederne for at drive gæk med modstanderne på samme måde som i forrige turnering. Desværre havde han aftenen før været så letsindig at prøve at åbne en plastikøl ved manuel kraft. Det kostede ham en flænset tommelfinger - i en Sensible-turnering et temmelig alvorligt handicap, der imidlertid ikke afholdt ham fra at kæmpe så svedet (og blodet) drev. Således havde han meget betegnende som den første nogensinde valgt et hold, hvor samtlige spillere var udstyret med gevir eller horn. Uffes Hjorte, som de kaldte sig, lagde ud med 1-1 mod Star Wars, der ligesom sidst ikke kunne få has på Peter Lohse med joypad, og de fortsatte efter en sikker sejr over den mildest talt formsvage Bjarke med nederlag mod begge Real Madrid-versioner. Det var tydeligt nok især på joypad, den halvt afrevne finger voldte problemer, hvad der er let at forstå, når man overvejer, hvorledes skudknappen på et sådant apparat betjenes. I 5. runde, tilbage på tastaturet, viste Peter Lohses zoologiske udvalg høj moral ved at få 3-3 mod Olav på trods af to italienske tomålsføringer, et resultat der halvvejs gennem gruppespillet sikrede dem en plads på den afgørende fjerdeplads med fem point - to mere end Olav, der fortrak ansigtet i en grimasse ved Peter Lohses udligning og unægtelig også havde rigeligt at ærgre sig over. Ovenpå en udmærket start med 2-2 på joypad mod Daniel var nemlig fulgt nederlag mod både Rune og Markus, hvorefter Italien som noget helt uhørt end ikke formåede at besejre Bjarke med tastatur; i denne indledende fase havde man i nogen grad indtrykket af, at Olav skulle skynde sig hjem.
Højst overraskende indtog debutanten Rune halvvejs gennem indledende runde førstepladsen med tolv point, skarpt forfulgt af Star Wars, der havde tilføjet ham hans eneste nederlag, og Daniel, som han med 2-0 selv havde tvunget i knæ. Begge rivaler var to point efter, og gennemgående havde Real Madrid 2000 holdt et højt niveau, der mindst burde sikre en plads i kvartfinalen. Til gengæld forekom Markus, der i september så ofte havde henrykket Sensible-verdenen med fremragende spil, umiddelbart at være i noget mere tvivlsom form - i hvert fald svigtede det ham før så venligt stemte tastatur fuldstændig i kampen mod Daniel, der uden medlidenhed tværede ham ud 5-1. Da det allerede i følgende runde lykkedes Markus at besejre Olav 3-1 på joypad, tydede noget dog på, at den forsvarende nr.4 blot behøvede et par kampe til at spille sig varm, en antagelse der styrkedes yderligere af sejrene over Rune og Bjarke. Forøvrigt havde sidstnævnte foruden dette nederlag (på hele 0-7) ifølge rygterne indkasseret et anseligt beløb for at ændre sit holdnavn til Stimorol Drengen. Dette ISSA-historiens første eksempel på sponsorering havde tydeligt nok ingen væsentlige spillemæssige forbedringer til følge; snarere syntes Bjarkes seriøsitet, der i den forrige turnering havde givet forholdsvis hæderlige resultater, nu at have antaget karakter af en tyggegummiboble - den bristede ved mindste modstand. Efterhånden var det eneste spændingsmoment i hans kampe, hvor mange modstandere det lykkedes ham at langtidsskade (hvilket så til gengæld også kunne være hårrejsende nok at følge med i). Den anderledes korrekte Daniel viste som vanligt spil af høj kvalitet og lagde efter joypad-triumfen mod Markus beslag på førstepladsen gennem en længere periode, som først Rune i 5. runde gjorde en ende på med sin smukke 2-0 sejr i det madrilenske lokalopgør.
Efter fem runder syntes kampen om den fjerde og sidste kvartfinaleplads altså at skulle stå mellem Uffes Hjorte og Italien, men i anden halvdel af gruppespillet begyndte Olav at vise, hvorfor tredjepladsen sidst ikke var nogen tilfældighed: i samtlige fem kampe blev modstanderne mejet ned med en sådan grundighed, at man følte sig hensat til de heftigste sekvenser af slaget ved Verdun. Eksempelvis blev Daniel med et 4-1 nederlag i 6. runde efterladt på valpladsen helt forvreden af smerte, og italienernes imponerende sejrsrække endte med at sende dem helt op på 2.pladsen i slutstillingen, to point efter Star Wars. Netop Markus udviste en lidt pudsig form for ustabilitet, idet han både mod Olav og Daniel tabte på tastatur og vandt på joypad; kampene mod Italien endte begge 3-1 til den på papiret svage part og var nærmest spejlbilleder af hinanden. Alligevel lykkedes det altså at erobre gruppesejren, og selvom den ikke var nær så overbevisende som i september, kunne Star Wars se turneringens videre forløb optimistisk i møde.
Mere bekymring måtte Daniels indsats give anledning til. Det tidligere nævnte nederlag mod Real Madrid 2000 blev nemlig fulgt af ikke mindre pinefulde tab mod Italien og Star Wars, og trods pligtsejren mod Stimorol Drengen var Real Madrid, der havde indledt turneringen så storartet, med to runder tilbage i alvorlig fare for at gå glip af kvartfinalerne. Truslen kom fra Peter Lohse, som med blændende viljestyrke havde holdt 4.pladsen inden for rækkevidde, bla. ved at lammetæve Rune 3-0. Det blev endda til en sejr på det joypad, han var så dårligt disponeret for - ganske vist mod Bjarke, men alligevel. I opgøret mellem Uffes Hjorte og Real Madrid, de to hold omkring spærregrænsen (egentlig et misvisende billede, thi det var så spændende, at ethvert folketingsvalg blegner i sammenligning), i opgøret mellem de to, altså, forårsagede Peter Lohses vanvittige smerter noget nær en bersærkergang, der dog heldigvis, til forskel fra Stimorol Drengens kampe, kom til udtryk gennem hidsigt angrebsspil snarere end voldelige overfald. Daniel var ligeledes i kolossalt kamphumør, hvad der var indlysende aktuelle, men også historiske grunde til; som man vil erindre, var det netop Peter Lohse, der sendte ham ud af turneringen i september. Opfyldt af hævntørst som de måtte være, fik Real Madrid da også tiltvunget sig en enkelt scoring, men Uffes målfarligste "hjort", frontløberen Tyr, kunne de ganske enkelt ikke holde stangen2. Med en sejr på 2-1 kunne Peter
Lohse således genindtage 4.pladsen og glæde sig over nok engang, i hvert fald for en stund, at have stødt Daniel ud i mørket. Der var imidlertid en vis sandsynlighed for, at det ville blive netop kun for en stund, idet han i sidste runde skulle slås mod både joypaddet og den Olav, der var ved at foranstalte en veritabel massakre på modstanderne - og desuden fortsat havde noget at kæmpe for.
Situationen var nemlig nu den, at Daniel på 5.pladsen havde 13 point, Peter Lohse på 4.pladsen 14 og Olav 15 som nr. 3, og alle disse kunne altså endnu nå at ryge ud. Derimod havde Rune, som Daniel skulle møde på tastatur i sidste runde, med 2-2 mod Star Wars i næstsidste runde sikret sig 16 point og dermed pladsen i kvartfinalen. Stillet over for det scenario ville de fleste nok holde på, at Olav og Daniel skulle gøre ham følgeskab, og det viste sig da også, at Uffes Hjorte ikke kunne stille det mindste op mod de italienske angrebsbølger, der væltede ind over dem. Seks mål måtte Peter Lohse lægge ryg til, før han udåndede med blodet fossende ud af sværdarmen. Herefter kunne Real Madrid "Classic" opæde kadaveret med en relativ fredelig storsejr på 4-0 over bysbørnene fra Real Madrid 2000, der i løbet af fire runder var dumpet fra nr.1 til nr.4, men alligevel kunne fryde sig over en lidt overraskende plads blandt de otte bedste.
Gruppe B
Patrick havde unægtelig en del at revanchere. Den grandiose sejr i premiereturneringen var i september skiftet ud med en niendeplads, og nu brændte han tydeligvis af iver efter at genoprette den således flossede stjerne- og monsterstatus. Det var også til at få øje på, at han havde taget ved lære af fiaskoen og draget spillemæssige konsekvenser af de vundne erkendelser. I september havde hans hensynsløse offensiv nemlig tilladt modstanderne lidt for tit at udnytte det forsømte forsvar til at fravriste ham dyrebare point, der gjorde kæmpesejrene værdiløse. Her i år 2000 var Patrick som monster betragtet betydelig mere afdæmpet end tidligere, hans pointhøst til gengæld tilsvarende mere stabil. Bortset fra 2-4 nederlaget i 3.runde mod en ellers kriseramt Søren Kasper og opgørene mod Rasmus Jørgensen, hvor de to hidtidige turneringsvindere udviste en, hvis ikke overraskende, så meget udpræget jævnbyrdighed (i begge kampe udlignede tastaturspilleren til 1-1 i de sidste minutter), havde Barcelona 2K kun sejre at bogføre. Og de var vel at mærke opnået ved at slippe særdeles få mål ind - så var det til at bære, at cifrene, efter Patricks forhold, var beskedne. Den nominelt største gevinst faldt med de 3-0 i hævnaktionen mod Søren Kasper, men mest imponerende var nok, at det på joypad lykkedes med 1-0 at overmande Søren Holm, hvis begejstring over Barcelona 2K´s defensive styrke var til at overse. At besejre Søren Holm på joypad er ikke noget, enhver går hen og gør; den sidste der havde præsteret noget tilsvarende i en storturnering, var netop Patrick i februar 1999 – over et år tilbage. Barcelona 2K kunne efter en sikker førsteplads seks point foran nr. 2 forlade gruppespillets jævne sfærer med blikket fast rettet mod de forestående opgaver.
Den forsvarende mester Rasmus Jørgensen syntes til at begynde med på vej, om ikke lukt i helvede, så dog mod en skæbne, der mindede om Patricks i september, idet han i de første tre runder kun formåede at tilrane sig et enkelt point - det skete i den første af de netop omtalte kraftprøver mod Patrick. Men selvom Søren Holm og Rasmus Klargaard hudflettede ham med hhv. 2-1 og 3-1, formåede Ringenes Herre i det følgende at finde ind i en sejrsrytme, der frem mod slutningen kun blev afbrudt af det andet 1-1 opgør mod Barcelona 2K. Her syntes de endda på vej mod en overraskende sejr på joypad, da det i allersidste sekund lykkedes midterforsvareren Gollum at sparke Rivaldo ned et par centimeter inde i feltet. Brasilianeren (altså Rivaldo) satte selv udligningen ind på det efterfølgende straffespark - en skuffelse, der imidlertid ikke kunne spolere Ringenes Herres glæde over den 2.plads, de efterhånden satte sig godt fast på og bla. sikrede sig gennem en sejr på hele 5-0 over en, kan man vist roligt sige, godt knotten Søren Holm. Rasmus Jørgensen kunne tilmed tillade sig et 1-3 nederlag mod Søren Kasper i sidste runde - hvilket dog ikke bør foranledige nogen til at opsøge den slags oplevelser; de kan være ubehagelige nok, hvor meget man end mener at kunne tåle dem.
Som det vist allerede er fremgået, følte Søren Holm, han havde righoldige grunde til forbitrelse. For at lægge ud med de glædelige begivenheder, der for en uhildet betragter måtte synes at være i overvægt, besejrede han i første runde Ringenes Herre 2-1, og som han selv udtrykte det, er en god begyndelse jo altid rar. Desuden blev 0-5 nederlaget i det omvendte opgør suppleret af sejre med tilsvarende cifre mod såvel DBU som Aeroflot, og med 3-0 sejren over Manchester United formåede han efter eget udsagn ligefrem at gøre Rasmus Klargaard ked af det - i og for sig en storslået præstation i betragtning af denne Sensible-spillers sædvanligvis lattermilde sindelag3. Når Søren Holm trods disse triumfer, der gav ham en sikker tredjeplads og gjorde ham til indiskutabel deltager i kvartfinalen, fandt livet så hårdt, skyldtes det ikke blot de førnævnte nederlag mod Patrick og Rasmus Jørgensen, i særlig grad skyldtes det begivenhedsforløbet i joypadkampen mod Søren Kasper. Her havde Rusland med blændende taktik og storartede finter - Østerbro-stilens apoteose, fristes man til at sige - bragt sig i front med 3-1 halvvejs gennem anden halvleg. Desværre var al denne Sensible-voluptuøsitet tilsyneladende for meget for Søren Holms skrøbelige psyke; i hvert fald lod han nerverne spille sig så mange puds, at DBU kunne udligne til 3-3 - et egentlig udmærket resultat, især når man tager modstanderens sejre over Barcelona 2K og Ringenes Herre i betragtning. Søren Holm havde imidlertid ikke øje for andet end den sejr, der var sluppet ham af hænde, og gennem hele resten af gruppespillet skældte og smældte han på sig selv i en grad, så man, når bølgerne gik højest, frygtede et nervesammenbrud. End ikke Søren Kaspers exklusion kunne slå revner i tungsindet, og uden at foregribe begivenhedernes gang alt for meget kan man vist godt sige, at Søren Holms psykiske balance ikke til fulde blev genoprettet inden kvartfinalerne. Men kvalificeret sig til dem, det havde han altså.
Det samme havde Rasmus Klargaard, der analogt med debutantfællen Rune i gruppe A erobrede fjerdepladsen. Den var imidlertid længe i fare, idet hans hold Manchester United til det sidste lå i intens nærkamp med DBU, der ganske vist kunne glæde sig over en fortryllende 4-2 sejr over Barcelona 2K, men derudover udviste rystende ustabilitet; mod Kasper fik de således kun 1-1 på tastatur og tabte på joypad - mens Manchester United på tastatur besejrede Aeroflot sikkert 3-1. Og i det førnævnte drama
mod Rusland kunne Søren Kasper ikke bruge sin smukke finish til ret meget, idet Manchester United vandt deres kamp mod russerne med 2-1. Ovenpå dette resultat var Søren Kasper inden sin kamp i slutrunden mod Rasmus Jørgensen nemlig fire point efter debutanten, hvorfor han kunne glæde sig nogenlunde lige så meget over sin 3-1 sejr som en dødsdømt over sit sidste måltid. Hvad angår Kaspers mandskab Aeroflot er der ikke så meget andet at sige, end at deres præstation - bortset fra de to sejre mod DBU og Manchester United og en uafgjort kamp mod Søren Holm - bekræftede de bange anelser, Kasper åbenbart gjorde sig inden turneringen. Deres indsats formede sig nærmest som een lang serie af styrt4. Derimod markerede Rasmus Klargaard sig her i sin ilddåb i storturneringssammenhæng allerede som en Sensible-kæmper af den rette støbning med spillet koncentreret om en optimistisk, uprætentiøs angrebsfase. Især sejrene i 3. og 4. runde over Rasmus Jørgensen og Søren Kasper på hhv. 3-1 og 4-1, hvor han med enkle midler udspillede modstanderne grænsende til det latterliggørende, gav grobund for yderligere optimisme. End ikke 0-7 nederlaget mod DBU i næstsidste runde kunne slå Rasmus Klargaard ud af kurs; med de 2-1 over Rusland i sidste kunne han grine hele vejen til kvartfinalerne.
Kvartfinaler
Eftersom den obligatoriske pizzakonsumption ikke gav anledning til mindeværdige begivenheder, vil vi denne gang skride direkte til slutkampene: den første stod mellem Rune og Patrick, den overraskende stærkt spillende debutant og den tidligere mester på vej mod fordums styrke. I de sidste fire indledende runder havde Real Madrid 2000 kun fået eet point, men Rune, der lagde ud på tastatur, var fast besluttet på at vende udviklingen og holdt Barcelona 2K´s angribere i et jerngreb. Patrick, hvis målmand de seneste tre runder havde holdt buret rent, søgte til gengæld at fastholde sit solide forsvarsspil, hvilket også lykkedes, forsåvidt som Real Madrid 2000´s sejr blev begrænset til 1-0. Scoringen blev sat ind midt i anden halvleg af Davor Suker, der udnyttede et af de sjældne huller i Barcelona-falanxen til med et tørt skud uden for Baías rækkevidde at ødelægge dennes statistik. Med tanke på den i sammenligning med tidligere begrænsede målscoring, Barcelona 2K havde præsteret i denne turnering, regnede Rune måske med, at de 1-0 var nok, men i returkampen fik man Patrick for fuld udblæsning i den gamle stil: fem bolde hvislede ind bag den sagesløse Bodo Illgner, og en helt paralyseret Rune måtte strække våben - dog i vished om at have leveret en glimrende indsats her i sin første storturnering. Patrick, den første semifinalist, syntes at antage stadigt mere monsterlignende træk.
Hvis man med en enkelt sætning skal gøre rede for den anden kvartfinale, må det være denne: smilet stivnede. Det er selvfølgelig Rasmus Klargaards, der er tale om; dennes tilsyneladende uudslukkelige livsglæde kunne nemlig ikke stille meget op over for Markus´ rutinerede Star Wars-tropper, der skød, fintede, dundrede og katapulterede sig til en sejr på hele 6-0. Da der nu er tale om tenniscifre, kan den følelse, Rasmus Klargaard må have haft efter kampen, meget passende sammenlignes med den følelse, en stangtennisbold har efter en bedre børnefødselsdag, og der er ikke noget at sige til, han blev noget stram i netmaskerne5. De 2-2 i den anden kamp kunne hverken gøre fra eller til.
Mere spænding bød duellen mellem Real Madrid og Ringenes Herre på. Den første kamp, med Daniel på tastatur, var præget af stærkt forsvarsspil fra begge sider; tacklinger og befriende hovedstød blev sat ind med kløgt og præcision. Først i første halvlegs sidste minut formåede Real Madrids berømte frontløber Dovar Sokker (der endelig ikke må forveksles med førnævnte Davor Suker) at sende bolden i mål fra en spids vinkel. Ringenes Herre sikrede sig imidlertid et fortrinligt udgangspunkt for returopgøret, da Faramir omtrent midt i anden halvleg afdriblede både Hierro og Alkorta og sendte kuglen forbi Illgner. I den anden kamp syntes de defensive kræfter ligeledes at operere efter devisen "væk med svesken", hvorfor Ringenes Herre, der efterhånden tiltvang sig et vist overtag, for at hive sejren hjem måtte benytte sig af et lumsk langskud, der midt i anden halvleg svævede hen over et magtesløst Real Madrid-forsvar og sejlede i nettet. De 1-0 holdt kampen ud, og Daniel var for anden turnering i træk slået ud i kvartfinalen - man kan jo vænne sig til alt, og han var da også betydeligt mindre skuffet end forrige gang.
Den sidste kvartfinale forekom umiddelbart ganske åben; i de to hidtidige turneringer havde både Olav og Søren Holm prøvet at blive nr. 3, og deres indbyrdes statistik var fuldstændig jævnbyrdig: en sejr til hver side. Nu forholdt det sig imidlertid sådan, at Søren Holms 2-3 nederlag i september, som det måske erindres, udløste en helt overdreven og irrationel frustration hos ham, ikke ulig den, 3-3 kampen mod Søren Kasper her i aprilturneringen gav anledning til. Uden at Søren Holms sjæleliv på dette sted skal underkastes nogen større analyse, kan det vel ikke udelukkes, at kombinationen af disse to elementer, den aktuelle galde over den mistede sejr mod DBU og gensynet med Olav, den tidligere frustrationskatalysator, om man så må sige, har forårsaget en ny forbitrelse af så voldsom styrke, at den har suget al kraft ud af ham. I al fald stod det hurtigt klart, at noget var helt galt; allerede efter 20 minutter var Olav foran 3-0, og efter halvanden times blodsudgydelser viste måltavlen 8-0. Returkampen, der endte 2-2 efter en række besynderlige scoringer, gav vist kun mening som en slags satyrspil ovenpå tragedien.
Nøjagtig som Daniel var Søren Holm exkluderet i kvartfinalen for anden gang i træk, men for ham ender historien ikke her; i lang tid efter disse begivenheder kunne denne fremtrædende Sensible-profil, hvor godt humør og hvor stor form han end var i, begynde at tabe alt, såsnart Olav var i lokalet - ja, han kunne tilsidst ikke høre Olavs navn, uden at der gik en sort sky over hans ansigt. Det stod efterhånden klart, at ondet måtte konfronteres, før komplekset kunne overvindes. Men derom mere på et senere tidspunkt.
Semifinaler
Hvad årsagerne til Søren Holms sammenbrud end måtte være, stod det fast, at Olav med sin sejr havde leveret en enestående præstation, der gav løfter om en spændende semifinale, hvor Patricks ikke mindre sejrsvante manskab ventede. Spænding blev der imidlertid aldrig tale om; Olav havde tilsyneladende udspyet al den energi, der var i ham den dag - havde han været racerkører, ville man have sagt, han var løbet tør for benzin, havde han været cykelrytter, ville man have benævnt tilstanden sukkerkold. Overfor Patricks brillante angrebsfodbold var det unægtelig også let at føle sig modløs; sejrene lød på 3-1 med joypad og 4-1 på tastatur - noget kunne altså tyde på, at Patrick var ved at vende tilbage til gamle dages frådende målorgier. Olav, der havde tilføjet andre så mange smertelige sår i denne påsketurnering, måtte omsider se mesterskabsdrømmene omstyrtet - og sig selv henlagt livløs i en sydende blodpøl.
Den anden semifinale - mellem Markus og Rasmus - var heller ikke for barberdrenge, for nu at blive i cykelsportsterminologien, men her var også usikkerhed om udfaldet med til at give opgøret dets drabelige præg. Der var tale om et da capo på semifinalen i september, og ligesom dengang havde Star Wars tastaturet i den første kamp. Her var de efter en tidlig scoring af Obi Wan Kanobi længe i front og havde godt greb om begivenhederne, indtil The Emperor med en hensynsløs tackling sendte Pippin ud med åbent benbrud - men også Ringenes Herre tilbage i kampen: Faramir udlignede på det straffespark, der var en følge af overfaldet. Ringenes Herres forsvarere var nu ejheller blege for at svinge grovfilen6, men forhindre Obi Wan Kenobi og hans angrebskolleger i to yderligere scoringer kunne de ikke - til gengæld kunne de til lise for deres sjæl konstatere, at prinsesse Éowyn af Rohan sørgede for den helt store ægteskabelige idyl7 med den scoring, der holdt Star Wars-sejren nede på et enkelt mål, 3-2. Returkampen valgte de to hold at dele mellem hinanden, således at Ringenes Herre styrede alt i første halvleg, hvor de benyttede overtaget til at bringe sig foran 3-0 og dermed tilsyneladende afgøre sagen, mens anden omgang domineredes af Star Wars, der hurtigt fik reduceret til 1-3, men aldrig rigtig kom videre, selvom spillet for det meste foregik inden for temmelig kort afstand af Elronds mål. Markus behøvede, som enhver med nogenlunde basal matematisk indsigt vil bemærke, kun et enkelt mål for at fremtvinge omkamp8, men bestandig stod der en stolpe, en elver eller en lodden hobbitfod i vejen - og så gik det, som det så ofte gør: ti minutter før tid stormede Gandalf frem over venstrefløjen og plantede en perfekt skruet bold lige i panden på Faramir, der sendte den videre i nettaget og sit hold i finalen.
Inden kampen om 3.pladsen, der havde deltagelse af nøjagtig de samme hold som i september, var Olav tydeligvis ikke kommet nævneværdigt til kræfter, hvilket måske heller ikke er så mærkeligt efter den behandling, Patrick gav ham. Han kunne snart ikke engang trykke knapperne på tastaturet ned, og Markus havde ingen problemer med at vinde 5-1 på joypad og 3-0 på tastatur. Under denne nedspilning luftede Søren Kasper, der en dag burde tildeles en speciel publikumspris for rekordstort engagement, den teori, at Markus var hævngerrig som følge af det smalle nederlag i septemberturneringens kamp om 3.pladsen - en ganske plausibel tanke, som Star Wars-coachen adspurgt imidlertid kun kunne afvise med et temmelig indifferent "Næ". Der var altså klart nok tale om to spillere, som efterhånden var godt trætte af hele tiden at ryge ud i semifinalen.
Finale
Efter de to underholdende og meget lige 1-1 opgør mellem Ringenes Herre og Barcelona 2K i indledende runde var der naturligvis store forventninger til deres nye sammenstød i finalen, og straks fra første fløjt var stemningen blandt de talløse tilskuere helt i top. Indledningsvis så det også ud som om, jævnbyrdigheden skulle fortsætte, omend Ringenes Herre, der var på tastatur, efterhånden overtog mere og mere af spillet. Efter en halv time lykkedes det dem endelig på temmelig bizar vis at bringe sig i føring, da den vævre angriber Frodo Sækker (der ikke er i familie med hverken Davor Suker eller Dovar Sokker) tæt inde under mål modtog en smuk aflevering fra Tom Bombadil, løb væk fra målet langs baglinien med Barcelona-keeperen i hælene og endelig med en nydelig manøvre skruede bolden i det nu ubevogtede net. Patricks hidtil så grundmurede forsvar syntes herefter at miste enhver sammenhængskraft; i anden halvleg hvislede hovedstødsmål og langskud i lange baner ind bag Baía, og Gandalf formåede endda med en helt magisk affyring ude fra venstrefløjen at lave sin karrieres første mål. Bagud 0-5 inden returkampen ville enhver anden end Patrick nok have resigneret, men Barcelona 2K spillede, som om intet var hændt, og havde kort inde i anden halvleg med intelligent angrebsspil bragt sig foran 3-0. Ringenes Herre lod sig imidlertid ikke ryste, så meget desto mindre som forsvarerne på det tidspunkt var ved at finde ud af, hvordan Patricks dundrende skud fra distancen lod sig blokere med veltimede hovedstød - Barcelona 2K nåede aldrig nærmere, og Rasmus kunne ligesom i september løfte ISSA-trofæet, dette hovedværk inden for moderne pokalkunst, mod Søren Holms stilfulde stukloft.
IV / MMII
Som en hyldest til den danske sikkerhedspolitik i 1980´erne er der denne gang indført et fodnoteapparat:
1 Disse liniers forfatter har selv engang erfaret netop denne musikers nære forbindelse med vort kære spil/livsstil; da han (forfatteren) i en kamp mod Grækenland headede et færøsk hjørnespark i mål, måtte han således uvilkårligt udbryde: "Arh, dér!"
2 Skulle nogen føle sig kaldet til at henregne dette til kategorien dårlige vittigheder, bør det anføres - udover at det er fuldkommen korrekt - at dårlige vittigheder som vel intet andet indfanger og udtrykker den stemning, der hersker ved officielle storturneringer.
3 Jf. fx. klassebilledet af 3.z på Rysensteen Gymnasium fra 1999. Se yderligere artiklen "Sofamørkelse" i Sprøjten, okt. 1999
4 Se note 2
5 Se note 2
6 Forfatteren er sikker på engang at have hørt dette udtryk brugt af en politisk kommentator.
7 For at opnå fuld klarhed omkring dette udsagn, bør der erindres om, at Faramir og Éowyn bliver gift i sjette bog af Ringenes Herre.
8 Som følge af de mange straffesparkskonkurrencer i september var det inden påsketurneringen ved afstemning i ISSA´s plenarforsamling blevet vedtaget i stedet at indføre omkampe (eller som det officielle navn lyder: replaykampe), der skulle afvikles i tilfælde af at opgør i slutspillet samlet endte uafgjort.
|
|
|
|
|
Den fjerde storturnering
Som Word-dokument
Af forskellige grunde lod den fjerde storturnering vente på sig; faktisk måtte man helt ind i år 2001, før vor kære formand Daniel kunne forkynde nyheden om dét nye højdepunkt i organisationens historie, der forestod den 5. februar. Den væsenligste årsag til dette for alle meget pinefulde spatium på henved ti måneder må - udover almindelig sløvhed - søges i den voldsomme spredning, en stor del af ISSA-kredsen som følge af deres uddannelsesmæssige udvikling udsattes for kort efter den tredje turnering. Søren Kasper forsømte eksempelvis gennem en længere periode Bulter og Smørs træning under et ophold i USA, mens Daniel nær aldrig var kommet op af den brevbunke, han i embeds medfør havde begravet sig i. Enkelte ikke uvæsentlige udsnit af ISSA´s persongalleri blev af fysisk fravær ligefrem forhindret i at tage del i de omsider genoptage fodboldfestligheder; det gjaldt for anden turnering i træk Morten, der som følge af en uheldig hånd ved sessionen var blevet indkaldt til den statslige containerpudsetjeneste på Bornholm, og desuden Patrick, som af en halv snes kasser øl og en guitar fastholdtes på en afsides lokalitet i Nordsjælland.
Den forsvarende nr.2 måtte altså forstødes fra sin position in absentia, men trods dette uhyre afsavn var de tilbageværende fast besluttede på at opføre endnu et sindsoprivende, inciterende og nervepirrende Sensible-drama - så meget mere, som der måtte ligge umådelige mængder energi og spilleglæde opsparet i de kampklare subjekter. End ikke snestormen, der føg ind over Østerbros hustage, kunne slukke den sensible flamme, som, udover i Søren Holms vindueskarm, brændte i alles øjne.
Nu er Søren Holms vindueskarm selvfølgelig et vidt begreb, og bortset fra Patricks manglende tilstedeværelse bestod den væsentligste forandring fra sidst i spillestedet, der med den efterhånden faste turneringsvært var flyttet omkring 100 meter længere ud på Østerbro. Da Kaspers triste og uforklarlige udebliven blev opvejet af Ronnis så meget mere glædelige tilbagekomst og Olavs klassekammerat Mikael sprang ind som ny tolvtemand, var deltagertallet dog ikke ændret, og dusinet kunne som sidst inddeles i to grupper efter behørig seedning (der nu iøvrigt efter indførelsen af den officielle ISSA-rangliste kunne foregå med større sikkerhed end tidligere):
Gruppe A
Bjarke (Annaogkaninerne)
Mikael (Frem)
Peter Lohse (Timekillaz)
Rasmus Jørgensen (Mandrillen)
Rune (Roma)
Søren Holm (Liverpool)
Gruppe B
Daniel (Real Madrid)
Markus (Star Wars)
Olav (FC Rask)
Rasmus Klargaard (TV Guder)
Ronni (Ronnis Mad)
Søren Kasper (DBU)
Som den første nogensinde havde den forsvarende nr.4, Olav Rask Larsen, valgt at opkalde holdet efter sig selv, en udmærket nyskabelse, der syntes at bevæge Ronni til efterfølgelse; han valgte dog ydermere at give navnet et kulinarisk twist, der velsagtens var et forsøg på at overføre sine virtuose evner fra køkkenet til fodboldbanen. Mens Søren Kasper, Daniel og Markus holdt fast i deres mandskaber, havde Søren Holm tilsyneladende fået nok af Rusland (skiftet til Liverpool var vel også motiveret af behovet for en ny begyndelse), og Peter Lohse havde forladt dyreverdenen til fordel for 16 computerspilsfigurer, et udvalg, der i en Sensible-turnering måtte formodes at være i deres rette element. En lignende idé, omend knap så konsekvent gennemført, synes Rasmus Klargaard og Rasmus Jørgensen at have fået, i hvert fald udtog de begge mandskaber bestående af tv-stjerner af forskellig beskaffenhed.
Gruppe A
Bjarke, denne gang sponsoreret af en dyrehandel i Svendborg, havde brugt tiden siden sidst til at lægge en del af det hårde spil på hylden, en justering, der tilsyneladende havde gavnlig indflydelse på hans præstationer. I al fald lagde han flot ud med 1-1 mod debutanterne fra Frem fulgt af 1-0 over Roma, hvorefter Annaogkaninerne imidlertid faldt tilbage i en rytme, Bjarke rent resultatmæssigt kendte alt for godt: Mandrillen, Timekillaz og Liverpool slog dem alle klart, og heller ikke i de sidste fem kampe lykkedes det at udvide pointhøsten, omend nederlagene i tre tilfælde blev holdt nede på et enkelt mål og Rasmus Jørgensen havde betydelige vanskeligheder med at hive en 3-2 sejr hjem. Bjarke kunne, trods et afsluttende nederlag på 6-0 mod Søren Holm, se forholdsvis lyst på fremtiden i forvisning om at have gjort såvel spillemæssige som fair-play-mæssige fremskridt.
Efter en smuk delt femteplads i år 2000 havde Rune et vist belæg for at stille forventninger til sig selv, men netop det pres syntes at give hans indsats et noget ustadigt præg. Det er vist aldrig sket hverken før eller siden, at en spiller har prøvet i samme turnering både at tabe og vinde med syv mål, en helt bizar situation, som Rune ikke desto mindre bragte sig i gennem en 7-0 sejr over Timekillaz (hvor han iøvrigt sikrede sig yderligere en plads i de historiske statistikker ved at score storturneringernes mål nr.1000) og et 1-8 nederlag mod Mandrillen. Selvom den manglende stabilitet derudover gav sig udslag i udmærkede remiser på tastatur mod Mandrillen og Liverpool og hæslige tab mod Annaogkaninerne og Frem, lå Roma inden sidste runde på den fjerdeplads, der gav adgang til kvartfinalerne.
Blot et point efter fandt man imidlertid Mikael, der her i sin første storturnering ikke havde meget at stille op mod gruppens tre stærkeste hold, Liverpool, Mandrillen og Timekillaz, men til gengæld havde et overordentlig godt tag på sin nærmeste konkurrent, Rune. I femte runde sendte hans Frem-spillere således romerne til tælling med 3-0, og her i sidste omgang, hvor det var ubetinget påkrævet at hente en sejr med hjem til Ellebjerg Station, lod de sig end ikke slå ud af Batistutas hurtige scoring, kæmpede sig tværtimod i bedste Søren Holm-stil tilbage og sikrede sig i sidste minut den livsvigtige 2-1 sejr.
Hvis den lange pause siden sidste turnering var godt for noget - og intet er jo så skidt, som det hedder - var det, at Peter Lohses mishandlede tommelfinger fik rigelig tid til at regenerere. Det demonstreredes straks fra start, hvor den sammen med de ni andre udviste en så hektisk aktivitet, at man kunne befrygte alvorlige mutationsskader af den type, man kender fra overdreven mobiltelefoni; under kampen i første runde mod Søren Holm blev der fra begge parter fyret så mange fantastiske skud af, at tilskuerne følte sig hensat til fyrværkeriet i Tivoli - desværre var det kun Liverpool, der kunne finde ud af at ramme målet. Oven på dette tastatur-nederlag på 0-1 kunne Timekillaz ganske vist trøste sig med en sejr med de samme cifre over Frem, men måtte dernæst se den virtuelle keeper kapitulere fuldtændigt over for Runes raketter og kanonslag, der hele syv gange hvæsede i nettet og anrettede store skader på Peter Lohses selvtillid. Heldigvis fik de også for alvor opflammet hans kampvilje, der i det følgende tvang både Bjarke, Mikael og Rune selv i knæ og nær havde ført til en overraskende joypadsejr over Rasmus Jørgensen: efter at The Quakeman med et nydeligt langskud havde bragt computerspillerne i front, måtte Mandrillen vente helt til sidste minut, før den elegante højrewing Bjarne Goldbæk med en akrobatisk hovedstødsmanøvre fik sendt bolden frem til angriberen Hektor Striks, der efter et par fikse træk befordrede den videre i nettet. Returkampen mellem de to endte ligeledes 1-1, og trods to knebne nederlag mod Søren Holm var Timekillaz´ plads i kvartfinalen hævet over enhver tvivl.
Det samme var tilfældet for de to tophold Liverpool og Mandrillen, for hvem den indledende runde udelukkende var et spørgsmål om gruppesejren. I deres indbyrdes opgør viste tastaturet sig at være joypaddet klart overlegent; Mandrillens glæde over 3-0 sejren i det første døde noget hen, da Søren Holms rødklædte styrker i den omvendte kamp tilføjede Rasmus Jørgensen hans største nederlag nogensinde. Det lød på 4-0, især som følge af en Michael Owen i topform, men trods de voldsomme cifre bragte disse kampe altså ingen pointmæssig forskydning mellem bejlerne til førstepladsen. Lige så lidt gjorde møderne med Roma, hvor Mandrillen og Liverpool med joypad måtte nøjes med hhv. 1-1 og 2-2 (og så til gengæld kørte dem over hhv. 8-1 og 4-1 på tastatur), og da hverken Frem eller Annaogkaninerne formåede at fravriste dem point overhovedet, lå afgørelsen af topplaceringernes fordeling i Peter Lohses muterede hænder. Søren Holm spillede gennem hele indledende runde med stor sikkerhed og så kolossal selvtillid, at han efter alt at dømme havde lagt forrige turnerings triste begivenheder bag sig, og det var da også ham, der - som vi allerede har hørt - havde bedst greb om Peter Lohse: med to sejre over dennes tidsfordrivende tropper overfor Rasmus Jørgensens mere beskedne uafgjorte resultater kunne Liverpool indtage førstepladsen med et sikkert forspring på fire point - og tilmed glæde sig over denne gang i hvert fald ikke at skulle møde Olav i kvartfinalen. Han fejrede det meget passende ved at skråle You´ll never walk alone ud i alle afkroge af sin lejlighed.
Gruppe B
ISSA-verdenen er fuld af mere eller mindre velbegrundede rygter, og blandt de mest vedholdende op mod den fjerde storturnering var frasagnene om Olavs styrke, der siden april 2000 skulle være øget helt ustyrligt. I betragtning af hans notoriske selvdisciplin i træningsfasen og den selvsikre fremtoning, han mødte modstanderne med denne februarsøndag, virkede det ikke helt usandsynligt, og efter få kampe stod det allerede klart, at rygterne kunne regnes blandt de mere troværdige. Således spillede han i anden runde Ronni ud af skærmen med en sejr på 6-0 - Ronni, der i øvrigt også hørte til i den mest likvide afdeling af rygtebørsen: forlydender, der kom fra Morten, men ikke desto mindre viste sig at være rigtige, lod nemlig forstå, at flænseren fra Flensborggade under en ferie i Grækenland havde tabt hjertet til en lille hundehvalp, som han i en enestående opvisning af personligt mod bragte med sig hjem i strid med alle veterinærbestemmelser. Rent spillemæssigt havde ISSA´s ubestridt bedste kok imidletid ikke de store overraskelser at diske op med: det blev hverken til velkomponerede mål eller chokerende anretninger i stil med sejren over Morten i september 1999; Ronni endte på sidstepladsen uden point overhovedet - til iagttagernes nok temmelig begrænsede forbløffelse.
For at vende tilbage til Olav havde han allerede inden afklapsningen af Ronnis gastronomiske mandskab vundet en sikker joypadsejr på 2-0 over Rasmus Klargaard, og han fuldendte en løfterig start med 2-1 i det prestigeladede opgør mod Star Wars - kampe mellem Olav og Markus var allerede på daværende tidspunkt ved at opnå klassikerstatus på linje med Brøndby-FC København i Superligaen og Brasilien-Sverige i VM-sammenhæng. I fjerde runde blev der, trods fortsat fint spil fra Olavs side, sat en stopper for FC Rasks sejrsrække, da en skarp Daniel med fintslebent pasningsspil og et minimum af brændte chancer sikrede Real Madrid en overbevisende 3-1 gevinst. Herpå fulgte morsomt nok en næsten tilsvarende serie: tre indiskudable sejre (over DBU og de to bundhold TV Guder og Ronnis Mad) mundede ud i et nyt 1-3 nederlag på joypad - denne gang mod Markus. Begge tab var faldet i tæt kamp, og FC Rask kunne med to runder tilbage selv afgøre, om de skulle havne på førstepladsen.
Den indtoges imidlertid for indeværende af Daniel, der lagde ud i endnu hidsigere kadence end Olav. 3-1 over Markus i første runde var ganske vist ikke nær så stort som den tilsvarende joypadsejr i april, men imponerende var det stadigvæk, og skønt Real Madrid dernæst måtte lade sig nøje med 3-3 på tastatur mod en flok hårdtarbejdende DBU-spillere, sendte de tre derpå følgende triumfer, heriblandt den førnævnte storkamp mod Olav, den kongelige klub i spidsen af gruppe B halvvejs igennem indledende runde. I sjette omgang viste det sig imidlertid, at Daniel og Markus åbenbart ikke er i stand til at møde hinanden, uden at tastaturspilleren dummer sig. Ihvertfald bærer deres indbyrdes statistik udelukkende vidnesbyrd om joypadsejre - historiens fjerde af slagsen faldt her, hvor det lykkedes Star Wars at sterilisere Real Madrid-angrebet og køre en kølig 1-0 sejr hjem. Daniel var som en konsekvens et smut nede på 2.pladsen, inden etmålstriumfen i joypadtræfningen med Søren Kasper i forbindelse med Olavs nederlag mod Markus bragte ham tilbage, hvor han selv mente at høre hjemme.
FC Rask havde dog ingenlunde opgivet håbet om at vippe madrilenerne af pinden, et håb der fandt god næring i det tastatur, Olav havde råderet over i nøgleopgøret mod rivalerne i næstsidste runde. De skaffede sig da også en vis overvægt i boldbesiddelse og afslutninger, men formåede aldrig at udnytte den; med 0-0 holdt Real Madrid fast i toppositionen, der blev sikret endeligt med 1-0 over TV Guder på joypad i sidste runde. Alle iagttagere var enige om, at Daniels hårde og målbevidste træning havde bibragt ham en langt større såvel spille- som resultatmæssig stabilitet end tilfældet var i år 2000. Kommende modstandere i slutspillet kunne næppe regne med at tillade sig meget mere end et milisekunds uopmærksomhed uden at blive slagtet. Stort set lige så gruopvækkende forekom Olav, der i slutstillingen kun var et enkelt point bagude; eneste anledning til betænkeligheder med henblik på mulighederne videre i turneringen var den målløse kamp mod Daniel, hvor FC Rask-angriberne med deres ineffektivitet demonstrerede, at der stadig var noget at arbejde med for den skæggede coach.
Noget at arbejde med måtte Markus unægtelig også føle, han havde, da det efter fire runder kun var blevet til tre point gennem en sejr over Rasmus Klargaards tandløse TV-stjerner og derudover lutter nederlag mod tre modstandere, han alle havde overgået i sidste turnering. Da fire hold gik videre, og Rasmus Klargaard altså ikke kunne presse de helt store præstationer ud af sine medieludere, var Markus´ plads i kvartfinalen dog aldrig truet, og af joypadnederlagenes størrelse mod FC Rask og DBU (de lød i begge tilfælde på 1-2) kan det da også aflæses, at der ikke var tale om nogen større krise; som i år 2000 havde man indtrykket af, at Star Wars benyttede den indledende fase til at spille sig ind i rytmen og først, da det var sket, kunne begynde at udfolde deres velkendte og frygtede angrebspotentiale. Det fik man at se i opgøret mod Ronnis Mad, hvor man meget passende nåede op i gastronomiske cifre; efter det 9-0 nederlag, Ronni måtte lægge ryg til, må samme ryg for nu at blive i den kulinariske terminologi have lignet stribet flæsk. Denne kamp var imidlertid blot initialfasen af en imponerende stime på seks Star Wars-sejre i træk - en præstation, der kun er overgået af Patrick og af Markus selv. Som allerede omtalt foranstaltede han en vellykket hævnaktion mod Daniel, og efter de 1-0 her skruede han gradvist op for målscoringen, således at 2-1 over TV Guder blev fulgt af 3-1 over FC Rask og 4-1 over DBU. Niveauet på fire mål opretholdtes i sidste runde, hvor forsvaret omkring en ikke helt vågen The Emperor imidlertid tillod Ronnis Mad at tredoble deres målscoring (fra et til tre mål). Star Wars nåede trods den smukke serie ikke længere end til tredjepladsen, omend der kun var hhv. eet og to point op til FC Rask og Real Madrid.
