Om ISSA



ISSA er en dansk Sensible-forening, der siden forrige århundrede har afholdt turneringer i Sensible Soccer 96/97, verdenshistoriens bedste fodboldspil.

ISSA blev stiftet i begyndelsen af 1999 af en gruppe gymnasieelever, der havde svært ved at håndtere eksistensens meningsløshed og desuden ikke kunne blive enige om, hvem af dem der var bedst til Sensible.

Bogstaverne ISSA står for International Sensible Soccer Association, og desuden er foreningen opkaldt efter den berømte sydafrikanske fodboldspiller Pierre Issa, hvis karriere kulminerede med de to selvmål mod Frankrig ved VM i 1998.

Vi afholder jævnligt uformelle træningsturneringer og to gange om året en såkaldt storturnering, hvor vinderen kåres som "Den Bedste" og erhverver en sølvpokal. Deltagergebyret på 50 kr. giver adgang til deltagelse i begge årets storturneringer. Så snart man deltager i en storturnering, er man automatisk medlem af foreningen.

Storturneringerne afvikles ligesom fx VM og EM med et indledende puljespil efterfulgt af et cupspil, dog således at man møder hver spiller to gange. Den, der er på "hjemmebane", spiller på keyboard, mens "udespilleren" benytter et joypad eller et joystick.


Bestyrelsen

Formand: Søren K. Villemoes.

Sekretær: Rasmus Jørgensen.

Kasserer: Andreas Woer.

Juridisk panel: Daniel Ekeroth og Søren Holm.

Almindelige bestyrelsesmedlemmer: Aske Wittenborg, Daniel Pedersen, Peter Reinhold.





ISSA's logo er designet af Søren Holm.