Mens Markus således for første og hidtil eneste gang i sin karriere gik glip af en gruppesejr, leverede Søren Kaspers indsats klare vidnesbyrd om et betydeligt højnet niveau i forhold til sidste turnering. Ganske vist måtte han indkassere to gange 1-3 mod FC Rask og en smertefuld ørefigen på 1-4 mod Star Wars foruden et smalt joypadnederlag på 0-1 mod Real Madrid, men de 3-3 i det første møde med spanierne og især 2-1 kampen mod Markus viste et DBU-kollektiv med langt større sammenhængskraft og disciplin end tidligere. Og vigtigst af alt: måltyven Bulter fik for alvor krudt i skudstøvlen. Det fik ikke mindst Rasmus Klargaard at mærke, selvsamme Klargaard, der i april 2000 havde sendt DBU ud i indledende runde. Sejrscifre til Søren Kasper på 3-1 på joypad og 6-0 på tastatur efterlod denne gang ingen tvivl om, hvem af de to der skulle gå videre; da TV-guderne overhovedet ingen point fik bortset fra to pligtsejre over Ronni, kunne DBU sætte sig tungt på den afgørende fjerdeplads ti point foran rivalen. Kvartfinalerne vinkede forude.
Kvartfinaler
Men før de kunne afvikles, måtte man igennem ISSA-historiens ubetinget største skandale: af uransaglige årsager havde Mikael, der her i sin første storturnering på smukkeste vis havde kvalificeret sig til slutkampene, nemlig valgt at planlægge andre og åbenbart vigtigere aktiviteter den samme dag - vel nok det dummeste man overhovedet kan gøre, storturneringers sædvanlige varighed taget i betragtning. Da Rune, som ellers stod til at overtage den nu ledige kvartfinaleplads, for at det ikke skulle være løgn også var anderswo engagiert, befandt man sig i den groteske situation, at Rasmus Klargaard, der som netop omtalt havde tabt stort set alt, han kom i nærheden af, måtte træde ind som anden suppleant - og dermed også sikrede sig mindst en delt femteplads med dertil hørende point til ranglisten.
Han må have haft en fornemmelse lidt lig den, de danske badeturister mødte op med ved EM i 1992, hvilket selvfølgelig var opmuntrende nok, og han havde i indledende runde da også tabt forholdsvis beskedent - to gange 0-1 - mod den tilstundende kvartfinalemodstander Daniel. Real Madrid gjorde dog alt for at slukke håbet om en sensation, levnede ikke TV-guderne ret mange meters ro og fortsatte det fine angrebsspil fra tidligere i turneringen. Når sejren ikke blev større end 2-0, skyldtes det frem for alt, at Rasmus Klargaard omsider var ved at få lidt hold om sit forsvar - og også fik de offensive kræfter til at fungere i hidtil uset grad, hvilket gjorde returkampen en del mere spændende, end de fleste havde troet muligt. Trods en heroisk indsats fra især frontløberen Bengt Burg, forblev dennes tidlige scoring imidlertid kampens eneste, og Daniel kunne efter halvandet år med for ham højst upassende femtepladser glæde sig til igen at spille med om topplaceringerne.
I den anden kvartfinale skulle Markus søge at revanchere de to foregående turneringers nederlag mod Rasmus Jørgensen, men det forhold, at mødet denne gang fandt sted allerede i kvartfinalen i stedet for som tidligere i semifinalen, syntes ikke at gøre Star Wars´ opgave lettere. Snarere fornemmede man i den første kamp, hvor Mandrillen var på tastatur, at en af R2D2´s kortslutninger havde bredt sig til resten af holdet - eller i hvert fald forsvaret. Mandrillens angribere mødte i hvert fald ikke den store modstand på vej mod den 6-1 sejr, de tromlede deres hold frem til; Bjarne Goldbæk sendte fra højrefløjen en nydelig skruet bold op i modsatte hjørne, og Broder Salsa fik til overflod demonstreret, at han kunne andet end at folde tæpper. Skønt ethvert håb selvfølgelig var knust, viste Markus den rette Sensible-ånd ved at kæmpe videre i returkampen, hvor han bragte sig i front hele fire gange - den sidste føring blev ikke udlignet, og Star Wars kunne efter en 4-3 sejr og et samlet nederlag på 5-9 om ikke andet more sig over at have taget del i det målrigeste slutspilsopgør nogensinde.
Først nu fandt de travlt beskæftigede Sensible-entusiaster tid i det pressede program til at foretage det traditionsrige opkøb af fødemidler til styrkelse af sjæl og legeme, men da den dertil udvalgte restauration ikke udmærkede sig ved ret meget andet end at give sig god tid, vil vi springe hurtigt henover dette triste kapitel. De følgende kampe indskrev sig nemlig tværtimod blandt de smukkeste øjeblikke i ISSA´s historie.
Tredje kvartfinale stod mellem Olav og Peter Lohse, en konstellation, der, som det vil erindres, havde givet anledning til megen dramatik i de foregående turneringer, senest i april 2000, hvor Olav havde sendt den traditionelle rival ud med en sæk på 6-0 - noget der ville kalde på enhvers hævntørst og i hvert fald kaldte på Peter Lohses. Såvel FC Rasks kække boldkunstnere som Timekillaz-tropperne, dirigeret af en utrætteligt omkringstyltende Commander Keen, var fast besluttede på at leve op til traditionerne; angrebsbølger væltede frem i begge retninger med så stor kraft, at forsvarsdigerne uundgåeligt måtte briste på et eller andet tidspunkt. Det skete først for Peter Lohse, der gik til pausen bagud 0-1. Han tabte dog ikke modet, hvad der også ville have lignet ham dårligt, satte tværtimod ekstra damp under angrebskedlerne og sikrede sig kort ind i anden halvleg en velfortjent udligning. Timekillaz fortsatte det storartede joypadspil og kunne trods en sen FC Rask-scoring se fremtiden optimistisk i møde. I returkampen var det imidlertid som om, tastaturet og det tyngende pres, kravet om målscoring lagde på hans skuldre, hindrede Peter Lohse i at få ordentlig gang i sit spil; tværtimod udnyttede Olav eklatante forsvarskoks til to hurtige scoringer, der stort set afgjorde sagen, før det for alvor blev spændende. FC Rask kontrollerede herefter begivenhederne, lod sig ikke ryste det mindste af Peter Lohses reducering midt i anden halvleg og slog i slutfasen sejren fast med en langvarig offensiv, der mundede ud i scoringen til 3-1. Med sammenlagt 5-2 havde Olav på overbevisende facon kvalificeret sig til sin tredje semifinale i træk, mens Peter Lohse måtte udskyde sin hævn til en senere lejlighed. På denne triste aften nøjedes han med at sætte sig godt til rette i Søren Holms i øvrigt højst komfortable kurvestol og ruge over sorte tanker.
Umiddelbart var der ikke meget, der tydede på, at kurvestolens ejermand skulle gøre ham selskab i den aktivitet; efter det glimrende angrebsspil i indledende runde og den overbevisende gruppesejr kunne Liverpool ikke undslå sig for en betydelig favoritværdighed i den sidste kvartfinale - selvom modstanderen Søren Kasper altså havde vist en vis fremgang i forhold til tidligere. Sidstnævnte havde fordel af tastaturet i den første kamp, og begivenhedsforløbet i det severinsk-severinske opgør henviste straks fra start enhver diskussion af favoritværdighed til spekulationens grå regioner; DBU´s voldsomme offensiv tydede i hvert fald ikke på, at de var tynget af på papiret at stå til at tabe. At Bulters tidlige føringsmål blev udlignet af en heller ikke videre tilbageholdende Michael Owen, ansporede blot Søren Kaspers stjerneangriber til yderligere fremstød, der kort før pausen udmøntede sig i scoringen til 2-1. En ekstra stor ølslurk skaffede Søren Holm kræfter nok til endnu en udligning, men kunne ikke forhindre den utrættelige Bulter i at sikre sit hold en sejr på 3-2, der gjorde det endelige udfald komplet uforudsigeligt før returkampen. Her syntes Robbie Fowlers hurtige scoring længe at skulle blive kampens eneste og dermed bringe de to hold ud i omkamp - udsigter, som Bulter imidlertid fandt så uudholdelige, at han lagde bånd på sin egen målhunger og i stedet valgte at spille angrebskollegaen Smør fri til scoring. Det kunststykke præsterede han hele to gange, således at Søren Kasper til de fleste iagttageres forbløffelse bragte sig i semifinalen på sin navnebrors bekostning, og det endda med forholdsvis overbevisende cifre, 3-2 og 2-1. Mindre forbløffende var den kendsgerning, at Søren Holm efter dette bitre kvartfinalenederlag, det tredje i træk, hensattes i voldsom depression; han sluttede sig til Peter Lohse i et tilstødende lokale og nægtede ligesom denne pure at overvære flere kampe.
Semifinaler
Således var tilskuerskaren til slutkampene skrumpet ind til en temmelig eksklusiv klub, der, når sandheden skal frem, begrænsede sig til de tilbageværende deltagere, dvs. to, da de to andre selvfølgelig hele tiden var i kamp.
Det gjaldt i den første semifinale Daniel og Rasmus, hvoraf sidstnævnte umiddelbart måtte regnes for at have de bedste chancer; af de to spilleres hidtige fire opgør havde han vundet de tre, mens et var endt uafgjort. Real Madrid, der i første kamp havde tastaturet med sig, leverede imidlertid en koncentreret indsats, satte tacklinger ind med kirurgisk præcision, før Mandrillens angreb nåede at blive farlige og bragte i den anden ende af banen heftig angrebslyst til skue. I et enkelt tilfælde bragte den gevinst, da et af Dovar Sokkers karakteristiske tørre skud føg gennem forsvarsværkerne og ind langs venstre stolpe. Oven på dette etmålsnederlag var Mandrillen naturligvis presset til kompromisløst angrebsspil, der gav mange chancer, men samtidig blottelser bagude. Begge dele blev i høj grad udnyttet i returopgøret, hvor Rasmus to gange bragte sig i føring, blot for kort efter at se Daniel knytte næven i forvisning over påny at være på finalekurs. Denne forvisning gjorde hans egen keeper Bodo Illgner imidlertid til skamme, da han ti minutter før tid med et koket hop lod et ellers ufarligt skud fra Skafte Sergio Mynster slippe ind bag om ryggen på sig.
Med samlet uafgjort blev indførelsen af replaykampe for første gang aktuel, hvilket Daniel syntes at befinde sig bedst ved. Han havde tilsyneladende regnet sig frem til, at Rasmus´ forsvarsspil i høj grad beroede på igen og igen at heade modstanderens bolde væk, og begyndte derfor nu at placere sine langskud så lavt, at det var umuligt at sætte hovedet på dem. Mandrillens defensive kræfter oplevede et veritabelt sammenbrud, og da de tilmed var rådet ud i noget af en joypadscoringskrise, kunne Real Madrid hjemføre en storartet 3-0 sejr. Den burde naturligvis sikre en plads i finalen, så meget mere som de hvidklædte i returkampen igen tog det svære skyts i brug og en halv time før tid var foran 2-0. Det var vist omkring dette tidspunkt, Søren Kasper begyndte at sætte Daniels præstationer på banen i forbindelse med hans personlige karakteregenskaber og således betegnede hans spil som "hyggelig effektivt". Herefter må Saltefanden eller noget lignende imidlertid have taget ved mandrilspillerne, der i løbet af 22 minutter skovlede hele fire bolde i nettet; efter 82 minutters spil gjorde Pelle Klumpfeber sig særlig bemærket ved fra midterlinien at storme frem uden så meget som at se sig til hverken højre eller venstre og dundre en højst besynderlig 4-2 scoring i nettaget. Begge tilskuere sad på det yderste af sæderne, Real Madrids sikre føring var skrumpet gevaldigt ind, og Rasmus forsøgte i slutminutterne desperat at spille sig frem til det yderligere mål, der ville sikre straffesparkskonkurrence. Det fik et årvågent Real Madrid-forsvar imidlertid forpurret ved med et langt ben at bremse modstanderens opspil og derpå ekspedere kuglen ud af kommunen med et meget befriende spark.
Efter dommerfløjtens sidste hvislen sank kombattanterne udmattede tilbage i kontorstolene, Daniel i glæde over en overmåde velfortjent finaleplads, Rasmus i glæde over i det mindste at have tabt i en af ISSA-historiens tætteste og mest storslåede dueller.
Som tidligere omtalt havde Søren Kaspers opblomstring ikke kunnet hindre to 1-3 nederlag mod Olav i indledende runde, og han havde åbenbart lidt svært ved at tro på, at sejr overhoved var mulig mod den forestående semifinalemodstander, som han jo unægtelig også var psykisk belastet overfor (selvom det skal betones, at Olav denne gang holdt sig langt væk fra enhver antydning af mayonaisetyveri). Under alle omstændigheder måtte DBU-forsvaret gang på gang opgive at holde styr på FC Rasks vakse angribere Chiesa, Zola og Del Piero, der med assistance fra det spændende talent Diller Daller skaffede Olav en sejr på 4-0 og dermed pladsen i finalen. I returkampen sikrede DBU sig med disciplineret spil en værdig sortie, mens Bulter sikrede Søren Kasper karrierens første sejr over Olav til statistikkerne. Den lød dog kun på 1-0 - FC Rasks samlede triumf kom aldrig i fare.
I trøstkampen lignede det henimod slutningen en tredjeplads til DBU, da en tilsyneladende umættelig Bulter efter mandril-sejr på 3-2 i den første kamp havde bragt sit hold på 2-0 i returopgøret. I sidste minut kunne DBU-keeperen imidlertid ikke holde et fladt skud fra Klumpfeber - Hektor Striks var over kuglen som en høg og gled den reducering i mål, der sikrede endnu en omkamp. Søren Kaspers reaktion var forståelig: "Det kan jeg slet ikke forholde mig til", og han kunne nok heller ikke forholde sig til det nederlag på 6-1, replayopgøret bragte, og som en 3-1 sejr i returkampen ikke kunne rette op på. Alt dette kunne dog heller ikke ændre ved, at Søren Kasper med fjerdepladsen havde leveret sin bedste præstation nogensinde og tilmed kunne glæde sig over at have turneringens suveræne topscorer på sit hold: med 28 træffere havde Bulter seks mål ned til nærmeste forfølger, Obi Wan Kenobi. Rasmus var efter næsten halvandet år stødt ned fra ISSA-tronen og kunne nu kun vente i spænding på det finaleopgør, der ville bringe hans efterfølger.
Finale
Var publikummet til denne slutkamp historiens sparsomste, var det til gengæld både kompetent og engageret og forstod til fulde at værdsætte det fine spil, begge finaledeltagere præsenterede. Der blev ganske vist ikke budt på målfester eller drabelige langskud; kampenes høje kvalitet beroede snarere på fejlafleveringernes lave hyppighed og den store præcision i tacklingerne. Daniel og Olavs fine præstation understreges sådan set blot yderligere af, at computerens voldsomme hakken må have været til stor gene for dem og en overgang faktisk afbrød den første kamp. Henimod dennes slutning lykkedes det omsider Real Madrid, der var på tastatur og efterhånden havde opbygget et vist pres, at spille Raul fri snært uden for feltet, dvs. han havde stadig to FC Rask-forsvarsklepperter hængende over sig, men i hvert fald fri nok til at banke sejrsmålet i nettet. 1-0 lignede et udmærket udgangspunkt for returkampen, især i betragtning af de 0-0, som Olav i indledende runde havde måttet lade sig begrænse til.
Zola fik imidlertid bragt FC Rask i front efter kun 20 minutter, og trods Daniels koncentrerede forsvarsspil og lejlighedsvise kontraangreb lignede det et spørgsmål om tid, før Olav ville afgøre sagen til sin fordel. Det blev dog et spørgsmål om lang tid, for først i turneringens allersidste minut lykkedes det Chiesa at udnytte et øjebliks fatal tøven i Real Madrid-forsvaret til fra en position omkring straffesparksbuen at skrue 2-0 scoringen i mål.
Begge tilskuere udtrykte deres fornøjelse over det glimrende spil, Daniel lykønskede smilende modstanderen med den smalle sejr - omend han vistnok inderst inde ærgrede sig forskrækkeligt over nu for anden gang at være havnet på den irriterende andenplads - og selv Peter Lohse og Søren Holm fandt i al deres tungsindighed overskud til at deltage i hyldesten af Olav, den nye mester, da den fyldte ølkasse svævede over hans isse.
En morsom ordveksling om Olavs skæg, der faldt (altså ordvekslingen, ikke skægget) under indtagelsen af samme ølkasses indhold, gav den nybagte Swos-champion tilnavnet Barbarossa, der udover at være navnet på den tysk-romerske kejser, som i 1100-tallet bekæmpede paven og en række italienske byer og siden druknede i Lilleasien under et korstog, også var kodenavnet på Hitlers brud på ikke-angrebspagten med Stalin i 1941. Og som mange sikkert vil skrive under på, er tusindvis af kampvogne og fly, der vælter ind over Sovjetunionen, det første man kommer til at tænke på, når man ser Olavs angrebsspil. Sådan havde modstanderne det i hvert fald i denne turnering.
IV / MMII
|
|
|
|
|
Den femte storturnering
Som Word-dokument
I ventetiden frem mod den femte turnering havde mange Sensible-udøvere visse vanskeligheder med at tøjle utålmodigheden, men som Søren Holm meget rigtigt sagde under et drikkelag i juni måned, skulle Olav også have lov at være den Bedste i et stykke tid. For som Rasmus Jørgensen i samme forbindelse påpegede, måtte han nok regne med at miste titlen, så snart han satte den på spil. Derfor viste kalenderen den 22. september 2001, da intet mindre end 13 deltagere (det hidtil næststørste antal nogensinde) mødte frem på det nye spillested, hvortil ISSA-ledelsen med vanlig sans for det extravagante havde udvalgt loftsrummet over en herskabslejlighed på Østerbro. At lejligheden nærmere bestemt befandt sig på Willemoesgade, var naturligvis ment som en hyldest til Søren Kasper.
Efter tre uforglemmelige arrangementer havde Søren Holm afgivet værtskabet til en af herskabslejlighedens beboere, Theis, der nu åbenbart havde besluttet sig for at træde ind i ISSA-historien med manér efter hidtil ikke at have figureret med synderlig vægt. Ganske vist havde han deltaget i en før omtalt træningsaften hos Søren Holm i efteråret 1999, hvor han bla. gjorde sig bemærket gennem en sejr over den daværende mester Rasmus Jørgensen, men officielle storturneringer var han af ukendte årsager veget uden om. Så meget desto større var de forventninger, der i ugerne op mod begivenheden opfyldte den habile floorball-keeper, ligesom de fleste andre her to et halvt år efter foreningens stiftelse glædede sig til omsider at se en polit-studerende tørne ud i åben strid. Og endnu større var naturligvis skuffelsen, da den nyslåede vært få dage før kampstart formåede at vælte på cyklen og derved lædere højre arm i en grad, der afskar ham fra deltagelse i det arrangement, han så generøst lagde kvadratmeter til. Uheldet afholdt ham dog ikke fra en ihærdig indsats for turneringens planmæssige afvikling.
Desværre var der her ikke tale om det eneste markante afbud; man var for anden gang i træk tvunget til at spille i det (følelsesmæssige) vakuum, Patricks fravær altid efterlader, mens Peter Lohse fandt det for godt at opprioritere et bryllup i den perifære bekendtskabskreds – på trods af, at ISSA-historien efterhånden allerede havde varet længere end et gennemsnitligt dansk ægteskab. Det betød imidlertid på ingen måde, at turneringens kunne kaldes svagt besat; således vendte Morten tilbage efter over to års fravær, endda i selskab med sin – skulle det vise sig – ikke uefne ven Robin. Den forsvarende Bedste, Olav, havde ganske vist efter eget udsagn ligget i Sensible-dvale siden triumfen i februar, men hverken hans pokerfremtoning eller det opvarmningsnederlag til Ronni, han på forkrampet vis forsøgte at få til at virke realistisk, kunne skjule den karakter af let gennemskuelig bluff, der som sædvanlig var over hans udmeldinger.
En overordentlig velgennemført lodtrækning, eksekveret af vor kære leder Daniel, medførte følgende puljeinddeling:
Gruppe A
Anders – Chemiczna
Daniel – Roma
Kasper – Rovsnaps
Morten – Leeds
Rasmus Jørgensen – Polyhymnia
Robin – Phunk
Søren Holm – Genocide
Gruppe B
Markus – Barcelona
Olav – FC Rask
Rasmus Klargaard – Shawarma Lovers
Ronni – Team Ronni
Rune/Kurt – Sixgun
Søren Kasper – DBU
Søren Holm mente tilsyneladende, at tidligere resultaters manglende konvergens med forventningerne skyldtes en overdreven velopdragenhed og flink-fyr-indstilling hos spillerne fra Rusland og Liverpool; derfor havde han, der jo aldrig gør noget halvt, udarbejdet et hold udelukkende bestående af folkemordere. Og der var unægtelig noget intimiderende over hans mandskab, hvor den på daværende tidspunkt højaktuelle Osama bin Laden havde færre menneskeliv på samvittigheden end samtlige holdkammerater. Også Daniel havde fundet tiden moden til at prøve noget nyt, hvorfor Real Madrid måtte se sig droppet til fordel for det italienske mesterhold Roma, hvis blodrøde spilledragt den forsvarende nr.2 for fuldstændighedens skyld havde iført sig. Dermed var den i mange henseender bestandige Søren Kasper ene om at have stillet op med det samme hold i samtlige fem turneringer.
Hvis nogen skulle undre sig over det usædvanlige spillernavn Rune/Kurt, dækker det over, at Søren Holms bror Kurt, en stor Sensible-elsker, der havde gjort en solid indsats i sin indtil da eneste optræden i september 1999, af uransagelige årsager kun kunne blive fire timer, hvorefter Rune, der under et mindst ligeså uklart påskud først mødte frem fem timer efter kampstart, meget passende kunne overtage det herreløse mandskab til kvartfinalerne. I mellemtiden måtte Morten og Robin så agere stand-in – et overmåde uskønt arrangement der forhåbentlig aldrig bliver gentaget.
Gruppe A
Som tidligere nævnt har Søren Holm aldrig været nogen ynder af grupper med syv deltagere, men det lod han sig nu ikke mærke noget videre af i indledende runde; lige fra begyndelsen blev der blæst til det ene heftige angreb efter det andet, og den energiske offensive duo Hitler og Stalin tog bestemt ikke på modstanderne med fløjlshandsker. Den første til at erfare dette var Daniel, der til sit ikke ubetydelige ubehag måtte indkassere et tastaturnederlag på 1-2 – allerede et tegn på forskydninger i styrkeforholdene siden februar. I de følgende fire kampe tromlede folkemorderne hen over alt, der kom i vejen, endda uden at slippe mål ind; debutanten Anders fik en barsk introduktion til ISSA-verdens realiteter med de 0-8, og ikke siden nederlaget til Ronni to år tidligere havde man oplevet Morten se så forkert ud i ansigtet som efter den 0-6 afklapsning, han her blev udsat for. Rasmus Jørgensen havde imidlertid på ingen måde tænkt sig at stå tilbage for denne magtdemonstration – han lagde ligeledes ud med at kvase Daniel, hvilket jo altid er en stor fornøjelse, og fulgte op med tomålsgevinster over både Kasper og Morten. Dermed var det to hold med maximumpoint, der ramlede sammen i et tempofyldt og intenst opgør i sjette runde. Efter en halv times jævnbyrdige slagudvekslinger kom Rasmus´ Polyhymnia-styrker i spidsen på angriberen Bela Bartoks udmærkede skud fra halvdistancen, hvorefter Genocides spillere i nogen grad så ud til at miste modet. Modstanderen formåede imidlertid ikke at omsætte det deraf følgende overtag i åbne chancer, hvilket i det sidste kvarter tillod Søren Holm at indblæse sine styrker ny konstruktiv kraft, som de syv minutter før tid omsatte i gevinst: Stalin modtog en fiks aflevering fra Pinochet, snød midterforsvareren Haydn og hamrede bolden ind langs højre opstander. Den første direkte duel om topplaceringen i gruppen endte altså uafgjort, Søren Holm indtog kun førstepladsen i kraft af et (rigtignok syv mål) bedre målregnskab, og parløbet fortsatte i anden halvdel af indledende runde.
Her lagde såvel Genocide som Polyhymnia nemlig ud med uafgjorte kampe mod Roma, hvilket for Søren Holms vedkommende selvfølgelig var lidt af en skuffelse i betragtning af, at han var på tastatur. Men flere iagttagere af moderne Sensible kunne på denne tid konstatere en udvikling, hvor betydningen af spilleredskabet gradvist blev mindsket, især som følge af en forfining af joypad-teknikken, der efterhånden gav de bedste spillere næsten ligeså god kontrol med joypad som med tastatur og satte dem i stand til at kompensere for det kontroltab, der stadig måtte være, ved bedre udnyttelse af de særlige muligheder, joypaddet giver for hurtige driblinger og skruede pasninger. I hvert fald synes såvel den femte som den sjette turnering i nogen grad at bekræfte tendensen. I sit opgør med Daniel var Rasmus i visse vanskeligheder, da Roma efter 85 minutter for tredje gang bragte sig i føring. Begge troede, sagen var afgjort, lige indtil slutsekunderne, hvor Bartok efter en længere løbetur på tværs af modstanderens banehalvdel sendte 3-3 scoringen i nettet med et skud meget lig Stalins netop omtalte.
Herefter gentog de to tophold sejrene over såvel Morten som Kasper og Robin; kun i Rasmus´ møde med Kasper oplevede man antydningen af spænding, da Rovsnaps to gange fik udlignet Polyhymnias føring men dog slutteligt måtte se sig slået 5-2. Opgøret Polyhymnia-Phunk, der endte 2-0, vil vel mere huskes for selve sammenstillingen af de to holdnavne, der, som Robin bemærkede, grangiveligt kunne lyde som en obskur pladeudgivelse fra de tidligste 70´ere. Med denne parallelitet i resultaterne var spændingen altså intakt inden den endelige dyst om topplaceringernes fordeling; Genocide var fortsat ovenpå i målsammenhæng, men da Polyhymnia manglede at møde pointløse Chemiczna kunne dette forhold endnu nå at ændre sig - ingen af holdene kunne altså være tilfredse med uafgjort, hvilket selvfølgelig gav sig udslag i en betydelig offensiv satsning fra begge sider. Det var fortsat en fornøjelse at følge de to mandskabers bredt anlagte spil med god udnyttelse af fløjene og stor præcision i pasningsspillet, og også i udviklingen på måltavlen syntes kampen at følge de to mandskabers første møde, idet tastaturspilleren, altså Søren Holm, bragte sig i front midt i første periode for et kvarters tid efter pausen at se Mozart genoprette balancen. Polyhymnia fik imidlertid den genfundne melodi slået i stykker, da Stalin endnu engang slog til i slutminutterne; med et knastørt hug sikrede han Genocide en 2-1 sejr og dermed førstepladsen i puljen, hvilket Rasmus ikke undlod at tage til efterretning med op til adskillige eder. Han kunne dog, efter at have raset ud med en 10-0 sejr over Chemiczna, glæde sig over en sikker andenplads og se tilbage på en udmærket indsats hidtil. Endnu mere grund til optimisme havde naturligvis Søren Holms krigsforbrydere; med de mange nådesløse udrensninger gik han som den første - og i skrivende stund eneste - spiller nogen sinde gennem indledende runde uden nederlag. En storslået præstation.
Som allerede antydet forekom Daniel nænsomt udtrykt at være faldet noget af på den siden andenpladsen i februar; efter de to smertelige tab mod Genocide og Polyhymnia fik hans romere ganske vist besejret Rovsnaps 1-0 på joypad i et hårdt opgør, hvis historiske dimension var den hævn, Daniel dermed tog for nederlaget til Kasper i september 1999, men derpå gerådede han ud i en stime på ikke mindre end fire uafgjorte kampe, der savner sidestykke i ISSA-historien. Den indledtes med noget skuffende 1-1 på tastatur mod den uprøvede Robin og fortsatte med de samme cifre mod Leeds i en kamp, hvor Daniel i det mindste kunne glæde sig over nydeligt spil men måtte se sejren slippe sig af hænde efter en sen scoring af Harry Kewell. Herpå fulgte så de to førnævnte remiser med topholdene; efter mod Polyhymnia endnu en gang at have indkasseret en sidsteminutsudligning havde Roma-coachen efterhånden en del opsparede frustrationer at udlade – forståeligt nok, omend hans ordvalg og det betragtelige antal knytnæver, han fik sendt i tastaturet, vist ligger et pænt stykke fra det billede af Daniel, de fleste går rundt med til daglig. Raserianfaldet så ud til at gøre godt, og selvom Roma efter de mange kampe uden sejr var dumpet ned på fjerdepladsen, var situationen ikke værre, end at de allerede i tredjesidste runde med 3-0 over Rovsnaps kunne løse billet til kvartfinalen. De rundede af med endnu en omgang 1-1 mod Phunk og en smal 1-0 sejr over Leeds, hvilket sikrede dem en overordentlig sikker tredjeplads, ni point efter nr.2 og syv point foran nr.4. Det kunne dog ikke udviske indtrykket af en Daniel, der havde mistet en del både i skarphed og i selvtillid.
De tre hold, der kæmpede om den sidste plads i slutspillet, Leeds, Rovsnaps og Phunk, havde alle en fuldkommen pointløshed mod Genocide og Polyhymnia tilfælles, men bevægede sig bortset fra det ad meget forskellige veje frem mod den tætte afslutning. Morten lagde fornuftigt ud med 1-0 over Kasper og 0-0 på joypad mod Robin - som cifrene antyder, blev resultaterne især nået gennem solidt forsvarsspil – men de defensive kræfters totale kapitulation overfor Søren Holm syntes at give hans selvtillid et vist knæk. Efter 1-1 mod Roma lå Leeds ganske vist stadig lunt i svinget på en fjerdeplads halvvejs gennem gruppespillet, men i anden halvdel var de ude for et veritabelt sammenbrud: fem nederlag, kun afbrudt af en pligtsejr over bundskraberen Chemiczna. 0-2 på joypad mod Kasper er selvfølgelig hvad der kan ske, rigtig alvorlig blev situationen først, da Phunk hev en 3-2 sejr hjem fra Ellen Road efter en overmåde dramatisk affære, hvor Leeds to gange bragte sig i spidsen blot for en halv snes minutter senere at se føringerne udlignet, inden Sly Stone i de sidste sekunder hamrede en ordentlig nagle i Mortens ligkiste. Trods al jammeren havde englænderne faktisk i sidste runde fortsat en teoretisk mulighed for at slippe videre, hvilket dog mindst krævede en joypadsejr over Daniel. Sin natur tro kæmpede Morten naturligvis med blodskudte øjne, men da et effektivt romersk forsvar efterhånden sugede al kraft ud af Leeds-offensiven, kunne alverdens kampberedthed ikke forhindre det smalle 0-1 nederlag, der stødte ham helt ned på en noget skuffende næstsidsteplads.
Kasper, der på samme måde som Morten vendte tilbage til storturneringernes kamptummel efter en periode uden for rampelyset, havde en tilsvarende svag serie i første halvdel af gruppespillet, hvor han indkasserede nederlag mod såvel Leeds som Roma men så til gengæld opnåede 1-1 på joypad mod Phunk. Hans interessante mandskab Rovsnaps (hvis man vil høre historien bag navnet, må man spørge Kasper selv) hentede dernæst en vigtig 2-0 sejr over Leeds - faktisk Kaspers første gevinst nogensinde mod Morten efter fem nederlag på stribe - men var efterfølgende ikke i nærheden af at fravriste Daniel point. Inden sidste runde lå han derfor stadig næstsidst, tre point fra den fjerdeplads, der aktuelt okkuperedes af Phunk, modstanderen i slutopgøret. Her kom man muligvis i den historiske situation, at en spiller røg ud af turneringen som følge af en regnefejl; Kasper så nemlig på måltallene, at hans var fire pinde dårligere end Robin og drog den nærliggende konklusion, at han nu var nødt til at slå ham med fire mål. Derfor gav han nærmest op allerede midt i anden halvleg, da hans føring gennem længere tid kun havde været 2-1. Hvad han ikke havde taget i betragtning var den kendsgerning, at Phunks målscore blev et mål dårligere i takt med, at hans egen forbedredes tilsvarende, hvorfor Rovsnaps altså kun behøvede et enkelt mål for at skubbe sig forbi rivalerne. Først efter slutfløjtet opdagede en resigneret Kasper, hvor tæt han havde været på kvartfinalerne – og at han var ekskluderet med den mindste margin i ISSA-historien. Faktisk er det aldrig sket hverken før eller siden at en spiller er røget ud på målscoren.
Såvel Morten som Kasper måtte sande, at det lange fravær fra turneringsaktivitet havde medført et markant sænket niveau – de kunne kun søge at slikke sårene og hvæsse våbnene inden næste turnering. Derimod fløj Robin som en komet ind på ISSA-himlen med kvikt og optimistisk spil, skønt hans angribere ikke altid var lige skarpe i udnyttelsen af de mange chancer, deres holdkammerater skabte for dem. Mest grelt var dette tilfældet i kampen mod Polyhymnia, der efter et massivt Phunk-pres gennem de første 89 minutter sikrede sig en ikke helt fortjent 1-0 sejr på et hurtigt kontraløb. Robins to 1-1 kampe mod Roma gav eksempler på hans stabilitet, mens han i det gevaldige hundeslagsmål mod Morten viste den for en Sensible-spiller så afgørende egenskab kampvilje, der altså sikrede en 3-2 sejr på joypad – denne gang prøvede han så selv meget passende at afgøre en kamp i sidste sekund. Denne triumf var et vigtigt led i bestræbelserne på at gå videre, der endte med at bære frugt trods det smalle nederlag mod Kasper i sidste runde - men hvor meget Robin end havde overrasket positivt, stod det klart, at der skulle skrues en del op for effektiviteten, hvis han ville gøre sig gældende i kvartfinalen.
Gruppe B
I modsætning til gruppe A var der her ingen tvivl om, hvilke fire hold der skulle avancere; præcis som i februar var såvel Rasmus Klargaard som Ronni fra starten håbløst distanceret. Sidstnævnte lagde ganske vist ud med 0-0 på joypad mod Kurts hold Sixgun, et udmærket resultat, der siden blev fulgt op af 1-1 mod samme hold (men med en ny spiller, nemlig Robin, ved knapperne), men derudover opnåede Team Ronni kun et enkelt point gennem 1-1 på tastatur mod Rasmus Klargaard, og Ronnis indsats her i den femte storturnering vil nok mest blive husket for, at han allerede efter syv kampe havde nået at nedsvælge sytten øl. Rasmus Klargaard, der denne gang stillede op med et hold, Shawarma Lovers, tilegnet mange Sensible-spilleres yndlingsspise, fik yderligere et point mod Sixgun og desuden en 2-0 sejr over Ronni at glæde sig over, men havde generelt en turnering i tristessens tegn, hvad der da også tydeligt lod sig aflæse på hans ansigt.
Anderledes muntert var forløbet for Søren Kasper, der mødte op sprængfyldt med optimisme efter fjerdepladsen i februar og endda kunne præsentere en ny stjerneangriber på DBU-holdet, Superfly, der fik en forrygende start på karrieren med et hattrick i 5-1 sejren over Shawarma Lovers. Eneste problem var, om Bulter kunne affinde sig med som angrebsmakker at have et ego næsten lige så stort som sit eget, men den diskussion slap Søren Kasper foreløbig for at tage stilling til, da sidste turnerings topscorer hurtigt blev skadet for resten af indledende runde. Mod såvel Sixgun som den traditionelle rival FC Rask blev udfaldet etmålssejre med tastatur og tilsvarende nederlag på joypad, resultater, der naturligvis alle var udfaldet af knivskarp kamp, ligeså skarp som kampen om placeringerne var blandt de fire tophold, der var uden risiko for at ryge ud. Som illustration kan fremdrages stillingen efter syv runder, hvor DBU lå i front med 15 point, samme antal som FC Rask, to foran Barcelona og tre mere end Sixgun. På dette tidspunkt blev Søren Kasper imidlertid sat alvorligt tilbage i opgøret mod Barcelona. Efter tidligere at have tabt 0-2 på joypad regnede han ellers utvivlsomt med, at Superfly skulle sikre ham en forbliven på førstepladsen, idet han efter eget udsagn aldrig nogensinde havde tabt mod Markus på tastatur, en tradition Markus nu fandt tiden inde til at ændre. Det skete i en af indledende rundes allerbedste kampe, hvor Giovanni Silva få minutter før tid rundede en stor indsats af med på ganske bemærkelsesværdig vis at prikke en aflevering fra Ronaldo i mål til 3-2 og derved fik Søren Kasper til at gøre et betragteligt hop i stolen og et ikke mindre styrt to pladser nedad i tabellen. DBU måtte også i slutstillingen tage til takke med tredjepladsen, men kunne efter 2-1 over FC Rask i sidste runde se kvartfinalerne forholdsvis optimistisk i møde. Nu skulle modstanderen selvfølgelig hentes fra den øverste del af gruppe A, men den slags bekymringer havde Søren Kasper jo i februar gjort overbevisende til
skamme.
Behersket optimistisk kunne også Olav tillade sig at være, den forsvarende Bedste, der ganske vist lagde halvskidt ud med nederlag på joypad mod Barcelona og på tastatur mod Sixgun foruden en lige lovlig smal 1-0 sejr hjemme mod Shawarma-holdet. Den beskedne start fik han nemlig rettet op på i anden halvdel, da Rasmus Klargaard blev sendt til tælling med intet mindre end 6-2 og Sixgun, anført af Morten, måtte lægge ryg til et 2-3 nederlag. Olavs mest helstøbte præstation var nok 2-0 sejren over Markus, der i nogen grad blev kørt omkring i krogene, men altså alligevel endte med at sikre sig førstepladsen efter FC Rasks nederlag i sidste runde mod DBU. Barcelona, som treeren fra år 2000 til almindelig forundring havde valgt at kalde sit mandskab (forklaringen på Star Wars´ udebliven var vist nok et influenzaanfald hos Jabba the Hut, der kom til at smitte resten af holdet), havde ganske vist et overordentlig dårligt tag på Sixgun, som de slet ikke fik scoret mod og kun kunne fraviste et sølle point gennem 0-0 på tastatur, og mod Olav blev udfaldet - som det plejede at være mellem de to - en sejr til hver side. Når det så alligevel lykkedes spanierne at kapre topplaceringen, skyldtes det naturligvis de to fine sejre over Søren Kasper, hvor Markus viste gnistrende angrebsspil af en kvalitet, der lod tankerne glide tilbage til tidligere turneringers store bedrifter.
Den betydelige jævnbyrdighed blandt de øverste i gruppen gjorde det vanskeligt at spå om deres chancer videre i turneringen – det eneste man kunne sige, var vel, at de måtte have nogenlunde lige gode muligheder alle sammen. Helt umuligt var det naturligvis at udtale sig om Sixgun, idet deres kaptajn i kvartfinalerne, Rune, først nåede at få den sidste indledende runde med, hvor han spillede 0-0 med Rasmus Klargaard i en temmelig intetsigende affære.
Kvartfinaler
Den første kvartfinale så umiddelbart ikke ud til at kunne indeholde det store spændingsmoment, idet debutanten Robin her skulle i ringen mod den garvede Sensible-kæmpe Markus. Et chok for de fleste var det derfor at se James Brown bringe Phunk-mandskabet i front efter små tyve minutter – en scoring, der nær havde fået Robin til at bryde ud i I feel good. Den ville nu nok under alle omstændigheder være forstummet ved Giovanni Silvas udligning kort før pausen, for slet ikke at tale om Hristo Stoichkovs 2-1 mål efter en times spil. Resten af kampen bragte trods massivt Barcelona-pres ingen yderligere blafren i netmaskerne, hvilket gjorde returkampen til et yderst åbent opgør, mere åbent end de fleste vist havde regnet med på forhånd. Begge spillere gik frisk til sagen uden dog at komme til oplagte målchancer, og som tiden gik, kom Markus selvfølgelig nærmere og nærmere semifinalen. Visheden om dette forhold gav efterhånden Robins spil et noget krampagtigt præg, der ti minutter før tid tillod Giovanni Silva efter smukt samspil med Ronaldo at sætte 1-0 målet ind med et velplaceret indadskruet spark fra kanten af straffesparksfeltet. Robin var ude - men vel nok, modstanden taget i betragtning, efter at have spillet to af sine bedste kampe i turneringen. Lyse fremtidshåb måtte indsatsen her i hans første turnering bestemt give anledning til, mens Markus foreløbig kunne rette blikket mod den umiddelbare fremtid, semifinalerne.
Dem kunne Søren Holm unægtelig også meget godt tænke sig at nå frem til; der var efterhånden gået 31 måneder, siden han sidst havde været der. Modstanderen Sixgun var selvfølgelig svær at gøre sig klog på, og man kunne kun ærgre sig over Kurts tidlige forsvinden, der forhindrede det store broderopgør, det endnu aldrig er lykkedes at stable på benene. Rune havde som sagt kun nået en enkelt kamp i indledende runde og havde tydeligvis endnu ikke fået ordentlig fat i tøjlerne; cowboyspillerne fyrede seksløberen af mere eller mindre ud i det blå i en meget ustruktureret indsats, der stod i skærende kontrast til Genocides kontante og effektive presfodbold. Det udmøntede sig efter en halv times spil i Stalins føringsmål, der som så ofte før var resultatet af en elegant pasning fra Hitler. Samme Hitler måtte desværre udgå kort før pausen efter en grim tackling fra Wyatt Earp, en svinestreg, der imidlertid blot gav Søren Holm lejlighed til at demonstrere bredden i sin trup; efter få minutters spilaktivitet øgede general Franco til 2-0 på et bragende langskud. Selvsamme spanske diktator udnyttede i returkampen førerens fortsatte problemer med bentøjet til endegyldigt at afgøre sagen med scoringen til 1-0 midt i første halvleg. Rune var efterhånden ved at få spillet til at fungere men formåede ikke at udnytte de sporadiske chancer, han tilkæmpede sig; dermed måtte han forlade turneringen efter kun tre kampe og ingen mål (ifølge visse forlydender gik han allerede dagen efter i træningslejr for at blive der i et halvt år). Han kunne i det mindste glæde sig over at have deltaget i en kamp med historisk perspektiv; omsider var det lykkedes Søren Holm at komme blandt de fire bedste, en kendsgerning han egentlig tog forbløffende afslappet. Ikke antydningen af et smil viste sig på det gravalvorlige og stadig dybt koncentrerede ansigt, da triumfen var i hus. Hans ambitioner gik tydeligvis videre end semifinalerne.
Det gjorde de vel også for modstanderne i den tredje kvartfinale, Rasmus Jørgensen og Søren Kasper, i hvert fald var de i forrige turnering begge røget ud dér. Man lagde ud i en meget nervøs stemning, holdene havde tydeligvis en vis respekt for hinanden, og nogen køn fodboldkamp blev der aldrig tale om. Polyhymnia tiltvang sig efterhånden et vist spilovertag, der bla. gav sig udslag i en del hjørnespark. I det klumpspil, der opstod i forbindelse med et af dem, havnede bolden uden nogen synderlig logik pludselig i fødderne på Gustav Mahler, som efter et kort træk hamrede den i nettaget. DBU-spillerne kom ud til anden halvleg tilsyneladende stadig noget fortumlede ovenpå dette brag; i hvert fald lod opdækningen noget tilbage at ønske, da Mozart efter fem minutter smed læderet ud på højrefløjen til en helt umarkeret Johannes Brahms, der skar skarpt ind i banen og sendte bolden uden om DBU´s sprællende keeper i en smuk koncentrisk bue. Resten af kampen forløb uden de helt store målchancer; det pres, DBU forsøgte at opbygge, blev aldrig til noget, da Superfly og den nu restituerede Bulter ikke fik nok at arbejde med.
Det gjorde de til gengæld i returopgøret, hvor der vist allerede efter et kvarter havde været flere skudforsøg end i hele den første kamp. De fleste stod DBU for, men desværre for Søren Kasper blev størstedelen eller i hvert fald de farligste af dem opfanget af Polyhymnias vakse centralforsvarer Joseph Haydn, der headede væk, så det var en lyst. Midt i DBU-presset fandt den rutinerede østriger overskud til at sende en lang aflevering frem til landsmanden Mozart, der efter at have afdriblet et par forsvarere sendte bolden – af alle steder – ind på kroppen af målmanden, hvorfra den boblede over stregen. En noget bizar scoring, der imidlertid talte ligeså godt. Det kunne Søren Kasper også udmærket se, men han kunne jo dårligt intensivere presset mere, end han allerede havde gjort. En enkelt gang i anden halvleg lykkedes det Smør at slippe om bag forsvaret og banke kuglen op i hjørnet fra nært hold, men bortset fra det tog Haydns pandebrask livet af samtlige DBU-forsøg. Med 1-1 måtte Superfly og hans medspillere gå slukørede fra banen, mens Søren Kasper måtte erkende, at pladsen blandt de fire bedste i februar foreløbig kun havde været en engangsforeteelse.
Mens den netop omtalte duel var en gentagelse af kampen om tredjepladsen fra forrige turnering, havde man i den sidste kvartfinale et da capo på februars finale. Betragtet således måtte konstellationen selvfølgelig give Olav et vist psykologisk overtag, så meget mere som Daniels præstationer i indledende runde ikke havde været ganske overbevisende. Det var da også FC Rask, der lagde bedst ud med scoring fra del Piero efter kun omtrent ti minutters spil, et føringsmål Batistuta dog ikke var sen til at kvittere. Det skete på et udmærket langskud, der så igen blev fulgt op af Zola, hvis giftige højreben efter 35 minutter bragte FC Rask i front med 2-1. Da del Piero kort ind i anden halvleg slog til med sit andet mål, lignede Daniel en knækket mand, hvilket imidlertid som så ofte før kun var et bedrag. Tværtimod prustede han nu sine spillere frem til deres bedste indsats hidtil i turneringen og pumpede med voldsom energi og heftige bevægelser kraft ud gennem joypaddet. Det lykkedes ham herved at få udlignet underboens føring gennem scoringer fra Batistuta og Totti, et dramatisk forløb, som Olav kun kunne besvare på en måde: ved at smile ondskabsfuldt og score til 4-3. Det var Zola, der ved at trille del Pieros aflevering i et tomt mål sikrede denne noget skrøbelige føring inden returkampen.
Her viste det sig, hvor mange kræfter Daniels strålende fight havde kostet; han formåede aldrig at få et pres etableret og måtte midt i anden halvleg se del Piero score kampens eneste mål. For anden turnering i træk var han slået af Olav, men denne gang allerede i kvartfinalen, efter en indsats, der såvel resultatmæssigt som spillemæssigt må betegnes som en skuffelse.
Semifinaler
Hvad Olav angik, virkede et titelforsvar ikke helt usandsynligt, slet ikke i betragtning af modstanderen i semifinalen. Søren Holm havde ganske vist vist knusende styrke hidtil i turneringen, men hans kompleks over for den gamle ven havde nu i snart halvandet år været monumentalt, og de fleste tvivlede på, om han havde fået 0-8 nederlaget i april 2000 helt ud af systemet. Genocide-coachens førnævnte alvor og stålsatte blik var måske et tegn på styrket psyke – i hvert fald lod forløbet i semifinalens første 45 minutter ikke antyde nogen form for hæmmethed, det skulle da lige være hos FC Rasks forsvar. Hele fire gange fik Søren Holm, skønt på joypad, dirigeret bolden i mål; Franco og Hitler skiftedes i skøn samdrægtighed om scoringerne (denne gang var det Stalins tur til at vride sig i græsset efter en invaliderende FC Rask-tackling), og man frygtede nærmest, at det fremover var Olav, der ville blive nødt til at grave sig ned i et hul ved synet af Søren. Så vidt kom det dog ikke; FC Rask kæmpede sig i anden halvleg på fornem vis tilbage i opgøret gennem to nydelige del Piero-scoringer. Tidligt i returkampen supplerede han endda op med endnu en, således at udfaldet efterhånden var blevet temmelig usikkert. Her fik Søren Holm for alvor gavn af de nyvunde mentale ressourcer; han lod sig ikke slå ud af det dramatiske omslag i krigslykken, styrkede tværtimod forsvaret omkring krumtappen Kissinger og sendte samtidig frontløberne på jagt efter den afgørende udligning. Da Olav naturligvis var tvunget til kompromisløs offensiv, udviklede begivenhederne sig til et hæsblæsende, men stadig overordentlig velspillet opgør, der fortjener plads blandt de fineste i ISSA-historien. De svedige kombattanter beherskede samtlige spillets facetter, såvel lange som korte afleveringer blev slået med stor præcision, dribleturene var lynhurtige og velvalgte, tacklingerne (stort set) rene og afslutningerne føg om ørene på målmænd, der som kollegerne i marken levede op til deres allerbedste. Afgørelsen faldt tyve minutter før slutfløjtet, da Franco efter at have modtaget en præcis pasning fra bin Laden spurtede ind mellem Maldini og Costacurta og centrede langs jorden ind mod midten, hvor Pagliuca forgæves forsøgte at få handskerne på og Hitler derfor blot behøvede at løbe læderet i mål. FC Rask kom i slutfasen fortsat til afslutninger, der imidlertid alle prellede af på Genocide-keeper Mobuto.
Søren Kasper var selvfølgelig den første med lykønskningerne efter kampen. De gjaldt begge spillere og kunne ikke blive mere velfortjente. Olav havde mistet titlen med støvlerne på, mens Søren Holm nu kunne snøre sine endnu et nøk strammere, parat til at tage det sidste skridt op på ISSA-tronen.
I den anden semifinale mødtes to, der umådelig gerne kunne tænke sig at spænde ben for ham, men først skulle forsøge at ordne hinanden. Det drejede sig om Markus og Rasmus Jørgensen, der her tørnede sammen i et slutspilsopgør for fjerde turnering i træk. Førstnævnte havde tillagt sig den dårlige vane at tabe dem alle sammen, et adfærdsmønster, han ikke uventet havde til hensigt at ændre. Indledningsvis så det ud til, at Gustav Mahler skulle stikke en kæp i hjulet for de bestræbelser, i hvert faldt sikrede han efter tyve minutter den joypadbevæbnede Rasmus en føring, som Giovanni Silva selvfølgelig ikke tøvede længe med at udligne. Brasilianeren fortsatte scoringen efter pausen og havde i lighed med kollegaen Stoichkov adskillige muligheder for at øge Barcelonas føring. Polyhymnia lod sig dog heller ikke holde tilbage, og med syv minutter igen blev bolden i løbet af få sekunder sendt fra forsvaret via Mahler frem til Bartok, der med en nådesløs førstegangsafslutning sikrede 2-2.
Selvsamme ungarer bragte påny sit hold i føring i første halvleg af returkampen, der måske ikke helt kunne måle sig med Genocide og FC Rasks føromtalte møde i kvalitet men bestemt ikke lod noget tilbage at ønske hvad spændingen angår. Den blev yderligere intensiveret med Giovanni Silvas udligning midt i anden halvleg, der faldt efter Markus´ klassiske recept: et hurtigt træk ind i feltet, to endnu hurtigere 90-graders-sving og endelig et dundrende hug op i nettaget. Markus kæmpede videre, utvivlsomt opmuntret af Søren Kaspers utrættelige heppevirksomhed, men lige lidt hjalp det; Mahler valgte nemlig et kvarter før tid at plagiere Giovanni Silva på det skammeligste og hamrede således Polyhymnia i finalen. Markus var efterhånden nødt til at konkludere, at skulle han nå videre end semifinalen, så måtte han til at vælge sin modstander med lidt større omhu.
En anden veletableret ISSA-tradition er, at Olav og Markus mødes i kampen om tredjepladsen. Det skete for tredje gang her i den femte turnering, hvor de to traditionelle kamphaner til gengæld sørgede for lidt nyskabelse ved for første gang nogensinde at spille uafgjort med hinanden. Efter 2-2 i den første kamp havde Markus tastaturet i ryggen i returopgøret, hvor han var foran 1-0 ved pausen, men alligevel måtte se FC Rask sikre sig sejren gennem to fikse scoringer, den sidste fra indskiftede Chiesa i de døende sekunder. Olav kunne trods den tabte status som den Bedste glæde sig over som den eneste at være blevet blandt de fire bedste i samtlige sine deltagelser.
Finale
Efter Genocide og Polyhymnias velspillede og underholdende dueller i indledende runde kunne tilskuerne naturligvis tillade sig at stille visse forventninger til deres nye sammenstød her i finalen, men som det ofte går, kvitterede holdene med en taktisk affære, hvor de aldrig rigtig blev færdige med at se hinanden an. Ovenpå 45 rodede minutter lykkedes det i anden halvleg Søren Holm, der var på joypad, at presse spillet længere og længere op på modstanderens banehalvdel, og selvom Polyhymnias forsvarere tacklede det bedste, de havde lært, kunne de ikke forhindre den ene åbne chance, Hitler behøvede for at bringe Genocide i spidsen. Rasmus kunne ikke gøre andet end at piske sine spillere frem til den nødvendige offensiv, mens Søren Holm tilsyneladende lod sig stille tilfreds med at forsvare føringen. Den holdt indtil ti minutter før tid, hvor Mozart med et knivskarpt hug fra kanten af feltet udlignede til 1-1, en stilling, Genocide selvfølgelig sagtens kunne leve med inden returkampen. Imidlertid begyndte Søren Holms nerver, der hidtil var holdt effektivt i ave, i de sidste sekunder igen at øve indflydelse på begivenhederne. Det gav sig udslag i, at Kissinger, som blot behøvede at losse bolden frem ad banen for at udløse slutfløjtet, i stedet gav sig til at drible langs baglinjen, hvor Brahms fravristede ham kuglen med en kontant tackling og sendte den indover mod Mozart, der efter et kort træk bankede 2-1 scoringen ind. Dette udfald var i og for sig ingen katastrofe, men det helt unødvendige sidste-minuts-nederlag havde givet Søren Holms selvtillid så alvorligt et knæk, at han aldrig var i nærheden af at true Polyhymnia i returkampen. Midt i anden halvleg afgjorde Bartok sagen med et klassisk trillemål uden chance for kleptokrat-keeperen, og få minutter senere øgede han til 2-0, hvorefter Stalins reducering efter 80 minutter kun havde statistisk relevans. Med to 2-1 sejre havde Rasmus Jørgensen sikret sig sin tredje storturneringssejr i fem forsøg, mens Søren Holm endnu engang kun kunne stirre langt efter pokalen, selvfølgelig ærgerlig over at have været så tæt på.
X / MMII
|
|
|
|
|
Den sjette storturnering
Som Word-dokument
Den sjette officielle storturnering markerer på mange måder et nybrud i ISSA’s historie. For det første overgik det praktiske ansvar til Søren Kasper og Markus, da vor kære leder og indtil da tillige organisatoriske spydspids, Daniel, som følge af akut flytterod måtte lade tøjlerne glide sig af hænde og siden har fungeret som rent nominel formand. Den nye magtelite satte sig for at puste nyt liv i foretagendet, især gennem en forøgelse af deltagertallet, der i flere år havde ligget faretruende lavt og givet ISSA et præg af esoterisk sekt. Bestræbelserne kronedes med held, da man på kampdagen, den 28. april 2002, kunne notere ikke færre end 24 fremmødte (heraf 10 debutanter) - en stigning på 50% i forhold til den hidtil mest velbesøgte træfning i september 1999. Denne fornemme fremgang, som på forhånd gjorde ISSA selv til en af turneringens sikre vindere, blev opnået gennem en ihærdig, til tider aggressiv markedsføring, bestående i bla. opklistring af plakater over hele byen og massebrænding af Sensible-cd’er til træningsbrug for potentielle nye deltagere.
Også spillestedet var en nyskabelse; mens de fem hidtidige turneringer var afviklet i private hjem, havde begivenheden nu nået et sådant omfang, at beboerhuset i det klassiske Vesterbro-kvarter Humleby måtte tages i anvendelse. Og smukkere omgivelser end det træomkransede etplansbygningsværk kunne man dårligt forestille sig, slet ikke da solen valgte at markere dagen ved at stråle i al sin glans ned over de forventningsfulde, til det kåde grænsende Sensible-spillere. Nogen vil måske mene, vejrliget ikke just burde spille nogen overvældende rolle i ISSA’s arrangementer, men faktisk var fraværet af nedbør temmelig afgørende for en vellykket afvikling af det nye Sensible-ritual, Søren Kasper med vanlig sans for det storladne havde konciperet. Det bestod i, at den forsvarende Bedste bærende på en sensibel fakkel foretog en runde omkring spillestedet med resten af den hujende deltagerskare i hælene - uden på nogen måde at lade sig afficere af de undrende blikke, det forårsagede.
Udover disse mange nye tiltag glædede iagttagere sig over Patricks tilbagekomst, denne Sensible-diamant, der havde været ude i to år men nu for en gangs skyld ikke havde glemt datoen og blev nævnt blandt de største favoritter, især i lyset af den træningsturnering i december, hvor han var tromlet henover Rasmus Jørgensen, Daniel og Morten. Også Mikael og Bjarke fandt det umagen værd at møde frem på ny, og til overflod havde såvel Kurt som Rune denne gang havde fundet plads til en hel turnering i deres hårdt pressede kalendere. Netop Rune ville formentlig have sendt afbud til sin bedstemors begravelse for at kunne stille op; han var nemlig ifølge sin gode ven Markus blevet grebet af en sand Sensible-mani, der gav sig udslag i vanvittige træningssessioner og en tilsvarende – stadig i henhold til Markus – skræmmende forøgelse af spillestyrken. Da Markus notorisk hører til blandt de mest sanddruelige mennesker, der findes, kunne det dårligt undgås, at også Rune blev tillagt en vis favoritværdighed, men udover de to nævnte titelaspiranter regnede de fleste konservativt med at skulle finde vinderen blandt de fire bedste fra september 2001, Rasmus Jørgensen, Søren Holm, Olav og Markus.
Med 24 deltagere blev det for første gang skønnet nødvendigt at danne ikke to men tre grupper, idet en indledende runde med 132 kampe pr. computer, hvilket ville have været tilfældet med 12-holds-puljer, ville have fået turneringens varighed til at snige sig op mod et døgn. Man ordnede det således, at de to bedste fra hver gruppe gik videre til kvartfinalerne sammen med den bedste treer, mens de to andre treere måtte spille om den sidste slutspilsplads. Men da man i vore dage skal passe på ikke at blive alt for teknisk, vil vi straks skride til beretningen om forløbet af de grupper, lodtrækningen stykkede sammen, først
Gruppe A
Bjarke – Stimorol Drengen
Daniel – Regicide
Fenar – Real Madrid
Jakob Hansen – Milan
Patrick – Juventus MMXV
Rasmus Klargaard – Sci Fi Word
Simon Jensen – Darkham
Søren Holm – Genocide
Et ganske interessant potpourri af etablerede, tilbagevendende og måske, måske ikke kommende stjerner. Når så mange forholdsvis stærke spillere kunne havne i samme gruppe, skyldtes det ikke mindst Patricks lange fravær, der havde fået ham til at rasle ned af ISSA-ranglisten og dermed givet ham en dårligere seedning, end hans aktuelle styrke måske berettigede. Under alle omstændighederne var der lagt op til hård kamp om kvartfinalepladserne, som to hold imidlertid lagde temmelig overbevisende beslag på. At det drejede sig om Genocide og Juventus kom egentlig ikke bag på nogen, mere overraskende var nok det store forspring, de kom i mål med, og som ikke bare var forårsaget af egne sejre men også af forfølgernes indbyrdes slagtninger. Af slutstillingen fremgår det nemlig ligeledes, at kampen om den vigtige tredjeplads var djævelsk intens mellem de jagtende hold Stimorol Drengen, Regicide og Sci Fi Word, mens de tre debutanter måtte se sig ret så eftertrykkeligt distanceret og kun formåede at få point, når de mødte hinanden.
Patrick valgte at markere sin tilbagevenden til storturneringerne med det, man kan kalde et interludisk greb, idet han som noget helt enestående stillede op med et Juventus-hold, han havde skabt i Championship Manager – et smukt eksempel på den innovative ånd, der i høj grad også prægede hans præstationer på banen. Efter tre runder kunne han således glæde sig over maximumpoint og en målscore på 11-0, bla. efter joypadsejr over trauma-modstanderen fra september 1999 Bjarke (der dengang ved at holde 0-0 i et fantastisk opgør havde kostet Patrick kvartfinalepladsen). Denne nærmest monsteragtige serie blev der imidlertid sat en forbløffende stopper for, da Søren Holm, hvis statistik mod Patrick indtil da lød på seks nederlag i seks kampe, i enestående grad krøllede den tidligere mester sammen: 7-1 lød de chockerende cifre efter et opgør, hvor Genocides midtbanespillere med præcise afleveringer hen over forsvaret gang på gang fik Patricks zebrastribede tropper til at se temmelig fjogede ud. Det efterhånden legendariske makkerpar Hitler og Stalin var selvfølgelig ikke sene til at udnytte de mange oplagte målchancer. Det var tydeligt, at Patrick efter sit lange fravær havde betydelige vanskeligheder med at vænne sig til det tempo, spillet efterhånden var skruet op i blandt de allerbedste – et forhold, der selvfølgelig kunne vække en vis bekymring med henblik på slutspillet, men på den anden side ikke burde bringe hans videre kvalifikation i fare. Allerede i den efterfølgende kamp mod Daniel, de to veteraners første møde siden finalerne i februar 1999, fik han nemlig med en næsten ligeså opsigtvækkende sejr på 7-0 demonstreret, hvilken enestående psyke, evolutionen og en lang karriere havde udstyret ham med: med karakteristisk pragmatisme benyttede han i vid udstrækning netop de metoder, Søren Holm havde givet ham en lektion i, dvs. hurtighed i pasningsspillet og høje afleveringer i rummet bag forsvarskæden – ISSA’s første champion var altså ved at indstille sig på de nye tider og leverede samtidig med sin uanfægtede optimisme og det smukke, underholdende spil en stor del af forklaringen på, hvorfor han havde været så savnet.
Allerede på dette tidspunkt tegnede der sig et tydeligt billede af, at Genocide og Juventus var ved at sætte sig på de to øverste pladser og dermed ikke behøvede at tænke på andet end kampen om førstepladsen – en duel, Patrick faktisk i lang tid så ud til at have overtaget i trods den astronomiske afklapsning. Søren Holm havde nemlig efter den traditionelle etmålssejr i første runde (det var fjerde turnering i træk) måttet se sig overraskende sikkert slået af Rasmus Klargaards science-fiction-mandskab (der i øvrigt var det kun andet hold gennem tiden, efter Star Wars, til at sende robotter på banen), og kunne derfor halvvejs gennem gruppespillet konstatere at han havde ligeså mange point, men dårligere målscore end Juventus, et hold, han havde slået 7-1 – også i tabellen fandt man altså slående udtryk for, hvilke omskiftelser Patrick udsatte sig selv for. Siden mistede folkemorderne yderligere to point i det rodede 0-0 opgør mod Regicide, hvorved Patrick, der udover de 1-7 mod Genocide havde lutter sejre og ingen scoringer imod sig på kontoen, med en sejr i topholdenes andet indbyrdes opgør i fjerdesidste runde kunne sikre sig et afgørende forspring. Og ganske vist havde han klog af skade sørget for at piske mere tempo ind i sit mandskab, men da der var tale om en kamp, hvor forsvarerne generelt løb hurtigere end angriberne og med veltimede tacklinger bestandig stak en kæp i hjulet på selv de mest udspekulerede gennembrudsforsøg, mundede det hele ud i nok en nulløsning, der selvfølgelig var et tydeligt bevis på den udvikling, Patrick i løbet af kort tid havde gennemgået, men samtidig bevarede dysten om førstepladsen fuldstændig åben.
Det viste sig allerede runden efter, da Juventus i et tæt opgør blev besejret 2-1 af det desperat kæmpende Regicide-mandskab med en indædt Daniel ved roret og dermed måtte se Søren Holms krigsforbrydere, der sikrede sig fuld pointhøst i de sidste tre runder, bla. gennem en imponerende 2-1 sejr på joypad over Bjarke, snuppe førstepladsen – med eet sølle points forspring. Patrick havde naturligvis svært ved at skjule ærgrelsen, der dog i nogen grad savnede belæg; kunne han fortsætte fremgangen, syntes der ikke at være nogen grænser for, hvor langt han kunne nå. At det samme gjaldt for Søren Holm, var efterhånden evident.
Folk med kendskab til de foregående storturneringer vil måske undre sig over den netop anførte passus, hvor en etmålssejr over Bjarke kaldes ”imponerende”, en betegnelse, der tidligere kun ville have været forståelig som ondskabsfuld ironi. I denne turnering formåede Bjarke imidlertid at hæve sig flere niveauer over den sump af grove eftertacklinger og uigennemtænkt spil, han hidtil havde siddet fast i. Ganske vist måtte hans tyggegummiteam efter et par indledende sejre over bundpropperne se sig besejret på tastatur af Patrick, men da han først i en hård kamp slog Rasmus Klargaard 1-0 og derpå aftvang Daniel 1-1 på joypad, fik man efterhånden øjnene op for, hvilken forandring den nu forhenværende prügelknabe var undergået. I alle spillets facetter var der forbedringer at spore; hans angribere stod ikke og fedtede med kuglen i nær så høj grad som før, og man bemærkede med forbløffelse, at hans forsvarsspillere i visse tilfælde forsøgte at gå efter bolden frem for manden – en ændring, der kunne tyde på en sand revolution i Bjarkes Sensible-filosofi. Desuden leverede hans mand mellem stængerne en af ISSA-historiens allerbedste præstationer (hvilket naturligvis var den forklaring, de besejrede modstandere helst ville give på Stimorol Drengens uventede succes). Den stærke keeper måtte dog give fortabt over for Patricks angribsmaskineri i begge kampe (der blev tabt 0-2 og 0-7) og kunne heller ikke forhindre Søren Holm i at hive to etmålssejre i land – omend Genocide-coachen ikke holdt sig for god til at imødegå de mange fantomredninger med en hel vifte af skældsord. Men i kapløbet om tredjepladsen viste den nyskabte Bjarke sig mindst ligeså brutal og målbevidst som man kender ham fra floorballbanen: først fik han hægtet Rasmus Klargaard endegyldigt af ved også på joypad at besejre ham 1-0, og efter opgøret i næstsidste runde kunne en fortvivlet Daniel, der ellers mødte med en vis selvtillid efter sin sejr over Patrick, ikke gøre andet end at slynge joypaddet ned i bordkanten som reaktion på et snævert, men ubortforklarligt 1-2 nederlag.
Da meningen med denne Sensible-krønike på ingen måde er at udlevere folk, vil vi ikke dvæle alt for længe ved netop Daniels præstation men blot konstatere, at den markerer et (forhåbentlig) ultimativt lavpunkt i hans karriere. En af de værste oplevelser – og det, der umiddelbart kostede kvartfinalepladsen – var 1-1 kampen på tastatur mod Bjarke, hvor Stimorol-keeperens mange fine parader ikke kunne dække over den fantasiløshed, der prægede Daniels spil. Det hjalp heller ikke stort, at han forsøgte at overføre en del af Søren Holms dræberinstinkt på sine spillere ved at udtage et hold af ikke folke- men kongemordere (heraf navnet Regicide); selvom fælles brøde skulle være noget, der forener folk, havde typer som Poul Nyrup Rasmussen og den franske kong Henri IV’s banemand François Ravaillac tydeligvis svært ved at få samarbejdet til at glide, og det nærmeste, man kom den letale målsætning, var faktisk tastaturkampen mod netop Søren Holm, der endte 0-0 og var dræbende kedsommelig.
Inden turneringen blev Rasmus Klargaard ikke levnet mange chancer for at gå videre fra den stærke gruppe, han var havnet i, og set i det lys må hans præstation betegnes som udmærket, selvom han selvfølgelig må have ærgret sig over de smalle nederlag mod Bjarke; havde han blot vundet et af disse opgør (eller holdt uafgjort i dem begge), havde tredjepladsen været hans. Så selvom robot-træneren havnede en plads under Daniel i slutstillingen, kunne han i modsætning til denne glæde sig over visse fremskridt. Ikke mindst 2-0 sejren over Søren Holm var et klart vidnesbyrd om, hvilket udviklingspotentiale der fortsat lå i den lille mand.
Gruppe B
Andreas – Barcelona
Kasper – Laske Die Cruw
Kurt – SC Boca Vista
Lars Elis – Elis FC
Morten – HIK
Qillaq – Tekken Attack
Rasmus Jørgensen – Køge
Søren Kasper – Zion Blood
Sammenlignet med den netop omtalte, bestemt ikke kedelige pulje, opviste Gruppe B både forskelle og ligheder. Hvad det sidste angår, måtte man konstatere, at to hold på ny skilte sig klart ud, mens der var hård kamp om tredjepladsen. Tilgengæld var der her ingen tvivl om, hvem af de to øverste der skulle besætte førstepladsen og dermed sikre sig et bedre udgangspunkt for kvartfinalerne, og i modsætning til gruppe A formåede to af de tre debutanter rent faktisk at fravriste de etablerede kræfter point – idet det dog stadig var begrænset til Qillaqs og Lars Elis’ uafgjorte resultater i tastaturkampene mod Kurt; også i gruppe B måtte de nyankomne se sig henvist til indiskutable bundplaceringer.
Søren Holms bror, der her i sin første hele turnering siden september 1999 mødte op med sin egen hyggeklub SC Boca Vista (ikke at forveksle med et vist skakternet portugisisk mandskab), var selvfølgelig på ingen måde himmelhenrykt over de nævnte pointtab, men faktisk havde fuld gevinst mod bundholdene, selv i forbindelse med sejr over Søren Kasper i sidste runde (hvor han også måtte nøjes med uafgjort), ikke bragt ham op på tredjepladsen. Han lagde ellers forrygende ud med 2-0 sejre over rivalerne Morten og Kasper og lå efter fem runder nr.2, kun to point fra spidsen, en fornem og lidt overraskende placering, der dog fire runder og fire nederlag senere var skiftet ud med den knap så flatterende femteplads, han også i slutstillingen måtte stille sig tilfreds med. En præstation på det jævne.
Efter det beskedne udbytte af de to foregående deltagelser var Kasper i et forsøg på at genfinde stilen fra sin smukke femteplads i september 1999 vendt tilbage til det legendariske Die Cruw-mandskab, der dog i mellemtiden havde skiftet sponsoren Alstarz-Cola ud med hudpræparatfirmaet Laske. Og det kunne da også umiddelbart se ud som om, holdskiftet havde en gavnlig indvirkning på Sensible-veteranens kraft og selvtillid; ganske vist måtte han i anden runde se sig klart slået 2-0 af Kurt, men da det umiddelbart efter lykkedes de sprælske og uortodokst anlagte angrebsmakkere Elvis og din Mormor og Kringlen på Megamyg at sikre 3-2 på joypad mod HIK, begyndte visse perspektiver at tegne sig. Laske Die Cruw kom ned på jorden igen med 2-5 nederlaget mod Køge (det var anden turnering i træk, Kasper tabte med de cifre til Rasmus Jørgensen), der dog ikke behøvede at betyde nogen katastrofe, da Køge i det hele taget gjorde rent bord i denne periode. Værre var 1-1 kampen på tastatur mod Zion Blood, der både slappede grebet om Søren Kasper og kostede vigtige skridt i kapløbet med Morten og Kurt, men hvor Die Cruw sådan set måtte prise sig lykkelige for uafgjort efter at have været bagud i det meste af kampen. Alligevel var udsigterne alt andet end dystre med fem runder tilbage, da Kasper med en overbevisende 3-0 sejr i returopgøret mod Kurt nåede op på samme pointtal som Zion Blood på andenpladsen og havde hhv. fire og seks point ned til forfølgerne HIK og Boca Vista. Tilsyneladende et komfortabelt forspring.
Nu er der imidlertid ingen, der kan føle sig sikre med Morten halsende efter sig, og nr.4 fra den første storturnering fremstod her mere end tre år efter det aldrig overgåede resultat ualmindelig blodsprængt, opsat som han var på at bortvaske det indtryk, hans miserable indsats i september 2001 havde efterladt. Til at begynde med virkede det bare som om, kampviljen i nogen grad gik ud over præcisionen og koncentrationen i kritiske situationer; efter 0-2 mod Kurt løb hans lokale helte fra HIK ind i et af de nederlag på Gentofte Stadion, der, som han sagde, bare ikke måtte forekomme. Efter 90 minutters knokkelknusende fight og to HIK-føringer undervejs viste måltavlen 3-2 i Laskes favør; Morten var sat alvorligt tilbage i bestræbelserne på at nå kvartfinalerne og strålede ikke ligefrem af fremtidshåb, da læsterlige klø på 3-0 og 5-0 fra hhv. Zion Blood og Køge anbragte ham i en position fire point fra tredjepladsen.
Det andet møde mellem Laske og HIK, denne gang med førstnævnte på tastatur, lignede altså en oplagt mulighed for Kasper til at hægte Morten definitivt af men samtidig en chance for sidstnævntes hvid-blå drenge til at sparke sig tilbage i kampen om slutspilspladserne. Og da ingen havde til hensigt at give sig og jævnbyrdigheden fortsat var udtalt, endte anden omgang af de sammenbidte kamphaners sammenstød meget passende 2-2 efter en føring til hver part. Trods HIK-centerforwarden Michael Hay Schmidts sene udligning kunne Kasper selvfølgelig umiddelbart bruge det resultat til mest, omend han i den sidste ende måtte ærgre sig gevaldigt over ikke at have holdt fast.
I de følgende runder blev der nemlig vendt rundt på kvartfinaleaspiranternes placering som følge af en række højst dramatiske sidsteminuts-afgørelser. Først lykkedes det Morten efter et hjørnespark i de absolut udåndende sekunder at få bugseret læderet i kassen til sejr 2-1 mod debutanten Qillaq, der her leverede sin bedste præstation, men altså alligevel ikke kunne række Kasper nogen hjælpende hånd – Kasper, som derpå inden for de sidste fem finutter af et ellers strålende gennemført opgør mod topholdet Køge formåede at veksle sin 1-0 føring til et nederlag på 1-2. Efterfølgende kunne HIK med endnu et sejrsmål in extremis, denne gang på joypad mod Andreas, spille sig op på den forjættede tredjeplads, mens Laske med 0-1 ude mod Zion Blood pludselig rutsjede helt ned på femtepladsen, to point efter HIK. Udviklingen var ikke helt overraskende, taget i betragtning, at Morten havde mødt de to bundskrabere, mens Kasper måtte i ilden mod topholdene, men den måde, de forskellige afgørelser var faldet på, gjorde naturligvis hans forbitrelse over det opædte forspring forståelig. I det mindste kunne han glæde sig til nu selv at kaste sig over bundholdene og så ellers bare håbe på, at enten Søren Kasper eller Rasmus Jørgensen kunne tage point fra Morten. Laske havde som ventet ikke de store problemer med Barcelona og Tekken, så selvom HIK besejrede Zion Blood 2-1 i en hård kamp, var de som følge af konkurrentens klart bedre målscore pisket til sejr i sidste runde over det suveræne førermandskab Køge, der havde vundet alt indtil da. Med Patrick som kommentator og Kasper som tænderklaprende tilskuer bølgede opgøret i sjældent set grad frem og tilbage: i første halvleg gik HIK fra 0-1 til 2-1, hvorefter Køge kort inde i anden fik udlignet for tolv minutter før tid at bringe sig på 3-2 og tilsyneladende støde modstanderen ud i mørket. Kasper hørte et højlydt, tilsyneladende opgivende suk undslippe Morten – men måtte sænke sine allerede halvvejs hævede arme i ærgrelse, da den ustyrlige HIK-træner ved en helt usandsynlig kraftanstrengelse fik to bolde skovlet i nettet og for gud ved hvilken gang sikrede sig gevinst i ellevte time. Efter det meste af gruppespillet at have balanceret på afgrundens rand (statistikken viser, at af hans ni sejre var de syv på et mål – og heraf faldt afgørelsen i sidste minut i de fire) fuldendte Morten kunststykket med dette fantastiske stunt, der kun tåler sammenligning med Spaniens i øvrigt helt analoge 4-3 sejr over Jugoslavien i EM 2000 og Søren Holms ”80!, 90!”-show mod ham selv i februar 1999 (og også i disse tilfælde gik taberen videre alligevel). For yderligere at sætte HIK og Laske Die Cruws forrygende væddeløb ind i en historisk sammenhæng kan man sammenligne med gruppespillet i den anden storturnering, hvor det – som man vil erindre – var Kasper, der sluttede to point foran Morten i kampen om den afgørende placering, morsomt nok efter at have tabt begge deres indbyrdes opgør – modsat her i april 2002, hvor han var bedst, når han mødte rivalen, men dårligst i slutstillingen. En bitter udgang for en ellers stor Sensible-spiller, der havde leveret en fremragende indsats.
Som følge af den skuffende femteplads i september 2001 havde Søren Kasper ikke overraskende besluttet at lægge sit liv om. Og da halvhjertede projekter jo ikke er noget, der ligger til ham, var det ikke nok bare at gå over til udelukkende at høre reggae og udelukkende på LP – personlighedsomkalfatringen strakte sig også ind over Sensible-området. Efter at være stillet op med DBU i de første fem turneringer (og dermed som før nævnt at have sat rekord i trofasthed) udtog han således et helt mandskab af jamaicanske musikere, der her i indledende runde gjorde et nogenlunde overbevisende indtryk. De lagde ud med smertefulde 1-4 på joypad mod Køge, og i den omvendte kamp fik de stribede sjællændere scoret til 2-1 i overtiden, samme cifre som HIK siden fik overmandet rastafarimandskabet med. Da joypad-opgørene med Laske og Boca Vista begge endte 1-1, måtte Søren Kasper konstatere, at han med dette aggregat kun formåede at besejre debutanterne; en utidssvarende ensidighed, der selvfølgelig kunne give anledning til nogen bekymring med hensyn til det videre forløb. Mere glædelige var 3-0 sejrene over såvel Morten som Kurt, og da det siden blev 1-0 hjemme i en hård kamp mod Kasper, kunne Zion Blood sikre sig en ganske sikker andenplads og dermed forberede sig på kvartfinalerne med forholdsvis flagrende dreadlocks.
Gruppe C
Bjørn – Hamozretz
Elkjær – Harboe
Jacob Graulund – Soul Brothers XVI
Markus – Star Wars
Mikael – Frem
Olav – FC Rask
Rune – FC Humleby
Simon R – Roma
Man må sige, Rune levede op til de forventninger, en smånervøs Markus havde pisket op. Ganske vist blev sidstnævnte kun overgået i gruppe C’s slutstilling i kraft af to scorede mål mere, men afstanden på syv point ned til den forsvarende nr.3, Olav, vidner om en ret så overbevisende optræden. Nu kan man selvfølgelig hævde, førstepladsen blev opnået i turneringens relativt svageste pulje, idet der her var deltagelse af hele fire debutanter og desuden af en spiller, Mikael, med kun en enkelt optræden bag sig, og faktisk var den store og usædvanlige afstand ned til Olav kun en følge af dennes fumlerier mod mere inferiøre modstandere; i de tre topholds indbyrdes kampe opnåede de alle det samme pointtal.
Mens Rune, hvis mandskab FC Humleby naturligt nok følte sig på hjemmebane, fik 2-0 på tastatur og 1-1 på joypad mod Olav og omvendt måtte ned med 2-3 ude og kun fik 1-1 hjemme mod Markus, lykkedes det for anden turnering i træk FC Rask at få sejr og uafgjort (2-1 på tastatur og 1-1 på joypad) mod arvefjenderne fra Star Wars. Og dermed har vi allerede nævnt de to topholds samlede pointtab; udover to remiser og et enkelt tab hver hentede de udelukkende sejre. Hvor Star Wars var en del mere overbevisende mod nr.4 Frem (sejre på 3-0 og 2-0 mod rivalernes to etmålssejre), gik Humleby noget nær bersærk mod debutanterne, især Simon R’s Roma-mandskab, der måtte se sig slået hele 9-0 på tastatur (præcis som mod Olav – en temmelig barsk måde at indlede Sensible-karrieren på) og 6-0 på joypad. Som cifrene antyder, gik begge til sagen med stor spillelyst og sprudlede af kreativitet og fikse detaljer, forhold der tegnede godt for kvartfinalerne, omend de her måtte forvente at få mindst lige så meget brug for kampvilje og udholdenhed – egenskaber, de egentlig ikke havde det store behov for at demonstrere her i indledende runde.
Markus ærgrede sig selvfølgelig over med så smal en margin at være gået glip af den førsteplads, han jo ellers havde haft en vis tradition for at sætte sig på (i indledende runde, vel at mærke). Irritationen blev ikke mindre af, at han havde kæmpet sig frem fra baghjul; med tre runder tilbage halsede han fire mål og tre point efter Humleby, hvoraf han først med de 3-2 over rivalen hentede pointene og to af målene og i de sidste to kampe åd yderligere to, således at holdenes måldifferencer i slutstillingen var identiske – men altså med Rune noteret for to scorede mål flere end Markus. Den forsvarende nr.4 kunne dog trøste sig med som den bedste af 2’erne at havne i øverste seedningslag til kvartfinalelodtrækningen.
Som det er fremgået, formåede Olav ikke i tilnærmelsesvis samme grad som topholdene at fremmane forventninger til slutspillet; som om et indledende nederlag på joypad mod Frem ikke var slemt nok, supplerede han siden op med 1-1 mod de uprøvede Harboe og Soul Brothers, mod sidstnævnte endda på tastatur, og lå halvvejs igennem gruppespillet faktisk og rodede nede på fjerdepladsen. Med 4-1 over Frem fik han dog skubbet sig tilbage som nr.3, en placering han slutteligt indtog overordentlig sikkert som følge af Mikaels uventede tab mod et par af debutanterne, og i kraft af bedre målscore end de øvrige 3’ere kunne han endda glæde sig over direkte adgang til kvartfinalerne. Alligevel måtte hans mange pointtab og i flere tilfælde slaskede fremtoning her i indledende runde selvfølgelig give anledning til alvorlig bekymring.
Trods sejren over FC Rask var Frem altså langt fra kvartfinalerne; ikke bare var udbyttet 0 point mod Markus og Rune, mod slutningen fik både Bjørn og Jacob Graulund dem ned med nakken, og Mikael måtte således erkende, at der var et stykke vej op til de bedste.
Derimod viste debutanterne, bortset fra førnævnte Simon J, der måtte nøjes med et point, ganske lovende takter, især Elkjær, hvis Harboe-mandskab (opkaldt efter en i Sensible-kredse udbredt gæret urtesuppe) scorede syv ud af ni point mod bundkollegaerne og desuden hentede 1-1 mod såvel Olav som Mikael, som han i slutstillingen kun manglede et enkelt point i at kapre fjerdepladsen fra. Også Bjørn, der med mange højlydte, til råb grænsende kommentarer gjorde sit til at skabe en fornøjelig atmosfære, fik efter en beskeden start åbnet visse fremtidsperspektiver, bla. gennem en joypadsejr over Mikael. Hvad hans holdnavn, Hamozretz, angår, var det vist nok en forvanskning af det fra Shawarmabarer kendte ord hummusret – i hvert fald bar spillerne navne som ca. 9 minutter, Durum og Lille Kola.
Playoff og kvartfinaler
Meget apropos var det efter gruppespillets afslutning tid til nok engang at indtage det traditionelle kvantum fødemidler, og for første gang siden den første storturnering blev de til manges store glæde hentet i det legendariske italienske bageri Fantasia på Vesterbrogade, hvor ISSA efterhånden var den næststørste kunde efter Søren Kasper. Da alle tre 3’ere var havnet på samme pointtal, og Olav havde den bedste målscore, stod det klart, at Bjarke og Morten måtte dyste om den ottende plads i kvartfinalerne. Olav har utvivlsomt sendt en venlig tanke til sin gamle rival Søren Holm, der med sejren i sidste runde over Stimorol Drengen var med til at holde FC Rask ude af playoff-gyseren.
Her lykkedes det dog aldrig at mobilisere den helt store spænding, eftersom HIK i begge kampe beherskede begivenhederne fuldstændig og kun kunne være utilfredse med ikke at vinde større end 2-0 og 3-0 på hhv. joypad og tastatur. Mens Bjarke trods sin uden sammenligning bedste indsats nogensinde måtte erkende, at træerne havde standset væksten et stykke før himlen, kunne Morten gøre sig klar til et spændende slutspil, hvor han allerede skulle i aktion i den første kvartfinale.
Modstanderen Rune måtte efter den solide indsats hidtil regnes for svag favorit men indkasserede i sidste minut af en ellers jævnbyrdig første halvleg en ærgerlig scoring fra HIK-fløjen Nielsen, en føring, Gernsøe sytten minutter før tid fik fordoblet, hvorved Morten så ud til at stå med et fortrinligt udgangspunkt inden returkampen. Med 90 minutter på kampuret lå bolden sikkert i favnen på HIK-keeperen, der altså blot behøvede at give den et ordentligt los for at få dommeren til at fløjte af, men af uransagelige årsager valgte at trille den ud til en forsvarer, der så selvfølgelig mistede den til Humlebys aggressive angriber Rune Christensen og kort efter måtte se den stryge ind mellem stængerne. Runes tropper mødte frem til returkampen med nyvundet håb, mens Morten desperat søgte at værge sig mod et voldsomt Humleby-pres, der alligevel i slutningen af første halvleg udmøntede sig i to yderligere mål fra Christensen og et kvarter inde i anden i Lars F. Kellermanns afgørende fuldtræffer. HIK kunne notere en enkelt reducering ved Hay Schmidt men kom aldrig nærmere og måtte tværtimod kort før tid se Kellermann hamre 4-1-scoringen ind. Med sammenlagt 5-3 var Rune for første gang i karrieren klar til semifinalen, og trods hans rolige fremtoning udadtil var den indre eufori ikke til at tage fejl af. Morten kunne kun takke sig selv for at have spoleret ellers lovende muligheder, men glædede sig naturligvis stadig over sin bedste placering siden februar 1999.
I den anden kvartfinale mødtes to af ISSA-historiens store skikkelser, Patrick og Markus, der ikke uventet gav hinanden hård modstand. Den første kamp, med Patrick på tastatur, så længe ud til trods højt tempo og offensiv indstilling fra begge parter at skulle ende målløs, lige indtil Juventus i løbet af et kvarter, fra det 66. til det 80. minut, hele tre gange fandt en vej gennem en ellers solid Star Wars-defensiv. Det var angriberne Børneboe og Carlet, der skiftedes til at omsætte Koopmans dybe afleveringer i fremragende scoringer.
Nede 0-3 lignede Markus en mand med en umulig opgave, ikke mindst efter Koopmans pletskud 33 minutter inde i returopgøret, men heldigvis for Star Wars opstod der kort inden pausen en smule usikkerhed i Juventus’ forsvar, hvilket Darth Maul udnyttede til at opsnappe en løs bold og udligne med et tørt hug. Stjernekrigerne manglede stadig tre mål, men da først Darth Maul (denne gang efter et gennemspillet angreb) og siden angrebspartneren Obi Wan Kanobi med en klassisk Markus-finte fik banket de to i kassen, var spændingen ved at blive ulidelig. Det var aldrig før sket, at en firemålsføring var blevet hentet (tættest på havde Patrick faktisk været tilbage i september 1999, sjovt nok netop mod Markus), og Star Wars-coachen var allerede i færd med at hæve armene i jubel over den historiske bedrift efter endnu en af Kanobis sublime udførelser af det gamle trick med to 90-graderssving, da han til sin egen, Patricks og samtlige tilskueres grænseløse forundring måtte se Juventus-keeperen parere kuglen til hjørne. En overmenneskelig redning, der vakte minder om Gordon Banks’ mod Brasilien i VM 1970 og Gianluca Pagliucas mod Norge i VM-ottendedelsfinalen i 1998 og forståeligt nok tog modet fra Markus. Efter årelangt fravær var Patrick igen klar til semifinalerne, mens en nedbøjet Markus overraskende tidligt måtte forlade den turnering, han havde haft så store forventninger til.
Selvom Olav og Rasmus Jørgensen i samtlige fire foregående storturneringer begge var nået mindst til semifinalen, havde de faktisk aldrig mødt hinanden, et ganske pudsigt forhold der modsvares af Brasiliens og Tysklands langvarige tilbøjelighed til at undgå sammenstød i verdens næstvigtigste turnering, VM – et par måneder senere lykkedes det så også for dem, endda i finalen. I ISSA-sammenhæng måtte man nøjes med en kvartfinale til den historiske førstegangstræfning, men ikke desto mindre fik tilskuerne en forrygende forestilling at glæde sig over. I en jævnbyrdig og tempofyldt første halvleg fik Køges højrewing Jesper Sommer udlignet FC Rasks føring, signeret Zola, og knap var pauseteen fordøjet, før kollegaen på modsatte fløj, Jimmy Kastrup med et smukt langskud omtrent fra midterlinien bragte østsjællænderne på vinderkurs. Resten af kampen formede sig som et kun sporadisk afbrudt FC Rask-pres, der i det 81. minut udmøntede sig i en smuk udligning fra Ravanelli efter bandespil med del Piero og to minutter før tid endda i sejrsmålet fra sidstnævnte, der tog sig en spadseretur gennem et efterhånden noget rystet Køge-forsvar. Dvs., sejrsmål blev der nu alligevel ikke tale om, for også Olavs defensiv befandt sig, tilsyneladende i ekstase over de to hurtige scoringer, i en tilstand af opløsning, som Tommy Olsen i de allersidste sekunder udnyttede til uhindret at sende en præcis aflevering fra Mads Olsen i nettet til 3-3. En tumultuarisk afslutning med tre mål på ni minutter og en streg i regningen for Olav, der i returkampen måtte kæmpe både mod den mentale dødvægt, ærgrelsen over den forspildte sejr udgjorde, og mod et overordentlig sprælsk Køge-angreb.
Allerede efter ni minutter, da Martin Borre afsluttede en strålende dribletur med et skruet spark uden for målmandens rækkevidde, fornemmede man hvor det bar hen ad, og med Sommers scoringer efter 21 og 55 minutter var sagen afgjort. Casiraghis reducering kort efter 3-0 målet bragte hverken FC Rask eller spændingen tilbage i kampen, tværtimod sørgede Tommy Olsen og Martin Retov med to yderligere søm til ligkisten for at bringe Olavs exit i nærheden af det ydmygende. For første gang nåede han ikke blandt de fire bedste, og ikke siden opgørene med Patrick i april 2000 var han i den grad blevet spillet ud af banen.
Som bekendt oplevede Søren Holm i den fjerde storturnering en af sit livs helt store skuffelser, da Søren Kasper højst overraskende sendte ham ud i kvartfinalen, og da de to navnebrødre her fjorten måneder senere ramlede ind i hinanden på samme turneringsstadie, ville han selvfølgelig gøre alt for at forhindre en gentagelse. Det viste sig dog, at han ikke behøvede gøre meget andet end at fortsætte det fine spil, han havde vist i indledende runde; Søren Kasper befandt sig ganske enkelt, skønt han ikke brød egentlig sammen, et niveau under modstanderen i spillestyrke. Ganske vist blev Stalins scoring efter et kvarters spil i den første kamp hurtigt udlignet af wingen Pablo, men Zion Blood kunne, skønt på tastatur, ikke stille meget op over for Genocides stormløb, der midt i anden halvleg med logisk konsekvens udløste to scoringer - en fra hver af de to kontrahenter ved ikkeangrebspagten i 1939. I returkampen, der selvfølgelig ikke var noget større spændingsmæssigt sus, sørgede Lee Perry for nok en lynudligning efter den tidligere georgiske bankrøver Dzugazhvilijs føringsmål, men med Hitlers to mål i slutminutterne fik Søren Holm med to gange 3-1 den eftertrykkelige hævn, han higede efter. Søren Kasper måtte erkende, at der forestod en del hårdt arbejde i træningslokalet, før han kunne gøre sig håb om en plads blandt de allerbedste.
Semifinaler
Skal man rejse et par anker mod denne ellers storslået gennemførte turnering, må det være på sin plads at påpege den os af cannabis, slutspilskampene desværre blev afviklet i. Der er selvfølgelig ikke det store i vejen med hashrygning i begrænsede mængder, men når man som her når et omfang, der forvandler størstedelen af tilskuerne til sløve gevækster, må man spørge sig selv, om det er foreneligt med ISSA’s idé. Tilgengæld skal de tilbageblevne selvfølgelig have ros for overhovedet at være tilstede, for det kan heller ikke være meningen, at deltagerne, selv gamle Sensible-veteraner, smutter hjemad, så snart de ryger ud. Man må holde sig for øje, at en stor del af disse arrangementers styrke netop består i den festlige stemning, man oplevede i de første og også i den femte turnering, men som denne gang efterhånden forduftede i takt med folks forsvinden. Det er klart, at de fleste har ting at foretage sig dagen efter, når der spilles på en søndag, men en ISSA-turnering er nu engang så stor og sjælden en begivenhed – det sker kun to gange om året – at det skulle være muligt at gøre noget særligt ud af det.
Efter disse mavesure bemærkninger vil vi vende blikket mod semifinalerne, der ikke uventet bød på høj kvalitet og stor spænding. Den første stod mellem de to eneste tilbageværende ikke-misbrugere, forrige turnerings finalister Rasmus Jørgensen og Søren Holm, som i den første kamp, med Køge på tastatur, trods et hæsblæsende, sjældent før set tempo udviste fin boldbehandling - men samtidig storartet forsvarsteknik, således at de færreste angreb for alvor blev farlige. Hvad der trods alt måtte slippe igennem de i begge ender bevægelige og vævre defensive styrker, tog målmændene sig af, lige bortset fra det karakteristisk tørre skud langs venstre opstander, Hitler kort inden pausen fik sendt i nettet langs venstre opstander. Som man vil erindre, lykkedes det i septembers finale Søren Holm at smide en tilsvarende joypadføring væk med et par uheldssvangre boldtab i slutfasen, et scenario, Rasmus Jørgensen naturligvis gjorde sit til på ny at fremprovokere, blot uden held. Genocide stod altså med fremragende udsigter inden returkampen - hvor det hele så på forbløffende vis gik galt alligevel, da Køge scorede to gange inden for de første ti minutter: Borres langskudsmål efter tre minutter blev snart fulgt op af en høj, præcist slået centring fra Kastrup, der dumpede ned for fødderne af den effektive og heller ikke i dette tilfælde svigtende Tommy Olsen. I overensstemmelse med den granithårde, upåvirkelige stil, han efterhånden havde anlagt sig, lod Søren Holm sig selvfølgelig ikke slå ud og dominerede faktisk de sidste 80 minutter i en grad, der i lyset af den lige første kamp var noget overraskende - men desværre for den snart evige titelaspirant valgte Køge-keeper Carsten Holbek dette tidspunkt til at hive sit bedste spil i turneringen frem. Alt hvad Genocide udtænkte – fra det hårdeste drøn udefra til den mest spidsfindige trickafslutning – fik han handskerne på, og efter to semifinaler med højst usædvanligt forløb, 1-0 på joypad og 0-2 på tastatur, måtte Søren Holm nok engang se titeldrømmene gå op i røg (her kunne hashtågerne i det mindste tjene som en art symbolik).
Der var løbet meget vand i stranden siden det sidste møde mellem den anden semifinales duellanter tilbage i april 2000, hvor Patrick havde kvast den daværende debutant Rune med samlet 5-1. Patrick havde slet ikke deltaget i de forløbne to år, mens Rune efterhånden var oppe i haserne på ham på ISSA-ranglisten og i det hele taget nød en hel anden status end dengang – ikke mindst som følge af sit kraftfulde spil i denne turnering.
Humleby, der havde joypad i den første kamp, lagde bedst ud med Kellermanns scoring fra distancen efter 17 minutter og virkede i det hele taget ovenpå i den indledende fase. Patrick fik imidlertid med vanlig energi kæmpet sig tilbage i opgøret, udlignede før pausen ved Koopmann og kunne med Carlets smukke trillemål fra tæt hold på det første angreb efter pausen for alvor begynde at sætte sig på kampen. Trods det massive pres, Juventus efterhånden fik stablet på benene, måtte de fortsat tage hensyn til Humlebys giftige kontrastød, og turinerne måtte nøjes med nok en Carlet-scoring, der sikrede 3-1 men ikke på nogen måde dræbte spændingen før returopgøret. Her bølgede spillet lystigt frem og tilbage, idet Humlebys angribere dog viste den største energi og gennembrudskraft. Efter 20 minutter kunne Kellermann således afrunde et smukt gennemført bandespil med en skruet bold udenfor Juventus-keeperens rækkevidde, og kort før pausen supplerede han op med sikker eksekvering af et straffespark begået mod Christensen efter en længere solooptræden. Efter teen fortsatte jævnbyrdigheden, mens Patrick formåede at lukke af bagved, således at man efter en tomålssejr til hver måtte afgøre sagen i to replay-opgør, i øvrigt for første gang siden den fjerde turnering.
Som følge af de hårde 180 minutter, der allerede var spillet, begyndte den rå kampvilje at dominere begivenhederne på bekostning af det smukke pasningsspil, således at målchancer i den første kamp, denne gang med Rune på tastatur, var en sjælden foreteelse. Kort før tid lykkedes det dog den utrættelige Carlet at afværge den truende nulløsning med et lumsk spark fra en position et pænt stykke uden for straffesparksfeltet. Patrick så ud til at have kurs mod finalen, et indtryk der kun blev forstærket med endnu en fuldtræffer fra Carlet et kvarter inde i returkampen, og faktisk er det vanskeligt at forklare, hvordan Rune for anden gang i denne semifinale formåede at indhente en tomålsføring og tilmed fem finutter før tid fik bragt sig på 3-1 – i hvert fald ligner det ikke Patrick at forskertse en så oplagt sejrsposition. Ikke uventet var det Kellermann, der med karrierens vigtigste hattrick fik vendt Humlebys ellers håbløse situation – og i øvrigt fratog Patrick hans status som den eneste ubesejrede på tastatur.
De to slukørede tabere måtte ud i en kamp om tredjepladsen, ingen af dem kunne mobilisere den store interesse for. Præcis som i indledende runde endte Juventus’ tastaturkamp 0-0, mens der i returopgøret blev udvist noget større jævnbyrdighed end tidligere: Søren Holm måtte begrænse sejren til 3-2 efter en trods alt fin og underholdende dyst og kunne formentlig et sted i sin sjæls dybder glæde sig en smule over for anden turnering i træk at være blevet blandt de tre bedste. Patrick fik med fjerdepladsen bevist, at han trods sit lange fravær fortsat hørte til i den absolutte elite.
Finale
Efter fire hårde semifinalekampe kunne man i slutopgøret måske have forventet en vis stivhed i fingrene fra Runes side, men med beundringsværdig energi satte han sig tværtimod på begivenhederne straks fra start, skønt på joypad – allerede efter tre minutters spil lynede Kellermanns støvle for første gang. Selvom Rasmus i sit fortvivlede forsvar af titlen havde succes for så vidt, som Humleby trods et vist spilovertag blev forhindret i yderligere scoring og Retov et kvarter inde i anden halvleg fik udlignet efter et kontraangreb, beholdt Rune med 1-1 de bedste chancer inden returopgøret. Humleby kunne her fortsat glæde sig over en betydelig dominans, især i kraft af hurtigere, nøjagtigere afleveringer og mere konsekvente tacklinger, men måtte vente til det 63. minut med at høste gevinsten i form af nok en Kellermann-scoring, der indledte en hæsblæsende afslutning på turneringen. Ganske vist fik Retov kun tre minutter efter føringsmålet nok en gang udlignet, men i de sidste tyve minutter udnyttede Humleby det, der kan kaldes et af turneringens temaer, afleveringer ind bag forsvaret kombineret med dybdeløb fra en effektiv angriber, til hele tre scoringer, endnu en fra Kellermann og to fra Christensen, således at Rune med 1-1 og 4-1 hjemførte den største finalesejr siden februar 1999 og blev en yderst fortjent mester.
Den nye Bedste strålede om kamp med ISSA-trofæet og kunne tilmed fryde sig over Lars F. Kellermanns førsteplads på topscorerlisten med 36 mål, tre flere end Carlet fra Juventus. Og til alles store lettelse viste det sig, at Bjarke alligevel ikke havde stjålet Søren Holms nøgler.
VI / MMIII
|
|
|
|
|
Den syvende storturnering
Som Word-dokument
Efter det obligatoriske halve års ulidelig venten stimlede Sensible-entusiaster af enhver afskygning den 6. oktober 2002 sammen til ISSA’s syvende officielle storturnering, på ny med Markus og Søren Kasper som engagerede og kompetente organisatører. Og selvom udtrykket ”af enhver afskygning” skal tages med det forbehold at såvel Morten (med en – ganske vist tynd – begrundelse*) som Patrick (uden) nok engang glimrede ved deres fravær, kunne man glæde sig over endnu en deltagerfremgang, idet hele 27 opstemte tastebetvingere fandt arrangementet værd at bruge en søndag på. I denne rekordstore talentmasse fandt man ti debutanter, heriblandt Kaspers fremmelige lillebror Peter, der medbragte et helt slæng af nye, spændende typer fra Sydhavnen - og åbenbart havde planer om at gøre denne bydel til en Sensible-stormagt på linje med Vesterbro og Østerbro. I hvert fald leverede en del nye folk ganske udmærkede præstationer, selvom de afgørende slag fortsat var forbeholdt garvede kræfter.
Da Andreas og Søren Kaspers centralt beliggende lejlighed på Værnedamsvej siden april også havde opnået en vigtig position indenfor aktiviteter som Sensible-snak og træningsturneringer, var valget af spillested for historiens hidtil mest omfangsrige Sensible-turnering oplagt; det faldt på selvsamme lokalitets beboerrum – der kuriøst nok var beliggende umiddelbart over et af Københavns vigtigste centre for salg af halvvejs forrådnede mælkeprodukter, Ostegården.
I iagttagelse af den nyligt indstiftede tradition greb regerende champion Rune den sensible fakkel og førte an i et storslået optog ned ad Værnedamsvej, Gl.Kongevej og Vesterbrogade, hvor flokken, selvfølgelig med Bjørn som drivkraft, lod røsterne gjalde i anråbelse af deres respektive hold – endnu et ritual havde set dagens lys.
De 27 kombattanter blev inddelt i tre grupper med syv og en enkelt med seks deltagere, hvorfra de fire bedste avancerede til slutspillet, således at ottendedelsfinaler for første gang nogensinde blev et punkt på dagsordenen, og da lodtrækningen til puljerne allerede var foretaget aftenen før, kunne man skride til værks, så snart folk havde fået sat deres hold. Det interessant udformede aflange lokale med fire computere stuvet sammen i den ene ende gav ideelle betingelser for en sydende stemning, som ikke mindst Søren Kaspers små opildnende bemærkninger og Bjørns stadigt tiltagende udbrud gjorde deres til at intensivere yderligere.
Gruppe A
Alexis – Himachal United
Fenar – Southern Fried
HP – The Hans Peters
Johan – Rolandoposen
Olav – FC Rask
Rasmus Klargaard – Rubinsteins 11
Søren Kasper – Zion Blood
Som følge af det høje gruppeantal blev de stærkeste og højstratede spillere selvfølgelig spredt ud i højere grad end før og kunne derfor mere eller mindre skøjte gennem indledende runde uden på noget tidspunkt at være i fare for at ryge ud. Det gjaldt også gruppe A, hvor Søren Kasper og Olav i stedet kunne koncentrere sig om at positionere sig inden slutspillet og pleje gammelt nag. Skønt de ikke var mødtes i forrige turnering, havde den skuffende eksklusion i kvartfinalerne i dem begge efterladt en god portion ubearbejdet hævngerrighed, som de nu i første omgang kunne lade gå ud over den traditionelle rival. I Søren Kaspers sjæl vil der formentlig altid være væskende sår efter mayonnaise-komplottet i september 1999 og sammenkrølningen i februar 2001, men i dette puljespil formåede han i imponerende grad at sætte sig ud over fortiden, således at Zion Bloods udbytte af to velspillede opgør blev 1-1 på joypad og 2-1 på tastatur i en af ISSA-historiens klassiske konstellationer. Da rastafari-mandskabet derudover kun tabte point gennem 2-2 på joypad mod Rolandoposen, måtte FC Rask trods fuldt udbytte af sine ti øvrige kampe tage til takke med en andenplads i slutstillingen, der desuden viser en betydelig forskel på de to tophold, hvad målfarligheden angår. Mens FC Rask nettede 31 gange i 12 kampe, nåede Zion Blood op på 43, hvoraf den særligt sprælske Johnny Osbourne stod for de 20. At Søren Kasper forekom som den mest veloplagte af de to, behøvede dog ikke være noget varsel om total fiasko for Olav, for selvom han aldrig havde præsteret at vinde sin indledende pulje, fejlede hans resultatliste jo ingenting – en førsteplads, to tredjepladser, en fjerdeplads og en femteplads. I det hele taget opviser historien ingen entydig sammenhæng mellem turneringernes grundspil og endelige udfald; mens Rasmus Jørgensen efter fem turneringer var blevet den Bedste tre gange uden at hjemføre en eneste gruppesejr, må såvel Markus som Søren Holm konstatere, at de hele fire gange har besat førstepladsen i deres puljer uden at kunne holde stilen hele vejen.
For nu at vende tilbage til gruppe A var hverken Rasmus Klargaard eller debutanten Johan på noget tidspunkt i fare for at gå glip af ottendedelsfinalerne. Førstnævnte, der for anden gang i karrieren udtog et hold af tv-stjerner, så ud til at holde samme jævne, ikke prangende niveau som i forrige turnering, hvilket var godt nok til en tredjeplads; han fravristede hverken Olav eller Søren Kasper point og hentede 1-0 på joypad og 0-2 på tastatur mod nærmeste konkurrent Johan.
Denne nye, spændende Sensible-spiller, et point efter i stillingen, men til gengæld tretten bedre end nr.5, Fenar, opnåede gennem sin baret en vis lighed med Picasso og fik passende nok en debut, der gav mindelser om Guernica - 0-6 på tastatur mod Olav. Heldigvis skulle det vise sig at være en enkeltstående begivenhed; hans mandskab med det komplet uforklarlige navn Rolandoposen** fik snart styr på tingene og imponerede udover triumfen mod Rubinsteins 11 med 2-2 på tastatur mod Zion Blood, ligesom FC Rask måtte kæmpe anderledes hårdt for 1-0 sejren i holdenes andet møde. Som følge af et dumt pointtab gennem 1-1 på tastatur mod Fenar måtte Johan til sidst se sig henvist til fjerdepladsen, men hans fine indsats og optimistiske spil var et smukt eksempel på, hvordan man ikke behøver at grave sig ned i et hul i jorden, blot fordi man er debutant.
Gruppe B
Asser – FC Godthåb
Bjarke – Stimorol Drengen
Bjørn – Hamozretz
Jacob Graulund – Soul Brothers XVI
Rasmus Jørgensen – Køge
Seedorf – The Misters
Også i gruppe B markerede en debutant sig med en udmærket præstation. Asser og FC Godthåb vandt på tastatur sikkert 3-1 over en ellers flyvende Bjørn og hentede i opgørene med Bjarke og Jacob Graulund en 2-0-gevinst og et enslydende nederlag mod hver. Sidstnævntes musikalske mandskab blev trods denne jævnbyrdighed klart distanceret i slutstillingen, da såvel Hamozretz som Stimorol Drengen gjorde det klart af med dem og dermed sikrede et slutspil uden smægtende strygere.
I alt opnåede Asser fem sejre og fem nederlag, præcis ligesom Bjarke, der ikke virkede nær så skarp som i april men selvfølgelig ikke havde nogen problemer med at gå videre. Da gruppens sjettemand, debutanten Seedorf, var helt væk og ikke opnåede et eneste point, kom den eneste trussel fra Soul Brothers, som trods visse fremskridt ikke kunne stille det store op over for tyggegummitroppernes rutine. Bjarke hjemførte to 2-0-sejre, hvorefter folk med hang til talmagi kunne more sig over den pudsighed, at alle seks kampe mellem nr.3, 4 og 5 var endt med samme cifre.
Trods det nævnte nederlag til Asser og en afsluttende afklapsning på 0-5 mod Rasmus Jørgensen fik Bjørn tydeligt demonstreret, hvilken fænomenal udvikling han havde gennemgået siden debuten i forrige turnering. Det gik ikke mindst ud over den ellers klare favorit til andenpladsen, Bjarke, der i et dramatisk og til tider velspillet opgør i tredje runde var bagud 0-2, før han fik set sig om, og virkede udsædvanlig rådvild, indtil Original efter et kvarter reducerede og derefter med vanlig kynisme fik en Hamozretz-forsvarer udvist ved at tirre ham til en svinestreg. Stimorol Drengen lagde et ganske massivt pres resten af kampen, men da hverken deres mange velgennemførte angreb eller Hamozretz’ kontrastød blev afsluttet med den kølighed, en ophedet stemning unægtelig også gav ringe betingelser for, holdt de 1-2 sig kampen ud. Bjørn havde sikret sig en meriterende joypadtriumf og fulgte overbevisende op med 3-0 i den omvendte kamp.
Selv gruppevinderne Køge kunne bringes ud af fatning af Hamozretz og deres voldsomt forøgede styrke, måske fordi de her for en gang skyld kom ud for et hold, der spillede ligeså uortodokst som dem selv. Med kikærtespillerne på tastatur kom det sort-hvide forsvar adskillige gange på glatis, således at Rasmus Jørgensen måtte indkassere gruppespillets eneste pointtab og sammen med tilskuerne nær var blevet blæst omkuld af Bjørns jubelbrøl ved udligningen til 2-2 kort før tid.
Gruppe C
Asbjørn – FC Reason
Aske – Sydhavnen
Jacob Pol – Polsmokers
Kurt – SC Boca Vista
Markus – Star Wars
Ronni – Ronnis Mad
Rune Christensen – FC Humleby
I gruppe C, der meget morsomt havde deltagelse af hele to bydelshold, fik en knap så lydstærk men ligeså energisk Rune med sin suveræne førsteplads tydeligt vist, hvor opsat han var på et titelforsvar. I tolv kampe afgav han kun en enkelt remis, sjovt nok mod Jacob Pol, Markus’ kollega fra dagbladsverdenen, der endte næstsidst; Humleby udsatte altså etablerede mandskaber som Boca Vista og Star Wars for alvorlige klø, der især tog hårdt på Markus. Ganske vist lykkedes det ham at holde tabscifrene inden for beskedne rammer – 1-3 på joypad og 0-1 på tastatur – men i begge kampe var han klart nedspillet af Runes velorganiserede mandskab, der udover sit forspring på syv point til Star Wars (noget af en forandring i forhold til den tætte afgørelse i april) kunne glæde sig over 10-0 mod Ronnis Mad, en sejr der indtager en delt andenplads på listen over alle tiders største.
Selvom Markus altså forståeligt nok ikke var helt tilfreds med tingenes tilstand og selvfølgelig også var næsten sygeligt ivrig efter at revanchere det skuffende udbytte af Humleby-turneringen, indtog han en sikker andenplads, seks point foran Kurt, der ganske vist besejrede ham 2-1 i en velspillet skønt betydningsløs kamp i sidste runde men i deres første møde blev sendt til tælling med 5-0 og desuden løb ind i nederlag mod debutanterne Aske og Asbjørn. Til gengæld hentede begge komfortable gevinster (Kurt karrierens største med 7-0 på tastatur) mod Jacob Pol, der jo ellers voldte Rune problemer, og den store spredning mellem topholdene fortsatte ned gennem tabellen: Boca Vista på tredjepladsen havde syv point til Sydhavnen, der så igen holdt FC Reason på fem points afstand.
De to sidstnævnte mandskaber blev bestyret af venner til Kaspers lillebror og gjorde begge en udmærket figur, skønt deres begrænsninger selvfølgelig også kom klart til udtryk gennem pointtab mod Ronni – Asbjørn måtte endda lade sig nøje med to gange uafgjort. Til gengæld fik de altså ram på Kurt, og Aske gjorde gennem 3-0 på tastatur og 1-1 på joypad kål på Jacob Pol, resultater der var med til at afgøre en ellers længe tæt kamp om fjerdepladsen til Sydhavnens fordel. Når afstanden til forfølgerne blev så stor som fem point, skyldtes det desuden, at deres pointtab mod Ronni var større.
For at holde fast i det sidste punkt lykkedes det nemlig til stor fornøjelse for alle Sensible-afficionados Ronni at vinde en kamp for første gang i over tre år. Den, som vi har set, bestemt ikke uefne Jacob Pol kunne med et 2-1-nederlag løse medlemskort til den eksklusive klub af Ronnis ofre, der ellers kun tæller Morten og Mads. Selvom den sensible kok, som meget passende havde fundet det kulinariske holdnavn fra februar 2001 frem igen, var voks i hænderne på Rune, sporede man klare forbedringer i forhold til tidligere turneringers til tider pointløse miserer. Udover en denne gang betragtelig pointhøst – med en sejr og tre uafgjorte var han kun tre point fra femtepladsen – gav begrænsede nederlag på 0-2 mod både Markus og Kurt grobund for visse fremtidshåb.
Gruppe D
Andreas – Ostegården
Daniel – Real Madrid 1965
Kasper – Flax Mit Hjort
Peter Reinhold – Real Madrid
Qillaq – Usual Suspects
Rune Larsen – Rune United
Søren Holm – Genocide United
Andreas havde inspireret af Runes succes i april valgt at opkalde sit hold efter spillestedet og kunne da også notere en betydelig forøgelse af spillestyrken, skønt forklaringen nok ligeså meget skulle søges i de intensive træningsaftner, han i selskab med samboen Søren Kasper havde brugt hele sommeren på. Han fik også god brug for de nyvundne ressourcer i denne forholdsvis jævnbyrdige pulje, den eneste hvor der til det sidste herskede tvivl om, hvem der gik videre, og den eneste hvor gruppevinderen måtte indkassere et nederlag undervejs.
Efter to indledende nederlag vandt Ostegården tre kampe på stribe, først meriterende 1-0 over den tidligere storspiller Daniel, og selvom der fulgte en tilsvarende serie af tab og de kaseøse angribere aldrig viste nogen overdreven hang til mål – det blev i alt til ni i tolv kampe – holdt de hele tiden, hvis man tilgiver denne plathed, skorpen i vandskorpen; Andreas lod sig ikke fordrive fra den afgørende fjerdeplads.
Konkurrenterne talte debutanten Rune Larsen, der leverede en udmærket indsats og bla. opnåede to gange uafgjort mod Daniel og en enkelt mod Søren Holm foruden sejre over Kasper og Qillaq men i slutstillingen havde tre point for lidt, og Kasper, som den traumatiske eksklusion i april tilsyneladende havde ribbet for enhver selvtillid og spilleglæde; han lå i hvert fald på sidstepladsen med tre point efter otte runder og en skandaløst ringe indsats. Til gengæld tog han som sædvanlig prisen for fantasifuldhed i navngivning af mandskab, mens der var stor glæde blandt hjortene over nu for anden gang som den eneste dyreart at have figureret på holdlisten til en ISSA-turnering.
Flax Mit Hjorts eneste sejr i de første to tredjedele af gruppespillet var i øvrigt faldet mod netop Ostegården, som de efter storsejre over Usual Suspects og Rune United i 9. og 10. runde fik et vist håb om at indhente, inden Real Madrid 1965 med en 2-1-sejr på joypad igen satte dem tilbage. Kasper fik rent faktisk kæmpet sig til endnu en sejr over Andreas, 2-0 på joypad, og var dermed kun to point efter inden sidste runde, hvor rivalen endda skulle sidde over og kun kunne se neglebidende til, mens hans skæbne blev afgjort. Desværre for Kasper forholdt det sig sådan, at modstanderen i slutkampen skulle findes i den nærmeste familie. Peter havde allerede en gang, i ISSA-historiens første opgør mellem to brødre, maltrakteret sit eget kød og blod 2-0 på joypad, og heller ikke i dette afsluttende for Kasper så afgørende og for Peter (mht. tabellen) betydningsløse opgør blev der udvist nogen synderlig broderkærlighed. Med 1-0 til ungdommen var Andreas i ottendedelsfinalen, mens Kasper for tredje turnering i træk måtte konstatere, at han var slået ud – for tredje gang i træk med snæver margin og for tredje gang i træk efter i de indbyrdes opgør at have klaret sig bedre end det hold, der lige akkurat snød ham for den afgørende slutspilsplads. En krank skæbne.
Det var ikke kun storebror, der fik en hård behandling af Peter. En af historiens mest bemærkelsesværdige debuter blev indledt med 1-0 over Daniel, og da det siden blev sejr og uafgjort mod både Andreas, Rune Larsen og Qillaq foruden de seks point mod Flax Mit Hjort var en sikker tredjeplads i hus, syv point foran Ostegården og kun to point fra den andenplads, hans Real Madrid-mandskab faktisk længe sad på, indtil Daniels rutine trods alt begyndte at gøre sig gældende. Ganske vist hørte deres kampe ikke til de allermålrigeste, målscoren lød på 11-11, men godt forsvarsspil er også i Sensible en svær kunst og i hvert fald en fornøjelse at følge, når det udføres som her. Bortset fra Hitler og Stalin, der stod for otte af de elleve mål mod Real Madrid, tog spaniernes defensiv modet fra enhver nok så optimistisk angriber.
Det gjaldt i høj grad også Spiderman, spydspidsen på Daniels hold, som han i et udslag af selvironi lod bestå af superhelte kendt fra Marvel-bladet. Hvorfor det skulle hedde Real Madrid 1965, var lidt uklart, men det havde nok været klogt at undersøge, hvordan det egentlig gik den kongelige klub tilbage i 1965 – de tabte 5-1 til Benfica. Her i oktober 2002 lagde Daniel vederstyggeligt ud med et point i de første tre kampe efter 0-1 mod både Peter og Andreas foruden kun 1-1 på tastatur mod Rune Larsen, og halvvejs gennem gruppespillet lå han og rodede nede på fjerdepladsen, et point fra udslusningsplaceringerne. Med 6-1, de voldsomste cifre nogensinde i et opgør mellem de to veteraner, fik Søren Holm for alvor stjernerne til at cirkle om tegneseriefigurernes hoveder, inden Daniel fik hanket lidt op i dem og gennemførte de sidste syv runder med en uafgjort og seks sejre, bla. 3-0 over Genocide – hvilket så omvendt var Daniels største sejr over Søren Holm gennem tiderne. Så skønt den tofoldige vicemester altså også denne gang gjorde sig bemærket med pointtab, der i en fjern fortid ville have været utænkelige, udbedrede han dog i nogen grad indtrykket fra april og fik med den også her i gruppespillet opadgående kurve skabt visse forventninger inden ottendedelsfinalerne.
Genocide mistede udover ovennævnte nederlag kun point via 2-2 på joypad mod Rune Larsen, som de til gengæld pulveriserede 6-0 på tastatur, ligesom Søren Holm også følte trang til at give den unge styrvolt Peter en lærestreg: 5-0 og 3-1. Selvom Kasper og Qillaq slap med mindre klø – selv folkemordere har brug for at slappe af ind imellem – forekom Søren Holm determineret som aldrig før. Et glimrende eksempel var hans på en gang energiske og panegyriske udtalelse i forbindelse med en scoring mod Qillaq: ”Du er for vild Hitler, dit fede svin!”.
Ottendedelsfinaler
Efter Askes fine præstation i indledende runde var der måske håb om en overraskelse i ottendedelsfinalen, skønt lodtrækningen som modstander havde givet ham Køges hidtil særdeles overbevisende mandskab, og faktisk formåede Sydhavnen i det første, ganske underholdende møde, hvor Aske var på tastatur, at spille lige op med favoritterne, idet den manglende rutine dog gav sig udslag i en del misbrugte chancer – på et tidspunkt blev en Sydhavnen-frontløber tacklet på selve målstregen. Efter at en anderledes effektiv Rasmus Jørgensen havde sikret sig 2-0 på et par kontrascoringer, udviklede anden del af det, der med lidt god vilje kan kaldes slaget om Køge Bugt, sig til en veritabel massakre. 0-9 var selvfølgelig en trist afslutning for Aske men kunne ikke udviske indtrykket af en lovende debut.
Endnu stærkere indtryk havde Johans første optræden på ISSA-scenen gjort, men som ventet var han uden chancer mod Søren Holm. I den første kamp, der endte 4-0, tillod Stalin sig endda i et enkelt tilfælde den luksus at spille Ceaucescu fri, skønt han ligeså godt selv kunne have sparket på mål, og da Rolandoposen i returopgøret bragte sig foran både 1-0 og 2-1 inden pausen, fik Hitler med et hattrick i løbet af et kvarter taget livet af enhver tvivl.
En af de på forhånd mest interessante konstellationer var Rasmus Klargaard mod Bjørn – den rutinerede ræv med mange kampe men få meritter i bagagen mod opkomlingen på vej mod uanet storhed. Rubinstein-coachen sørgede for at stimulere tilskuerinteressen yderligere ved at sætte sig ned i et hjørne og synge en af tidens landeplager, ”Hot in here”, og underholdt endvidere alle, der gad høre det, om, hvor travlt han egentlig havde med at blive færdig og komme til stævnemøde. (At Søren Holm for voldsomt i flint, fordi Klargaard havde skiftet kæresten ud uden at fortælle ham (altså Søren Holm) om det, viser selvfølgelig, hvor tæt et forhold der består mellem de to, men det siger også noget om Søren Holms udvikling, at det var det eneste, han kunne hidse sig op over – foran skærmen var han roen selv). Efter at Hamozretz-angriberen Ca. 9 Min meget passende bragte sit hold i spidsen efter otte minutter, havde Klargaard vist glemt, at han skulle skynde sig videre, tillige med alt andet omkring sig; Ulla Terkelsen stjal fuldstændig rampelyset og fik med to scoringer vendt billedet, inden Durum kort før pausen gjorde det til 2-2. Der herskede stillingskrig i et af turneringens mest medrivende opgør indtil de sidste 18 minutter, hvor stjernereporteren måtte se sit andet føringsmål udlignet på straffespark allerede i det følgende angreb – på ny var Durum på pletten – før hun i sidste minut kronede en bemærkelsesværdig præstation med at snakke bolden i mål til 4-3.
Returkampen, nu med Bjørn på tastatur, lod heller ikke meget tilbage at ønske for tilskuerne; da den utrættelige Terkelsen med to yderligere scoringer indenfor de første tyve minutter så ud til at have afgjort sagen og forpurret Klargaards date, tog den bemærkning, der oftest bliver slynget over disken på Bjørns lokale shawarmabar, Ca 9 Min, for alvor fat, således at måltavlen efter endnu 90 minutters tempomættet Sensible viste 3-2. Rasmus havde som den første nogensinde præsteret at smide en tremålsføring væk og måtte indstille sig på endnu et tête-à-tête af den slags, han ikke havde forestillet sig – med den frådende fanatiker Bjørn.
Jævnbyrdigheden i den første omkamp var fortsat udtalt, således at en hurtigt udlignet Hamozretz-føring i starten og en hurtigt udlignet Hamozretz-føring hen imod slutningen – hvor Mogens Rubinstein fik Hamozretz-keeperen til at sprælle forgæves som et andet interviewoffer – bevarede spændingen intakt inden det afgørende opgør. Her ventede Ca. 9 Min, der i 2-2-kampen havde levet yderst dårligt op til sit navn ved at score efter præcis ni minutter, til midten af første halvleg, før han med sit sjette mål i de fire ottendedelsfinaler afgjorde en af de mest langvarige og sindsoprivende dueller i ISSA’s historie; med 1-0 var Bjørn allerede i sin anden turnering nået frem til kvartfinalerne og havde dermed givet et lærerigt eksempel på, hvor langt man kan komme med stort engagement og hård træning.
I anderledes ubemærkethed afgjorde Bjarke og Markus samtidig deres ottendedelsfinale mellem sig på et spændingsniveau, der vist står i så stor kontrast som overhovedet muligt til den netop beskrevne gyser. At Star Wars vandt 6-0 på joypad og 7-0 på tastatur kan forklares på flere måder: for det første ved Bjarkes overraskende flotte indsats i april, der åbenbart havde givet ham så mange stjernenykker, at den mindste modstand nu fik ham til at opgive ævred fuldstændig – og for det andet ved Markus’ to nederlag til Rune i indledende runde, som selvfølgelig har medført et vist behov for at rase ud.
Med den femte ottendedelsfinale vender vi tilbage til de snævre afgørelser. Turneringens største positive overraskelse Peter gav Olav kam til hans skæg i de to første kampe, hvor FC Rask-forsvaret gang på gang var på hælene men som regel alligevel fandt en løsning, som det nu engang er med storhold. Efter 118 målløse minutter kunne de dog ikke holde Raúl tilbage længere, og Real Madrid, her i den anden kamp med joypaddet i ryggen, holdt den overraskende føring første halvleg ud. Olav, der på dette tidspunkt selvfølgelig var et skælvende nervevrag, måtte love for del Piero, da denne levendegjorte renæssancefresko kort efter pausen med en fiks scoring efter et kontraangreb sikrede replay.
FC Rask blev her nok engang bragt i tabsposition, da Mijatovic tog forsvaret på sengen i det første angreb i anden halvleg og derved gjorde Olavs skæren tænder hørbar. Peter derimod rejste sig spontant op og trykkede den heppende Aske i hånden – et smukt eksempel på værdig jubel og Sydhavns-sammenhold – men måtte alligevel se rutinen løbe med sejren, da Ravanelli med to scoringer fulgt op af Zola sikrede FC Rask 3-1. Med 0-0 i returkampen, hvor Olav kontrollerede begivenhederne ud fra en stærk defensiv, var Peter foreløbigt ude af sagaen.
Zion Blood fulgte deres fine indledende runde op med to ubesværede sejre på 4-0 og 4-1 over Asser, der trods denne udklassering kunne glæde sig over en nogenlunde debut, altimens Johnny Osbourne og King Tubby gjorde sig bemærket med hver tre scoringer. Søren Kasper hvæssede knivene inden kvartfinalerne.
Den tredje tætte ottendedelsfinale stod mellem Daniel og Kurt, der gav hinanden to glimrende dyster. I den første kamp, med Daniel på tastatur, så Spiderman med sin anden scoring, efter 77 minutter, ud til at have sikret Real Madrid 1965 det bedste udgangspunkt, indtil Jonas kort før tid udnyttede et forsvarskoks til at reducere for Boca Vista – utilgiveligt sløseri fra Daniels side. Jonas fortsatte målscoringen i det 25. minut af returkampen, hvor Spiderman efter endnu en fuldtræffer var begyndt at forberede på rollen som matchvinder men måtte se spindelvævet briste sammen med Daniels drømme om en tilbagevenden til eliten; Kurt var nådesløs i slutfasen og kunne med 4-1 sætte kurs mod sin første kvartfinale.
Som rosinen i pølseenden finder vi opgøret mellem to værtslokaliteter, Ostegården og Humleby. Den aktuelle hjemmebanestatus hjalp ikke Andreas’ gulklædte styrker, der efter tre Humleby-scoringer i de første ti minutter sank sammen som en ostesoufflé og selvfølgelig aldrig var i nærheden af at true mesteren. Rune afholdt sig meget pudsigt fra at score yderligere i den første kamp og måtte også indkassere en enkelt scoring, men da hverken skimmel eller romrulle tilsyneladende var noget, der bed på ham, holdt han med 8-0 i returopgøret blikket stift rettet mod den pokal, der stadig var hans.
Kvartfinaler
Efter denne grovsortering var det i kvartfinalerne tid til at lade marginalerne og de finere nuancer i spillestyrken komme til deres ret – i hvert fald er en klar afgørelse nok det sidste, man forventer af et opgør mellem Markus og Søren Kasper. De to veteraners første møde nogensinde i slutspillet endte da også med en sejr på kun et enkelt mål, men faktisk var Zion Blood gennem det meste af forløbet et par skridt foran, lige fra Osbournes 1-0-scoring efter en halv times spil i den første kamp, hvor Markus skønt på tastatur havde betydeligt besvær med at holde styr på de vævre jamaicanere. Osbourne fordoblede målhøsten i anden halvleg, inden Darth Maul, der jo er kendt for at holde længe ud, syv minutter før tid reducerede og lagde op til et spændende returopgør.
Her afgjorde Osbourne og Tubby sagen med en scoring hver, idet Maul efter to udligninger ikke kunne vride mere energi ud af kroppen, og Markus i det hele taget måtte se sig knebent distanceret af sin gamle ven, både hvad angår pasningsspil og afslutninger. Star Wars-coachen nåede for anden turnering i træk ikke længere end kvartfinalen, mens en ellevild Søren Kasper for første gang i tyve måneder var blandt de fire bedste.
Kvartfinalerne blev også endestationen for Bjørn, der ellers utroligt nok efter Klargaard-dramaet havde kræfter til at levere Søren Holm et vist modspil. Det er sjældent, Genocide kommer foran efter fire minutter uden at følge op med mindst en mellemstor massakre, men her måtte man vente til midt i anden halvleg, før Hitler med en klassisk hovedstødsafslutning, nærmest som forlængelse af en afslutning fra Franco, gjorde det til 2-0 og gav Bjørn svære betingelser i den anden kamp. Han præsterede dog et sidste brøl ved Durums scoring efter sytten minutter og holdt gennem en længere periode med vekslende spil spændingen ved lige, indtil Franco ti minutter inde i anden halvleg lukkede festen. Bjørn udåndede med æren i behold og var med sin storartede og ganske uventede indsats trådt med stormskridt ind i de bedstes rækker.
Den forsvarende og den tidligere Bedste, Rune og Olav, tørnede sammen i den tredje kvartfinale, hvor Humleby, til at begynde med på tastatur, syntes på vej mod en ukompliceret gevinst, da Kellermann kort inde i anden halvleg gjorde det til 2-0. Denne scoring var imidlertid blot indledningen på hektiske ti minutter, hvor del Pieros reducering blev fulgt op af Kellermanns tredje scoring, inden Zola gled et indlæg fra di Livio i mål. Den sidste halve time bød fortsat på livligt og afvekslende spil men ingen yderligere aktivitet på lystavlen, og Rune var tydeligt irriteret over for første gang i turneringen at blive budt imod.
I returkampen brød Humlebys forsvarsorganisation sammen; tacklingerne sad typisk bag modstanderne og opdækningen svigtede fuldstændig, således at Ravanelli og Zola efter behag kunne skiftes til at score, inden del Piero gjorde det til 5-0 kort før tid. En drastisk exit for den sympatiske og snart forhenværende champion og en stor præstation af Olav, der for alvor var ved at spille sig i omdrejninger.
Efter udmanøvreringen af Daniel var Kurts selvtillid selvfølgelig skruet helt i vejret, og han gjorde da også en fornem figur i kvartfinalen mod Rasmus Jørgensen, der var på joypad i den første kamp men trods et vist spilovertag ikke ligefrem vadede i åbne chancer. Tommy Olsen udnyttede en af de få til at bringe Køge i front efter en halv time af den første kamp, hvor Jonas dog snart fik genoprettet balancen. Denne farlige angriber fortsatte forbløffende nok målscoringen ni minutter inde i returopgøret, hvor Boca Vistas forsvarskæde gjorde en heroisk indsats for at forsvare føringen men ikke kunne forhindre Tommy Olsen i at vende billedet med to scoringer, en på hver side af pausen. Med det smalle nederlag fik Kurt yderligere understreget, at han var en faktor, man måtte regne med fremover.
Semifinaler
Ved lodtrækningen til semifinalerne kunne Olav ikke tilbageholde et betragteligt suk, da han kom op af bowlen sammen med sin overmand fra april Rasmus Jørgensen. Storsejren over Rune, Rasmus’ overmand i samme turnering, burde ellers ikke give anledning til den store pessimisme, men her i semifinalen virkede FC Rasks spillere slukørede, allerede da de gik på banen, og spillet var selvfølgelig derefter. Køge satte sig på opgøret fra start og lod heller ikke efter Tommy Olsens 1-0-scoring med et kvarter på kampuret FC Rask drive det til noget særligt fremad banen. Mads Olsen øgede midt i anden periode, inden Zola ti minutter før tid skabte en smule spænding inden returkampen, hvor Køge nok engang svang dirigentstokken og scorede, som de nu fandt det for godt. Zola fik som i første kamp reduceret en tomålsføring skabt af Tommy og Mads Olsen, men blot fem minutter efter 1-2-målet sendte Henrik Eggerts en lang diagonal bold op i straffesparksfeltet, hvor Anders Clausen i noget nær luftduel med Pagliuca headede afgørelsen i nettet. Olav lignede en, der havde lyst til at kaste computeren ud ad vinduet.
Det samme gjorde Søren Kasper faktisk i store dele af opgøret med Søren Holm. Trods betydelige fremskridt i forhold til deres møde i kvartfinalen i april, måtte han indkassere et 0-1-nederlag på tastatur efter en hovedstødsscoring fra Franco efter en time, og i returkampen indledte Zion Blood efter en lige første halvleg anden ved at begå straffespark mod Stalin, der selv eksekverede sikkert. Alt syntes afgjort indtil ti minutter før tid, hvor Osbourne efter lidt tilfældig tumult i feltet fik tilkendt kampens andet forsøg fra 11-meter-pletten og passerede en chanceløs Idi Amin. Genocide satte alle sejl til for at knuse ethvert håb, modstanderen måtte have fået, men mistede bolden, mens alle var på vej frem, og måtte i stedet se Tubby finde en helt fri Perry, der modtog bolden i spurt, trak ind mellem to forsvarere og sendte læderet snært uden om en efterhånden noget frustreret ugandisk diktator.
En særdeles pludselig udvikling, der hensatte tilskuerne i måbende beundring og en kort overgang lammede Søren Holm, så han nær havde smidt alt væk med endnu et dumt boldtab. I omkampen efterlod Genocide dog ingen tvivl om, hvem der trods alt var stærkest; Stalin og Hitler deltes om scoringerne i 2-0-sejren på tastatur, og da Stalin hurtigt kvitterede Osbournes føringsmål i returkampen, havde Zion Blood ikke mere at skyde med. Med endnu et veltimet hovedstød efter en time fik Franco lov til at sætte punktum for en overordentlig velspillet og dramatisk semifinale, hvor Søren Kasper trods nederlaget fik vist såvel høj spillestyrke som fighterinstinkt.
I kampen om tredjepladsen måtte han dog kapitulere over for Olav, som han jo ellers havde besejret tidligere i turneringen – de hårde 360 minutter mod Søren Holm havde tydeligvis tæret på fingerkræfterne. Samtidig bemærkede Søren Kasper også, hvordan modstanderen trods opgørets status som en slags trøstkamp var ualmindelig sammenbidt og ikke mælede et ord under hele forløbet, der mundede ud i 2-0 på joypad og 3-0 på tastatur i FC Rasks favør. Trods sin indolente facon og rolige fremtoning hører Olav til dem, der har Sensible som fast ankerpunkt i tilværelsen og derfor lader sig gå allermest på af nederlag - skønt han qua sit urbane væsen sjældent giver så voldsomt udtryk for det som andre.
Finale
For første gang rundede man af med et da capo på en tidligere finale. Præcis som i september 2001 var det Rasmus Jørgensen og Søren Holm, de to øverste på ISSA-ranglisten, der tørnede sammen i opgøret om den endelige triumf. Køge, der havde joypad i den første kamp, tiltvang sig, som de havde for vane, et betydeligt overtag og kom foran ved Mads Olsen efter 19 minutter, hvorefter Genocides angrebsforsøg gang på gang løb ud i sandet, mens de zebrastribede tog den med ro fremad. Elleve minutter før slutfløjtet lykkedes det omsider Stalin at udligne, men returopgøret blev en ny trist oplevelse for krigsforbryderne. Allerede efter ni minutter sejlede en høj, skruet bold fra Køges højrefløj Martin Borre i nettet, og Tommy Olsen afgjorde kort før pausen en aldrig rigtig spændende slutkamp med et smukt hovedstød fra femten meter.
Søren Holm måtte endnu engang se til, mens en anden hævede pokalen, men glædede sig til gengæld rimeligt nok over, at finalen denne gang undgik at blive afviklet i en sky af hash. Hvis det er hans holdning, kan man bare undre sig over, hvad en spiller som Pol Pot laver på hans hold?
VI / MMIII
* Det var vist adfærd som denne, Søren Kasper sigtede til, da han engang udtalte, at Morten var ”forsvundet i en sky af logik”.
** Det har siden vist sig, at holdet er opkaldt efter en københavnsk festarrangør, hvis navn så igen hidrører fra musikinstrumentmærket Roland.
|
|
|
|
|
Den ottende storturnering
Som Word-dokument
Efter folketingsvalget i 1973 udtalte de konservatives leder Erik Ninn-Hansen ved den første dronningerunde: ”Deres Majestæt, der har været revolution i Danmark”. Det er uklart, hvor meget den senere justitsminister og folketingsformand interesserer sig for Sensible, men havde han bivånet ISSA’s ottende storturnering, kunne han have ladet nogenlunde de samme ord falde. I hvert fald var alle tilstedeværende i Ostegårdens beboerrum denne 2. pinsedag 2003 enige om at være vidner til en omvæltning af historiske dimensioner - ja Søren Kasper, hvis evne til at finde det rette udtryk jo er legendarisk, talte ligefrem om et paradigmeskift. Eksempelvis var Sydhavnen i alle ISSA-folks verdensforståelse før den ottende turnering - med al respekt for Rasmus Klargård og Kasper (også kendt som Peters storebror) - et centrum for ikke prangende og kun glimtvis opløftende Sensible, der under alle omstændigheder sjældent kastede de store resultater af sig. Med et slag ændrede denne opfattelse sig radikalt, da Sydhavnsspillere besatte tre ud af de fire øverste pladser, og for at understrege begivenhedernes altomstyrtende karakter var en af dem endda debutant, mens de to øvrige kun deltog i deres anden turnering. (Som yderligere et kuriosum kan det nævnes, at alle tre var elever i den danske folkeskole, hvilket især Søren Holm havde svært ved at leve med).
Men da det ikke er klogt at foregribe begivenhedernes gang alt for meget i en usikker og kaotisk verden, vil vi vende os mod begyndelsen, nærmere bestemt maj måned, hvor et af de nævnte unge talenter, Peter (tidligere kendt som Kaspers lillebror), der havde gjort sig fornemt bemærket i debuten i oktober 2002 og havde været opslugt af intensiv træning lige siden, begyndte at udsende en lind strøm af mere og mere desperate mails med det for ham efterhånden eksistentielle spørgsmål, hvornår den næste storturnering skulle finde sted. Markus og Søren Kasper satte det enorme ISSA-bureaukrati i bevægelse og fik henved 30 mennesker til at rive 2. pinsedag ud af kalenderen. På ny var deltagertallet altså rekordhøjt, og som sidst blev dette mindre folkeslag inddelt i fire puljer, som Fortuna i skikkelse af vor kære leder Daniel trak lod til ved en uangribelig ceremoni aftenen før.
Gruppe A
Lad det være sagt med det samme, at gruppe A fik et overordentlig rodet forløb – et stykke kaosteori i praksis, fristes man til at sige. Stærkt bidragende til forvirringen var en betydelig usikkerhed om, hvem der overhovedet deltog. Et af Søren Kaspers tvivlsomme bekendtskaber valgte i sidste øjeblik at springe fra sit tilsagn om at stille op, hvilket den plagede organisatør i første omgang bødede på ved i stedet at hidkalde sin tegneseriepartner Simon Jensen, der havde leveret en bleg indsats i den sjette turnering året før. Da denne erstatningsspiller så, stadigvæk pr. mobiltelefon, formåede at melde fra ti minutter efter at have meldt sig til, nærmede konsekvenserne for gruppespillets afvikling sig total uoverskuelighed. For nu var spillet i gruppe A gået i gang – med otte deltagere, hvilket altså vise sig at være en for meget, og dermed måtte det af Simon annoncerede mandskab Darkham gennem hele indledende runde betjenes af bundspillere fra de øvrige puljer. Resultatet var noget så bizart som en turnering med 30 hold men kun 29 deltagere, ja faktisk var der i begyndelsen endnu færre, idet den tidligere mester Rune satte en ny suveræn rekord i forsinkelse og distancerede Kasper og Mortens tidligere præstationer med flere timer. Først til de sidste fire ud af fjorten indledende kampe fandt Humlebys flegmatiske coach lejlighed til at møde frem, og efter ISSA’s sædvaneretlige bestemmelser (der dog nok næppe var beregnet på forløb af en hel eftermiddags varighed) overtog en anden topseedet spiller, Markus, ansvaret for holdet i løbet af vakancen. Selvfølgelig et sportsligt set dybt utilfredsstillende arrangement, der tydeligt illustrerede behovet for en regelstramning angående direktørmødetider.
Til at begynde med virkede Søren Kasper, forrige turnerings fjerdebedste, upåvirket af al denne virak. I hvert fald gennemførte han de første ti kampe med kun et enkelt pointtab i form af 2-2 mod det kompetente Rune-surrogat Markus, og med 10-0 over Frem fik han endda tangeret Rasmus Jørgensens halvandet år gamle joypadsejrsrekord som kulmination på en række andre kæmpegevinster. Men da spøgelsesmandskabet Humleby, der ellers havde holdt trit med Zion Blood gennem ni runder, pludselig mistede fire point gennem 0-0 mod Ohoi og 0-1 mod Darkham, og reggaemusikerne med en sejr over Intim Bingo Esbjerg kunne sikre sig et afgørende forspring, stod nerverne ikke længere mål med evnerne (eller omvendt): Kasper vandt smukt 3-2 på joypad og gentog dermed kunststykket fra sin tilsvarende sejr over Daniel i september 1999. Zion Bloods undulattrikoter blegnede et par nuancer endnu tillige med coachens ansigtskulør efter 1-3 mod den omsider ankomne Rune, der med sejren overtog førstepladsen og beholdt den gruppespillet ud. Skønt den beløb sig til kun et enkelt point, skulle Søren Kaspers manko på andenpladsen vise sig fatal.
Af Kaspers holdnavn, der som sædvanlig havde karakter af et mindre fluxus-kunstværk, aflæser man tydeligt, at problemet med hasardspil på vestjyske højskoler er langt værre end almindeligt antaget. Intim Bingo Esbjergs solide indsats i indledende runde var imidlertid et ligeså tydeligt udtryk for den gavnlige indflydelse, den karske havluft havde haft på Sydhavnsveteranen, der altså hentede en nydelig og i hvert fald for modstanderen vigtig udesejr over Zion Blood og besatte en sikker tredjeplads i slutstillingen, hele elleve point foran nr. 4. To nederlag mod Humleby og et enkelt i den første kamp mod Zion Blood var vel, hvad man kunne forvente, og overfor puljens nedre besætning førte Kasper en hård kurs - dog fraset de to målløse tastaturkampe mod Ohoi og Himachal, hvis keeper endda tillod sig den frækhed at snuppe Kringlen på Megamygs ellers velplacerede straffespark. Således måtte Frem, som Kasper ellers til daglig er en lidenskabelig tilhænger af, to gange ned med 0-3.
De blå-røde blev anført af Søren Holms gode ven Mads, der deltog for første gang siden den anden storturnering, hvor han var endt næstsidst i puljen men dog havde nået at udmærke sig i en fin 3-3-kamp mod Daniel. Her seks turneringer senere var han magtesløs overfor de tre tophold – seks nedslagtninger resulterede i 0 point og målscoren 0-30 – men til gengæld overraskende stærk og stabil mod gruppens inferiøre elementer. I disse opgør lykkedes det Frem helt at undgå nederlag, og med to runder tilbage havde de allerede sikret sig fjerdepladsen, der gav en overraskende adgangsbillet til slutspillet.
Gruppe B
I en fodnote i kapitlet om den syvende storturnering nævnte vi, hvordan Morten engang ifølge Søren Kasper var ”forsvundet i en sky af logik”. Dette forbløffende udsagn kunne fortjene en nærmere granskning. Først må man naturligvis spørge sig selv, hvordan det er muligt for et konkret eksisterende individ at blive opslugt af en abstraktion som logikken, der jo ifølge almindelige sproglige konventioner ikke lader sig betragte i den virkelige verden af rum og tid, vi til daglig færdes i, men blot udgør en relation mellem sagsforhold. Groft sagt hævder Søren Kasper altså, at Morten er blevet opædt af en tanke, hvilket selvfølgelig er i åbenlys modstrid med de naturlove, vi ellers går rundt og tror på, og desuden synes at være en logisk(!) umulighed: for hvordan kan en tanke – eller lad os sige det metafysiske – der jo netop er defineret som det, der ligger til grund for og altså uden for den fysiske verden, pludselig begynde at øve indflydelse på, ja ligefrem gøre indhug i, den selvsamme fysiske verden? Det kunne altså se ud som om, der er tale om den særlige hegelianske form for logik, som i modsætning til den aristoteliske logik, de fleste videnskabsfolk bekender sig til, ignorerer modsigelsesfrihedens princip.
Da vi selvfølgelig ikke kan tro på, at Søren Kasper er begyndt at hengive sig til Hegel, filosofihistoriens største sludrechatol, må vi undersøge mulighederne for en anden forklaring. Her kommer Rasmus Jørgensen ind i billedet, der ligesom Morten var havnet i gruppe B og desuden delte den erfaring med ham at have været igennem Søren Kaspers erkendelsesteoretiske vridemaskine. Under en rejse i Irland i efteråret 1998 (kort før ISSA’s stiftelse, som den opmærksomme læser straks bemærker) blev han således uden ophør konfronteret med erklæringer som ”Du er et produkt af vores fælles fantasi!” og ”Du eksisterer ikke!”. Hvilke konsekvenser udtalelser af den art kan have for et menneskes identitetsfølelse og psykologi i øvrigt, vil vi gå let henover her for i stedet at koncentrere os om den indsigt, de giver i Søren Kaspers verdenssyn. Dette synes umiddelbart at lægge sig tæt op ad den irske filosof George Berkeley, hvis universitet Trinity College Søren Kasper i øvrigt benyttede den nævnte ferie til at aflægge et besøg i en tilstand af fremskredne tømmermænd, og som skepticistisk hævdede, at erfaringen ikke viser os andet end vore egne sansefornemmelser og at vi ikke kan slutte os til nogen materiel verden bagved. Blot adskiller Søren Kasper sig fra Berkeley ved, at hans skepticisme begrænses til et enkelt konkret fænomen, hvis materielle eksistens så til gengæld ikke bare drages i tvivl, men kategorisk negeres. På den anden side vil den filosofiske idealisme, der med Platon i baghånden hævder, at tidens og rummets konkrete verden blot er en i og for sig upålidelig fremtrædelsesform af det ”virkelige” bagvedliggende, idéerne, hævde, at Rasmus Jørgensens mangel på materiel eksistens på ingen måde udelukker ”ideel” eksistens som metafysisk fænomen - hvilket jo på sin vis passer udmærket med, at Søren Kasper henregner ham til ”vores fælles fantasi”. At Rasmus Jørgensen beviseligt har deltaget i adskillige konkrete i tid og rum forankrede Sensible-turneringer gør ham altså til endnu et eksempel, ved siden af Mortens logiske sky, på metafysik, der trænger ind i, for ikke at sige bemægtiger sig, den fysiske verden.
Skulle nogen mene, dette er ligeså uforklarligt som før, må vi henvise til den forklaringsmodel, der har åbnet sig med Søren Kaspers fantasi, eller nærmere bestemt det udsnit af hans fantasi, han hævder at have til fælles med resten af menneskeheden. Hele dette spørgsmål vækker mindelser om den argentinske forfatter Jorge Luis Borges’ novelle Tlön, Uqbar, Orbis Tertius, hvor et hemmeligt selskab stiftet i begyndelsen af 1600-tallet – og med guess who George Berkeley som medlem – sætter sig for at koncipere et fantasiunivers, Tlön, hvor såvel tid og rum som begrebet materiel eksistens ikke findes, og efterhånden får udarbejdet et 40-binds leksikon om emnet. Til sidst, omkring 1940’erne, begynder fænomener fra dette tankeeksperiment, der hidtil ikke har eksisteret andre steder end i det hemmelige selskabs fantasi, at dukke op i den virkelige verden på Jorden, først et kompas med en indskrift af bogstaver fra et af Tlöns alfabeter og siden små og ekstremt tunge metalkegler, der ifølge leksikonet gælder for religiøse symboler. På samme måde kan Mortens pludselige forsvindinger, der vitterligt virker uforklarlige ud fra et traditionelt synspunkt (fx virker det utroværdigt, at hans forældre skulle have bortført ham til Cypern i forbindelse med den tredje storturnering i april 2000 – langt mere plausibel er den forklaring, at han simpelthen har ophævet sin materielle eksistens i en uges tid), beskrives som det metafysiske fænomen, den logiske skys, indtrængen i den fysiske verden, hvor fænomenet altså har bevirket en midlertidig suspension af Morten som materielt væsen, ligesom Rasmus Jørgensens uvirkelige præstationer på den digitale grønsvær kan fortolkes som et fænomen fra Søren Kasper og den øvrige menneskeheds psyke eller fantasi, der er begyndt at øve indflydelse på den materielle virkelighed. Denne forklaring får ganske vist de fleste menneskers virkelighedsopfattelse til at krakelere, men det var der som sagt så meget andet, der gjorde her i den ottende storturnering.
Et glimrende eksempel er den sydhavnske spiller Hjalte, der fik en forbløffende debut, ja faktisk var noget tilsvarende ikke set siden Olav og Markus’ legendariske indtræden på ISSA-scenen i september 1999. Allerede i hans mandskab 2450 SV’s første kamp mod den regerende Bedste Rasmus Jørgensen demonstrerede debutanten, hvilket potentiale han bar i sig. I løbet af de første 20 minutter bragte han sig i front to gange gennem sprudlende angrebskombinationer for dog i begge tilfælde at se modstanderen kvittere efter knap så overbevisende forsvarsspil. Resten af kampen forløb mindre turbulent, og mesteren kunne efter et par slagudvekslinger sent i anden halvleg sikre sig sejren på et skud fra distancen. Denne lovende indledning blev fulgt ganske overbevisende op, idet debutantens usikkerhed kunne spores i nederlagene mod Jacob Graulund og Morten, hvorimod indsatsen i de to velspillede dyster mod Søren Holm, der mundede ud i to etmålsnederlag, var imponerende. Dog intet at regne mod returopgøret med Rasmus Jørgensen, hvor den Bedstes tropper blev drevet ud i talløse håbløse boldjagter og til sidst til fortvivlelse, mens Hjaltes smukke kombinationsspil fik begejstringsråbene til at gjalde gennem det tætpakkede lokale. Nederlaget på 2-0 var Rasmus’ første siden finalen mod Rune i den sjette turnering i april 2002 over et år tidligere og medvirkede sammen med sydvestlige storsejre over Jonas og Bjarke til, at Hjalte i gruppe B’s slutstilling besatte en sikker tredjeplads.
Den afgørende fjerdeplads var der anderledes hård kamp om. Meget lidt tydede på, at veteranen Morten skulle besætte den efter hans rædderlige indsats i den indledende fase, hvor flere temmelig ulogiske(!!) forsvarskoks var ved at sende ham ud af turneringen. Faktisk morede Bjarke sig gennem en længere periode med i vanlig maliciøs stil at prøve at gejle Morten op til en kamp om sidstepladsen, som HIK da også på flere tidspunkter indtog. Når det alligevel lykkedes nordkøbenhavnerne at slæbe sig videre, skyldtes det de udmærkede præstationer mod netop Bjarke, Hjalte og den nærmeste rival Jacob Graulund; mod alle tre blev det til en sejr og en uafgjort.
Med sin fornemme 10.plads på ISSA.-ranglisten trådte Bjarke ind i turneringen med et vist forventningspres, der kun blev øget efter en hårdt tilkæmpet joypadsejr på 1-0 over Søren Holm i 2. runde. Desværre skulle denne byrde vise sig at være for tung for tyggegummistyrkernes skrøbelige mentale habitus, som brød mere eller mindre sammen oven på tre snævre nederlag i træk i jævnbyrdige opgør mod Jonas, Rasmus og Hjalte. Vi har allerede hørt Bjarke kaste vrag på ISSA’s moralkodeks ved at kokettere med en bundplacering, og i de resterende kampe forfaldt han i betydelig grad til tidligere tiders tendens til at gå ind i tacklingerne uden nævneværdigt hensyn til hverken bold eller modstander. Eneste lyspunkt var, udover sejren over Genocide, en 4-2-gevinst mod Jonas’ Bjur-hold og så to uafgjorte kampe mod Soul Bros, der var med til at blokere sidstnævntes adgang til ottendedelsfinalerne og bla. af den grund fik en edderspruttende Graulund til at gøre Bjarke (eller Stimoroldrengen, som han konsekvent omtaler ham) til sin yndlingsaversion - for ikke at sige ærkefjende.
Soul Bros kunne dog også kaste blikket på andre kampe i forsøget på at forklare den i hvert fald for Jacob selv skuffende femteplads. Eksempelvis måtte de døje et etmålsnederlag på joypad mod Bjur, som de ellers havde maltrakteret i den første kamp, og i de direkte opgør med konkurrenterne fra HIK blev det efter 0-0 på tastatur til et indiskutabelt 0-2-tab i den afgørende returkamp i tredjesidste runde. Ligesom Morten havde Graulund ringe held med at fravriste de to tophold point, om end joypad-kampen mod Køge, der havde smadret musikerne 9-0 tidligere i turneringen, nær havde givet udbytte: med imponerende kampvilje lykkedes det Jacob at udligne østsjællændernes 2-0 føring få minutter før slutfløjtet – et tidsrum, der imidlertid var langt nok til, at Køge kunne nå at hamre bolden i mål endnu en gang. Denne dramatiske afslutning har åbenbart været så traumatiserende, at Graulunds psyke har foretrukket helt at fortrænge den; i hvert fald kunne man op mod et halvt år senere høre ham braldre løs om det uafgjorte resultat, han skulle have opnået mod Rasmus Jørgensen - selvfølgelig ren ønskesnak, der først blev bragt til tavshed (og da stadig med besvær) ved at forevise ham resultatlisten. Selvom sejren på 3-0 over 2450 SV var tegn på et vist udviklingspotentiale, måtte Soul Bros erkende, at gennembruddet stadig lå et stykke ude i fremtiden.
Gruppe B bød også på et interessant come back i skikkelse af Jonas, manden bag det navnkundige Team Poetch, der havde spredt om ikke rædsel så i hvert fald forvirring helt tilbage i den anden storturnering næsten fire år tidligere. Med den karakteristiske monomani, der får ham til at huske samtlige Europas flyruter udenad og kalde dem ved navne, udtog han et mandskab udelukkende bestående af Ole Bjur, der med tre sejre og en sjetteplads må siges at have fået udmærket udbytte af anstrengelserne. Ganske vist var de chanceløse mod de tre tophold, men gevinster mod Bjarke (på et tidspunkt, hvor Stimoroldrengen netop havde besejret Søren Holm) og især Morten gav anledning til at knytte visse forhåbninger til Jonas’ Sensible-fremtid.
Omvendt kunne Søren Holm se tilbage på en glorværdig fortid, der dog var en kilde til frustration snarere end stolthed. For denne ærgerrige personlighed, der ubestrideligt har noget at have ærgerrigheden i, har anden- og tredjepladser aldrig haft den store interesse, ja alt andet end en turneringssejr figurerer i hans selvopfattelse som et ydmygende og nedværdigende personligt nederlag. Da der efterhånden var indmejslet syv af disse katastrofer i Genocide-coachens psyke, virker det måske knap så overraskende, at hans optræden her i gruppe B bar præg af en vis mangel på ligevægt. Som allerede nævnt måtte han helt enestående se sig besejret af Bjarke på tastatur, og også Jacob Graulund, ligeledes en type, han plejer at æde med asier, fik folkemorderne ned med nakken. Endnu værre var det imidlertid, at Rasmus Jørgensen, spilleren der i de tre foregående turneringer havde henvist ham til de sekundære placeringers trøstesløse overdrev, her fortsatte sine utrættelige bestræbelser på at nedbryde rivalens selvtillid. I den første kamp, med Genocide på tastatur, faldt afgørelsen midt i anden halvleg, da Køges højre wing Borre efter lidt tummel ude ved sidelinjen fik sendt bolden fladt indover, hvor Tommy Olsen gled så kraftfuldt ind i den, at Mobuto måtte give ripost og se Eggerts tromle sig til kampens eneste scoring. Henry Kissingers opdækning lod en del tilbage at ønske i den situation, og heller ikke i returopgøret fik Genocide for alvor defensiven til at fungere. De var bagud 0-3 kort inde i anden halvleg, og Stalins to reduceringer, der ellers genskabte lidt af den intensitet, man kender de to topspilleres opgør for, blev ikke fulgt op. Med otte sejre og fem points forspring til Hjalte lagde Søren Holm dog overbevisende beslag på andenpladsen, mens Rasmus Jørgensen, som fraset nederlaget mod 2450 SV gjorde rent bord, var endnu mere suveræn øverst i tabellen.
Gruppe C
Ved synet af Peters optræden i gruppe C blev det klart for enhver, hvorfor han havde været så utålmodig efter at sætte ISSA-historiens hjul i gang igen. Hans interessante historiske mandskab Brøndby 96 (på en enkelt plads var der personsammenfald med Jonas’ Bjur-hold) sprudlede af spilleglæde og lå efter ti runder suverænt i spidsen med otte sejre og to remiser. Det allerede i forrige turnering udmærkede forsvarsspil var perfektioneret yderligere og konstituerede i forening med en væsentligt forøget offensiv kapacitet en frygtindgydende modstander, ikke bare for Ronnis Mad, hvis menukort allerede i første runde blev tilføjet et æg, men også for en stjernespiller som Olav, der med tastatur blev mere eller mindre udspillet (facit: 0-2) og dermed fik Peters hævn at føle ovenpå oktobers dramatiske ottendedelsfinale. Særligt generende var den specielle nyudviklede Sydhavns-taktik, der var en modifikation af det attack-system, Rasmus Jørgensen gennem ISSA’s hidtidige historie havde været ene om at benytte, og som gennem en let omgruppering af angribere og midtbanespillere gjorde det til en særdeles risikabel affære for modstanderen at trille bolden ud til forsvarerne ved målspark – og for den sags skyld syntes at give bolden en tendens til at falde i fødderne på Brøndby-spillere ved stort set hvert eneste udspark.
Først i de sidste to runder begyndte visse tegn på gummifingre at vise sig i form af to 0-1-nederlag mod Andreas og Olav. De fik imdilertid ingen alvorlige konsekvenser, eftersom de nu pludseligt nærgående forfølgere FC Raskdesign og FC Jeli ved at spille uafgjort ødelagde hinandens chancer for at overtage førstepladsen.
I et forsøg på at genfinde takterne fra triumfen i februar 2001 havde Olav ellers indgået en sponsoraftale med sit eget webdesignfirma, og FC Raskdesign lagde da også strålende ud med tre tremålssejre på stribe. Efter skuffende 0-0 mod Ronnis Mad, hvis forsvarskrumtap Sauce Bernaise for en gangs skyld blev emulgeret ordentligt, og 1-1 hjemme mod FC Jeli stod det imidlertid klart, at de blåklædte styrker var ved at blive slappe i html-koderne. Der fulgte yderligere en nulløsning mod bundskraberne fra Vestia, og sejren over Peter i sidste runde var altså ikke nok til at fordrive Vestegnens helte fra førstepladsen. I kraft af bedre målscore fik Olav dog mast sig foran Jeli ind som nr.2, hvilket skulle vise sig at give ham betydelig lettere kår i ottendedelsfinalerne.
Inspireret af et seminar på KUA’s engelskstudium udtog den efterhånden meget forhenværende Daniel (han havde ikke været blandt de otte bedste i snart to år) et hold af jødiske forfattere – utivlsomt i håb om, at spillere som Franz Kafka og Paul Auster ville tilføje modstanderne gabende sidesår hhv. få dem til at springe i luften. Mod de to konkurrenter øverst i tabellen lykkedes det imidlertid ikke at føre anslagene til sejr, selvom især det sidste af de to 1-1-opgør mod FC Raskdesign var af høj kvalitet og endda blev prydet af Kafkas smukt skruede trillemål fra næsten 0 grader. Mod Brøndby 96 blev Daniel sat effektivt til vægs 3-0, og i slutstillingen endte han på en med henblik på det videre forløb ubehagelig tredjeplads – distanceret med et point af Peter og et mål af Olav. Jeli-trænerens forståelige ærgrelse blev ikke mindre af, at bare en lille sejr i udekampen mod Rune Larsens forholdsvis ordinære mandskab – den endte 0-0 – havde sendt ham helt til tops. Den mangel på målfarlighed, der har plaget ham gennem det meste af karrieren, kostede altså endnu en gang dyrt.
Kampen om den sidste plads i slutstpillet stod mellem Rune Larsen, hvis holdnavn Røde Cisterne vist var en allusion til Europa Cup- vinderne i 1991, Crverna Zvezda fra Beograd, og så Ostegården, anført af den humørfyldte deltagergebyrsinkassator Andreas, der tydeligt nok havde forbedret sit spil en del siden oktober. Han var ganske vist ikke i stand til at true hverken Daniel eller Olav og måtte skuffende nøjes med 1-1 mod Ronni i det, der kan betegnes som det store ædegilde (Ronnis angivelige stjerneangriber Medisterpølse fik for en sjælden gangs skyld ram på målet), men opgørene med rivalerne fra Røde Cisterne gav det krævede udbytte i form af 1-0 hjemme og 1-1 ude. Og da Rune Larsen hentede forspringet igen som følge af netop madorgiet og sit ene point mod Daniel, demonstrerede Ostegårdstræneren for alvor sin modning – for ikke at sige mellemlagring – ved efter 0-0 i den første kamp mod Brøndby 96 at besejre det ellers enerådende tophold 1-0 på joypad.
Gruppe D
Andreas’ kæreste Nina havde vist oprindeligt kun tilmeldt sig turneringen for at holde øje med, om han kom til skade, men som udviklingen i hendes egen pulje skred frem, blev hun efterhånden grebet af stemningen. Ambitionerne måtte dog begrænses til en kamp om at undgå bundplaceringen, som så til gengæld var overordentlig spændende, og som hun til at begynde med havde overtaget i. Efter allerede at have fået 1-1 i første runde mod Lars Elis lykkedes det Nina United, der havde Hundredemeterskovens indbyggere på holdkortet, at hjemføre en 2-1-sejr over konkurrenten til syvendepladsen, FC Jitterbug, anført af den ligeledes debuterende Anders. En forbløffet ISSA-verden så dem følge op med 1-1 mod først Rasmus Klargård og siden Bjørn, der på sin side satte personlig rekord ved at være tavs i flere minutter – og derpå kastede sig ud i en engageret kamp for at holde Nina væk fra sidstepladsen. Hun kunne nok godt have undværet hans hjælp, der bestod i, da United i den afgørende kamp mod FC Jitterbug var blevet tilkendt et straffespark, at tilråde hende noget så vanvittigt som et yderskruet skud – almindelig anerkendt som den mest risikable fremgangsmåde i den situation. Peter Plys brændte da også i fin stil, og efter 0-0 kunne Anders overtage syvendepladsen med en sidsterundesejr over Elis.
I den modsatte ende af tabellen satte Markus sig som sædvanlig tungt på førstepladsen. Bag slutstillingens overbevisende forspring på ni point til den tredje Sydhavnskomet Asbjørn gemmer sig imidlertid den kendsgerning, at toerens mandskab AC Asboy rent faktisk besejrede Star Wars 2-1 i begge indbyrdes opgør. Det var karakteristisk for turneringen og et tydeligt varsel om forskydninger i magtbalancen, at Markus’ velkendte kværnende stil stadig tog luven af samtlige “gamle” modstandere men altså kom til kort over for Sydhavnsblokkens nybrydende asymmetriske spilsystem. Når Asbjørn så omvendt havde problemer med flere af Markus’ slagteofre – han måtte afgive tre remiser og led tre tab, til Klargård, Kurt og bundholdet FC Jitterbug – kan det ses som et udtryk for, at middelgode Sensible-udøvere ikke var nær så fanget i (dvs. ikke beherskede) de sædvanligvis effektive rutiner, som topspillere, in casu Markus, efterhånden havde udviklet, og at de (altså de middelgode) derfor havde lettere ved at bryde ud af mønstrene og improvisere. Betragtet under denne synsvinkel fremstår den nye generations indtræden i ISSA-verdenen som en kærkommen vitaminindsprøjtning til vores gamle idræt – om end de sydvestliges spil (i hvert fald her i den ottende storturnering) med nogen ret kan betegnes som mindst ligeså maskinelt som Markus’ eller for at inddrage et snart forhistorisk eksempel Patricks. Det var i hvert fald den vurdering, Kurt, en af ISSA’s førende analytikere, gav af udviklingen. De nye stjerner praktiserede bare det maskinelle på en ny måde (og var lidt bedre til det), hvilket tvang den hidtidige elite til at revidere deres, som det altså viste sig, utilstrækkelige procedurer og dermed drev spillets udvikling videre fremad. Men inden denne udrednings proportioner tager fuldstændig overhånd, må vi heller vende tilbage til det konkrete forløb i gruppe D.
Asbjørns præstationer rakte altså til en andenplads – tre point foran Kurt Holm, der efter kvartfinaledeltagelsen i oktober og opstigningen til ISSA-ranglistens ottendeplads var ved at sprænges af kampgejst og optimisme, beredt som han var på at foretage skridtet op i den absolutte elite. Efter otte runder befandt han sig imidlertid helt nede på sjettepladsen, fem point fra slutspilskvalifikation, og selvom han altså efter en fin afslutning, der indebar en stime på fire sejre i træk og en 2-1-sejr over Asbjørn kun afbrudt af 0-3 mod Hamozretz, bevægede sig frem til tredjepladsen, måtte forløbet give anledning til ængstelse. Ser man bort fra de to bundhold, tabte Boca Vista nemlig samtlige joypadkampe.
ISSA’s nestor gjorde sig desuden bemærket ved helt at undgå uafgjorte kampe, hvilket på sin vis var positivt, idet han profiterede af forfølgernes mange pointtab mod både Nina, Asbjørn, Elis og hinanden. Rasmus Klargård og Bjørn, der stadig ikke helt var kommet sig over deres dramatiske ottendelsfinale i oktober (da Bjørn læste turneringsreferatet, huskede han pludselig “hvor giftigt, det var”), gjorde nu gruppe D’s fjerdeplads til genstand for en ny tæt duel; bla. i kraft af en joypadsejr på 1-0 i det ene indbyrdes opgør (det andet endte 2-2) var det denne gang Klargård, der trak det længste strå. The Burnouts, hans fascinerende kollektion af rockstjerner med knas i karrieren, udmærkede sig endvidere gennem 2-1 over fremstormende AC Asboy, mens 1-1 mod Nina selvfølgelig var dybt useriøst. Med sytten scoringer i fjorten kampe (heraf faldt de fem i returkampen mod Nina i sidste runde) lod målfarligheden generelt en del tilbage at ønske, og Bjørn havde da også svært ved at acceptere, at man kunne gå videre med så ineffektivt et angreb. Hamozretz-coachen vidste selvfølgelig udmærket, at han kun kunne takke sig selv for den skuffende eksklusion; eksempelvis havde slutspilspladsen været hjemme med noget så simpelt som en joypadsejr over Nina, og selvom engagement bestemt ikke er at foragte, ville det nok være klogt af ham at koncentrere sig mere om sit eget spil og skære ned på de ganske vist sprudlende kommentarer til, for slet ikke at tale om interventioner i (bare spørg Nina), andres kampe.
For at afrunde beskrivelsen af denne buket af farverige figurer mangler vi blot Lars Elis, der i sin hidtil eneste deltagelse i den sjette storturnering havde markeret sig som sin puljes bedste bundhold. Her et år senere, hvor han havde udtaget et mandskab af ministre, folketingsmedlemmer og Mimi Jakobsen, viste han tydelige tegn på øget styrke, hvilket efter ni runder havde bragt The Party helt op på tredjepladsen, tilsyneladende på vej mod en sikker slutspilskvalifikation. Et sammenbrud i spillernes forhandlinger om taktikforliget udmøntede sig desværre i fem nederlag i de sidste kampe og sendte dem ned som nr. 6.
Ottendedelsfinaler
Som i forrige turnering led en del af ottendedelsfinalerne under en stærkt begrænset spændingsværdi. Det mest udtalte eksempel var mødet mellem de to stribede hold Køge og Frem, hvor Mads holdt modstanderens angreb tilbage i 34 minutter, men brød sammen, da først Eggerts havde bragt de sort-hvide i front. Efter et ukompliceret slag om linje E og sejre på 6-0 og 4-0 kunne Rasmus Jørgensen forberede sig på kvartfinalerne uden nævneværdig sved på panden.
Den næste ottendedelsfinale var slutspillets eneste møde mellem to veteraner fra den første storturnering, og præcis som dengang trak Søren Holm sig sejrrigt ud af tastaturkampen mod Kasper, mens han lod sig nøje med remis på joypad. I det første opgør lykkedes det gennem en længere periode Intim Bingo Esbjergs forsvar at begrænse Genocides føring til 2-0 efter Stalin-orglets fuldtræffere i den første halve time, og Kasper var så småt begyndt at forberede sig på at sætte alt på et bræt i returkampen, da Hitler med to djævelske hug slukkede ethvert håb. Den snart assimilerede vestjyde sikrede sig lige akkurat 2-2 på tastatur via Elvis og din Mormors udligning i de døende sekunder og kunne selvfølgelig glæde sig over nu omsider at være noget frem til slutspillet for første gang i næsten fire år. Alligevel virkede hans bemærkning om, at han i det mindste var glad for at kunne komme hjem til Esbjerg i en fart, langt fra troværdig; forgræmmelsen lyste ud af ham.
Til at begynde med så mødet mellem Zion Blood og 2450 SV heller ikke ud til at indeholde de store usikkerhedsmomenter. Med 18 minutter havde Johnny Osbourne og Lee Perry bragt jamaicanerne i front 2-0, og kort efter måtte Hjalte se sin forsvarsdirigent Fernando Hierro udvist – ovenpå en tackling, som en mindre emsig dommer kun havde takseret til en påtale. I det følgende oplevede Søren Kasper imidlertid til sin store undren og efterhånden også irritation, at han ikke kunne få sat det afgørende dødsstød ind, mens Hjalte udfoldede nye dimensioner af den klasse, han allerede havde demonstreret. Det sydhavnske forsvar fik, trods undertallet, efterhånden positioneret sig rigtigt i forhold til de gul-grønne stormløb, hvilket bragte 2450 så meget ind i kampen, at Raúl små tyve minutter før tid med et smukt spark kunne sikre den vitale reducering. Med to så velkørende duellanter foran skærmen virkede det, som om alt kunne ske i returkampen, der da også ganske rigtigt indskrev sig i ISSA-historien som et af de største dramaer nogensinde. Begge parter angreb kompromisløst og fik med kreative skudvarianter fra snart sagt enhver vinkel bolden til at suse om ørerne på de fortvivlede målmænd. Da Perry efter 18 minutter nok en gang havde været på pletten og udlignet Sukers få øjeblikke gamle føringsmål, bølgede spillet livligt frem og tilbage, indtil Raúl med sin scoring efter en halv time indledte en orkanisk afslutning på første halvleg. Zion Blood præsterede to gange yderligere at neutralisere SV’s føringer; Osbournes udligning til 2-2 blev besvaret af nok en Raúl-fuldtræffer i det følgende angreb, hvorpå Youth genskabte balancen med et klassisk langskud fra venstre flanke – få sekunder efter at bolden var givet op. Det gav endnu et gib i de forpustede tilskuere ved Sukers mål til 4-3, der imidlertid faldt så sent, at pausefløjtet afbrød denne forrygende slagudveksling – og syv minutter inde i anden periode kunne Hjalte med Mijatovics pletskud fra halvdistancen for første gang bringe sig foran i den samlede stilling. Herefter lykkedes det de defensive kræfter at tage brodden af de fleste målforsøg, mens angriberne på deres side forståeligt nok virkede slidte oven på orgiet før pausen. Eneste hul i forsvarsbrecherne blev slået af Perry, der ved at imitere Mijatovic sikrede replay, idet flere farlige muligheder i begge ender i de resterende tyve minutter ikke blev udnyttet. Søren Kasper ærgrede sig i det følgende halve år især over dette afsluttende spændingsmættede tidsrum, hvor man kunne have forventet en afgørelse fra ham i kraft af hans kolossale rutine, men hvor hans sædvanligvis uforlignelige måleffektivitet altså manglede.
Med en historisk sejr på 5-4 (for første gang nogensinde lavede begge hold mere end tre mål i samme kamp) pressede debutanten altså den forsvarende nr. 4 ud i et replayforløb, hvor hverken angrebslysten, intensiteten eller jævnbyrdigheden på nogen måde aftog. I den første kamp, igen med Zion Blood på keyboard, var det 2450 SV’s tur til at svare igen på modstanderens føringer, hvilket skete en gang i hver halvleg, således at de med 2-2 befandt sig i en fordelagtig position inden returopgøret. Kyndige iagttagere som Kurt og Olav gav i hvert fald ikke meget for Sørens overlevelsesmuligheder, der da også meget rigtigt syntes spinkle efter en afvekslende men efterhånden sydvestligt domineret første halvleg, hvor Suker med to scoringer i de sidste syv minutter lagde billet ind på matchvinderværdigheden. Johnny Osbourne var naturligvis ikke indstillet på at stå i skyggen af nogen og befæstede med sin egenhændige udligning efter pausen den førsteplads på topscorerlisten, han også i den sidste ende indtog overordentlig sikkert – selvom Zion Bloods optræden i turneringen snart var chokerende tidligt overstået. Hjalte og Søren Kaspers sindsoprivende sammenstød havde efter alles mening fortjent et senere turneringsstadie end ottendelsfinalen, ligesom det var en kildelse til ærgrelse, at vinderen skulle findes i straffesparkskonkurrencens lotteri. Men efter to gange 2-2 i omkampen var der ingen vej udenom; de jamaicanske skytter havde tilsyneladende opbrugt al skudkraft (selvfølgelig fraset Osbourne), og Hjalte kunne med 4-1 løse et forbløffende adgangskort til kvartfinalerne - til Sydhavnsfællernes betragtelige begejstring. Hvordan Søren Kasper befandt sig, er det vist overflødigt at gå nærmere ind på.
I den fjerde ottendedelsfinale blev det klart, at Morten havde gennemgået et betydeligt formdyk siden april 2002, hvor han havde haft den senere turneringsvinder Rune gevaldigt ude i tovene men forsømt det dræbende leverslag (hvilket Søren Kasper nu altså kunne tale med om). Da de mødtes igen her året efter, løb de hvidklædte HIK-folk gennem 180 minutter forvirrede rundt som statister i Humlebys kvikke pasningsspil, der udmøntede sig i 3-0 på joypad og 3-1 på tastatur.
Da han var færdig med at tiljuble Hjalte, kunne det nye og efterhånden velvoksne Sydhavnskulds fremmeste repræsentant Peter placere korpuset veltilfreds i spillestolen og give sig i kast med at maltraktere bydelens gamle generation i skikkelse af Rasmus Klargård – et forehavende, der helt som ventet ikke bød på de store udfordringer. Burnouts undgik dog den helt latterliggørende ydmygelse ved at begrænse nederlagene til to gange 0-2.
I det interessante møde mellem Kurt og Olav fik Raskdesignerne sat en effektiv stopper for Boca Vistas stormagtsdrømme. På hjemmebane i den første kamp nåede de ikke andet end en kort opblomstringsperiode efter Sofienbergs udligning til 1-1 sidst i første halvleg, indtil Chiesa tyve minutter før tid gjorde en ende på al spænding. Kurts lapidariske kommentar: “Det er for dårligt at tabe på tastatur” er svær at være uenig i. Efter et nyt nederlag på 2-0 i returkampen havde man som kronist en fornemmelse af, at muligheden for at beskrive en Boca Vista-triumf efterhånden var betinget af et skift til science fiction-genren.
Som Daniel spillede i sin ottendedelsfinale mod Asbjørn, var det ligeledes vanskeligt at nære bare den mindste forhåbning om hans snarlige udtrædelse af den grå skare af middelmådige Sensible-spillere. ISSA-formanden opsummerede begivenhedsforløbet særdeles koncist, da han blev spurgt, hvordan det gik: “Pretty shitty”. Indledningsvis bragte Auster ganske vist de jødiske skribenter i føring, men da Asboys stjerneangriber da Illest allerede i samme første kamp bragte balance i regnskabet og kort inde i den anden tippede den til sit holds fordel, mistede FC Jelis sørgmodige træner enhver føling med begivenhederne. Med sin sejr på hele 5-0 tordnede Asbjørn mod et forrygende gennembrud, mens Daniels karierre fortsat befandt sig i nadir.
I den sidste ottendedelsfinale demonstrerede Andreas sin endnu begrænsede formåen med to sikre nederlag til Markus, der faktisk var så suveræn, at han ikke engang kunne huske, hvad kampene blev – bare at han vandt. Ifølge optegnelser fra Kurt, der agerede måltavle, lød cifrene på 5-0 og 2-0.
Kvartfinaler
Mens Rasmus Jørgensen og Olav i de første fem storturneringer ikke var mødtes en eneste gang, var de nu ved at gøre det til en vane. Den første kvartfinalekamp, med FC Raskdesign på tastatur, bød på afvekslende og underholdende spil af høj kvalitet men endte uden mål efter en række upræcise skud fra begge parter i de situationer, der kunne være blevet farlige – faktisk Rasmus Jørgensens første 0-0-kamp nogensinde. Måske prægede forbløffelsen over dette resultat Køges forsvarere i returkampen, men under alle omstændigheder var det utilgiveligt at tillade Zola hele to gange i løbet af det første kvarter at lunte bolden i mål efter klassiske trilleafleveringer – der jo netop qua klassiske burde have været til at forudse. Den forsvarende Bedste fik efterhånden samling på tropperne og indledte en sammenbidt jagt på modstanderens pludselige føring, der kort før pausen gav udbytte, da Borres smukt skruede scoring fra en position omkring hjørnet af straffesparksfeltet fik taget til at lette under Vesterbros aftenhimmel. FC Raskdesign bevarede imidlertid roen og fastholdt med koldblodigt forsvarsspil deres føring på 2-1. Olav havde forståeligt nok svært ved at skjule sin bevægelse efter sejren, der var hans første over Rasmus nogensinde og desuden sikrede den detroniserede mester karrierens dårligste placering.
De sydhavnske grønskollingers hidtidige præstationer havde allerede slået iagttagere med forbavselse, men først med Hjaltes indsats mod Markus i den anden kvartfinale blev ISSA-verden for alvor hensat i chok (når man altså ser bort fra Bjørn, der ufortrødent fortsatte med at debattere samtlige begivenheder med sig selv i et frodigt fabulerende billedsprog). Den hårdt tilkæmpede gevinst mod Zion Blood virkede tilsyneladende på SV-spillerne som en bølge af selvtillid og spilleglæde, der fik dem til at glemme de ømme benmuskler og bar dem til en helt uhørt kæmpesejr. Da Obi Wan Kenobi så ud til at have genskabt en smule spænding med sin reducering til 3-1 et kvarter før tid, satte Hjalte blot yderligere sejl til og afgjorde sagen med to scoringer i slutfasen. For første gang siden Olav og Markus selv i september 1999 havde en debutant spillet sig frem blandt de fire bedste, mens kvartfinalerne så ud til at være blevet fast endestation for Markus; nu var det tredje turnering i træk, han måtte strække våben, før det blev rigtig sjovt. Til gengæld skulle hans betydningsløse trøstesejr på 1-0 i returkampen vise sig at være indledningen på en fænomenal sejrsrække (der selvfølgelig falder uden for rammerne af denne turnerings kapitel).
Et halvt år før disse begivenheder havde Søren Holm vundet to sikre sejre over Peter, men alle var selvfølgelig klar over, at oktoberturneringen nu udgjorde et særdeles forældet grundlag at udstede prognoser på. Godt nok så Stalin ud til at være opsat på at forhindre Brøndby 96’s avancement at dømme efter jubelscenerne ovenpå scoringen til 1-0 efter sytten minutters spil i den første kamp (han flåede marskal Zhukov ned fra den hvide hest for selv at overtage tøjlerne) – men Peter fik efterhånden inddæmmet Genocides aktiviteter for til sidst i første halvleg at snøre forsvaret fuldstændig sammen og udligne. Scoringen var signeret Bo Hansen, der efter en tæt anden halvleg fik bugseret læderet i nettet på ny fem minutter før tid. Den slags tætte afgørelser er Søren Holm ellers vant til selv at stå for, og forvirringen, vreden og en snigende følelse af underlegenhed gav hans forsøg på at indhente forspringet i returkampen et krampagtigt og henimod slutningen håbløst præg. Genocides angreb blev aldrig rigtig farlige, og efter 81 minutters ihærdigt Brøndby-slid lykkedes det Ebbe Sand at opfange riposten efter Ruben Baggers stolpeskud og sparke Peter i semifinalen. Brøndby 96-coachen var herefter enedanser i nogle af ISSA-historiens voldsomste jubelscener, hvis stort anlagte koreografi og spastiske gestik næsten så ud til at skræmme kammeraterne Hjalte og Asbjørn.
Sidstnævnte gjorde – efter at have sundet sig lidt ovenpå synet – Sydhavnens dominans total med en 2-0-sejr på joypad over de tidligere mestre fra Humleby, der blev sikret gennem scoringer på straffespark og langskud fra Ravanelli. Rune, som efter sin udskudte ankomst nu så ud til at have fattet seriøs interesse for turneringen, svarede imidlertid stærkt igen i returkampen, hvor Kellermann med hidsig forchecking pressede Maldini til noget så sjældent som et selvmål fra fløjen (vist ikke set siden Kurts i september 1999), hvorpå Ege atten minutter før tid med et hovedstødsmål udløste vilde jubelbrøl blandt hovedparten af tilskuerne, der mente, at to unge i semifinalerne måtte være nok. Asbjørn var ikke enig og holdt til deres store skuffelse hovedet koldt. I det følgende angreb spillede Asboy bolden stille og roligt rundt, indtil Ravanelli med et pludseligt dommedagshug gjorde en ende på de fortættede øjeblikke af dramatik.
Semifinaler
Spænding var til gengæld en mangelvare i semifinalen mellem Runes overmænd i denne hhv. forrige turnering, Asbjørn og Olav. For at sige det ligeud må AC Asboys spillere have følt sig som et superligahold dumpet ned i en serie 2-kamp, og Olav, der nu var eneste tilbageværende af den gamle garde, gjorde hverken sin generation eller sit eget omdømme ære ved først at tabe 1-5 og så gentage præstationen til punkt og prikke. Man undrede sig over, hvor denne fænomenale evne til knoldesparkeri pludselig kom fra – måske havde de følelser, der overvældede ham efter triumfen mod Rasmus, hensat ham i en præstationshæmmende salig tilstand? Asbjørns samlede sejrscifre på 10-2 er selvfølgelig historiens største på så sent et turneringsstadie og sjovt nok identiske med Olavs egne mod Søren Holm i den legendariske kvartfinale i april 2000.
Med tre deltagere i semifinalerne kunne Sydhavnsfraktionen ikke længere undgå indbyrdes opgør. Hjalte og Peters to tætte kampe bar tydeligt præg af det indgående kendskab, kombattanterne havde til hinanden efter utallige sydvestlige træningsturneringer (ja faktisk havde man også afholdt en kvalifikationsturnering for at være sikker på kun at sende seriøse den Bedste-kandidater); de var præget af subtile taktiske dispositioner og tromlende angrebsansatser uden den store ornamentik. Det lyder som perfekte betingelser for Ruben Baggers kantede centerforward-stil, der da også i den første kamp, med Brøndby på joypad, sikrede de gul-blå en 2-0-føring gennem scoringer fem minutter inde i både første og anden halvleg. Hjalte måtte indse, at Peter ikke lod sig løbe over ende i tilnærmelsesvis samme grad som Markus, og kom aldrig nærmere end en enkelt reducering fra Suker, selvom den faldt kort efter 2-0-målet og det altså ikke var tid, 2450 SV manglede. I returkampen savnede de til gengæld det opbud af kreativitet og nye ideer, det ville have krævet at gennembryde modstanderens defensive betonmur. Med 0-0 var Peter klar til finalen.
I kampen om tredjepladsen genoprettede Olav en flig af den tabte prestige med 5-0-sejren over Hjalte, hvis forgæves anstrengelser i semifinalen åbenbart havde tømt hans energidepoter fuldstændigt. Ingen kunne dog være i tvivl om, at han havde en strålende Sensible-fremtid foran sig. På det statistiske specialområde for rekorder hentede Olav muligvis den nødvendige motivation til trøsteopgøret, idet han ved at henvise Hjalte til fjerdepladsen fortsat selv var indehaver af rekorden for den bedste placering som debutant med sin egen tredjeplads i den anden storturnering.
Finale
Finalen blev aldrig nogen stor spillemæssig oplevelse for de talløse ellers entusiastiske tilskuere (faktisk måtte Andreas lægge en dæmper på Bjørn, da hans utrættelige ordskvalder begyndte at true finalisternes koncentration og trommehinder). Som i semifinalen mod Hjalte udnyttede Peter sine mange tidligere erfaringer med modstanderen til effektivt at blokere samtlige AC Asboy-forsøg på offensiv aktivitet, hvilket så samtidig tillod ham selv at ordne sagen med et par veltilrettelagte aktioner. Asbjørns opgave blev unægtelig en del vanskeligere kort inde i anden halvleg med højrebacken Mussis udvisning, der faldt som straf for et træk i nødbremsen over for Ebbe Sand. Det straffespark, samme situation udløste, udnyttede Brøndbys topscorer Bo Hansen sikkert, ligesom han efter en halv time i returkampen hamrede afgørelsen i nettet fra kanten af feltet. Asbjørns manglende evne til at gennembryde rivalens defensiv kunne selvfølgelig ikke fratage ham glæden over den fornemme andenplads og var heller ikke synderlig overraskende, al den stund Peter statistisk set har leveret ISSA-historiens bedste forsvarsspil; som den eneste har han præsteret at lukke mindre end et mål (nærmere bestemt 0,603) ind pr. kamp. Tendensen til opprioritering af spillets scoringsafværgende element ses også af turneringens egen statistik, der afslører det laveste målgennemsnit pr. kamp nogensinde (selvom det samtidig i absolutte tal var historiens målrigeste turnering).
Alt dette skænkede Peter næppe en tanke, da han iført den Bedste-trøjen hævede P. Sussex’ patinerede pokal mod loftet og straks gav sig til at pulse løs på vinderjointen. Stillet over for denne dramatiske Sensible-revolution, der vendte op og ned på utallige magtforhold, var det selvfølgelig forståeligt, at Markus efter at have inhaleret adskillige af sine særlige nr.5-joints følte trang til at iføre sig stråhat.
V / MMIV
|
|
|
|
|
Den niende storturnering
Som Word-dokument
Hommage à Jørgen Leth
Præludium
Netop
Godt
Vi kaster os ud i det
For niende gang
samles man
i dansen
om guldpokalen
(subsidiært æren)
Hvor er Kurt?
Kurt?
Vi ankommer let
tøvende
Peter er champ
Anfører forkølet optog
Faklen blæser ud
ud
November
Hvad skal vi
Med den måned?
Først var den nr. ni, så
var den nr. elleve
elleve
og nu fylder den hele
reservebænken
Metaldyr knurrer, uden bevidsthed
Nina skærer brød
brød
Potbuffet – smag på ordet
Søren Kasper har plyndret hele
svigerfars lager, men er
alligevel rastløs
Hvad er meningen?
Flere dukker op
Tæt skikkelse styrter rundt og
prikker folk på
skulderen, opkræver
håndfast deltagergebyr
Truer med inkasso og Ribers
Ribers
Til sagen, fire puljer
syv i hver, stort
set
I
Lang, lyshåret bængel
viser ingen nåde
tvinger mesteren i
knæ i begge
kampe
Star Wars
Wars
vinder alt (skønt Skywalker
har problemer med
menisken)
Maximumpoint; arkiverne
granskes, er det sket
før? Aldrig
Peter tager det
roligt, smadrer alle
andre end
Markus
Storebror følger trop
trop
Himachal, indisk
regionalhold
Nr. 9 har kun en arm
Godt det samme
Hvem husker
ikke Søren
Kaspers gudehold?
Keeperen var niarmet
og stod alligevel elendigt
Lex kører med klatten
Karrierens første
sejr, ofret:
Lonnis Vidner
Kaspers hold
180 minutter
180
mod Graulund uden
mål
Graulund
0-0 0-0
Send den blå vogn
manden er bindegal
skælder og smælder
Soul Bros
Soul
II
Hvad laver de talentløse
bundhold for ikke at
sige
klamphuggere her?
Her?
Nina er seedet, Andreas
råber ad hende men
opgiver til sidst at opildne
Forståeligt
nok
Magister Ludi
løsner op
Tæsker løs på Nina
tangerer rekorden: 11-0
Tæsker løs på alle
5-0
over den Næstbedste
på joypad
joypad
Kun Morten scorer, og det irriterer Søren
Altså at han scorer
ikke at det kun er ham
Kronraget webdesigner opkalder hold
efter ordinært efternavn
0-4 0-4
Mod Zion Blood
Blood
sådan er det
cifrene lyver ikke
Stjålet hvid, olieret masse svæver rundt i de
uopgjorte regnskabers parallelverden og
eksploderer
i fjæset på Olav
Rask
Larsen
FC
Tredjebedst i puljen
Sidst var han Larsens bøddel fra sydvest
nu har han hvidkitlede løver i sin magt
Han begrænser sig nu og
vinder kun 3-0 ude
Afgiver remis hjemme
Taber til HIK
Lader repræsentanter for
caraibisk østat score syv gange
syv gange
Hvem sagde favorit?
Vigtig andenplads
alligevel
III
Bjørn pisser på arrangementet og går
uden at spille
færdig
Sort arbejde er ingen undskyldning
Morale:
Er du på røven?
så stil ikke op
op
hvis ikke du har tænkt dig at blive
Tøb
Tøb
uduelig spiller
Spiller
ad helvede til
Vestia, Helvede
Vestia
At han når ottendedelsfinalen, viser
tydeligt
hvordan Bjørn ødelægger
turneringen med sin opførsel
Sort arbejde mig i røven
Hjaltes brasilianere har ingen problemer
med Holm den yngre
Meget mod deres vilje
taber Genocide
to gange
men får så til gengæld ram
på Jørgensen
for første gang i halvandet
år
både med keyboard og joypad
Tidligere bankrøver
Romanov-dynastiets arvtager
demonstrerer
hvorfor han har benævnt sig
selv efter iltet jern
iltet
Firefoldige (men ikke aktuelle) mestre møder
op
op
i elverkapper
Holder fest med forvansket
udtale
af moste spidskommenkrydrede kikærter
Facit: 7-4
7-4
Kvaser sydhavnsk talent hjemme
Hjalte og Jørgensen deler den anden kamp
og førstepladsen
(kun her er der rift om den)
går til utilregnelig type fra
Ryesgade
Ryesgade
IV
Turneringens største sensation er en kendsgerning
Rune
er mødt til tiden
Truppen fra ydre Vesterbros
efeubehængte rækkehuse
er aldrig truet
øverst i tabellen
skønt Ekeroth nævner den
Unævneliges
navn
(De jødiske forfattere spiller
nu under
samlebetegnelsen Jahwee XI)
Skønt Ekeroth altså
Ekeroth altså
nævner den
Unævneliges navn, knuses
han i begge møder
Fenar
omtaler vi af princip
princip
ikke, men
næstsidst har vi Odin
ny i flokken
Mandskab: Lords of the Sky
glimrende flysimulator
slår Klargård
Klargård
går heller ikke videre
styrter
styrter
ned ad ranglisten
Metaforer er ellers hans område
Holdet hedder fx Stjernedrys og
fx er Søren Frederiksen med
?
?
Nok en debutant
Daniel P
P
profiterer af nedturen og sætter
sig
på fjerdepladsen
mens Ostegården
Ostegården
klarer frisag uden
problemer
V
Resten forløber efter
k.o.-systemet
systemet
Fantasten fra Fasanhaven
får rig lejlighed til at
græmme
sig, han
lover at købe et joypad; nederlag
på 8-0 (selv mod Markus)
tager hårdt på enhver
Samlet: 11-1 til Star Wars
Wars
Det går bare
ikke, som Morten siger
Tidligere omtalt kronraget kroner
elendig indsats
med at sige good bye
bye
allerede efter ottendedelsfinalerne
Jages rundt i manegen af
den Bedste og
taber først på tastatur: 1-3
Det er forbi
overmagten er total
4-0 i returkampen nævner vi
bare for fuldstændighedens skyld
Good bye Olav
Good bye
Svensktalende brasilianer
indleder målscoringen efter
kun 4 minutter
men Kring vender
billedet
Stjerneangriberen Come on Lonni
sikrer 2-1
2-1
inden FCK går
amok
og ikke nøjes med at true Lonnis
Vidner med tæsk
Santos
Santos igen, så Zuma, Santos, Røll, Santos
Trøstmål: Kringlen på Megamyg
6-1
Det seneste
skud
på stammen i sydvest
kan ikke stille
noget op
op
mod Holm junior
Stalin netter tre
gange på psykologisk
vigtige tidspunkter
og slapper
af, mens Hitler
i den anden
kamp giver
pokker i psykologi og
scorer efter en
time
time
Det står snart klart, at
Lex ikke er nogen Superman
Indisk-jamaicansk opgør
savner enhver
nerve
tjener kun som opvarmning
opvarmning
for Søren Kasper inden kvartfinalen
Igen: 4-0, 4-0
Vi går videre
videre
Ostegården giver Ringenes Herre
kamp til
stregen. Mand
ved navn Pedersen udligner
troldmands føringsmål
før pausen i
den første
kamp
Hobbit og elver
følger op
op
Gammel eventyrer med
hukommelsesbesvær presses
til selvmål
i den anden
(overordentligt afvekslende)
kamp, men desværre
for Andreas så sent, at
han ikke når at gøre
mere ved
sagen
Så bliver det spændende
Hjalte møder Daniel
Daniel
Foreningens formand undgår
denne gang den helt
store ydmygelse
ydmygelse
men bortset
fra det forløber hans ottendedelsfinale
ligesom sidst:
tidlig føring (denne gang signeret Kafka
Kafka)
skaber gennem en længere
periode fortrøstning, indtil
Bebeto tretten
minutter før tid
tid
udligner og
så i returopgøret sikrer
Brasilien adgang
til kvartfinalerne
med to mål inden
pausen, heraf
to på straffe
straffe
Endelig:
Helvede Vestia-Humleby 0-4
Humleby-Helvede Vestia 7-0
Hvem sagde gab? Ikke mig
VI
Star Wars virker
ustoppelige, især
nu, hvor Markus er gået
over til joystick
Han er ikke
gammel Amiga-spiller
for ingenting
Jørgensen fatter
ikke en meter af, hvad
der foregår og
er kort inde
i anden
halvleg bagud med
de chokerende cifre
cifre
1-5
1-5
ikke noget dårligt
tidspunkt for Frodo at
anbringe et hattrick
hattrick
(endda uden at være usynlig)
/
Kenobi gør det til
til
4-6
4-6 holder indtil sidste
minut, hvor Legolas efter
et hjørne trækker skråt
bagud og hugger kampens
sidste reducering
i nettet
nettet
5-6
Hvem sagde historisk? Søren Kasper
/
Der gøres en ende på
sygelig sejrsrække
i
returkampen, hvor
Legolas og Toker bringer Ringenes
Herre i den vinderposition, der
før syntes utænkelig
Maul og Skywalker
udligner, 2-2, hvorefter
F. Sækker
Sækker
svarer igen med to
lynhurtige træffere, 2-4, tilskuerne har
allerede tabt
vejret, men
bryder ikke desto
mindre ud
ud
i jubel ved Mauls reducering
(dvs. sammenlagte udligning) seks
minutter
før tid
tid
Hvem sagde jævnbyrdigt?
/
Ja, i hvert fald ikke
Jørgensen, der så
snart, fløjtet lyder
lyder
til replay, bombarderer
Star Wars-målet og tilføjer
Markus hans største
nederlag
– smag på ordet –
nederlag
nogensinde
7-0 bliver det
ISSA-historiens vel nok
nok
festligste slustpilsopgør
rundes af med et
fyrværkeri af
scoringer i det sidste
kvarter af den fjerde
kamp, hvor
opstemt elverdronning sætter
punktum til
2-4
360 minutter, 31 mål, Markus
Markus
griber i raseri fat i
struben på Rasmus efter nu for femte
gang at være blevet slået
ud
ud
af ham
Optimus
dvs. Peter fortsætter
triumftoget med to sikre
sejre over en modløs
modløs
Søren Holm
All Stars-forwardsne
(eller forwarderne)
All Stars’ forwards
(hvad er det for et ord?)
Romario og Strudal står
tilsammen for
fem mål, mens
Genocide helt
afstår fra scoringer
2003 vil uden
uden
tvivl altid stå
mejslet i unge Holms
erindring som
annus fucking horribilis
I begge årets turneringer
træk har Peter ekspederet
ham – og
denne gang mener
vi seriøst
ekspederet –
ud
allerede i
kvartfinalen
kvartfinalen
(Hvor helvede er Kurt?)
Det er vist det, man
kalder en statistisk
finurlighed: Aldrig før er
det sket
sket
at en spiller har besejret samme
modstander i kvartfinalen to
turneringer i træk, men når
nu Peter har
vist (Holm vinter)vejen, kan Asbjørn
jo lige så godt
følge trop
trop
ved at gøre det af
med Rune, endda med
samme cifre som i
juni
juni
Den føring, Zuma har stået
for, opædes et kvarter
før tid
tid
af Kellermann
(hvem sagde se Venedig og dø?
forhåbentlig ingen)
inden Runes alter
ego Christensen til
Vesterbrofraktionens
store tilfredshed tilvejebringer
tilvejebringer
den sejr, der så igen
viser sig at
være for smal
smal
/
Returkampen
afblæses i første
forsøg, da
det viser sig, at
Asbjørn har
fået tilsluttet et
forkert og i hvert fald fuldkomment
håbløst kalibreret
kalibreret
joypad, og må spilles
om
Med udstyret
i orden viser FCK ingen
nåde og sikrer med to
mål
(Zuma efter en lille
snes og Santos efter tres
minutter)
mod nul Rune
en ny femteplads til
samlingen
der efterhånden er temmelig
omfattende, skulle jeg hilse og
sige
sige
Oven på disse
replikationer er det
en lettelse for
alle at se
Søren Kasper tage
overbevisende revanche mod
Hjalte, for bare ligesom at
få genoprettet
fornemmelsen af, at det er
en ny turnering,
vi er i gang med
med
Zion Blood viser helt
autistiske træk ved
nu igen at
vinde 4-0
og atter 4-0
Hvem standser dem?
dem?
VII
I semifinalen kaster
Ringenes Herre og FC
København al
forsigtighed over
bord og leverer to velspillede
og tempomættede
tempomættede
opgør. Santos skruer læderet i
nettet fra
distancen efter
otte minutter, for
straks derpå at se
F. Sækker gøre det
samme, inden først Legolas med
et forrygende
hovedstød efter
aflevering skråt
bagud fra
baglinjen (eller
mållinjen som det
jo hedder)
og så Peregrin
Toker seks minutter før
pauseteen med et
langskud som
afslutning på en langvarig
serie af
førstegangsberøringer
bringer
Ringenes Herre to mål
foran
/
I anden
halvleg tiltvinger
Asbjørn sig langsomt
overtaget
overtaget
Affyrer stadigt mere
nærgående forsøg og
presser elleve minutter fra
slutfløjtet
slutfløjtet
Førnævnte elverdronning til at
glide bolden
i eget
net
net
3-2
/
Atletisk sydafrikaner lider i
første halvleg af
returkampen den
tort at få sit føringsmål
udlignet, men
tager hævn efter
pausen, hvor han gang på
gang oversprinter et
gumpetungt Ringenes
Herre-forsvar under
ledelse af Bilbo Sækker,
tidligere omtalt som
selvmålsskytte mod
Ostegården
(Hvad er det også for en træner, der sætter en
113-årig til at mandsopdække Zuma?)
4-1 til FCK, der er klar
klar
til finalen
Anden semifinale, klassisk
scenarie: Zion Blood bringer sig i
spidsen kort før
pausen (Prince Jazzbo) og
begynder allerede at
glæde
sig
til at sidde i
omklædningsrummet og
godte sig, da
Mark Strudal (hvem ellers?) udligner
Groft koncentrationssvigt, i det
hele taget svigt i
det jamaicanske
forsvar og
selvfølgelig noget, der bør undgås
read my lips: undgås
hvis man gør sig
håb om at
komme i
nærheden af titlen som den Bedste
(hvilket Søren Kasper jo af en eller anden
uforklarlig årsag stadig gør)
Romario gør det
til 2-1 et lille
kvarter
før tid
tid
/
Gennem de sidste 90
minutter presser
Zion Blood på
på
for i det mindste
at opnå replay
men i stedet
må de, da
deres overtag ikke
synes at
kunne blive mere
massivt
se Strudal
se Strudal!
lukke luften ud af
kampen efter et
kontraløb, hvilket
naturligvis gør Osbournes
udligning et par
øjeblikke senere
inderligt
ligegyldig
For anden
gang i ISSA-historien
ISSA-historien
tørner Søren K og
Jørgensen sammen i
kampen om
tredjepladsen, og
ligesom sidst (i februar
2001
2001)
løber Rasmus med
sejren; efter 2-1 til Zion
Blood sikrer Ringenes Herre sig
bla.
bla.
gennem Tom Bombadils smukt
indadkrængende spark
spark
fra flanken en
sejr på hele 5-2 i
returkampen, hvor
Johnny
Osbourne
meget passende sætter den
afsluttende
reducering ind og
dermed markerer sin
eneret til topscorerværdigheden
(for tredje turnering i træk)
VIII
Finale, da
capo på juni. Peter og
Asbjørn har fortsat
betydeligt besvær
med at opnå
mere end en
enkelt scoring
hver!
pr. kamp men vælger nu i
første omgang at fordele dem
mellem sig
Romario bringer All Stars på
sejrskurs kort før
pausen i den første
kamp, mens snart pensionerede Peter
Nielsen venter til
fem minutter før
tid med efter
lidt klumpspil
klumpspil
at holde liv i Asbjørns
pokaldrømme
/
I begge kampe er sejren gået til
til
hjemmeholdet, et
mønster der
gentager sig
sig
i omkampen
(i øvrigt første gang nogensinde,
replay har været aktuelt i en finale)
Igen er All Stars ovenpå
efter hug fra Strudal, og igen
vender FCK tilbage, denne
gang via Zumas
Zumas
fod
Da en tillakket, opgejlet, men også undrende
tilskuerskare efterhånden er ved at få
fornemmelsen af, at
de to sydvestlige
finalister har skabt et
perpetuum mobile, for bestandigt
indstillet på at spille 1-0
(Lidt à la Monty
Pythons oplæsning af resultater fra den skotske
1. division: 0-0 0-0 0-0 send en hyrevogn)
slår det klik for Peter
Peter
der i de
døende
døende
sekunder fælder
Santos
Santos
I et tætpakket, men ikke desto
mindre kriminelt
felt
Komplet tåbeligt
som han selv
meget rigtigt
påpeger
påpeger
/
Opmandens skingre fløjte
skærer sig gennem den
fortættede atmosfære
Santos eksekverer
eksekverer
selv, sikkert
sikkert
Asbjørn er mesteren
mesteren
den Bedste
Bedste
Sjældent er en
vinderjoint blevet
tændt med så stor værdighed
værdighed
/
Vi runder af med lidt mere statistik
statistik
Den nye champ er den første
nogensinde, der kan hæve
pokalen efter at have tabt
0-5 i løbet af
turneringen, hvilket Søren
Kasper så frit kan
vælge at ærgre eller
glæde sig over
Gæt selv, hvad han
vælger
vælger
V / MMIV
|
|
|
|
|
Den tiende storturnering
Som Word-dokument
2004 var jubilæernes og mærkedagenes år i ISSA. Mens femårsdagene for foreningens grundlæggelse og den første storturnering i februar blev forbigået i relativ stilhed, udmærkede den historiske tiende storturnering 30. maj sig ved en sjældent vellykket afvikling. Med vanligt klarsyn havde ISSA-ledelsen besluttet at skærpe kursen overfor manglende selvdisciplin blandt Sensible-spillere, der i de foregående turneringer havde reageret på dårlige resultater med umotiverede udeblivelser og dermed bragt den sportslige værdi i fare. Denne uting blev tolket som en bivirkning af ISSA’s udvikling til masseorganisation med op mod 30 turneringsdeltagere, og derfor søgte den nye politik at begrænse fremmødet ved de fysisk og mentalt krævende storturneringer til hårdhudede Sensible-fanatikere. En vis nedgang i deltagertallet måtte betragtes som en acceptabel pris at betale for et regelmæssigere og sportsligt mere tilfredsstillende turneringsforløb – kvalitet frem for kvantitet, som Søren Kasper slagordsagtigt formulerede det. Det var derfor helt efter planen, at opbuddet faldt fra 27 i den niende turnering til 24 i den tiende; til gengæld sad de oprindeligt programsatte spillere ved knapperne i samtlige kampe – hvilket man ikke havde oplevet i over fire år.
Desværre indløb der et afbud, der intet havde med førnævnte problemer at gøre. Tværtimod var det en af spillets mest trofaste forkæmpere, vor kære formand Daniel Ekeroth, der for første gang i karrieren berøvede en storturnering sin tilstedeværelse. Påskuddet var en forestående eksamen på statskundskab, men da den ligeledes scient.pol.-aspirerende Søren Kasper uden problemer fandt tid til at stille op, må udeblivelsen nok snarere tilskrives sarte nerver. Samme Søren Kasper var nu sammen med navnefællen Holm og Rasmus Jørgensen ene om at have deltaget i samtlige ti turneringer, men fortidens bedrifter spillede selvfølgelig en mindre rolle i forhold til de aktuelle udfordringer, der primært bestod i at støde den ungdommelige Sydhavns-klan ned fra ISSA-tronen. Efter to særdeles overbevisende præstationer i de foregående turneringer, hvor Peter og Asbjørn som bekendt havde skiftedes til at besejre hinanden i finalen, var det et åbent spørgsmål, hvorvidt den nye generations dominans overhovedet lod sig bryde.
Det traditionelle optog før turneringsstart blev et af de ynkeligste syn, ISSA har set, eftersom den forsvarende Bedste Asbjørn havde begået den helligbrøde at lade sin mor sætte ild til Peter Sussex’ guldpokal. Den var nu i en stærkt afsveden forfatning, og processionen måtte derfor gennemføres med et af Søren Kasper sammenflikket flag bestående af et kosteskaft og et bemalet lagen. Efter at have gjort foreningen til grin hele vejen fra Gl. Kongevej til Vesterbrogade kunne de forgræmmede Sensible-entusiaster bænke sig foran de fire skærme.
Det vil måske undre folk med interesse for turneringsstruktur, at de 24 hold blev inddelt i fire puljer og ikke tre som i den sjette turnering, der havde samme deltagertal. Det bundede dels i temporale overvejelser (med seks hold i hver gruppe kunne man afvikle indledende runde væsentligt hurtigere end med otte, 30 kampe i stedet for 56), og dels i erkendelsen af, at systemet for overgangen fra puljespil til slutspil i trepulje-modellen var for kompliceret (den ville indebære seedning og lodtrækning til kvart- og semifinaler, playoff-kampe og pointsammenligning på tværs af puljerne) og derfor så vidt muligt burde undgås. Til gengæld blev det besluttet, at fire hold fra hver gruppe skulle gå videre til ottendedelsfinalerne, således at spillere under topniveau ikke mistede gløden midtvejs i puljespillet ved udsigten til sikker eksklusion.
Gruppe A
En spiller, der nok aldrig mister gløden, er Søren Holm. Når denne sensible ildsjæl alligevel til det sidste var tvivlsom starter, skyldtes det et grufuldt armbrud, han havde pådraget sig i forbindelse med en fodboldkamp få dage inden. ISSA-verdenen lod dystre tanker glide tilbage til Theis, hvis karriere aldrig kom i gang som følge af en lignende ulykke kort før den femte turnering, ligesom Peter Lohses flænsede tommelfinger dukkede op i erindringen. Søren Holm viste imidlertid endnu engang, hvorfor han er kendt som manden med jernviljen. Selvom smerterne var ved at tage livet af ham og han tilmed havde glemt et strømkabel hjemme og derfor måtte sætte ny rekord i taxakørsel mellem Ostegården og Ryesgade, pressede han sig til at ignorere kroppens signaler og sætte sig til tasterne.
Handicappet gav sig ikke umiddelbart udslag i nogen nedsat spillestyrke, bortset fra at målscoren måske var en anelse beskeden efter Søren Holms forhold: 16-6 i ti kampe. De to bundhold, Numerolog og Himachal blev nedlagt med sikker hånd, og et indledende 3-0-nederlag mod Ringenes Herre blev hævnet med 3-1 i returkampen. Det var i øvrigt første gang siden den fjerde storturnering, at de to rivaler Rasmus Jørgensen og Holm, der var i pulje sammen for tredje gang i træk og nu fortsat havde mødtes i hver eneste turnering, trak sig ud af de indbyrdes opgør med en keyboardsejr hver. Derudover mistede de point i hver to uafgjorte kampe mod forfølgerne i tabellen (hvis man da kan kalde folk 13-14 point bagude forfølgere), Rasmus i begge tilfælde mod Andreas, mens Søren fik besejret Ostegården på joypad og så til gengæld måtte nøjes med 1-1 ude mod Johan. Dermed blev målscoren afgørende, og da Ringenes Herre havde nettet mere end dobbelt så meget som Genocide og kun lukket et mål mere ind, lagde de beslag på førstepladsen.
Andreas sikrede sig altså en remis mod Genocide og to mod Ringenes Herre (i den første kamp fik Rasmus endda først udlignet til 2-2 i sidste minut), og i det hele taget udmærkede Ostegården sig ved en abnorm forkærlighed for uafgjorte kampe. Syv ud af deres ti kampe fandt ingen afgørelse, og undervejs satte de en imponerende rekord med fem uafgjorte i træk (den gamle tilhørte i øvrigt Daniel Ekeroth, der opnåede fire konsekutive 1-1-resultater i den femte turnering). Nederlaget mod Søren Holm blev suppleret af en skuffende dukkert mod debutanten Numerolog, men alligevel var Andreas’ enlige sejr i første runde over Alexis nok til den vigtige tredjeplads. Forklaringen var, at konkurrenterne heller ikke kunne drive det til mere end en sejr og samtidig var mindre heldige med at tage point fra topholdene. Johan klemte sig foran Numerolog ind på fjerdepladsen i kraft af remisen mod Søren Holm og kunne desuden glæde sig over, at den enkeltstående gevinst dog var af en vis kaliber: 5-0 over Alexis, der på sin side skuffede fælt efter niendepladsen i november. Himachal var en skygge af sig selv og vandt ikke en eneste sejr. Førstegangsdeltageren Numerolog, hvis egentlige navn det med smuk ironi ikke er lykkedes at opspore (godt det samme, han har nok allerede ændret det et par gange siden), ærgrede sig naturligvis over kun at være et enkelt point fra slutspillet, men i betragtning af, at hans eneste scoringer faldt i 2-1-sejren over Andreas og han altså gennemførte ni kampe uden et eneste mål (samtlige fem uafgjorte blev 0-0), kunne han næsten ikke forlange mere end den femteplads, det blev til.
Gruppe B
Køge blev den anden kommune (efter København), der har været repræsenteret af mere end et hold i ISSA-regi. Efter Rasmus Jørgensens fine resultater med Køge, der dog nu var skiftet ud med Ringenes Herre, stillede debutanten Benjamin op med naboklubben Herfølge, der gjorde en fremragende indsats. Ganske vist viste han sig at have kolossale vanskeligheder i joypadkampene, der alle blev tabt, men på keyboard gik det over al forventning. Med de 7-1 over Rasmus Klargård i første runde erobrede han straks rekorden for historiens bedste debutkamp (det er de færreste debutanter, der overhovedet vinder deres første kamp), og Ulrik, Kasper og gruppens ellers enerådende hersker Peter blev ligeledes sendt pointløse hjem fra Herfølge Stadion. Kun Frem (et af København Kommunes kendteste ISSA-hold) fravristede de blå-gule en uafgjort, og Herfølge indtog dermed en overordentlig sikker fjerdeplads – faktisk var denne pulje den eneste, der manglede spænding om kvartfinalebilletterne. I kraft af endnu en seksmålssejr over Nettobådene var Benjamin endda gruppens mest scorende spiller.
De to sydhavnsveteraner Kasper og Rasmus Klargård tørnede sammen for første gang siden den tredje turnering i april 2000, og sidstnævnte kunne ikke bruge gensynet til meget andet end at drømme sig tilbage til de glade dage, hvor kvartfinalepladser dumpede ned i hans turban i løs vægt. Her fire år senere leverede han en af karrierens dårligste præstationer. Ikke bare sejrede Kasper i begge lokalopgør, også Peter og Daniel P gjorde rent bord mod de afdankede landsholdsstjerner på Stjernedrys-holdet, og mod agterlanternen Ulrik blev det ikke til andet end to ynkelige 0-0-resultater. Da bundrivalen ligesom Klargård fik bugseret en keyboardsejr i land over Benjamin, der knap havde rørt et joypad før, var det kun i kraft af målscoren, at Stjernedrys undgik den ydmygende sidsteplads. En jammerlig forestilling.
Kasper derimod fremstod langt mere målrettet og bestræbte sig med mandskabet Udo Kier på at give modstanderne et godt gys. Det lykkedes altså mod Klargård og Ulrik, og i det efterhånden bibelske broderopgør med Peter formåede den moderne Esau med 0-0 på tastatur for første gang at undgå nederlag. Udekampen blev dog tabt 3-2 (førstefødselsretten måtte han fortsat kigge langt efter), og da heller ikke udflugterne til Valby Idrætspark og Herfølge gav udbytte, måtte Udo Kier tage til takke med en ulden for ikke at sige lodden tredjeplads. Den gav Søren Holm som modstander i ottendedelsfinalen, mens Frem på andenpladsen blev parret med Andreas, og i det lys måtte Kasper ærgre sig over tastaturopgøret med Daniel Pedersen, der endte 1-1. I slutstillingen var han nøjagtig de tre point efter Frem, som en sejr ville have annulleret.
Netop Daniel, et af de lovende unge navne fra Sydhavnen, havde markeret sig med en niendeplads og en fin sejr over Rune Christensen i debuten i november 2003 og var nu opsat på at træde i Peter og Asbjørns fodspor ind i ISSA-eliten. At evnerne rakte til det, kunne man i hvert fald ikke udelukke efter hans udmærkede indledende indsats, der udløste en andenplads i kraft af uafgjort ude mod Benjamin, hvilket han altså var den eneste der opnåede, og en keyboardsejr på 2-1 over Kasper i et af de spændende lokalopgør (dem havde puljen unægtelig nogle stykker af med tre spillere fra samme haveforening). Det var dog så som så med spændingen mod Peter, der med 4-0 ude og 4-1 hjemme satte magtforholdene i Frederikshøj på plads.
Disse sejre var sjovt nok Peters største; måske gjorde lokalkendskabet fra de sydhavnske bydelsturneringer udslaget. Hans hold, der var spækket med graffitistjerner, viste i de øvrige kampe en vis tilbageholdenhed i målscoringen (både nr. 2, 3 og 4 nettede hyppigere) men kunne alligevel tillade sig pointtab mod Udo Kier og Herfølge i slutfasen uden at bringe førstepladsen blot tilnærmelsesvis i fare. Det var tydeligt, at Peter brugte indledende runde som en let opvarmning inden slutspillets mere substantielle udfordringer.
Gruppe C
I skyndingen med at organisere turneringen havde Søren Kasper helt forsømt det fødeindtag, han ellers lægger så stor vægt på. Den manglende morgenmad gav sig udslag i et alarmerende lavt blodsukker, der så igen – ifølge hans egen forklaring – var baggrunden for det chokerende 4-1-nederlag, Aske tilføjede ham i første runde. Undskyldningen virker måske tyndbenet men vinder i troværdighed, når man tænker tilbage på den anden turnering, hvor manglende pommes-frites-tilførsel, som man vil erindre, bragte ham ud af balance og kostede et kvartfinalenederlag, ja lagde hans karriere i ruiner for en flerårig periode. Genoplevelsen af dette trauma kan meget vel have bidraget til at forhindre ethvert forsøg på organiseret forsvar overfor Askes stormangreb.
Hvorom alting er, et par bagels bragte snart Søren ovenpå igen, såvel mentalt som i tabellen. I resten af gruppespillet mistede han kun point gennem 1-1 ude mod Olav, og Askes Sydhavnsmandskab blev udsat for en frygtelig hævnaktion, der beløb sig til 7-1. Zion Blood fortsatte i det hele taget de hæmningsløse målorgier, de efterhånden havde gjort til deres varemærke, og end ikke Johnny Osbournes knæskade, der holdt ham ude fra de sidste fem kampe, kunne bringe scoringsmaskineriet til standsning. Afløseren Wayne Wade nåede op på ti fuldtræffere i sit kortvarige vikariat og bragte den endelige målscore op på 42-9 i ti kampe. Slutstillingen viste desuden et forspring på tre point ned til Sydhavnen på andenpladsen.
Aske, der, som holdnavnet tydeligt indikerer, også var et produkt af talentfabrikken i sydvest, var ikke noget ganske ubeskrevet blad i ISSA-sammenhæng. I den syvende turnering i oktober 2002 var han nået frem til ottendedelsfinalen efter at have elimineret bla. Asbjørn i indledende runde, men herefter forsvandt han ud af historien frem til maj 2004, hvor han altså straks gjorde sig bemærket med en storsejr over en af favoritterne. Efter at have solet sig en stund øverst i stillingen måtte han dog indstille sig på en benhård kamp om andenpladsen, der var i alvorlig fare efter nederlag ude mod Olav og Søren Kasper og et skuffende pointtab mod bundskraberen Claus. Forfølgeren Olav nåede op på samme pointtal med uafgjort mod Zion Blood men kunne så endelig afvises i et tæt opgør i næstsidste runde, hvor Sydhavnen kæmpede sig til en 1-0-sejr og sikrede andenpladsen.
Olavs lidt skuffende placering var måske knap så overraskende i betragtning af, hvor nedtrykt og selvtillidsforladt han var før turneringsstart, ja han overvejede endda i sin kvide helt at droppe deltagelsen. Især Ronnis fravær tog hårdt på den tidligere mester, men da den lazaretmodne Søren Holm trodsede smerten og stillede op, kunne han selvfølgelig ikke undslå sig. Indsatsen var da også acceptabel, men heller ikke mere. Bjarke blev besejret både ude og hjemme, og det ene point mod Søren Kasper var trods alt bedre end i forrige turnering. Med keyboardsejr og joypadnederlag mod både Aske og Kurt kunne FC Raskdesign, som han havde tilbagedøbt sit hold, sikre sig tredjepladsen uden problemer. Hvis han havde overskud til at tænke positivt, kunne han måske glæde sig over, at han med den mistede andenplads i det mindste undgik skrækmodstanderen Asbjørn i ottendedelsfinalen.
To spillere, der var bittert savnede i november, Bjarke og Kurt, fejrede deres tilbagekomst med at udkæmpe en spændende duel om den afgørende fjerdeplads. Dens forløb kan skitseres ganske enkelt: Både Boca Vista og Stimorol hentede fire point mod Slagterhundene og nul mod de to tophold. I det første indbyrdes opgør sejrede Bjarke 1-0 på tastatur, hvorefter Kurt imidlertid med en tilsvarende sejr over Olav sikrede sig et glimrende udgangspunkt inden returkampen i næstsidste runde. Stimorol fik nemlig ikke klemt nogen point ud af FC Raskdesign og var derfor som følge af ringere målforskel tvunget til også at besejre Boca Vista på joypad, et forehavende det til nogen overraskelse lykkedes dem at gennemføre. Efter endnu et 0-1-nederlag gav Kurt sig hen til endeløse selvbebrejdelser, mens Bjarke kastede sig ud i et passioneret foredrag om egne fortræffeligheder og desuden – relevant nok, men i en lidt vel hånlig tone – påpegede paralleliteten mellem de netop overståede begivenheder og forløbet i den sjette turnering, hvor Rasmus Klargård også blev sat til vægs af tyggegummimandskabet med to binære nederlag.
Gruppe D
Efter sin fænomenale sejr i november havde Asbjørn tilsyneladende vanskeligheder ved at tumle rollen som den bedste. 1-0-nederlaget i første runde mod Markus var selvfølgelig ingen katastrofe og blev da også fulgt op af 4-1 i derbyet mod Hjalte, men den beskedne sejr på 1-0 over Marcel, der ellers var i gang med at sætte ny bundrekord (0 point i ti kampe, måslcore 0-49), var et forvarsel om den meget usikre indsats, AC Asboy leverede i anden halvdel i gruppespillet. I hjemmekampen mod Star Wars blev det 2-2 med lodder og trisser, og efter 3-2-nederlaget mod Brasilien måtte de overlade andenpladsen til sydamerikanerne. Med et enslydende tab mod Jacob Graulund forskertsede et rådvildt Asboy-hold chancen for at tilbageerobre den, og trods et par afsluttende storsejre over debutanterne Emil og Marcel måtte de indstille sig på at skrue kraftigt op for spillestyrken, hvis de ville have noget at gøre i slutspillet.
Efter hans spektakulære sortie i kvartfinalen i november, to 0-4-nederlag til Søren Kasper, kunne man måske frygte en hvis stagnation i Hjaltes karriere, der jo var indledt så fremragende med fjerdepladsen i debuten i den ottende turnering. Han gjorde sit til at gøre bekymringen til skamme ved at distancere den forsvarende mester og i øvrigt levere en solid indsats. I de svære udekampe mod mellemvarerne Soul Bros og Italien 96 lykkedes det ham hårdt presset at sikre sig fuldt udbytte (i modsætning til Asbjørn). Til gengæld var indsatsen mod Markus, som han jo havde slagtet i kvartfinalen i juni 2003, mindre overbevisende; efter 1-1 på joypad tog Markus i returkampen effektfuld hævn for fortidens ydmygelser med en sikker 4-0-sejr.
De to remiser ude mod Asbjørn og Hjalte var Star Wars’ eneste pointtab i indledende runde, hvilket selvfølgelig ikke kom bag på nogen, og med endnu en førsteplads fire point foran nærmeste forfølger kunne Markus styrke sit ry som verdensmester i puljespil. Den spillestyrke, han demonstrerede, burde sikre ham en absolut topplacering, men det havde man jo spået så mange gange før, uden at han havde kunnet leve op til forventningerne.
Jacob Graulunds forventninger blev bestemt heller ikke indfriet her i hans femte storturnering, hvor han for femte gang gik glip af slutspillet. Indsatsen var ellers den hidtil bedste fra hans side, hvilket især sejren over den forsvarende bedste vidner om, men mod debutanten Emil, rivalen til fjerdepladsen, stod Soul Bros ikke distancen. Allerede med de 0-1 på keyboard i første runde var løbet faktisk kørt, og 2-2 i returkampen og gevinsten mod Asbjørn bragte kun Graulund på à point. Efter de obligatoriske kæmpenederlag til Star Wars var Soul Bros’ målscore som sædvanlig ikke noget kønt syn, og det var nok en ringe trøst i hans tilsyneladende uendelige lidelsesepos, at han som den blot anden spiller i historien var gået glip af den afgørende puljeplacering i kraft af målscoren (den første var Kasper, der i den femte turnering blev henvist til femtepladsen af Robin pga. færre scorede mål).
Ottendedelsfinaler
Med Benjamins begrænsede joypadkapacitet in mente var han selvfølelig tvunget til at presse hårdt på i hjemmekampen mod Rasmus Jørgensen. Den første ottendedelsfinalekamp var et ganske interessant opgør, hvor Ringenes Herres forsvar omkring Bilbo Sækker dog efter lidt indledende usikkerhed var i stand til at afvise Herfølges angreb. Med hjemmepublikummet i ryggen kunne også den gul-blå defensiv holde modstanderne fra scoring, hvilket selvfølgelig kun var en stakket frist inden returkampen, der vakte mindelser om en travl dag i 1793. Frodo Sækker, Pippin Toker og Legolas bestyrede guillotinen og bragte cifrene op på 8-0. Alligevel var Benjamins debut lovende; med lidt intensiv joypadtræning kunne han sagtens gøre sig realistiske forestillinger om en højere placering i de kommende turneringer.
Også Emil kunne glæde sig over en udmærket entré på ISSA-scenen. Han fik altså udmanøvreret den erfarne Graulund og havde desuden været i stand til at presse Asbjørn og Hjalte, men i ottendedelsfinalen kunne han ikke stille meget op overfor Zion Bloods effektive presfodbold. Den tilbagevendte Johnny Osbourne (al snak om forceret genoptræning blev overhørt) fejrede rekonvalescensen med fire mål, der bidrog til 3-0 på joypad og 3-1 på keyboard.
De to næste ottendedelsfinaler var heller ikke af en karakter, der ligefrem fik tilskuerne til at falde ned af stolene i spænding. Peter besejrede Johan 3-0 på joypad (i kraft af et hattrick fra Bates) og 2-0 på tastatur, mens Markus sendte Bjarke ud af turneringen med 4-0 hjemme og 3-0 ude. Det sidste møde var et da capo på ottendedelsfinalen i den syvende turnering, og Bjarke kunne i det mindste glæde sig over, at tabscifrene var mindre end dengang (hvor han med samlet 0-13 havde sikret sig historiens største slutspilsnederlag). Derudover var det bemærkelsesværdigt, at Star Wars i 4-0-sejren måtte vente en hel time på deres første mål; efter en useriøs periode var Bjarke tydeligvis ved at sparke karrieren i gang igen.
De hidtil omtalte ottendedelsfinaler var møder mellem 1’ere og 4’ere fra de indledende puljer, så de klare afgørelser var ingen overraskelse. I opgørene mellem 2’erne og 3’erne var spændingen så til gengæld ved at klemme livet af såvel de involverede som betragterne. Som sagt var Kasper forbitret over sin tredjeplads, der parrede ham med Genocide i stedet for Ostegården i ottendedelsfinalen, men på den anden side havde hans muligheder for at besejre Søren Holm nok aldrig været større end i den nuværende lemlæstede udgave. Mødet blev da også særdeles tæt, i kras modsætning til den ottende turnering, hvor Holm på samme turneringsstadie havde sendt Kasper hjem til Jylland med et firemålsnederlag. I den første kamp måtte hjemmeholdet Genocide vente til det 77. minut, før Stalin fandt en vej gennem Udo Kiers labyrintiske forsvar, og før deres egen defensiv var kommet på plads efter jubelseancerne, kunne Udos Norske Elsker replicere med et tørt hug. Returkampen endte ligeledes 1-1, denne gang med Udos Lever i den udlignende rolle ovenpå endnu et føringsmål fra Stalin. Den sovjetiske enehersker fortsatte i den første replaykamp sine bestræbelser på at tvinge den tyske vampyrspecialist i knæ, nu med en scoring allerede efter tretten minutter, som den efterhånden sprælske Lever imidlertid besvarede kort før pausen. Et kvarter inde i anden halvleg fik den Norske Elsker endda sikret en 2-1-sejr, og Kasper begyndte at fantasere om sin første kvartfinale siden september 1999. Hans forsvar fik da også bedre styr på Stalin men måtte samtidig slappe grebet om kollegerne Hitler og Franco, der med vanlig effektivitet sikrede 3-0 på ikke meget mere end tre chancer. En bemærkelsesværdig præstation af den halvandenarmede Holm.
Da både Andreas og Daniel Pedersens ambitioner gik videre end ottendedelsfinalen, kunne det næsten ikke undgås, at deres sammenstød blev en blodig duel på liv og død. Andreas, der efterhånden var træt af niendepladser og efter indledende runde åbenbart også træt af uafgjorte, lagde udmærket ud ved at sikre sig en smal 1-0-sejr på keyboard. Ostegårdens angriber Daniel Ekeroth (der altså på skærmen kompenserede en anelse for sin manglende tilstedeværelse foran den) nettede ti minutter før pausen og udlignede på samme tidspunkt i returkampen den føring, Mirko Selak havde skaffet Frem på straffespark efter fem minutter. Andreas’ boldspillende mælkeprodukter havde altså kurs mod kvartfinalen, og Søren Kasper stod allerede på spring til at kaste sig jublende om halsen på ham, da Søren Larsen et lille kvarter før sidste fløjt bragte balance i den samlede stilling. Den skuffelse havde Ostegården tydeligvis svært ved at administrere, og de blå-rød-stribede afgjorde allerede i første omkamp sagen med en 4-1-sejr på keyboard. Igen delte Selak og Larsen scoringerne mellem sig. I den fjerde og sidste kamp skabte Ostegården en antydning af usikkerhed med deres pauseføring på 2-1, inden Thyge med sin udligning efter en time lagde endeligt låg på opgøret. Andreas søgte uden stort held at dulme smerten med en Dansk Pilsner, mens Daniel gjorde sig klar til sit livs udfordring (også med en Dansk Pilsner).
Ikke siden Patricks deroute i september 1999 har en mester været så langt ude i tovene så tidligt i turneringen, som Asbjørn var i sin ottendedelsfinale mod Aske. Efter første halvleg af den første kamp viste måltavlen 5-0 til Sydhavnen, der altså tilsyneladende blot skulle have tiden til at gå i de resterende 135 minutter. Asbjørn kunne have spillet med bind for øjnene og armene bundet fast til anklerne uden at gøre det værre, men i anden halvleg fik han dog en anelse samling på tropperne og reduceret to gange. Det sidste mål blev sat ind af mesterens alter ego Asboy da Illest i de allersidste sekunder efter et forsvarskoks, der måske umiddelbart ikke betød alverden, men som Aske siden har haft mareridt om jævnligt. AC Asboy satte nemlig alle sejl til i returkampen og bragte sig på 2-0 kort inden pausen. Sydhavnens gigantiske forspring var altså ved at blive ædt op, men før tilskuerne nåede at blive rigtig nervøse, sikrede Aske sig på halvlegens sidste angreb den formentlig afgørende reducering gennem sin spillende dobbeltgænger (også kaldet Aske). Asbjørn så i hvert fald ud til at have mistet troen på sejren, og først i kampens sidste kvarter begyndte han igen at nærme sig modstanderens mål. Det gav så til gengæld forbløffende nok udbytte i form af to scoringer, der bragte den samlede stillingen op på 6-6 og sikrede replay. Efter at Markus i november havde sat ny rekord ved at forskertse et firemålsforspring i kvartfinalen mod Rasmus Jørgensen, brød Aske nu grænserne for det menneskeligt mulige ved at smide en 5-0-føring væk. Sydhavnens coach var i sin choktilstand helt som ventet ude af stand til at yde meningsfuld modstand i omkampen, som Asbjørn vandt med knusende 8-0. Det mindede ligeledes om kvartfinalen i november, hvor Markus på tilsvarende vis var brudt sammen i replay-fasen efter at have forspildt sit kæmpeforspring. Den Bedste var klar til kvartfinalen uden at have overbevist, mens Aske måtte indstille sig på livslang psykiatrisk behandling.
Som om skæbnen havde besluttet sig til at imødekomme Olavs pessimistiske tilgang til turneringen, lod den ham glemme sin taktik inden ottendedelsfinalen mod Hjalte. Man var faktisk et pænt stykke inde i første halvleg, før han opdagede, at han ikke bare havde forsømt at sætte taktikken til inden kampen – han havde ikke engang lagt den ind på computeren. For en spiller, der som Olav nærmest er vokset sammen med sin taktik (OlleB hedder den), udgjorde et afsavn af den karakter selvfølgelig et uoverstigeligt handicap, selvom det sjovt nok gik udmærket, indtil han opdagede, hvad han havde glemt. Efter 1-1 ved pausen scorede Hjaltes brasilianere tre gange i anden halvleg, og i returkampen kunne selv en OlleB-bevæbnet Olav ikke vende billedet. Han gjorde ellers en fremragende indsats og sikrede sig en ærefuld men betydningsløs 3-2-sejr. Med samlet 6-4 fik Hjalte revanche for bronzekampen i den ottende turnering, hvor Raskdesignerne havde kvast ham 5-0.
Kvartfinaler
Også kvartfinalerne var historisk ladede. Den mest umiddelbare fortidige reference bød opgøret mellem Asbjørn og Rasmus Jørgensen på, den nuværende og den tidligere mester. På vej mod triumfen i november havde Asbjørn som bekendt ydmyget Rasmus med en 4-1-sejr i semifinalen, så Ringenes Herre havde et betragteligt regnskab at gøre op. Selvom begge spillere havde vundet 8-0 i forrige runde, var Rasmus unægtelig sluppet noget mere smertefrit videre, og AC Asboy havde da også store vanskeligheder med at følge med i modstanderens opskruede tempo i den første kamp. En indledende fuldtræffer fra Pippin Toker og et hattrick fra Frodo Sækker sikrede de elverkappeklædte hævnere en overraskende ukompliceret 4-0-sejr, som rejsefællen Merry Brændebuk endda fulgte op midt i første halvleg af returopgøret. Selvom Chiesasboy og Ravanelli i slutfasen sikrede Asbjørn en kosmetisk 2-1-gevinst, måtte han erkende, at tiden på ISSA-tronen var forbi.
Søren Holm og Søren Kasper mødtes i kvartfinalen for tredje gang (hvilket er rekord) og for fjerde gang i et slutspilsopgør. I de to sidste var Holm løbet af med sejren (i den sjette og den syvende turnering), så Zion Bloods coach var selvfølgelig som en udsultet tiger, der bliver lukket inde i en telefonboks med en ged. Efter en times spil af det første opgør, hvor de ellers var på udebane, havde Osbourne og Prince Jazzbo med to scoringer hver allerede sikret et lemlæstende forspring. Hitler og Stalin fik godt nok reduceret føringen til 2-4 i de sidste ti minutter (og historisk interesserede tænkte tilbage på opgøret mellem Olav og Søren Holm i den femte turnering, der pludselig var blevet spændende efter et tilsvarende forløb), men allerede på returkampens første angreb afgjorde Osbourne endeligt sagen i jamaicansk favør. I det sidste kvarter haglede kuglerne ind bag Mobuto, og cifrene endte på 5-0. Med beundringsværdig ærlighed udtrykte Søren Kasper sin store fryd over endelig at have fået lov til at smadre Søren Holm, hvilket man så frit kan vælge at fortolke som Sensible-sadisme eller sejrsvilje. Under alle omstændigheder havde Genocides coach vist et smukt eksempel på sand ISSA-ånd, der vil lyse langt ud i fremtiden, ved at stille op med brækket arm uden at spille som en (til betydelig ærgrelse for folk, der havde håbet at anbringe en vittighed på et passende tidspunkt (vi nævner ingen navne, men vi tænker på Klargård)).
Efter at kvartfinalen i de sidste fire turneringer havde været en uoverstigelig hindring for Markus, lykkedes det ham nu endelig at slå sig igennem til topplaceringernes regioner. Daniel Pedersen bed ellers godt fra sig i et spændende opgør, hvor Star Wars i den første kamp måtte vente til ti minutter inde i anden halvleg med at optrevle Frems defensiv. Så slog Skywalker til gengæld også til, først på langskud og dernæst på straffespark, og da han i returkampen supplerede op med en scoring på hver side af pausen, nyttede Selak og Larsens fuldtræffere ikke meget. Frem forsøgte i de sidste 25 minutter ihærdigt at bringe yderligere bevægelse på måltavlen, der imidlertid endte med at vise 2-2. Med samlet 4-2 kunne Markus gøre sig klar til sin første semifinale siden september 2001.
Hjalte kunne selvfølgelig også godt tænke sig igen at være blandt de fire bedste, men med Peter som modstander i kvartfinalen kunne udsigterne ikke blive meget dårligere. Det var netop Peter, der i den ottende turnering sendte Hjalte ud i en tæt semifinale, og siden havde han ikke vist nævneværdige svaghedstegn (fraset selvfølgelig sidste sekund af finaleomkampen i november), mens Hjaltes præstationer havde været mere svingende. Brasilien-coachens hævntørst blev da heller ikke tilfredsstillet, selvom de to sydvestlige Sensible-fænomener gav publikum endnu en jævnbyrdig affære at bide negle til. I den første kamp bragte Bates udeholdet Graff All Starz i front efter tretten minutter, hvorefter initiativet vekslede resten af halvlegen uden de store chancer. Kort inde i anden halvleg ændrede opgøret karakter, da graffitiforsvareren Nec så rødt efter en grov eftertackling og Brasilien naturligt nok overtog styringen. De havde imidlertid problemer med at udnytte de opståede muligheder og måtte samtidig værge sig imod pludselige kontraangreb. Ronaldos udligning ni minutter før tid var et pauvert udbytte af en hel halvlegs overtal, og Hjaltes udsigter inden returkampen var overordentligt dystre. Her leverede han til gengæld en storslået indsats og pressede i første halvleg favoritten i bund med kreativt pasningsspil, der udmøntede sig i et føringsmål fra Rivaldo efter 36 minutter. Peter kæmpede sig som en sand mester tilbage i opgøret og udlignede kort før pausen, hvorefter anden halvleg blev en smuk opvisning i tempofyldt offensiv og virtuos boldkontrol mellem to overraskende jævnbyrdige duellanter. I slutfasen gjorde effektiviteten i boksspillet udslaget, da Mins og Bates efter et par store brasilianske muligheder sendte Graff All Starz i semifinalen med to energimål. Hjalte var for anden turnering i træk slået ud i kvartfinalen men kunne være væsentlig mere tilfreds med indsatsen end sidst.
Semifinaler
Vi har allerede kort berørt den bizarre kvartfinale i november, hvor Rasmus Jørgensen besejrede Markus efter at have været bagud 1-5 efter en time. Det var samtidig det femte slutspilsopgør mellem de to, hvor Markus måtte trække sig ud som taber, så der har næppe nogensinde været opsparet så meget hævntørst i et enkelt menneske som i Star Wars-coachen før deres nye møde her i semifinalen. På visse tidspunkter i karrieren har han utvivlsomt regnet Rasmus Jørgensen for uovervindelig, men når han nu allerede havde overvundet et trauma ved at overleve kvartfinalen, kunne han jo lige så godt tage fat på det næste. Luke Skywalker, der helt tilbage i den anden turnering måtte se sit tilsyneladende afgørende mål udlignet af Tom Bombadil i sidste minut, gik forrest i den storstilede hævnaktion med et hattrick i den første kamp, hvor Star Wars var på hjemmebane. Frodo Sækker fik ganske vist tid til en scoring midt i stjernekrigerens målfest, så nogen afgørelse var der ikke tale om, men da Markus i returkampen kunne gå til pausen foran samlet 4-1 efter Kenobis fuldtræffer efter 25 minutter, kunne finalen næsten ikke komme tættere på. De kvælende déjà-vu-oplevelser lod sig tydeligt aflæse i hans ansigt, da Ringenes Herre i løbet af anden halvleg stille og roligt opåd forspringet gennem en elver- og to hobbitscoringer og for anden turnering i træk tvang de to fiktive universer ud i replay. Første omkamp blev endnu et af de festmåltider for Sensible-gourmander, som Markus og Rasmus er så kendte for. Holdene skiftedes i ustyrligt tempo til at føre, mens Darth Maul og Frodo Sækker fordelte et utal af scoringer ligeligt mellem sig: 4-4 lød cifrene, hvilket den keyboard-bevæbnede Rasmus selvfølgelig ikke kunne være tilfreds med, slet ikke efter Star Wars' udligning seks minutter før tid, der faldt som følge af et monumentalt forsvarskoks. Hans bange anelser viste sig fuldt berettigede i returkampen, hvor den astromartialske defensiv tog brodden af Pippin og Frodo, mens Maul og Skywalker i den anden ende drev gæk med den alderstegne Bilbo Sækker. Tom Bombadil fik endnu engang lov at score i sidste minut, men da modstanderen allerede havde nettet tre gange, var det omsonst. Markus kunne fejre to historiske bedrifter: sin første sejr over Rasmus Jørgensen og sin første finaleplads.
Nøjagtig som i november tørnede Søren Kasper sammen med Peter i semifinalen, og de to kampe udviklede sig med enkelte variationer på samme måde som dengang. I hjemmekampen sikrede Jazzbo og Osbourne med to lynhurtige scoringer efter 19 og 23 minutter en overbevisende føring, der dog selvfølgelig ikke kunne ryste modstanderen. Efter ti minutters spil i anden halvleg blev forsvarsdirigenten Yabby U udvist, og få øjeblikke senere sendte den jamaicanske keeper et udspark lige i fødderne på Kegr, der slog til, før man kunne nå at sige sound clash. Det undertallige Zion Blood-mandskab holdt dog Graff All Starz fra yderligere scoringer i det første opgør, men præcis som i forrige turnering viste et enkelt ukoncentreret øjeblik i keyboardkampen sig fatalt for Søren Kasper. I returopgøret nettede Bates midt i første halvleg, hvorpå Kegr kort efter pausen kunne fremtvinge afgørelsen med et hug fra distancen. Peter holdt resten af kampen Zion Blood-angriberne i et jerngreb og kontrollerede begivenhederne uden de store vanskeligheder. Trods en fremragende indsats måtte Søren Kasper på ny se sig distanceret og indstille sig på kampen om tredjepladsen.
Den burde han heller ikke have nogen problemer med at motivere sig til efter tre fjerdepladser tidligere i karrieren. To af disse bronzekampsnederlag var faldet mod Rasmus Jørgensen, der nu igen stod for og i øvrigt satte kampen i gang, så snart Sørens semifinale var forbi. Ifølge Søren selv var denne travlhed et led i en psykologisk krigsførelse, der skulle have til hensigt at udnytte Zion Bloods mentale og fysiske udmattelse ovenpå nederlaget (hvilket selvfølgelig ikke har noget på sig), og Søren satte sig til tasterne opsat på at konterkarere de skumle planer og erobre sine første medaljer. Forehavendet blev kronet med held, da Osbourne afsluttede endnu en replay-marathon med et hattrick og sikrede en samlet tomålssejr. Søren Kaspers glæde over tredjepladsen var selvfølgelig til at få øje på, men den blev i nogen grad overskygget af ærgrelsen over målmandsfadæsen i semifinalen. At Osbourne for fjerde gang i træk blev topscorer, kunne efterhånden ikke få nogen op af stolene.
Finale
Den entusiastiske tilskuerskare havde naturligvis store forventninger til finalen, der imidlertid aldrig blev nogen større oplevelse, dertil var forskellen i spillestyrke mellem duellanterne for stor. På joypad var Peter i den første kamp i stand til at udspille Markus, som aldrig kom i nærheden af et modtræk til Graff All Starz’ stort anlagte pasningsspil. Spraydåseekvilibristerne opererede især med høje afleveringer over store afstande, der ifølge ethvert traditionelt Sensible-øje var på vej ud over linjerne men ikke desto mindre blev opsnappet af virtuose tæmninger, og Star Wars-defensiven kunne ikke forhindre Mins i at udnytte tre af sine mange chancer. Dermed var spændingen selvfølgelig forduftet, og heller ikke Mauls hurtige scoring i returkampen bragte meget liv i Markus’ mange fans, der ellers havde været ganske højrøstede før finalen. Midt i anden halvleg kunne Mins med endnu en fuldtræffer sætte et passende punktum for et smukt arrangement, der gav Peter hans anden turneringssejr. Triumfen var om muligt endnu mere imponerende end den første, da modstanderne nu havde haft længere tid til at indstille sig på hans nyskabende spilkoncept og stadig ikke var i stand til gøre noget virkningsfuldt ved det. Som den blot anden spiller i historien opnåede Peter mere end en periode som den Bedste, og sejrsseancens pokal- og ølkasseløft blev da også gennemført væsentlig mere stilfuldt end året før. Snart blev vinderjointen tændt, og man drak til langt ud på natten.
IV / MMV
|
|
|
|
|
Den ellevte storturnering
Som Word-dokument
Perioden mellem den tiende og den ellevte turnering blev en af de mest hektiske i ISSA’s historie. I august 2004 drog en delegation bestående af Asbjørn, Peter, Rasmus Jørgensen og Søren Kasper til Pirmasens i Rheinland-Pfalz for at forsvare nationens og foreningens ære i den første internationale Sensible-turnering, der desværre led under en stærkt mangelfuld organisation og struktur. Alle 17 deltagere blev placeret planløst i én pulje, en stor del af kampene nåede aldrig at blive afviklet (og talte derfor ikke med i slutstillingen), og kamplængden på fem minutter resulterede i vanvittige cifre, der fuldstændig devaluerede begrebet målfest. Derfor bestod ekspeditionens udbytte ikke i meget andet end en styrkelse af visheden om, at ISSA arrangerer verdens bedste turneringer.
I det lys var det ganske naturligt, at man valgte at søge kommunal støtte til sine folkeoplysende og samfundsgavnlige aktiviteter og i den forbindelse foretog en gennemgribende formalisering af foreningens ledelse og opbygning. Den førende drivkraft bag tiltagene, Søren Kasper, overtog formandsposten fra Daniel Ekeroth, der så til gengæld indtrådte i den nydannede bestyrelse tillige med andre solide Sensible-støtter, og ISSA kunne altså med styrket såvel økonomisk som organisatorisk fundament se globaliseringens udfordringer fortrøstningsfuldt i møde.
Planlægningstalentet i ISSA viste sig imidlertid at stå i diametral modsætning til det, der forefandtes i Andreas og Søren Kaspers andelsforening. Desværre er det sidstnævnte (altså foreningen), der bestyrer beboerrummet over Ostegården, så da den i sin uransagelige visdom havde placeret et glögg-arrangement på den dato, der ellers var reserveret til Sensible-turnering, måtte den (altså turneringen) udskydes to uger frem til den 12. december. Dermed kom den til at kollidere med eksamenshektikken på adskillige uddannelsessteder, hvilket selvfølgelig gav sig udslag i en række smertefulde afbud. Olav, Rasmus Klargård, Andreas, Jacob Graulund og Alexis, der alle havde deltaget i samtlige turneringer siden deres respektive debuter, glimrede denne gang ved deres fravær, ligesom Asbjørn måtte melde fra i sidste øjeblik. Til gengæld kunne man glæde sig over Rune Christensen, Daniel Ekeroth og Bjørns genkomst, der endda blev suppleret af noget nær en genopstandelse: Patrick, ISSA’s svar på Skt. Peter (den første på tronen), vendte sprængfyldt med kamplyst tilbage efter to et halvt års fravær. Tu es Petrus et super hanc petram aedificabo ecclesiam meam.
De 21 mandskaber blev inddelt i tre femholds- og en seksholdspulje, hvilket selvfølgelig virker sært; hvorfor ikke tre puljer med syv i hver? Det skyldtes Asbjørns sene afbud, der først indløb, efter at lodtrækningen var overstået – da man valgte gruppetallet, regnede man altså med 22 deltagere, hvilket med tre puljer ville have medført en uacceptabelt tidskrævende otteholdspulje.
Gruppe A
Asbjørns triste fravær medførte desværre en vis skævvridning af turneringen, idet gruppe A, hvor han skulle have deltaget, blev uforholdsmæssigt svag og dermed gav en billig kvartfinaleplads. Peter sikrede sig da også maximumpoint uden at have været blot i nærheden af at blive presset, mens Bjarke i den anden ende profiterede af de kaotiske forhold ved som den første i historien at kvalificere sig til slutspillet uden en eneste sejr – et scenario, der ikke bliver mindre grotesk ved at betragte hans målscore: 1-18 i otte kampe. Med fire remiser var han imidlertid et point bedre end Odin, der dermed blev sorteper i en pulje, hvor man ellers skulle anstrenge sig alvorligt for ikke at gå videre. Debutanten Morten Greisen kunne således indtage tredjepladsen uden at have gjort særligt væsen af sig; hans eneste bemærkelsesværdige præstation var en 1-0-sejr over en i øvrigt svagt spillende Bjarke og 2-2 hjemme mod Aske, der så til gengæld kvaste ham 8-0 i den omvendte kamp. Mortens Simpsons-mandskab havde fem point ned til Stimorol Drengen på fjerdepladsen og ligeså mange op til Sydhavnen på andenpladsen, der så på sin side havde ti op til Peter på førstepladsen. En stærkt hierarkiseret pulje altså, der af den grund ikke bød publikum på de helt store oplevelser. Det mest interessante ved den var i virkeligheden Peters hold, Skaduhafest, hvis spillere angiveligt var håndplukket blandt hans livs dæmoner. Angrebsduoen kom meget passende til at bestå af Stig Rossen og Fuck Glögg, sidstnævnte et stærkt omvandrende statement mod tilhængere af opvarmet rødvin, der forstyrrer seriøse idrætsfolk i deres gerning.
Gruppe B
Mens der i den foregående pulje kun var spænding om at undgå sidstepladsen, var den i gruppe B det eneste, der ikke var tvivl om; den satte den tilbagevendte Tøb sig solidt på. De fire øvrige hold udkæmpede en tæt placeringskamp, der fik et overraskende udfald, idet den mest uerfarne kombattant Benjamin lagde beslag på førstepladsen med to points forspring til Søren Holm og Daniel Ekeroth og to yderligere til Kasper på fjerdepladsen. Hans fantasifulde mandskab Armybirds, der bestod af repræsentanter for forskellige pingvinarter, udmærkede sig ved at vinde samtlige hjemmekampe og viste samtidig stor stabilitet ude, hvor det blev til tre uafgjorte og kun et enkelt nederlag mod Daniel. Benjamin havde altså, helt som ventet, skruet kraftigt op for joypadspillestyrken siden maj.
Søren Holm befandt sig længe øverst i tabellen, men udenederlag mod Kasper og Ekeroth og et skuffende målløst opgør på keyboard mod Benjamin sendte Genocide ned på andenpladsen, som de endda kun holdt AC Marvels bort fra i kraft af en ét mål bedre måldifference. Bekymrende perspektiver for folkemorderne inden slutspillet.
Som i den syvende turnering havde Daniel altså valgt at møde frem med et hold af superhelte, der så meget passende var opkaldt efter spillernes fagblad. De var som de eneste i stand til at besejre pingvinerne men gjorde sig omvendt uheldigt bemærket ved kun at få 1-1 hjemme mod Helvede Vestia. Selvom det pointtab kostede andenpladsen, virkede Daniel friskere og mere positiv, end man havde oplevet ham siden sølvmedaljen i den fjerde turnering, og den afsluttende 2-1-sejr over Søren Holm, der godt nok var et mål for lille til at passere Genocide i stillingen, gav grobund for visse forhåbninger til det videre forløb.
Kaspers Team Izzy Kul, hvis spillere i en narcissistisk gestus var navngivet efter bogstaverne i coachens eget navn, blev distanceret med to point af Genocide og AC Marvels ved at kombinere deres fejlgreb: De spillede uafgjort både hjemme mod Benjamin og ude mod Helvede Vestia og måtte dermed se sig henvist til fjerdepladsen efter keyboardsejr og joypadnederlag mod såvel Holm som Ekeroth.
Gruppe C
Gruppe C havde ganske vist deltagelse af seks mandskaber, men sjovt nok mindede den mere om en femholdspulje, hvor der blot var sat seks ekstra point ind på alles konto. Det skyldtes debutanten Johan, der med sit stangskæve mandskab De Fede leverede historiens næstdårligste indsats med nul point i ti kampe og en målscore på 2-49. Et af de to mål blev ganske vist sat ind mod Ringenes Herre, og retfærdigvis skal det nævnes, at Johan allerede i træningsturneringen i januar 2005 viste tegn på øget styrke ved bla. at besejre Daniel Ekeroth. Arsenal, bestyret af Thomas, der også deltog for første gang, leverede til gengæld en bemærkelsesværdig indsats, der indebar et smalt hjemmenederlag til Rasmus Jørgensen og en nydelig 1-0-gevinst mod Daniel Pedersen, kvartfinalist i forrige turnering. Da dennes Frem-mandskab hjemme besejrede Patrick, som Thomas selv ikke var i nærheden af at true, var Arsenal imidlertid tvunget til også at vinde returkampen i Valby Idrætspark for at stryge forbi Frem’erne op på den afgørende fjerdeplads. Det viste sig at være en uoverstigelig opgave, selvom the Gunners kæmpede sig til 1-1 og dermed kun blev ekskluderet i kraft af dårligere målscore. En særdeles lovende debut.
Daniels indsats måtte derimod trods slutspilspladsen give anledning til en vis bekymring, idet han fraset kampene mod De Fede kun formåede at vinde én kamp (over Patrick, som havde besejret ham tidligere) og i de seks opgør med Thomas, Jørgensen og Søren Kasper blot hentede et enkelt point. De snævre keyboardnederlag mod de to tophold, der faldt i underholdende opgør, kunne måske indgyde en vis forhåbning inden ottendedelsfinalerne, men med sin fjerdeplads måtte han jo forvente at møde mindst lige så hård modstand dér.
Som i sin forrige deltagelse i den sjette turnering valgte Patrick at stille op med et hold, han havde simuleret sig frem til i Championship Manager ’97, denne gang Genoa 2022, der gjorde en fin figur i indledende runde. Godt nok løb han ind i karrierens største øretæve, da Søren Kasper besejrede ham 7-0, ligesom 0-4 mod Rasmus Jørgensen var en smertefuld oplevelse, men i de øvrige kampe viste han sig stadig at være i besiddelse af en betydelig spillestyrke (som Laurent Fignon engang sagde: Klasse fornægter sig aldrig). I første runde blev det 2-0 mod Daniel Pedersen, der så godt nok svarede igen med en 2-1-sejr i returkampen, og det ellers velkørende Arsenal-mandskab blev sat effektfuldt til vægs med 6-0 og 3-0; Genoa satte sig sikkert fast på tredjepladsen og kunne se slutspillet i møde fuld af forhåbninger.
De to tophold Zion Blood og Ringenes Herre, nr. 3 og 4 fra maj, sloges om førstepladsen et par niveauer over de øvrige og nåede undervejs at besejre hinanden gensidigt 4-2 i to storslåede opgør. Jamaicanerne sejrede i duellen om topplaceringen ved at fortsætte de forrige turneringers mønster af storsejr på storsejr; deres indsats havde karakter af ét langt målorgie, som selv det ellers ikke tilbageholdende Ringenes Herre-angreb umuligt kunne holde trit med. I slutfasen sikrede de sig tilmed et par points forspring, da de besejrede Genoa ude efter at have været bagud 2-1 midt i anden halvleg, mens rivalerne på deres udflugt til den liguriske bugt smed en pauseføring på 3-0 væk og måtte tage til takke med uafgjort.
Gruppe D
Ligesom Thomas kunne ærgre sig over at være slået ud af Daniel Pedersen efter at have besejret ham i de indbyrdes opgør, kendte Bjørns forbitrelse ingen grænser, da han trods en nydelig udesejr over debutanten Peter Saufass (og 1-1 hjemme) måtte se sig distanceret i kampen om den afgørende fjerdeplads. Hamozretz-coachen kunne dog ikke tillade sig at være al for utilfreds med andet end sig selv (det var han så til gengæld også); opgørene med gruppens tre øvrige hold resulterede i lutter nederlag. Saufass, kendt viden om som kazoo-spiller i Bjarkes punk-techno-bluegrass-band Annaogkaninerne, klemte sig forbi Bjørn i kraft af uafgjort hjemme mod Rune Christensen og en smuk 3-2-sejr over Hjalte, ganske imponerende resultater for en debutant. Hans mandskab, De Grynes, der bestod af forskellige øltyper, var måske i kombination med Johans optræden i forrige pulje et subtilt indlæg i debatten om de forskellige rusmidlers farlighed; noget kunne i hvert fald tyde på, at De Grynes i Sensible-sammenhæng er væsentlig mere præstationsfremmende end De Fede.
Bortset fra nederlaget mod Peter må Hjaltes indsats kaldes acceptabel, selvom det kun blev til uafgjort hjemme og nederlag ude mod både Markus og Rune. Tabscifrene var beskedne, 4-3 og 3-1, og alle fire opgør var præget af offensivt og underholdende spil af høj kvalitet; tilmed lykkedes det to gange Brasilien at få ram på Hamozretz, der, som man vil erindre, tilbage i den niende turnering havde kostet dem en puljesejr.
Rune Christensen markerede straks sin tilbagekomst med tre overordentlig underholdende opgør, først 2-0 på joypad over en ellers stærkt kæmpende Bjørn, så 2-3 på keyboard mod arvefjenden Markus og endelig 4-3 over Hjalte. Returkampen mod sidstnævnte endte 2-2 (tydeligvis to spillere, der står godt til hinanden), og da brasilianernes pointtab mod De Grynes var større, kom Humlebys andenplads aldrig i fare. Udekampen mod Star Wars, der endte 1-1 efter heftige slagudvekslinger, vidnede om en Rune på vej tilbage i storform.
Markus fortsatte sin uendelige serie af gruppesejre ved at kopiere modellen fra maj: en uafgjort mod hver af de to nærmeste forfølgere og så ellers sejre i resten af kampene. Det var selvfølgelig en særlig glæde for ham at lægge så klar afstand til netop Rune og Hjalte, der som bekendt har voldt ham store sorger tidligere i karrieren.
Ottendedelsfinaler
I betragtning af, hvor mange gange Søren og Kurt Holm har stillet op samtidig uden at mødes, er det lidt pudsigt, at ISSA’s andet brødrepar med en enkelt undtagelse er stødt ind hinanden i hver eneste turnering siden Peters debut. Familietræffet var denne gang henlagt til slutspillet, men udfaldet blev det sædvanlige; Skaduhafest afgjorde allerede i første kamp sagen med en 3-0 sejr på tastatur. Kasper førte gennem det meste af returopgøret 1-0 og havde altså udsigt til sin første sejr i broderopgørenes efterhånden lange historie indtil fire minutter før tid, hvor Peter med vanlig kynisme gjorde de forhåbninger til skamme.
Daniel Ekeroths superhelte fortsatte de fine takter fra indledende runde i den første ottendedelsfinalekamp på udebane mod Aske. Efter en time var de i front 3-0 på mål af Spiderman og Wolverine, men så fik de åbenbart lyst til at kaste Daniels mange fans ud i en følelsesorkan ved at forvandle en tilsyneladende walkover til et nerveflænsende drama. Sydhavnsangriberen Hjalte (ikke at forveksle med ISSA-medlemmet af samme navn) udlignede med tre hurtige mål føringen og bragte endda sit hold på kvartfinalekurs med endnu en fuldtræffer tyve minutter før tid i returkampen, før Daniel omsider fik hanket op i sit mandskab. Wolverine svarede igen allerede på det følgende angreb og sikrede med en straffesparksscoring ni minutter før slutfløjtet AC Marvels den sejr, de helt unødvendigt havde bragt i fare. Aske skal selvfølgelig roses for sin fine kampgejst; efter katastrofen mod Asbjørn i maj var det vel også på tide, at han selv prøvede at indhente en stor føring.
Ovenpå sin gruppesejr var Benjamin selvfølgelig storfavorit mod Bjarke, der imidlertid chokstartede med en scoring fra Original efter ni minutter. Det tog Armybirds noget tid at komme sig, men da Antipodes først havde fået udlignet kort før pausen, spillede pingvinoffensiven næsten sig selv. Sejren på 5-1 vakte mindelser om Spaniens nedspilning af Danmark på samme turneringsstadie ved VM i 1986 (bortset fra at Benjamins spillere var bedre til at fordele scoringerne mellem sig), og efter endnu en sejr i returkampen var han bemærkelsesværdigt nok klar til kvartfinalen i sin kun anden turnering.
Heller ikke i opgøret mellem Søren Holm og debutanten Morten Greisen var der tvivl om udfaldet; Genocide sejrede 4-1 ude og 4-0 hjemme efter et uægte og et ægte hattrick fra Stalin, i den første kamp afbrudt af Pinochet, der ellers er en sjælden gæst i modstandernes straffesparksfelt.
Søren Kasper viste til gengæld en vis usikkerhed i sin ottendedelsfinale mod den anden slutspilskvalificerede debutant Peter Saufass, der gjorde fremragende modstand ud fra en stærk defensiv. Zion Bloods angreb var i store scoringsproblemer, der må kaldes temmelig forbløffende ovenpå målfesterne i indledende runde, og det velkendte flydende pasningsspil kom aldrig til at fungere. I den første kamp på udebane lykkedes det dog i et enkelt tilfælde Osbourne at passere ølkeeperen, hvorefter Dennis Brown kort før pausen i returkampen kunne fordoble føringen og bringe Søren i kvartfinalen. Gennem en scoring fra Heineken midt i anden halvleg sikrede Peter sig et meriterende 1-1-resultat på joypad, der lovede godt for hans fremtidige karriere.
Foruden opgøret mellem Aske og Daniel Ekeroth bød ottendedelsfinalerne kun på seriøs jævnbyrdighed i mødet mellem Rune Christensen og Patrick, to tidligere mestre kendt for kompromisløst angrebsspil. Patrick var selvfølgelig opsat på revanche for semifinalen i den sjette turnering, hvor Rune på vej mod sin endelige triumf havde hentet hans to-målsføring i en eksplosiv omkamp. Da capoet her 32 måneder senere var ikke meget mindre sprængfarligt, og allerede efter tretten minutter af den første kamp bragte Mattson udeholdet Genoa i front – blot for at se Christensen udligne få angreb senere. En tilsvarende slagudveksling fulgte sidst i halvlegen, blot nu med Humleby i den udfarende rolle; Henningsens 2-1-træffer blev besvaret af Parish’ scoring på straffespark kort før pausen. Efter at Kellermann midt i anden halvleg bragte Humleby i front for anden gang, faldt der ro over gemytterne indtil sidste minut, hvor scoringer fra Mattson og Kellermann bragte stillingen op på 4-3. Som Gunner Nu ville have sagt: en herlig fodboldkamp, hvis afslutning imidlertid var mindre fornøjelig set fra Patricks synspunkt. Når man scorer i det 89. minut, bør man være i stand til at lukke af for det ene modangreb, man mangler at overstå. Patricks koncentrationssvigt, der selvfølgelig bundede i manglende kamptræning, viste sig at koste dyrt, da returkampen endte 1-1 efter scoringer fra Henningsen og Mattson i første halvleg. Patrick undrede sig over, hvordan han kunne være i stand til at score tre gange så mange mål på joypad som på keyboard, men hvorom alting er, kunne han trods alt glæde sig over et strålende come back. Med regelmæssigere deltagelse er der ingen tvivl om, at han snart vil kunne spille sig tilbage i den absolutte elite.
De sidste to ottendedelsfinaler efterlod alle iagttagere temmelig konsternerede. De to sydhavnske kæmpetalenter Hjalte og Daniel Pedersen løb ind i kolossale nederlag mod veteranerne Rasmus Jørgensen og Markus, og deres karrierekurver så altså ud til at have taget den forkerte retning. Daniel havde i maj nået kvartfinalen og været i stand til at presse Markus, der nu tværede ham ud 5-0 og 2-1 i ottendedelsfinalen, ligesom takterne fra Hjaltes fine kvartfinale mod Peter syntes forduftede her blot et halvt år efter. Der var altså tydeligvis behov for en alvorlig indsats i de sydhavnske træningslokaler frem mod den tolvte turnering.
Kvartfinaler
Den første kvartfinale var et interessant opgør mellem to af ISSA’s founding fathers, Daniel Ekeroth og Søren Kasper, der ikke havde mødtes siden den fjerde turnering i februar 2001. Zion Blood-coachen havde faktisk aldrig prøvet at vinde i deres indbyrdes opgør, men som forsvarende bronzevinder kunne han selvfølgelig ikke undslå sig for en betragtelig favoritværdighed. Den lod AC Marvels hånt om i den første kamp, hvor de som hjemmehold dominerede begivenhederne og i en længere periode førte 1-0 på Daredevils scoring efter en halv time. Sytten minutter før tid kunne Dennis Brown imidlertid udnytte en grufuld misforståelse i superheltenes forsvar til at udligne, inden Wolverine med et smukt langskud sikrede Daniel en 2-1-sejr. Den viste sig akkurat at være for smal, da Marvels trods ihærdige forsøg ikke var i stand til at besvare Browns to scoringer i første halvleg af returkampen. Daniel viste trods ekslusionen tydelige tegn på at være på vej mod tidligere tiders storhed, og hans genopblomstring var et smukt eksempel på, hvordan et ægte Sensible-hjerte kan overvinde selv de dybeste kriser. Søren havde for tredje turnering i træk spillet sig blandt de fire bedste, skønt indsatsen i slutspilskampene ikke just kan kaldes overbevisende.
ISSA-historiens to resultatmæssigt førende skikkelser, Rasmus Jørgensen og Peter Reinhold, tørnede sammen for første gang i et drabeligt kvartfinaleopgør, der savner sidestykke både hvad angår tempo, dramatik og spænding – det eneste, der var i vejen, var sådan set, at det fandt sted så tidligt i turneringen, hvilket Rasmus selvfølgelig kunne have undgået ved at vinde sin indledende pulje. Spillet i den første kamp, hvor Ringenes Herre havde hjemmebane, kan næppe kaldes smukt ud fra en traditionel betragtning. I erkendelse af modstanderens evne til at opsnappe pasninger langs jorden så begge hold sig nødsaget til at operere med lange afleveringer, hvilket de så til gengæld praktiserede med en virtuositet, der gav kampen en særlig monumental storhed. Skaduhafest var bedst til at skabe chancer og bragte sig i front gennem to scoringer fra Stig Rossen, inden Pippin Toker sikrede en vigtig reducering et kvarter før tid. Samme unge hobbit bragte balance i den samlede stilling atten minutter inde i returkampen, der bølgede frem og tilbage resten af første halvleg uden de store muligheder. Ti minutter efter pausen udmøntede et massivt Skaduhafest-pres sig i en fuldtræffer fra Fuck Glögg, hvilket Ringenes Herre imidlertid besvarede med en tilsvarende offensiv, der endte med at Pippin tacklede bolden ud af Skaduhafest-keeperens besiddelse og videre i mål. Ni minutter før tid sendte Gandalf så fra en position omkring midterlinjen helt ude i højre side en bold af sted, der dumpede ned omkring straffesparkspletten og åbenbart foretog et for målmanden overraskende opsring – den hoppede i hvert fald over ham og i nettet. De fleste tilskuere havde nu afskrevet Peters muligheder, men i de allersidste sekunder fik Stig Rossen efter et hjørnespark og lidt powerplay rundt om Ringenes Herres straffesparksfelt dirigeret et langskud i mål fra tæt hold i desperat kamp med både Elrond og den ene opstander. Publikum gispede efter vejret; det var næsten ikke til at overskue at skulle ud i replay efter et drama af de proportioner.
Ringenes Herre var igen på keyboard i den første omkamp, men forløbet svarede mere til den joypadsejr, de netop havde vundet. Efter 1-1 ved pausen bragte de sig i anden halvleg foran 3-1 blot for igen at se den korpulente skrighals Rossen reducere i sidste minut (efter at Markus i utallige opgør havde indkasseret en sidste-øjebliks-scoring fra Rasmus, må han have følt en snært af skadefryd ved nu at se det ske for ham selv). I det andet replay-opgør var Ringenes Herres kræfter sluppet op, og allerede efter en times spil havde Skaduhafest sikret sig en afgørende 3-0 føring. Titanernes kamp var forbi, og Rasmus måtte vente et halvt år på sit næste tronevindikationsforsøg.
Den ellevte turnering var fyldt til bristepunktet med historiske begivenheder; ikke nok med at Peter og Rasmus altså endelig mødtes i deres femte samtidige deltagelse – Søren Holm undgik for første gang nogensinde at støde ind i Rasmus og tørnede så til gengæld her i kvartfinalen sammen med Markus efter at have undgået ham i de ni foregående turneringer. Selvom de to duellanter i betragtning af de kolossale forventninger, der jo var opakkumuleret siden Markus’ første optræden på ISSA-scenen i september 1999, næsten ikke kunne undgå at skuffe, leverede de to fine kampe, der til det sidste holdt publikum i spænding om udfaldet. I den første kamp, med Star Wars på keyboard, lagde Skywalker hårdt ud med to scoringer i de første 25 minutter, en føring Hitler så reducerede kort før pausen. Få øjeblikke inde i anden halvleg bragte Maul stillingen på 3-1, der holdt sig kampen ud. Han fortsatte efter et kvarter i returkampen, hvorefter Hitler imidlertid udlignede og tyve minutter før tid nedbragte Star Wars-føringen til et enkelt mål. I slutfasen kastede Genocide alle styrker frem i en desperat, men forgæves offensiv, og Markus kunne ånde lettet ud. For fjerde gang i træk blev kvartfinalerne endestation for Søren Holm, der måske kan trøste sig med, at Markus har oplevet en tilsvarende deprimerende serie tidligere i karrieren for siden at slå sig igennem til medaljeplaceringerne.
Som den eneste kvartfinale manglede mødet mellem Rune Christensen og Benjamin spænding. Humleby badede sig i den første kamp til en 6-0-sejr efter hattrick fra både Kellermann og Christensen, hvorpå Armybirds i returkampen fik lov at deltage i målfesten. Nederlaget på 2-4 var faktisk Benjamins første på keyboard, hvilket sætter Runes præstation noget i relief.
Semifinaler
Ovenpå de fortættede kvartfinaler var semifinalerne noget af et antiklimaks. Den første var en replikation af finalen i forrige turnering, ikke bare mht. deltagerne men også hvad angår forløbet. Peter vandt en sikker tremålssejr i den første kamp, denne gang dog på keyboard, for derefter at slappe af i en spændingsforladt remis i returopgøret. Markus gjorde det egentlig udmærket i den indledende fase og var flere gange i anden halvleg tæt på at reducere Skaduhafests 2-0-føring. Tyve minutter før tid lykkedes det imidlertid The Emperor at gøre sig uheldigt bemærket med et spektakulært selvmål, og kampen endte 4-1 efter et dommedagshug fra Stig Rossen i slutsekunderne. Efter 1-1 i returkampen var Peter klar til sin fjerde finale i træk, en enestående præstation.
Hvem han skulle møde, stod hurtigt klart, da Rune i den anden semifinale viste sig ude af stand til at yde Søren Kasper nævneværdig modstand. Zion Bloods sejrscifre lød på forbløffende to gange 5-2, hvilket dog stadig – til Sørens store ærgrelse – ikke var rekord for en semifinalesejr. Den indehaves fortsat af Asbjørn, der, som alle husker, besejrede Olav to gange 5-1 i den ottende turnering.
Under indtryk af denne ydmygelse kunne onde tunger måske finde på at hævde, at Rune kun var nået så langt i kraft af svag modstand, men de måtte selvfølgelig forstumme efter hans nedspilning af Markus i bronzekampen, hvor han som en morsom pendant til det netop gennemlevede dobbeltnederlag vandt to gange 3-1. Efter at være gået glip af finalen kunne Markus måske ikke finde den store motivation til trøstkampen, men under alle omstændigheder demonstrerede Rune med sin bronzemedalje, at han nu endeligt havde overvundet det Walkowiak-kompleks, der havde tynget ham siden turneringssejren i april 2002 (Roger Walkowiak var den franske cykelrytter, der vandt Tour de France i 1956 men ikke fejrede andre triumfer i karrieren og resten af livet har været kendt som manden der kun kunne en gang).
Finale
Søren Kasper var åbenbart ved at blive besat af 5-2-kampe, men desværre indtog han i det første finaleopgør taberens rolle, da han ikke fandt noget brugbart modtræk over for Peters lynhurtige pasningsspil. Zion Blood nåede frem til chancer og fik altså også nettet to gange ved Osbourne, men klasseforskellen på de to mandskaber var ikke til at tage fejl af. Afspilningen af Zion’s Blood-LP’en var lige så nytteløs som Bjørns opfordring til Søren om at han måtte til at ”provide”. Fuck Glöggs målhunger nåede nye højder og gav sig udslag i fire eksorbitante scoringer, den første efter seks minutter, den sidste på straffespark et kvarter før tid, og da Osbournes reducering til 2-4 fremmanede konturerne af en spændende returkamp, slog Rossen nok engang til i sidste minut. Jazzbo bragte Zion Blood i føring i returkampen, men da Peter end ikke ville tillade Søren en minimal joypadsejr som plaster på det væskende sår, første kamp havde efterladt, lod han efter 76 minutter Rossen krone topscorerværdigheden med turneringens sidste mål.
Efter at have sundet sig en anelse kunne Søren selvfølgelig glæde sig over karrierens bedste præstation, selvom Osbourne altså for første gang i fem turneringer ikke anførte topscorerlisten. Zion Blood-coachen fik et endnu lysere perspektiv på tilværelsen ved at betragte sine resultaters udvikling i de seneste tre turneringer: nr.4 i den niende, nr.3 i den tiende og nu nr.2 i den ellevte. Om det lykkes Peter eller en anden at knække den kurve, er endnu et åbent spørgsmål, men foreløbig kunne han i hvert fald fryde sig over sin tredje turneringstriumf – endda med nye rekvisitter: Som et led i foreningens nyorganisering og i erkendelse af den gamle pokals efterhånden godt skrammede fremtoning havde ledelsen indkøbt en ny pokal i sølv, der efter medaljeoverrækkelsen blev fyldt med champagne og tømt i store drag.
IV / MMV
|
|
|
|
|
Den 12. storturnering
Som Word-dokument
Efter reorganiseringen i efteråret 2004 indledte ISSA det nye år med en syndflod af aktiviteter, der sav-ner sidestykke i dansk foreningshistorie. Imellem de mange træningsturneringer (de fleste vundet af Sø-ren Kasper), Olavs afsløring af historiske og kun moderat kompromitterende billeder af Markus og in-troduktionen af nye features på ISSA-hjemmesiden fandt man tid til at afholde foreningens første ordi-nære generalforsamling. Her forsøgte de rutinerede sydhavnshajer Kasper og Rasmus Klargård, antage-lig for fornøjelsens skyld, at kuppe sig til pladser i bestyrelsen i åbenlys strid med vedtægterne. Antallet af bestyrelsesmedlemmer er utvetydigt fastlagt i §9, som der ikke på forhånd var annonceret nogen æn-dringsforslag til, og intrigerne faldt til jorden med et brag - i hvert fald da ISSA’s sekretær vendte hjem fra ferie og fik læst omtalte paragraf igennem.
Selvom alle tegn altså pegede i retning af idyl og harmoni, blev den 12. storturnering den 30. april 2005 ikke en ubetinget succes. For det første nåede deltagertallet efter flere års nedadgående tendens sit laveste niveau siden den femte turnering i september 2001, altså før den såkaldte severinsk-markusianske reformperiode. Som om savnet af publikumsfavoritter som Bjarke og Patrick ikke var slemt nok, foretrak en betydelig del af Humlebyblokken, bla. nr. 3 og 4 fra december Rune og Markus, i et udslag af grotesk overdreven klubånd at fordrive lørdagen i Vestia-trøjer med en hyggekamp på græs, og desuden blev en trist rekord sat, da deltagerlisten for første og eneste gang i historien ikke talte en eneste debutant. For det andet oplevede ISSA sin største (og vel eneste) organisatoriske katastrofe no-gensinde, da lodtrækningen ved overgangen fra gruppespil til kvartfinaler udartede sig kaotisk og måtte gøres om. Forløbet afslørede med grusom klarhed, at hverken jurister eller matematikere havde været tilstede ved udarbejdelsen af vedtægterne.
Ikke alt var dog den rene jammer. Olav, Andreas og Klargård, der alle var gået glip af forrige turnering som følge af eksaminer (og enhver kan så regne ud, hvor deres tanker har været), vendte tilbage sprængfyldt med godt humør om end i rusten form, mens en fjerde genfødt ISSA-mand, Asbjørn, som altid var en fornøjelse at følge. Spillemæssigt bød turneringen på en lang række storslåede opgør, hvor både gammelkendte og tilbagevendende kræfter gjorde en fremragende indsats for at løfte Sensible-sporten til nye højder. Og hvad resultatet angår, måtte det nødvendigvis opfattes som et befriende magtskifte efter årelangt tyranni, i hvert fald af alle andre end det gamle regimes tilhængere.
En del af baggrunden for de sørgelige lodtrækningsproblemer var, at deltagertallet, det ellers på mange måder udmærkede primtal 17, i kombination med tidsmæssige hensyn nødvendiggjorde tre puljer. Det havde dog været afprøvet en gang før (i den sjette turnering) og medførte i første omgang kun den van-skelighed, at en af grupperne i sagens natur kun kunne have fem deltagere. Da §33 egentlig forbyder puljer med færre end seks hold, så man sig ligesom sidst nødsaget til at godskrive det juridiske panel en i bedste fald tvivlsomt lovfunderet ret til at dispensere fra vedtægterne i tilfælde af force majeure. Inde-haverne af det ærefulde hverv, Søren Holm og Daniel Ekeroth, fandt paryk og hammer frem og god-kendte til alles lettelse denne ad hoc-løsning, hvorefter kamphandlingerne på de altså kun tre skærme kunne gå løs.
Gruppe A
De blev indledt med et chokresultat. Den tidligere formand, nu juridisk panelist Daniel Ekeroth, hvis spil og resultater efterhånden havde givet ham et ry som ISSA’s syge mand, udspillede den firedobbelte mester Rasmus Jørgensen på joypad og vandt overbevisende 2-0. Han søgte at forklare sejren med, at Ringenes Herre ikke havde spillet som de plejede, mens Rasmus på sin side pegede på FC Jeli-spillernes aggressive forchecking, der ikke havde levnet Gimli og Bilbo Sækker ro til at slå deres normalt effektive lange afleveringer. Da Daniel fulgte op ved også at vinde sine næste fire kampe og altså førte med ma-ximumpoint halvvejs gennem puljespillet, begyndte hans forbløffede modstandere selvfølgelig at spørge sig selv, hvad denne voldsomme vækst i spillestyrke og helt ukarakteristiske stabilitet kunne skyldes. Ifølge Daniel selv havde han ikke trænet noget nævneværdigt op mod turneringen, og da han nyder al-mindelig anerkendelse for aldrig i sit liv at have løjet (bortset fra et enkelt tilfælde, hvor han skulle bort-forklare sin opførsel under en druktur), måtte baggrunden søges et andet sted. Søren Holm, der blev slået 2-1, mente at finde den i den fitnessklub, Jeli-coachen havde meldt sig ind i nogle måneder før; en sænket hvilepuls var åbenbart, hvad der skulle til for at sætte fut i en stagnerende karriere.
Selvfølgelig kunne sejrsstimen al nyvunden stamina til trods ikke fortsættes i det uendelige, og da Rasmus Jørgensen tog revanche med 4-1 på joypad og det unge talent Emil med en 2-1-sejr nedbragte FC Jelis forspring til Ringenes Herre til kun to point, syntes fortidens gummifingre at trænge sig mere og mere på - Rasmus og Søren Holm forsøgte i hvert fald ihærdigt at overbevise Daniel om, hvor ner-vøs han burde være. De jødiske forfattere lod sig imidlertid ikke slå ud af deres enkle og effektive stil, og trods endnu et pointtab i form af 1-1 ude mod Genocide var sejrene over Aske og Kasper, da de øv-rige resultater flaskede sig, nok til at bevare førstepladsen. Daniels første puljesejr i over fire år var i hus.
Rasmus Jørgensen var åbenlyst rystet oven på sit overraskende nederlag i første runde. I den følgende kamp kom han hurtigt bagud på keyboard mod sin ellers faste kunde Kasper, og selvom det lykkedes at vende billedet med tre scoringer og dernæst at hive en 1-0 sejr i land mod Søren Holm, hang Ringenes Herres spil tydeligvis ikke sammen. Mod Emil blev det således 1-2 efter føring ved pausen, og til alles undren måtte Midgårds elite derpå se sig bagud 0-2 en halv time inde i keyboardopgøret med Aske, der ellers lå isoleret på sidstepladsen med kun ét point. Rasmus fik med et vist besvær udlignet til 2-2 men lå efter fem kampe på 3.pladsen med kun syv point, otte efter Daniel, og den ikke ligefrem imponeren-de målscore 7-7. Han søgte at gengive denne besynderlige pulje et vist skær af normalitet ved at vinde sine følgende tre kampe over Daniel, Kasper og Søren Holm og kunne i næstsidste runde faktisk have overhalet FC Jeli med en keyboardsejr over Emil, som imidlertid forsvarede sig glimrende; Ringenes Herre blev nægtet revanche for nederlaget tidligere i turneringen og måtte efter 0-0 nøjes med en lidt skuffende 2.plads.
I sin første deltagelse i den 10. turnering var Emil nået til ottendedelsfinalerne efter en glimrende ind-sats (han er en af de efterhånden talløse spillere, der har slået Jacob Graulund ud på målscore), og her et år senere var der øjensynlig hverken skruet ned for ambitionsniveauet eller spilleglæden. Som det alle-rede er fremgået, vandt han den indbyrdes turnering mod de to tophold; især 2-1-sejren over Ringenes Herre vakte opsigt og begejstring i Sydhavnslejren, og hans 3.plads i slutstillingen skyldtes altså pointtab mod bundskravlet. En uafgjort og en sejr mod både Søren Holm og Kasper kunne man selvfølgelig ik-ke klage over, men mod Aske viste han sin manglende rutine ved efter en skidt start at brase helt sam-men og tabe 5-0. Godt nok var Aske på det tidspunkt inde i en kortvarig opblomstringsperiode efter remiser mod Kasper og Rasmus Jørgensen, men resultatet var ikke desto mindre forbløffende. Faktisk er det den største sejr, der nogensinde er vundet af en spiller, der endte på sidstepladsen i sin pulje (den gamle rekord havde Qillaq med sin 4-1-sejr over Kasper i den 7. turnering), og kuriositetsværdien bliver selvfølgelig ikke mindre af, at den faldt mod et af topholdene. Man kan vælge at se det som et eksempel på, at alt kan ske i lokalopgør, men på den anden side: hvis det skulle gøres til en almen regel, ville no-get nær halvdelen af alle ISSA-opgør jo være umulige at forudsige. Egentlig var der bare tale om højde-punktet i et på alle måder mystisk puljeforløb, hvor de fleste kampe var jævnbyrdige (mange uafgjorte og etmålssejre) men slutstillingen alligevel overordentlig skarpt delt op; Emil på 3.pladsen havde intet mindre end 10 point ned til Søren Holm som nr.4. Selvom de tre bundhold var godt med i de fleste kampe, hentede de kun en enkelt sejr hver, og især Søren Holm, der ellers havde foretaget udskiftninger hos Genocide for første gang siden holdets dannelse tre år tidligere, var forbitret over at hjemføre kar-rierens største fiasko uden på noget tidspunkt at have været decideret udspillet.
Dog kunne en så konsistent sejrsfattighed gennem ti kampe selvfølgelig ikke bortforklares med fjendt-lige marginaler, og både Søren, Kasper og Aske svor at ville øge intensiteten i træningsfasen, hvilket de da også straks gik i gang med i den usædvanligt stærkt besatte taberturnering. Emil på sin side kunne imødese playoff-turneringen med betydelig optimisme.
Gruppe B
Ved nabocomputeren gik man mere traditionelt til værks: Søren Kasper førte fra start til slut, afgav to uafgjorte (mod Olav og Benjamin) og vandt resten i overlegen stil. Zion Blood kogte tydeligvis i årene på ham, og ingen kunne være i tvivl om, hvor opsat han var på at bestige medaljeskamlens øverste trin efter 4.pladsen i den 9., bronzen i den 10. og sølvet i den 11. turnering. Når titlen som Den Bedste ikke blot var en eksistentiel men nu tilsyneladende også en statistisk nødvendighed, hvordan skulle det så kunne gå galt?
Som i december måtte Daniel Pedersen strække våben i begge opgør med Søren Kasper, men da han derudover kun tabte 1-2 hjemme mod Olav og hentede fuld gevinst i sine syv øvrige kampe, kunne han denne gang sætte sig sikkert på 2.pladsen. I udesejrene over forfølgerne Olav og Benjamin markerede han sig som en ferm joypadbehersker, ligesom de to bundspillere Morten Greisen og Rasmus Klargård blev knust med hård hånd.
Den tilbagevendende Olav kunne ligeledes indtage sin position i hierarkiet uden de store komplikatio-ner. Allerede i første runde blev rivalen til den afgørende 3.plads, Benjamin, kvast 7-0, og FC Rask kunne tåle at tabe returopgøret 1-3, da de efterfølgende besejrede Frem; Armybirds, som ydermere tab-te ude til Klargård, blev i slutstillingen distanceret med fire point. Med sin solide indsats viste Olav, at han var langt fra sin gamle form men dog stadig havde et vist tag på tasterne. 2-2-kampen mod det el-lers sprudlende Zion Blood-hold tegnede lovende, mens de samme cifre mod Morten Greisen selvføl-gelig var en skuffelse men ikke kunne ændre på, at hans chancer for at avancere fra playoff-runden så fine ud. En særlig glæde fandt han i de to 4-1-sejre over Mig Mig Mig, der befæstede hans status som Klargårds absolutte skrækmodstander. Over en periode på fire år havde han nu slået ham otte gange i otte kampe med en samlet målscore på 26-5.
Efter sin strålende præstation i december, hvor han vandt sin pulje og nåede kvartfinalen, var Benja-min selvfølgelig skuffet over den tidlige elimination. Som de monstrøse tabscifre mod Olav indikerer, var joypadspillet igen hans akilleshæl; få om nogen andre spillere udviser et tilsvarende spænd i spille-styrke mellem de to controllertyper, og i en så stærkt besat pulje var der ikke råd til den slags idiosyn-krasi. Mulighederne blev ikke bedre, da også keyboardet svigtede i hjemmenederlaget på 2-3 mod Dani-el Pedersen (blot Benjamins andet nogensinde), og den velspillede remis mod Søren Kasper og sejren over Olav kunne kun bruges som opmuntring frem mod den 13. turnering. Det samme kunne hentes i det sydsjællandske derby mod Morten Greisen, hvor det faktisk lykkedes den hårdt prøvede Armybirds-kaptajn at aftvinge det genstridige joypad en smule fornuft og vinde 3-1 (endnu en raritet, karrierens anden udesejr; den første faldt mod Bjarke i ottendedelsfinalen i december).
Rasmus Klargård og Morten Greisen var klart overmatchede og markerede sig mest ved kreativitet i holdudtagelsen; førstnævnte kastede sig ud i den vanskelige opgave at få 16 egomane filminstruktører til at fungere i en holdsport (heraf navnet Mig Mig Mig), mens Morten skiftede Simpsons ud med den no-get mindre kendte tegnefilmsserie Quahog. De høstede en gevinst hver i de indbyrdes opgør og supple-rede desuden de mange nederlag med for Klargårds vedkommende at drage fordel af pingvinernes joy-padkvaler og besejre Benjamin 2-0 og for Mortens at kaste lidt grus i Olavs maskineri med en remis. Selvom Morten altså endte sidst, kunne han trøste sig med fortsat at befinde sig i karrierens startfase, hvor grufulde høvl kan være en værdifuld læremester - i modsætning til Klargård, som efter mange ud-mærkede præstationer gennem årene nu var rapellet ned i et spillemæssigt krater og øjensynlig ikke hav-de nogen idéer til, hvordan han skulle komme op. I dag, to år senere, er de stadig ikke dukket op, og da den gammelkendte opskrift træning åbenbart forekommer ham alt for simplistisk, synes mulighederne for et comeback, som alle Sensible-fans selvfølgelig kun kan nære det inderligste håb om, efterhånden at fortone sig.
Gruppe C
Som ventet kom kampen om sejren i femmandspuljen til at stå mellem arvefjenderne Peter og Asbjørn, der altså uden besvær avancerede direkte til kvartfinalerne. De vandt begge på keyboard i tætte og vel-spillede indbyrdes opgør, og da Peter i øvrigt gjorde rent bord, mens Asbjørn snublede ude mod An-dreas, kunne Skaduhafest indtage førstepladsen med tre points forspring. Desuden markerede den for-svarende og tredobbelte mester sig ved at holde buret pinligt rent mod alle andre end toprivalen og ved med sit sædvanlige semisadistiske drag om munden at sønderflække Brazil 8-0.
Det er lidt af et særsyn, at en spiller fra top 10 lider turneringens største nederlag, og gennem en læn-gere periode ovenpå den rundbarbering var Hjalte da også svær at få et fornuftigt ord ud af (nogle vil måske hævde, at den periode stadig er i fuld gang - en fejlvurdering der kan opstå, hvis man primært oplever ham i slutfasen af storturneringer…) Til gengæld lod han mod Andreas tasterne tale klarsprog, hvilket rakte til to smalle gevinster, og i det andet af disse intense opgør, i næstsidste runde hvor 3 point netop som følge af den ødelagte målscore var en absolut nødvendighed, demonstrerede han betydelig psykisk råstyrke ved at komme tilbage fra 0-1 ved pausen og slide sig på 2-1, naturligvis ivrigt opildnet af de to Sydhavnsfrænder, der netop havde tævet ham sønder og sammen (og var parate til at gøre det igen).
Andreas havde fortsat en teoretisk mulighed for at snuppe 3.pladsen, men eftersom den hang på en udesejr over Peter i sidste runde, var der selvfølgelig tale om meget luftig teori. Da Skaduhafest med en ubesværet 1-0-sejr plankede Ostegården fast til den trøstesløse 4.plads, forblev 3-1-triumfen mod FC København de gulblusedes eneste succesoplevelse i turneringen. Denne fremragende gennemførte kamp, hvor Asbjørn allerede efter en halv time var nede med tre og på randen af ydmygelse, fortjener så til gengæld en fremtrædende plads i Andreas’ personlige mindekartotek.
Efter 0 point i forrige turnering viste Johan Østergård den helt rigtige ISSA-ånd ved uforfærdet at stil-le op på ny og ved at gentage præstationen til punkt og prikke uden på nogen måde at tabe humøret. Han kunne da også glæde sig over som lidt af en pudsighed at gå hele 20 pladser frem på ranglisten, mere end nogen anden blot har været i nærheden af. Selvom springet skete fra 54.- til 34.pladsen og de overhalede altså hovedsageligt taltes blandt de langtidsinaktive, var rekordsætningen et smukt og illu-strativt eksempel på vigtigheden af at møde op uanset hvad. Gode undskyldninger har i hvert fald aldrig givet nogen ratingpoint.
Playoff og kvartfinaler
For første og forhåbentlig eneste gang i ISSA-historien så man sig altså nødsaget til at finde de to sidste slutspilsdeltagere gennem noget så halsbrækkende som en playoff-pulje med tre hold (som mange hu-sker, var toholdsmodellen i anvendelse i den 6. turnering, hvor Morten Adler-Nissen malede en ellers formstærk Bjarke langt ned i grønsværen), så mens resten af foreningen forfriskede sig med rituelle piz-zaer, måtte Hjalte, Emil og Olav kaste sig over hinanden i et desperat slagsmål om at undgå sidsteplad-sen. Med bemærkelsesværdig konsekvens vandt alle tre kombattanter begge keyboardkampe, og da Olav efter at have demonstreret håbløs joypaddefensiv stod tilbage med klart ringest målscore, måtte han ud af vagten.
Den tidligere guldvinders tidlige exit var selvfølgelig sørgeligt men åbnede omvendt mulighed for, at Emil i sin blot anden turnering fik lejlighed til at prøve kræfter med kvartfinalerne, hvor eliten jo som regel folder sig ud for alvor. Det blev dog en blandet fornøjelse for den talentfulde Sydhavnsspiller, da Peter valgte at køre ham rundt i alle hjørner og nettede tre gange allerede i de første 45 minutter. For at spare på kræfterne inden semifinalen slappede Skaduhafest tøjlerne en anelse i de resterende 135, og i returkampen slap de endda et mål ind (for kun tredje gang i turneringen) for dog alligevel at sejre 2-1. Oven på den magtdemonstration var Emil forståeligt nok hensat i ærefrygt over mesterens spil: ”Man kan jo ikke gøre noget mod dig, Peter!” var en hyppig replik fra hans mund resten af aftenen.
Daniel Ekeroths muligheder for at kapitalisere på sin eksplosive formkurve og vende tilbage til medal-jepladserne efter fire år blev forringet af et grufuldt lodtrækningsuheld, der bragte hans papirlap op af bowlen sammen med Asbjørns. Vinderen fra den 9. turnering havde ganske vist ikke haft imponerende resultater siden og i puljespillet vist en vis sårbarhed i nederlaget til Ostegården, men inden knock-out-fasen havde han tydeligvis sat fuldt drøn på samtlige motorer; et klassisk fotografi viser ham således med et vildt blik i øjnene i færd med at nedsvælge en dåse cola og et krus kaffe på én gang, og det stod hurtigt klart, at selv en Daniel i fremgang befandt sig i seriøs nedtromlingsfare. Den første kamp, hvor FC København havde hjemmebane, fik en hektisk indledning, da FC Jeli-forsvaret tilsyneladende stadig holdt sabbat og tillod Peter Møller at spadsere igennem til 1-0. Kafka svarede igen med et smukt lang-skud allerede på det følgende angreb, og i resten af første halvleg rasede et opslidningsslag på midtba-nen uden mange målchancer. Da Peter Møller ikke kunne finde Per Nielsen nogen steder og ingen af Daniels tungsindige skribenter var oplagt til slåskamp, kunne han jo lige så godt fordrive tiden med at lave mål, så efter et kvarters spil i anden halvleg var bolden hvislet to gange ind bag en stadig lidt sløv Baruch Spinoza og byens hold på 3-1. Daniel var dog på ingen måde knækket og knoklede videre i he-roisk om end forgæves fight for at lukke hullet og tilfredsstille sine mange larmende fans, der under le-delse af Søren Kasper lå i veritabel råbekrig med Sydhavnsfraktionen. Jesper Bech hamrede endnu et søm i kisten et kvarter før tid, og i returkampen afgjorde Peter Møller sagen med sit fjerde mål. Efter at være blevet slået af en bedre mand havde Ekeroth ikke den store grund til ærgrelse, og han kunne i ste-det bruge energien i det stadig mere højrøstede tilskuerkor og lægge planer for yderligere fitnessforøgel-se frem mod næste turnering, mens Asbjørn kunne more sig over at have vundet sin kvartfinale med nøjagtig samme samlede cifre som Peter, 5-1. En pudsig detalje i deres årelange duelhistorik.
Hvis man ser bort fra bronzekampe, havde modstanderne i den tredje kvartfinale, Søren Kasper og Rasmus Jørgensen, kun mødtes i slutspillet én gang tidligere, helt tilbage i den femte turnering, hvor Rasmus på samme turneringsstadie uden alt for store problemer havde vundet med to mål på vej mod sin tredje titel. Alligevel måtte Søren vel betegnes som svag favorit, al den stund han var blevet bedre placeret i de to foregående turneringer og været betydelig mere overbevisende i puljespillet, og han så da også ud til at have kurs mod semifinalerne, da Osbourne og Prince Jazzbo i begyndelsen af den før-ste kamp, med Zion Blood på hjemmebane, drev gæk med Bilbo Sækker og allerede efter 18 minutter havde bragt stillingen på 2-0. De kanariefuglsfarvede jamaicanere formåede imidlertid ikke at følge op på den fine indledning, da den erfarne hobbit efterhånden fik styr på sit forsvar og begyndte at rette tacklinger og hovedstød mod bolden snarere end ud i gabende tomrum. Der blev ikke scoret yderligere, og Frodo Sækker gjorde sit til at accentuere den usvækkede spænding ved at bringe Ringenes Herre på 1-0 på returkampens allerførste angreb. Spillet foregik i rasende tempo, og i anden halvdel af 1. halvleg bevægede kampen sig ind i et vanvittigt flow, hvor stort set hvert eneste angreb endte med blafrende netmasker: Zion Blood udlignede efter 21 minutter for at se Ringenes Herre bringe sig på 3-1 efter 23 og 28, og en jamaicansk reducering efter 36 blev i det 42. minut besvaret af en ustyrlig Frodo Sækker, der førstegangshamrede en lang centring fra Tom Bombadil i nettet via Zion Blood-keeperen. I øvrigt stod den nifingrede ringbærer for samtlige sit holds mål, ligesom Osbourne ryddede bordet på sit; der var åbenbart ikke tid til at praktisere den store køkultur på scoringsfronten. Til gengæld befandt både pasningsspil, driblinger og langskud sig på et enestående højt variationsniveau, der hensatte publikum i akut åndenød, og i 2. halvleg begyndte også holdenes defensive indsats at give en smule mening. De to stjerneangribere måtte begrænse sig til en scoring mere hver, så efter historiens første 5-3-kamp måtte man retfærdigt nok skride til replay.
Rasmus, der nu lagde ud på keyboard, fortsatte takterne fra forrige kamp og bragte sig på 2-0 i 1. halv-leg, mens reggaeoffensiven denne gang blev holdt effektivt i skak. Frodo tillod nu også sin yngre slægt-ning Peregrin Toker at komme til fadet, og i de sidste 20 minutter, da kombattanterne så ud til at være fanget i en endeløs serie af tomålssejre, fordoblede den lavstammede angrebsduo føringen med to næ-sten identiske skud, der fra halvdistancen skruede sig ind langs jorden i nærkontakt med stolpen. Det lignede en afgørelse for alle andre end Søren, som i de første 45 minutter af returkampen løb de mid-gårdske bastioner over ende, reducerede tre gange og pludselig virkede ustoppelig. Mønstret fra den første ordinære kamp, der allerede forekom som fjern fortid, gentog sig imidlertid, da Bilbo gav Gimli og Træskæg en ordentlig verbal overhaling og dermed fik stabiliseret de gråklædtes defensiv; trods fort-sat pres måtte Zion Blood se måltavlen forblive i ro resten af kampen og erkende nederlaget. Efter at have presset hinanden til det yderste i 360 minutter var begge duellanter på randen af besvimelse, og kun nødvendigheden af at komme videre med turneringen forhindrede ISSA-verdenen i at synke hen i forundret kontemplation.
Den sidste kvartfinale stod mellem de sydvestlige kamphaner Daniel Pedersen og Hjalte, der begge havde en del at bevise efter en elendig december-turnering og ganske rigtigt leverede en forrygende fight. På hjemmebane lagde Frem i indledningsfasen et vist pres, mens brasilianerne virkede groggy ovenpå de fire hårde playoff-kampe. Alligevel var det Romario, der på et kontraangreb fem minutter før halvtid indledte målscoringen, som Andreas Bak dog straks valgte at tage del i. Efter den hurtige ud-ligning smagte pauseteen selvfølgelig de stribede bedst, og i 2. halvleg formåede de i langt højere grad at omsætte det spillemæssige overtag i chancer og scoringer. Godt nok kunne Romario et kvarter før slut-fløjtet udligne Thomas Høys føringsmål på et tåbeligt begået straffespark, men i slutminutterne bragte Daniels angrebsduo Valby Idrætspark i kog med yderligere en scoring hver, og efter 4-2 lignede han en mand på vej mod karrierens første semifinale, et indtryk der blev yderligere forstærket med endnu en Bak-scoring efter 12 minutter i returkampen. Havde den legendariske OB-træner Kim Brink været til-stede, ville han sikkert have gjort en bemærkning om, at tre mål er den farligste føring i Sensible, og set sine ord bekræftet til fulde, da Brazil allerede i 1. halvleg opåd forspringet med fuldtræffere fra Ronaldo og Romario og et kvarter efter pausen endda kunne bringe sig i front på et hug fra den permanent men nu i særlig grad storsmilende Ronaldinho. Endnu engang viste Hjalte stor professionalisme og mental kapacitet ved ikke at give op trods den tilsyneladende håbløse situation undervejs og ved at kværne utrætteligt løs i højt tempo, selvom alle kroppens signaler var desperate bønner om ro. Daniel formåede ikke at svare igen på den pludselige stillingskolbøtte og måtte efter etmålsnederlaget nøjes med at glæde sig over et enkelt slutspilsstadies fremgang i forhold til sidste turnering.
Semifinaler og bronzekamp
Semifinalemodstanderne Peter og Rasmus Jørgensen var i den hidtidige ISSA-historie blevet kåret som den Bedste henholdsvis 3 og 4 gange, og Rasmus var altså tvunget til sejr for at være sikker på at bevare sin status som den mest vindende gennem tiderne. Det burde heller ikke være noget helt umuligt fore-tagende at dømme udfra deres kvartfinalesammenstød i december, hvor Peter havde hængt et godt stykke ude i tovene, før han slog igen og altså endte med at vinde hele turneringen. På den anden side kunne den unge mesters comeback dengang ses som udtryk for en helt magisk uovervindelighed, og i denne turnering havde han da også indtil nu vist skræmmende styrke, mens slaget med Søren Kasper havde gjort store indhug i Rasmus’ energidepoter. Det var i nogen grad til at få øje på i den første kamp, hvor Skaduhafest på hjemmebane dominerede begivenhederne og lagde et konstant tryk på el-verkappedefensiven. Her havde Bilbo Sækkers autoritet nu til gengæld gjort sig gældende i en sådan grad, at alle stod og løb rigtigt og forhindrede oplagte chancer. Efter en målløs 1. halvleg formåede Steve Martin, en af de nye spillere på Skaduhafest-holdet, hvortil Peter som bekendt kun udtog sit livs allerstørste dæmoner, efter 52 minutter at passere Elrond som afslutning på et strålende rush, og han så ud til at have sikret en smal sejr indtil sidste minut, da Peregrin Toker efter en sløj indsats omsider våg-nede op, afdriblede en forsvarskleppert og trillede bolden under Skaduhafest-keeperen. Var 1-1 ikke i fuldstændig overensstemmelse med spillets fordeling, kunne det i højere grad siges om returkampen, hvor Peter efter en halv times jævnbyrdige slagudvekslinger igen bragte sig i front på en scoring signeret Stig Rossen for at se Frodo Sækker udligne på det følgende angreb. Trods stor angrebsiver holdt for-svarsværkerne i begge ender stand, og ligesom sidst måtte de to Sensible-giganter afgøre sagen i replay.
Igen lagde Peter ud på keyboard, og igen udnyttede han piletastekontrollen til at opbygge et gevaldigt pres, der denne gang som noget helt nyt udmøntede sig i flere scoringer i samme kamp. Steve og Stig var på pletten men måtte endnu engang se arbejdet delvist ødelagt af Toker, der tre minutter før tid gentog sit kunststykke fra den første kamp og så til gengæld udløste en epidemi af koncentrationssvigt på sit hold, hvilket i slutsekunderne tillod Steve Martin at storme igennem og tvang Træskæg til at begå et lidt voldsomt straffespark. I de første 20 minutter af returkampen demonstrerede Toker og Bomba-dil med en scoring hver, at også 3-1 kan være en skrøbelig føring, og trods et stadig mere hæsblæsende begivenhedsforløb var man ikke tættere på en afgørelse end for tre kampe siden. Heller ikke et gensi-digt forsvarskoks midt i 2. halvleg, der udløste en reducering fra Alias fulgt op af Frodo Sækker, bragte forskydning i stillingen, og først i det allersidste af de 360 spændingsmættede minutter faldt afgørelsen: Gandalf, som ellers var holdt i kort snor af venstrebacken Glostrup Station, formåede omsider at slippe ned bag om Skaduhafest-forsvaret, skar ind i feltet klinet op ad baglinjen og sendte kuglen skråt bagud til Legolas, der kom flyvende og pandede den i nettet. Vild jubel hos den gamle generation, mens de unge dog kunne glæde sig over at være sikre på repræsentation i finalen.
Den anden semifinale stod nemlig mellem Asbjørn og Hjalte, en konstellation der i lyset af indledende runde ikke ligefrem lagde op til højspænding og da heller ikke bød på nogen; til gengæld kunne As-bjørns fine spil tjene publikum som en svalende sorbet ovenpå det mættende drama, man netop havde gennemlevet. Brazil var dog godt med i den første kamp på hjemmebane, hvor Romario kort før pau-sen udlignede Peter Møllers føringsmål og stillingen holdt sig på 1-1 indtil de sidste ti minutter. Her af-gjorde den utrættelige Møller sagen med to yderligere scoringer, den sidste på straffespark, og i den spændingsforladte returkamp sikrede han i fællesskab med Jesper Bech en overbevisende 4-2-sejr. As-bjørn havde åbenlyst fundet sig godt til rette i den sensible overhalingsbane og kunne efter for fjerde gang at have maltrakteret Hjalte notere sig tangeringen af en tudsegammel rekord: flest sejre over den samme spiller i en turnering. Den eneste, der havde formået noget tilsvarende, var Patrick, der helt til-bage i den første turnering slog Søren Holm fire gange.
Sjovt nok formåede Peter derpå at gentage præstationen i bronzekampen; igen var det selvfølgelig Hjalte, der stod for skud, og man kunne altså konstatere endnu et eksempel på statistisk parløb mellem Peter og Asbjørn. Trods denne i historisk perspektiv eksklusive dobbeltydmygelse kunne Hjalte dog glæde sig over at være tilbage i eliten, mens Peter ærgrede sig grufuldt over titeltabet, sin dårligste place-ring siden debuten i den 7. turnering (at han nåede et historisk lavpunkt med en bronzemedalje er selv-følgelig i sig selv respektindgydende) og ikke mindst over, at drømmen om den udelte førsteplads på ISSA-ranglisten måtte skydes ud i fremtiden (siden december havde han og Rasmus Jørgensen ligget side om side med samme pointtal). Der var lagt i kakkelovnen til de kommende turneringer.
Finale
Som man kunne forvente, befandt publikum sig nu i ekstase, for den ælde generations vedkommende selvfølgelig især over Peters exit, der åbnede mulighed for at fravriste de unge ISSA-pokalen for første gang i to år. Rasmus skuffede da heller ikke de højt opskruede forventninger, og det eneste klagepunkt, der blev rettet mod finalen, gik på, at den blev alt for hurtigt afgjort i forhold til det, man var blevet vænnet til i opgørene med Peter og Søren Kasper. Skønt Asbjørn var på keyboard i den første kamp blev han allerede her nedspillet i en grad, der efter hans præstation hidtil i turneringen savner forklaring. Måske var han stadig præget af stornederlaget mod samme spiller i kvartfinalen i den 10. turnering. Ef-ter ni minutter plantede Frodo Sækker kuglen i netmaskerne, og da Peter Møller derpå udnyttede et straffespark (på ny måtte Træskæg bøde for sin kantede forsvarsstil), svarede den store helt fra semifi-nalen, Legolas, efter godt en halv time igen med at tømme pilekoggeret over for en chanceløs Balosz Raboczky i FCK-målet. Midt i anden halvleg slog Frodo til igen, og efter 82 minutter havde Gandalf løbet så meget om hjørner med Michael Silberbauer, at han i fortvivlelse gled et indlæg i eget net. Efter 4-1 var returkampen naturligvis ikke den mest ophidsende affære, men med de 3-1 efter scoringer fra Bombadil, Legolas og Frodo Sækker suppleret af Bech kunne Rasmus på den statistiske front trumfe Asbjørn og Peter ved ligefrem at slå en gammel Patrick-rekord, den for største samlede finalesejr. Der-med mistede Daniel Ekeroth i øvrigt rekorden for største finalenederlag, og han gik da også forrest i de vilde jubelseancer, der ledsagede slutceremonien.
Pokal og ølkasse blev løftet, medaljer omhængt, og stemningen befandt sig helt oppe under den vesterbroske forårshimmel. Vel havde fremmødet været skuffende, men alle tilstedeværende priste sig lykkelige over at have taget del i endnu en enestående idrætsbegivenhed. ISSA var i allerhøjeste grad i live og parat til at ekspandere på ny.
III/MMVII
|
|
|
|
|
|
|
|
